Tag-arkiv: Zorronaldo

Det er bare svært.

Zorronaldo har lektier for. Sådan noget samfundsfagnoget. Med at præsentere et politisk parti.

Han kom ned i går.

“Mor, hvem skulle jeg overhovedet stemme på, hvis nu det var?”

Æhhh.. Eftersom jeg dårligt nok selv ved hvem jeg ville stemme på – er ærligt talt blevet en anelse desillusioneret de sidste par år – var det enormt svært at råde ham til noget.

Vi fandt en masse valg-test-sider som han kunne klikke på. Jeg blev siddende. Som orakel.

For hvad betyder bruttonationalprodukt og topskat lige?

Ret fedt at føle sig alvidende for en stund. Det sker virkelig meget sjældent efterhånden. Det var ikke som da de var små og man kunne nøjes med at forklare hvor mælken kom fra.

Men altså, han fik klikket sig i gennem to-tre tests som alle gav stort set samme resultat. Men det mindede faktisk ret meget om det jeg selv ville lande på, altså svarene, ikke selve resultatet. For det havde jeg ikke lige set komme.

Men hvad, man skal jo have et åbent sind.

Og så var det jeg tænkte hvor meget har jeg drejet ham i min retning?

Sikkert ret meget. For selvom jeg kan sige noget både for og imod afskaffelse af efterløn, eller flere privathospitaler, så har jeg min mening. Og den skinnede jo igennem, da jeg var ude af stand til at forklare ham det fornuftige i at melde Danmark ud af NATO.

Spørgsmålet om at forlænge behandlingsventetider fra en til to måneder på ikke livstruende sygdomme faldt mig noget nemmere at guide ham igennem.

Men mine argumenter og forklaringer, så sobre og objektive jeg gerne ville gøre dem, var jo stærkt farvede af mine holdninger.

Heldigvis kom det med at børn naturligvis skal have karakterer fra 6.klasse helt fra ham selv. Han har prøvet begge systemer på egen krop og er helt klart til mere målen og vejen  i det danske system.

Men det ville være rart hvis der var nogle let fordøjelige oplysninger som kunne guide en ung og vranten – ja vranten var han så ikke lige på det tidspunkt – 15årig igennem den jungle den politiske verden er.

Jeg fandt partiprogrammet frem på hvert af de to partier han kom tættest på, som han så kunne læse igennem, men jeg føler mig alligevel ikke sikker på at testen afspejler hans helt egen private mening.

Af forskellige årsager skal vi – firkløveret og jeg – på besøg på Christiansborg til næste år. Sådan med sikkerhedstjek og noget. Spændende!

Synes jeg!

Det firkløveret dog sætter mest pris på, er at de skal have fri fra skole!

Det er skam svært at være objektiv!

Og NU kan der ikke være flere udråbstegn i den tekst!!!

Når jeg nu ikke selv har et arbejde, så er det da godt at andre i familien både får lønsedler og indkomster.

Divaen og Zorronaldo er opvaskere på en slags kombineret restaurant, koncert-kultursted. Det var lidt et tilfælde de fik jobbet, via en bekendt der også arbejder der.

Da de skulle hilse på første gang var jeg med.

Ja, jeg tvang dem altså ikke.

Men jeg forpassede jo ikke chancen for at meddele deres kommende chef hvor fantastisk dygtige de begge var. I en sådan grad at damen til sidst så på både mig og mit afkom med mistroen malet i hele ansigtet. Da jeg endelig holdt min mund med mine børns fortræffeligheder, mumlede hun forbeholdent at det skulle da komme an på en prøve.

Og hvad siger hun nu – to måneder senere – når hun taler til sine to nye opvaskere? At de er fantastiske. De lærer hurtigt, er høflige, fornuftige og hjælpsomme.

Jamen altså!

…

Det er jo for pokker det jeg hele tiden har sagt!

Det er ikke altid så nemt at være objektiv når det handler om ens egne børn. Det sker jo indimellem at man tager fejl af deres opførsel. Okay ikke så tit igen faktisk.

Men jeg er skam ikke blind for deres fejl, for naturligvis har de fejl som alle andre.

Men det kan godt komme som et chok når ens søde lille dreng kommer og siger lige så stille: “Mor, jeg gav Laura en lussing idag.”

Hvorpå jeg svarede: “Nej DET gjorde du ikke!”

Hvilket nok var lidt dumt, for det havde han jo lige sagt, og han ville nok ikke lyve om den slags store ting.

Og han havde givet Laura en lussing, vel havde han så.

Og fået skæld ud.. Af klasselæreren og af Lauras far. Han havde også skullet høre på en meget lang smøre i den opdragelsesmæssige genre som banede sig vej ud af min mund.

Så var det ligesom nok.

…

Men en lussing.

Det havde jeg ikke regnet med, at han ville gøre.

Han havde sine grunde, som jeg ikke vil komme ind på her. Men man må jo ikke slå. Det vidste han godt, så jeg havde lidt svært ved at tro på det.

Men da han ikke samtidig løj, kunne vi bare nøjes med at tage den side i opdragelsesmanualen der omhandlede det med at slå, igen..

Og jeg tør godt sværge på at det aldrig har gentaget sig.

Derfor kunne jeg sagtens fremhæve Divaen og hans formidable fortrin ganske uden blusel, overfor en arbejdsgiver!

Helt uden at overdrive!

Ret meget i hvert fald..

Nu er jeg dampet så tilstrækkeligt meget af, at jeg kan fortælle om det, uden tasterne begynder at smelte.

Nogen ville i byen fredag aften, hvilket er okay, man skal jo lære det og da han nogen hverken drikker eller ryger, samt altid er kommet hjem til aftalt tid, var der grønt lys for det!

Og nogen forsvandt ud i natten. På cykel. Og aftalen var også at han gerne måtte tage hjelmen af ude i mørket, så ingen fik at se at han rent faktisk kører med den. Noget af vejen.

Da klokken nåede, og derpå fjernede sig fra hjemkomsttidspunktet og jeg begyndte at blive nervøs, puffede jeg til First Man og forhørte mig om det nu også var kl. lidt sent nogen skulle være hjemme igen, eller først kl. meget sent.

Min søde mand kunne så meddele mig, at vores unge, og lige knapt så håbefulde, søn var på vej hjem til fods.

For cyklen var blevet stjålet.

…

Hans søsters cykel.

Med kurv, lygter og hjelm og hele baduljen.

Allerede her begyndte jeg at lægge i kakkelovnen. Store gedigne brændeknuder. Og godt med blus på.

For jeg ville vædde hvad det skulle være med, at han ikke havde låst sin søsters cykel.

Og jeg havde helt ret.

Og mand, hvor fik han skæld ud.

I over 10 minutter.

Der midt om natten. Nøøøj, hvor var jeg gal.

Og i øvrigt meget glad for, at han havde et job, så han kunne købe en ny cykel til sin søster.

Den stakkels, og meget ulykkelige dreng, sagde ikke ret meget. Ikke andet end: “Ja det skal jeg nok”.

Og så blev han sparket i seng..

Næste dag, hvor jeg trods alt var begyndt at tale til ham igen uden at hvæse, var han blid som et lam. Støvsugede af sig selv. Og den slags. Smilede også til sin lillebror.

Han fik også et trøstende knus. Faktisk. Så helt rendyrket ond var jeg dog ikke.

Efter aftensmaden, ville jeg ud og kigge efter cyklen. Den måtte være der. Det skulle den bare være. Smidt et eller andet sted. Vi bor jo ikke i Københavstrup, ovre på Djævleøen.

To gange har vi fået stjålet cykler og begge gange er de blevet fundet igen,  herude på landet.

Så jeg fyldte det røde lyn med børn og afsted drog vi. Ledte her og hist, oppe og nede og mange andre steder. Og så tilbage til åstedet.

Før vi endnu engang delte os, for at vandre rundt i eftersøgningshold, ville jeg alligevel tjekke bagsiden af hækken ved cykelstativerne. Og sendte Gårdmand Bjørn ind for at lede.

Bingo!

Et styks søsterlig cykel blev fremdraget fra undersiden af en bøgehæk.

Og der var indtil flere der blev meget glade. Både cyklens ejermand, den uheldige helt og cykelfinderen og så mig selv. Af forskellige, men åbenlyse årsager!

Da jeg sagde godnat til ham sagde han: “Puuh det var godt vi fandt den. Jeg var så ked af det. Mest fordi jeg vidste det var dumt at jeg ikke havde nøglen med.”

Og jeg sagde en stille bøn, og takkede for at min dejlige dreng er så god som han er. Trods alt!

Folk siger nogen gange til mig: “jooo, men du er jo slet ikke helt sikker på at han ikke drikker eller ryger i smug, eller laver andet skidt.”

(Det bliver gerne sagt af den slags mennesker, som af hjertet håber at det faktisk forholder sig sådan, for det er virkelig snyd, at jeg ikke skal have samme problemer som alle andre)

Og nej, jeg er ikke sikker, men som udgangspunkt stoler jeg på dem.

De har før lavet tossede ting, naturligvis og heldigvis, men de er altid kommet hjem for at tilstå. Og når straffen ikke helt står mål med hvad de frygter, og de ser at vi sagtens kan snakke sammen om hvordan og hvorfor, så er det med tilståelser ikke helt så svært, og egentligt bare noget der skal overstås.

Som deres bramfrie mor (det er så mig) siger: “hvis du har nosser nok til at gøre noget dumt, så må du have nosser nok til at tage skraldet”

Og det har de så – alle fire!

Og ja, jeg ved det godt: de kunne virkeligt være meget værre!!

Almen dannelse, eller hvad?

Jeg synes det er et absolut must at kunne danse lanciers. At jeg ingenlunde er i stand til at tage så meget som det mindste dansetrin selv, behøver jeg jo ikke fortælle nogen om.

Vi var inviteret til infoaften på skolen, og hørte en masse om timerne og det som vil forberede dem til eksamen om tre spændende og lærerige år. Blev faktisk næsten helt misundelig over at det ikke er mig som skal gå der.

Vi fik lov til at spise mad for os selv, vi skulle nok ikke blamere os selv mens de unge kiggede.

Jeg overvejede seriøst at gå hen til deres sal og stille mig op og råbe: “Puuuuusliiiiiing” Og vinke overdrevent.. Men sandsynligheden for at jeg først ville blive tilgivet engang i 2017-18 stykker var så stor, at jeg bare blev siddende.

Jeg nøjedes så bare med at smile sødt til ham uden at vinke, da han så mig – jeg stod naturligvis allerforest – og så ellers nyde synet af min smukke Zorronaldo som dansede med nogle ualmindeligt søde piger. Den ene kønnere end den anden!

Kan du danse lanciers?

Nu skal det jo ikke være sådan at man går rundt og forestiller sig at jeg er modstander af alt hvad Danmark kan byde på af ungdomsuddannelser.

For det er jeg bestemt ikke.

Jeg er bare modstander af mangel på planlægning. Ordnung muss sein. Eller sådan noget.

Nå, men altså jeg er glad for at Divaen og Zorronaldo endte på lige den skole. Faktisk. Divaen har glædet sig fra dag et, og har mødt en masse spændende mennesker og nyder at de også er lidt anderledes, som hun selv. At de er multikulturelle og åbne for andet end leverpostej fra Stryhns.

Med Zorronaldo var det en helt anden sag. Han gad faktisk slet ikke at være der, og var eddikesur over at han skulle tvinges til det.

Der var meget galt. Han kunne ikke nok engelsk, hans venner var et andet sted, men mest af alt var han gnaven over ikke at have et valg, han kunne ikke frit vælge hvilken skole han skulle gå på.

Dette var eneste løsning og sådan skulle det altså være. Jeg kom vist til at lyve en ganske bitte lille smule, og fortalte ham – uden at blinke – at han sikkert bare kunne overgå til en dansk gymnasieklasse efter efterårsferien, hvis det gik helt ad Hekkenfeldt til.

Det kan han naturligvis ikke, så det har været med tilbageholdt åndedræt jeg har observeret ham i den forløbne uge.

Men han har endda kunnet smile flere gange dagligt, og han har fnyst af matematik lektierne og hånligt sagt at det godt nok var for nemt. Engelsk er kommet helt af sig selv, fordi han har mødt søde unge som ikke kunne andet og så var der jo ingen kære mor, han måtte bare snakke.

Og det har han gjort. Med dem alle. På fransk, engelsk og sågar tysk. Med unge fra hele verden.

Jeg sidder lidt som en lalleglad tilskuer, fordi det glæder mig usigeligt at det er så spændende, og at de godt kan lide at være der.

Når man jeg ser bort fra den manglende planlægning, så er det et fantastisk sted at få en eksamen som åbner døre i hele verden. Jeg tvivler lidt på om de rigtigt forstår på den der rørstrømske-mor-måde hvilken rigdom det er at blive tresprogede helt naturligt, og få venner i hele verden. Jeg sidder og bliver helt euforisk bare ved tanken!

Og jeg har virkelig håbet at alt dette spændende og nye, ville kunne smitte af på min – lad os bare sige det – noget forbeholdne søn.

Og, så i går – hjemme efter to dages introcamp – meddelte han glad: “Mor, jeg vil altså blive i den der klasse” Så var der ikke et øje tørt.

Hvorpå han tilføjede: “Nu er der jo også 20 piger i klassen og kun 8 drenge”