Tag-arkiv: Undren

Det er det jeg altid har sagt: Piet Van Deurs har ikke levet forgæves.

Hvad er det:

…

Jeg lader den bare stå og venter på jeres kvalificerede gæt.

Vi ses senere!

Det der med fodterapeuter. Og apropos terapeut… sig nu ikke terapØjt, vel?

Så er det på plads – altså fodterapeuter.

Det er da sådan lidt hemmeligt, er det ikke?

…

For det første: hvorfor skal man gå til andre mennesker, for at få klippet sine negle?

For det andet: … ej men se lige punkt et igen… Hvorfor?

Jeg fattede ikke meningen med en fodplejeperson. Okay, bevares, hvis man ikke kan nå sine egne fødder – og den slags kan vel ske – så er det nok meget smart at få lidt hjælp. Det er bare de færreste som har den slags motoriske problemer.

Og jo der er naturligvis mange undtagelser, men generelt set så er de fleste mennesker vel i stand til at klippe negle selv.. Eller?

Jeg havde selv svært ved at se mine egne fødder da jeg var gravid, altså i nogle stillinger, men jeg kunne altså godt klippe mine tånegle. Det var værre med intim-hår-trim-og-tæmningen.

Burde nok have brugt “bind-omvendt-på-metoden” til den del.

Men det er for sent nu og jeg skal heldigvis ikke være gravid mere nogensinde!

Nå, det var de fødder jeg kom fra.

I årevis har jeg som sagt, nysgerrigt gået rundt og tænkt “hvorfor“, og jeg endte faktisk også med at bestille tid hos en, en fodplejeperson altså, nede i Frankrig for mange år siden.

Eller det vil sige, dagen før kom jeg pludselig meget i tvivl om hvor jeg egentlig havde fået bestilt tid henne. Med alle de franske ord for diverse specialister.

…

Efter en mindre telefonisk spørgerunde, kunne jeg konstatere at jeg ganske rigtigt havde fået en tid hos en specialist. Ikke hos en fodplejeperson, men derimod hos en hudlæge. Som jeg så afbestilte igen.

Uden at komme et skridt nærmere fodplejepersonerne.

Nu hjemme i Danmark ville jeg faktisk gerne vide hvad det var med de der fødder og deres plejefolk.

Selv min mor gik til sådan en.

Jeg kviede mig dog ved at få en tid hos Lars, ikke et ondt ord om Lars, men han måtte godt bare nøjes med at forblive Sofies far og så i øvrigt ikke stifte nærmere bekendtskab med mine fødder.

Og det på trods af at mine fødder hver mandag til gymnastik, bliver maltrakteret på det groveste. Så jeg ville kun have godt af at nogen tog sig kærligt af mine pusselanker. Andre end sådan de nærmeste!

Som i øvrigt, en passant, er ved at være godt trætte af at høre mig plage om fodmassage og den slags.

Dette var altså status quo lige indtil for et par uger siden. Hvor jeg for første gang i over to år, mødte Anne henne ved købmanden.

Herligt!

Udover at det var rart at se hende igen, var der den åbenlyse fordel at Anne simpelthen  er blevet fodplejeperson i mellemtiden!

Så hun fik sporenstregs en ny klient!

ENDELIG skal jeg lukkes ind i den hemmelige klub for fodplejepatienter.

Fortsættelse følger!

jeg har lige et spørgsmål.

Nu er det muligt at mine lyse striber, som dog efterhånden er ved at gro ud, har smittet af på min hjerne, men hvordan er det lige det går for PostDanmark?

Og hvilken del af hele det hurlumhej har jeg ikke forstået rigtigt?

For noget er kørt af sporet for mig.

Altså:

Der bliver lige nu i disse dage, nedlagt postkasser på stribe. Faktisk 1500 i hele landet. En del skulle jeg mene. Fint nok altså, vi skriver færre breve og de kommer langsommere frem, så der er nok ikke så meget behov for postkasser mere.

Det bliver dog lidt bøvlet for vores nabo Irene, hun har nemlig ingen bil, jeg tror ikke engang hun har kørekort, og hun forlader meget sjældent postnummeret, for slet ikke at tale om selve øen. Så hvis hun ikke kan komme hen til en postkasse uden at køre langt, er det ærligt talt lidt bøvlet.

Men hun skriver måske heller ikke så mange breve.

…

I hvert fald, det gik pludselig op for mig at Irenes – og mange andres – fremtidige muligheder for at sende breve hid og did, var væsentligt forringet.

Indtil jeg læste dette her:

Og samtidig tilbyder vi, at man også kan aflevere breve til sit postbud, der så kan tage dem med, siger Louis Lindholm. Louis Lindholm er chef for postområdet Fyn og Sønderjylland for Post Danmark. 

Og det er jo fornemt.

…

Men altså…

…

Var der ikke noget med at vi – indvånere i Dannevang – pr. 01.01.12. skulle have monteret postkasser i skel, såfremt vi fortsat ville have leveret post?

Fordi posten ikke længere måtte køre den lange vej ned af min indkørsel…

-altså det gør hun så alligevel, både fordi vi kender hende, og fordi vi bor på landet og herude er den slags petitesser ikke noget man hænger sig i, OG så fordi jeg bestikker både hende, og skraldemanden for øvrigt også, med is om sommeren. Det kunne forresten være jeg burde gå over til lune boller indtil bøgen springer ud igen…

…hmm.

Nå det var lige et sidespring, hvad det var jeg ville sige var, at hvis posten ikke må bevæge sig hen til de respektive dørtrin, endsige ud af sin bil, og hvordan havde man så tænkt sig at de skulle være i stand til at tage posten med tilbage for Irene og de andre?

Meget kan man sige om Irene, men telepatiske evner har hun ikke, så jeg spekulerer på om det er PostDanmarks mening at Irene skal stå udenfor, nede ved skellet og dermed ved siden af sin postkasse, i et uanet tidsrum, i al slags vejr, indtil posten kommer så Irene kan få sendt sit brev?

Næppe.

Det med post i al slags vejr, troede jeg forresten var postens motto, og ikke det brevskrivende/brevmodtagende folk.

Men så vil det sikkert sige at posten skal gå ind, for at høre om Irene har nogle breve der skal postes.

…

Var idéen ikke med dette “postkasse-i-skel” cirkus, oprindeligt at posten skulle undgå al menneskelig kontakt for at blive effektiviseret ligesom DSB? Okay dårlig sammenligning, men I ved hvad jeg mener.

Så vil jeg gerne vide hvordan disse to ting hænger sammen!

Gårdmand Bjørns nyeste påfund er at han vil have, vi skal bytte liv for en stund. Han og jeg. Han vil prøve at være mig og jeg skal prøve at være ham.

Jeg må have set inderligt modvillig ud, da han præsenterede mig for sin, efter egen ydmyge mening, formidable idé. For han kastede sig straks ud i beskrivelsen af alle de fortræffeligheder, en sådan plan havde.

“På lørdag? Kan vi ikke prøve det lørdag?”

Jeg påpegede at han så ville komme til at være alene hjemme, idet jeg så – i hans skikkelse – ville skulle sove i telt med First Man på en fædretur med klassen.

“Nå ja, for pokker… ”

…

“Jamen så søndag?”

Jeg sagde ikke noget.

“På søndag vil jeg være dig, så skal jeg drikke en masse te og bestemme.”

Hvad det var han ville bestemme, kom han ikke nærmere ind på.

Jeg spurgte hvad jeg så skulle foretage mig, mens jeg var ham: “Jeg gider ikke at sidde og se fjernsyn i flere timer. Eller prutte lige så meget som dig”

“Du behøver ikke at prutte” kom det velvilligt.

“Du skal være sød. Gøre søde ting. Massere din mor. Og det er mig! Lege med Nikolaj, se lidt fjernsyn og den slags. Og lave mine lektier!!”

“Og så skal jeg også sende dig i bad” Han smilede stort ved tanken.

Jeg sukkede og bare tanken om dette arrangement i mange timer gjorde mig meget træt. Hvilket han lynhurtigt sporede.

“ÅÅÅÅrh pleeeeeeeeease, mor. Det er så sjovt. Det er et eksperiment. Inde på Ramasjang-punktum-dk. Man kan bytte familie.”

“Men vi kan nøjes med at blive her og bare bytte med hinanden. Så er jeg dig og gør det du gør. Undtaget regninger, og alt det der er svært”

Og bortset fra den mindre detalje, som mit manglende samtykke, så sludrede han løs om at han glædede sig til at drikke te, bestemme og så sende mig i bad.

“Laver du så også aftensmad” Forhørte jeg mig håbefuldt. “Vi skal have forloren hare”.

“Hvad er forloren?” ville han vide.

“Forloren, er noget som er falsk. Noget som ikke er helt rigtigt”

…

Der var helt stille. Han havde åbenbart glemt sit bytte-roller-for-en-dag projekt.

“En falsk hare.” Gentog han undrende. “Er det så en kanin?”

Altså køreplaner…

Det så meget nemt ud.

.dk

Altså:

Indtast afrejseby. Hvorpå jeg indtastede vores by. Så langt så godt.

Indtast ankomstby. Og her indtastede jeg naturligvis den by Divaen og Zorronaldo skulle ankomme til. Samt tidpunkt og dato. Det var nemt!

Der kom et tidspunkt.

Og en rejse der varede helt uforholdsmæssigt lang tid. Men hvad forstår konger sig på køreplaner.

Så derfor stod jeg i morges på det i køreplanen angivne tidspunkt, sammen med de to håbefulde unge mennesker, og havde intentioner om at vinke farvel, når bussen kom.

Hvad den ikke gjorde.

Vi ventede i et kvarter og så gik vi hjem og jeg fik allernådigst lov til at køre dem i min egen bil i stedet for.

Divaen og Zorronaldo blev sat af ved skolen og jeg gik med ind. Jeg kunne slet ikke lade være. Men jeg sværger at jeg gik igen meget hurtigt.

For at sætte mig ind i min røde bil, køre hjem til møllen og ringe til busselskabet.

Der var nemlig i mit hoved, ingen sammenhæng mellem de tider der stod i den på internettet tilgængelige køreplan, og så de faktiske tilstedeværende busser ude i den virkelige verden.

Og det ville jeg gerne forstå noget mere om, så jeg slap for at skulle køre 50 km hver morgen blot for at aflevere dem.

Manden i spørgetelefonen var såmænd hyggelig nok, og hjælpsom. Og han fandt også de samme afgangstider som jeg.

Og bedyrede at de skam var helt korrekte.

Fordi, og her begyndte min fatteevne at fejle, rejseplanen havde – helt for egen regning -indtastet et vilkårligt sted i vores landsby. Og såfremt man nu havde været så smart at trykke på “Se mere” og dernæst scrolle ned for at nærstudere rejseplanen…

…

Jeg vil lige repetere at vi taler om en helt almindelig bustur fra en by til en anden, helt uden skift eller andet forvirrende hurlumhej.

Altså, NÅR hvis man åbnede disse rejsedetaljer, ville man opdage at nogen havde udregnet at det ville tage 12 minutter at gå fra det vilkårlige sted i vores by, og hen til stoppestedet.

Ligeledes havde de kalkuleret med tre minutters gang fra stoppestedet – foran indgangen til skolen – og hen til skoledøren hvilket jo ret præcist gav en rejsetid der var i hvert fald et kvarter længere end selve busturen.

Jeg ved ikke hvem der har humpet over fortovet med en blokeret rollator for at beregne de 12 minutter, men det kan ikke have været et almindeligt fungerende menneske. Og slet ikke et på to ben.

Hvorom alting var, bussen gik hele 12 minutter senere end det først angivne tidspunkt da rejseplanen mente det ville tage disse 12 minutter at bevæge sig hen til stoppestedet.

Uagtet at rejseplanen ikke engang aner hvor vi bor. Jeg synes altså det er lige frækt nok at insinuere at jeg er 12 minutter om at sjoske ned til stoppestedet.

Og lidt i stil med det voldsomme besvær det var at få lov til at bestille et buskort.

Jeg takkede ikke desto mindre manden hjerteligt, og fik ham for alle eventualiteters skyld til at gentage afgangstidspunktet igen før jeg lagde på.

…

Jeg synes det var lidt nemmere dengang køreplanen var af papir.

Det positive er at vi de kan sove et kvarter længere og nu kun skal op kl. 06.15