En hybrid mellem en hamster og en smølf.

Det er mig. Og har været det siden sidste torsdag.

Og jeg har ikke været meget omkring i blogland, hverken i mit eget land eller jeres lande.

Har svaret med forsinkelser og ikke helt læst så meget med.

Jeg ligner nemlig et slemt tilfælde af hustruvold, subsidiært en trafikulykke. Det føles stort set også ligesådan. Og så har jeg bare været ved tandlægen.

Det forholdt sig nemlig sådan at da Ellen i torsdags skulle lappe min knækkede tand definitivt sammen, opdagede hun noget. Og da hun ikke vidste hvad det var, besluttede hun meget fornuftigt at det under alle omstændigheder skulle væk fra indersiden af min mund.

Efter noget graven.. Et par klynk og derpå en god portion bedøvelse, og så en del mere graven og roden rundt, fandt hun det mystiske som havde taget bolig et forkert sted i mit tandkød.

Det var såmænd bare et stykke knogle.

Forvitret, og dermed knækket af resten af mig, efter dårlig – og ulovlig – brug af arsenik ved en noget uautoriseret og smertefuld rodbehandling. Synderen er ingen anden end den gamle heks i Normandiet, hende der ligeledes efterlod en nål i mit indre.

Så ser man bort fra smerten, og det imponerende blå mærke jeg nu er i besiddelse af, er jeg overordentlig tilfreds med resultatet af de arkæologiske udgravninger i min mund, som medførte fundet af dette knoglestykke, da det er netop det bevis jeg manglede for at slå heksen i gulvet.

Rent juridisk forstås. Selvtægt er jo en slem ting, men jeg kan forsikre jer om at det ikke er lysten der mangler.

Hvorom alting er, sagen ruller igen og resultaterne vil blive offentliggjort efterhånden som de ruller ind.

I mellemtiden glæder jeg mig over at jeg ikke er startet på job endnu, for en ting er at jeg lider, for det gør jeg. Jeg har ørepine og tandpine og alle andre piner. Og er dermed en anelse pylret. En anden ting er at jeg ligner noget der er løgn…

Hermed – som en slags bonus – vises den side af mit ansigt som til forveksling ligner en blå hamster, når nu jeg ikke har kunnet tage mig sammen til at fortælle om besøget hos ministeren endnu.

Men det kommer!

For et par år siden hørte jeg at man ikke måtte sidde med benene over kors, for så risikerede man at få åreknuder og blodsprængninger og lungebetændelse og nedgroede negle.

Siden da har jeg troligt siddet på bedste royale manér – altså hver gang jeg kom i tanke om det – og ikke lagt benene over kors. Jeg fik dog lungebetændelse alligevel, så det holder ikke helt det der.

Men for nu at være på den sikre side, bliver jeg siddende på kongemåden.

For selvom man ikke er så gammel – jeg siger man, for jeg er ikke gammel – så kunne man jo godt gå hen og få sådan nogle grimme knuder. Og ligefrem risikere operation.

Jeg har vist en gang for alle slået fast at jeg ER sart, pivset, en kylling og alt det der. Mine kapaciteter udi det smattede med blod, skalpel og åbne kødsår er ikke eksisterende. Jeg får koldsved og åndenød og meget ondt af mig selv. Meget mere end den det reelt er gået ud over, for slet ikke at tale om når det går ud over mig selv.

Som dengang nogen havde kørt zigzag og overlock på mit hullede knæ, gad jeg ikke spilde tid på  kom jeg til at glemme at få en tråd-ud-pilnings tid hos lægen hvorpå jeg selv klippede den nederste knude af og hev tråden ud igennem huden på knæet.

Min fysiske position var omvendt proportionel med tråden da jeg trak den ud: jo længere den kom ud jo længere kom jeg ned og endte simpelthen i affekt på min seng, med koldsved og måtte hidkalde First Man med en ynkelig lille stemme, så han kunne komme og fjerne det sidste af tråden.

Så bare tanken om at jeg skulle have strakt mine blodårer ud som en  telefonledning fra forrige årtusind, giver mig tunnelsyn.

Intet mindre.

Jeg kan ikke holde ud at høre om det, endsige tale om det, bare det at skrive det har været en overvindelse af de større.

Det er dog ikke nok til at få mig til at mose mine, i øvrigt ellers pæne, ben ned i uklædelige støttestrømper. Under ingen omstændigheder.

Min mor var ellers ude med riven da jeg var gravid, støttestrømper og jeg skal komme efter dig. Men jeg var standhaftig.

Og lad mig sige det sådan: det kunne være værre. Når jeg selv skal sige det.

Og jeg sidder stadig sjældent med benene over kors.

Hvad med dig??

Der er forskellige slags ventetider.

Der er de søde ventetider. De tager som regel ni måneder, eller 24 dage – subsidiært et tilsvarende antal dage før en fødselsdag – og så kommer det fantastiske man har ventet på.

Så er der de der vente på afslag-ventetider. Eller vente på at få at vide du har tabt en konkurrence.

Men så er der en anden slags ventetid. Man skal vente på at få at vide om den knude der var lige der… om den nu var enten ikke eksisterende, bare dum eller helt ufattelig modbydelig.

Og det er en ganske forfærdelig ventetid.

Og så bliver man en anelse sær i knolden, og forestiller sig alt muligt. Og overdramatiserer en hel masse og kan slet ikke holde fokus.

Og så var der jo nogle kvinder ude i verden. Som gjorde hvad de kunne for at forsøde ventetiden… Og var der når man selv synes man er for meget. Og sende tanker og søde ord.

Ja, det er jer jeg snakker om:, Jessica, Trine, Helene, Mette, Athena, Laura, Jeanette, Lisbeth og Birgitte.

Uden jer havde jeg ikke overlevet mentalt indtil jeg fik min dom, som var bare en lille bitte smule dum, men slet ikke modbydelig!

Jeg blev båret igennem noget der lige var lidt svært, og lyttet til og opmuntret og bare holdt om og af af stærke og dejlige og søde kvinder.

Så TAK!!

Man burde faktisk kunne få veninder på recept. Sådan efter behov.

I hvert fald sådan nogle som mine!

I dag er det den officielle brystkræftdag.

Lyserød Lørdag!!

Jeg synes der skal mere fokus på sygdommen, jeg synes også der skal screenes tidligere, forskes mere, så der i sidste ende bliver større overlevelseschancer for alle som bliver diagnosticerede.

En ud af 9 kvinder i Danmark bliver ramt af brystkræft og det er den kræftsygdom som kvinder oftest får.

Som en kær ven skrev forleden: “Det er jo ikke sjovt at være med til. Det er ikke en klub jeg ligefrem ønskede at være med i.”

Så nej, det skal ikke fejres, men det skal ses og høres og overleves.

En af måderne man kan hjælpe til på er ved at give tid eller penge til forskning, behandling og screening. Der er stadig alt for mange som får brystkræft og hvis det ikke bliver opdaget i tide, eller behandlet korrekt kan det være fatalt.

Så støt brysterne – alt hvad du kan.

Det er svært at huske på at støtte eller være opmærksom, hvis man ikke kender en som har fået diagnosen, eller selv har været der, og derfor er der lavet mærkedage hvor man kan blive mindet om at støtte denne sag.

Jeg synes at det er en sød idé at man ikke bare giver penge, men at man køber en bluse, et armbånd eller noget andet som man kan bære og på den måde husker på at der skal ske mere endnu!

Til alle de kreative sjæle rundt omkring – jeg ved I er derude – er der følgende sjove links til hjemmelavede ting man kan lave, og enten sende eller også give til sin veninde, kollega, mor, søster eller datter og på den måde hjælpe til.

Du kan lave en smart pude som kan mindske smerter efter en brystoperation!

Du kan strikke huer til folk som har mistet håret efter kemo! Eller købe en og forære til en som har mistet håret.

Jeg tror det vigtigste er at være opmærksom også på denne sygdom, fordi den er så udbredt og fordi den kan ramme alle kvinder – også mig… Og dig?

Jeg har investeret i – som hvert år – et lyserødt armbånd og en T-shirt. Fordi jeg støtter nemlig også brysterne!

Men hvorfor er det lige at det hele skal foregå i oktober?

Hvor jeg end vender mig hen får jeg mærkesager smidt i hovedet.

Gad vide hvorfor oktober er blevet til en officiel (sæt-selv-ind)måned. Hvad er det som gør at oktober skal fratages alt frivilligt initiativ?

Forstå mig ret, jeg synes det er vigtigt med anti-alt-muligt kampagner, det er noble tanker og ædle hensigter.

Men hvorfor skal det hele foregå i oktober? Er det sådan at vi ikke har andet at tage os til i denne måned?

Jeg synes i hvert fald det er mærkeligt, at man bliver gjort opmærksom med alle mulige mærkesager lige i oktober. Man burde vel være meget opmærksom på både brystkræft, mobning og alt det andet, hele året rundt og ikke kun i oktober.