Tag-arkiv: Sjov

Nu da vi er – jeg er i hvert fald – oppe i de højere luftlag, vil jeg benytte lejligheden til at lufte min generelle sindstilstand.

Muligvis en anelse sukkerdryppende og pakket i lyserødt vat, men sådan bliver man bare når ting går godt. Jeg har haft et fjollet smil på læben siden jeg, onsdag kl. 11.02 fik at vide, at der faktisk findes et firma som gerne ville ansætte mig.

Okay, jeg slap det fjollede smil i de 42 minutter mellem det øjeblik min tand knak på årets sidste brændte mandel, og til jeg lå i Ellens tandlægestol og hun fik lappet mig sammen igen, men det var ikke noget der virkelig kunne få mig til at surmule.

Jeg smiler igen, omend lidt savlende idet bedøvelsen stadig virker.

Men så var det – det har jeg nu tænkt over længe – men lige en anelse mere siden i Onsdags, at jeg kom til at tænke på hvor taknemmelig jeg er for mit liv, lige nu.

Det er jo helt oppe i tiden – nytåret I ved – at se indad og sådan.

Jeg er glad for de mennesker jeg kender.

Lige pt. er jeg nok mest glad for Tina, fordi hun har overbevist sin arbejdsplads om at de skulle tage og snakke med mig!

Dermed ikke sagt at jeg ikke også nyder alle de andre søde og dejlige mennesker jeg er så heldig at have i min omgangskreds – blandt andet Lene som har foræret mig et varmetæppe i julegave, men altså især Tina har en høj stjerne lige pt.

Jeg prøvede at skrive det i min Facebookprofil nytårsaften, men det kom faktisk lidt klodset ud: “Fred på jord og kør forsigtigt”.

Men det sammenfatter nok alligevel meget godt hvad jeg mener.

Hvis man lige tænker sig om.

Altså, fred på jord!

…

Jeg mener, trukket lidt i håret, kunne det godt blive analyseret til noget med minus skænderier, opmærksomhed på andre, ro på – man kan ikke stresse med fred – og jord er jo noget med køkkenhaver og hunde.. Sådan kunne man godt læse det. Og se som noget rart, i hvert fald.

Og så den med at køre forsigtigt…

Det ligger lige for. Man skal ikke skynde sig. Og man skal – igen – passe på andre. Og sig selv. Man skal huske at få det hele med – lydbøger und alles!

Og det med at grine.

Derfor vil jeg også her i årets første rigtige blogindlæg bringe en vits. Den er godt nok på engelsk, men det kunne have været meget værre, den kunne jo i teorien godt have været på fransk!

So, there’s this nun, taking a bath, and then a knock comes on the door. She says: “Who is it?” And the reply comes: “It’s the Blind-Man, can I come in?” She thinks for a minute and says: “Yes, okay then. Come in.” So this man comes in and says: “Ohhh nice tits; where do you want me to hang the blind?”

Jeg kunne ikke helt finde et billede af en topløs nonne, I må derfor nøjes med et billede af mig iført tøj, umiddelbart efter jeg fandt en pive-rulle-ud-dims i en bordbombe, til min store glæde.

Godt nytår!

Sejler lige på en bølge!

Eller hvad man nu siger.

Jeg kender bare så mange søde og dejlige mennesker. Måske værdsætter man det ikke nok i hverdagen; i hvert fald så er jeg dybt taknemmelig og glad for at kende dem.

Efter det indlæg i fredags hvor jeg nævnte noget om de to mennesker fra folkeskolen som jeg har kontakt med, fik jeg en mail fra den ene.

Som ville sikre sig, at jeg var klar over han altså godt kunne huske mig. Den mail gjorde mig meget glad: det viste for det første at jeg ikke havde valgt forkert ved at sortere i de der folkeskolebekendtskaber, og for det andet fik vi en lang snak om hvordan det var dengang. Dejlig oplevelse!

Nå, det var den der fødselsdag.

Jeg kan varmt anbefale at invitere mennesker man holder af, uden skelen til om selskabet nu passer sammen eller om de kender nogen. Faktisk var det sådan at de forskellige damer i gennemsnit kendte en eller to – udover mig – og det har nok ikke været så nemt for alle at kaste sig ud i flokken!

Jeg gjorde lidt ud af præsentationerne for at nyankomne ikke skulle føle sig alt for alene og snakken gik lystigt ret hurtigt, hjulpet på vej af lakridspiber og saftevand!

Derudover kom mange langvejsfra. Vi snakker flere timer, og broer og gebyr og hvad ved jeg!

Jeg havde ikke forlangt udklædning, men en del ankom i de flotteste pirat-outfit jeg længe har set, blære-fastelavn go home!

Selv havde jeg fundet min Sørøver Sally bluse i en genbrugsbutik og med mit strittende lyse hår og en sørøverhat var min forklædning fuldendt!

Og så skulle vi på skattejagt.

Jeg havde ingen anelse om hvordan det ville foregå eller hvad vi skulle, men vi startede med at få udleveret et kort, et par instrukser og dernæst med at gå en lille tur ned til købmanden for at få næste ledetråd.

Dernede var der bare den lille detalje at vi skulle synge for at få udleveret vores ledetråd.

Glups..

Men altså, vi fik hostet af, og startede med et par sørøversange. Alt imens et par skrækslagne kunder forlod butikken i løb!

Tilbage igen og flere ledetråde blev udleveret. Vi blev sendt hid og did i landsbyen, skulle fange flyve(lakrids)fisk med munden og hænderne på ryggen. Fiskestangen hvorpå fiskene var sat fast med grøn uldtråd, blev styret af Gårdmand Bjørn som morede sig kosteligt med at hive fiskene op ligesom vi skulle til at sætte tænderne i dem. Men vi fik alle en fisk og en hel del grønt uldgarn, men fibre skulle være så sundt!

Vi skulle kravle halvvejs op på taget for at fange andre spor, slås med de vilde horder fra nord (det var trekløveret – idet deres fjerdemand stadig sad oppe på taget med sin fiskestang)

Det endte bag min mors drivhus og vi fandt skatten i en kompostbunke. Skatten var min oldemors syskrin fyldt med Piratos, Sorte diamanter, guldmønter og guldbarer!

En helt igennem herlig skat, som blev delvist fortæret på vej hjem igen!

Hvor er det skønt at være tosset i flok!

Hjemme igen kunne vi sætte os omkring et børnefødselsdagsbord, med saftevand, boller, minilagkager og en masse slik!

Retfærdigvis skal det siges at jeg også havde indkøbt en ananas, en bakke jordbær, vindruer og clementiner. At de aldrig nåede frem til sukkerorgiet på bordet skyldes kun at jeg havde glemt deres eksistens.. Men jeg har skam nydt både jordbær og vindruer her til morgen!

Så meget for sundhed..

Men til sidst kom brunsvigerkagekonen ind med 43 lys i, og klap for øjet!

Gaver fik jeg i læssevis. Mind mig om at jeg også fejrer fødselsdag til næste år, da det var en meget givtig affære!

Jeg havde en helt igennem fantastisk forrygende fænomenal dag som gør mig glad helt ned i maven, en følelse der kan holde sig, i hvert fald til en gang i februar!

Og sidst, men ikke mindst, vil jeg tale om vejret.

Selvom der nogle steder var regn, så regnede det ikke på os, og mens jeg åbnede gaver gik solen ned i et brag af lyserødt og orange!

Så kom ikke – aldrig nogensinde mere – og sig at november er kedelig!

Han var på Christiansborg i dag!

…

Pfffftt hahahahahahaa..

Weekendens ufrivilligt meget morsomme tildragelse kommer for en gangs skyld ikke fra mig, men derimod fra min søde mand.

Da han søndag formiddag, efter en hyggelig og fælles morgenmad, havde entreret bryggerset for at finde  - og iføre sig – sin HH-uniform (Hus&Have), stod jeg og fortalte ham om noget vældigt spændende og interessant.

Hvad det helt præcist var, er jeg ude af stand til at huske nu, for alt imens jeg snakkede løs stod han og trak lidt i benene på sine tømrerbukser, hvorved der bredte sig en dyb rynke i panden på ham. En meget dyb rynke. Og blikket blev mørkere og mørkere og ulmede faktisk næsten til sidst.

Jeg mindedes at jeg på et tidspunkt spekulerede på, hvad det mon var han ikke brød sig om i min lange tirade, men kom til den konklusion, at det nu nok var noget jeg havde sagt han skulle reparere. Det er han nemlig lidt træt af at skulle idelig og altid.

Det var det ingenlunde; derimod blev hans blik en tak mørkere da han med to fingre langsomt fremdrog sin tegnebog, fra bunden af buksernes lomme.

De bukser som netop var blevet vasket på 60 grader.. og tørretumblet.

…

Denne åbenbaring fik mig til at snurre rundt på stedet og forlade valpladsen uden yderligere kommentarer. Bag mig kunne jeg høre spruttende eder og franske forbandelser forlade min ellers så venlige mands mund.

Da jeg vovede mig frem igen, havde han fundet noget der lignede en primitiv rullepølsepresse frem, og stod og skruede på den. Da jeg forsigtigt spurgte hvilken anvendelse der var tiltænkt dette apparatur, mumlede han at hans kreditkort var krøllede.

Og da han i det samme tog kortene frem, for at lægge dem i dette presseaggregat, kunne jeg ved selvsyn konstatere, at hans kort ganske rigtigt havde stor lighed med bølgechips. Uanset mærket, bølgede var de.

Jeg kom derfor desværre til at fnise, for hvilket jeg indkasserede et sort blik.

Det var altså også meget synd for ham!

Så fik jeg øje på en interimistisk tørresnor, og her grinte jeg meget højt. Her hang nemlig hele hans rørlige formue til tørre. Med klemmer. Dog uden at have lidt synderlig overlast. Ikke udover at de var ret våde.

Heldigvis!

At det imprægnerede mærke på hans dyre læderpung så har forladt sin plads og ikke er at se, selv med den allerbedste vilje, er jo bare ærgerligt. Ikke desto mindre har han været en anelse misfornøjet en pæn del af dagen.

Spild af tid at mugge over!

For, som jeg sagde til ham mens jeg kyssede ham på næsen og proppede en æbleskive i munden på ham, så kunne kreditkort genbestilles og fornyes, hvorimod det nok var en anelse mere kompliceret at overbevise Nationalbanken om at nogle sammenkrøllede kugler var de femhundredekronesedler der skulle bruges til MIN fødselsdagsgave og jule-do!

Man fornemmer måske hvordan de i pres lagte bølgechips-kreditkort kvier sig ved at skulle rettes ud igen, så jeg har lovet ham at gå i banken og få bestilt nye allerede i dag!

Selvom man bliver 43, så er det altså ikke ensbetydende med, at ens lyst til at blive fejret, og have sjov og ballade på sin fødselsdag, forsvinder som chokoladekiks fra køkkenskabet.

Eller sådan har jeg det.

Jeg glæder mig til min fødselsdag om et par uger, jeg vil gerne have gaver og overraskelser og bare generel hyggen omkring mig.

Men når man når lidt op i alderen, virker som om det kun er legitimt at fejre fødselsdag, når man fylder rundt.

Jeg synes bare at fornøjelsen er en anelse begrænset. For hvor sjovt er det at fejre de der runde dage, når det eneste konkrete der sker er, at man pludselig bliver et helt årti ældre på en enkelt dag.

Gaverne er flasker med flydende indhold af meget variabel kvalitet, et hav af blomster – som regel nok til at dække den lokale kirkegård to gange – og så den eneste formildende ting: chokolade. Men selv chokoladen kan være middelmådig.

Men når chokoladen er ædt, nogen gange på trods, og man har konstateret de ekstra kilo som også fulgte med lige netop den gave, så kan man tit se tilbage på dage som bare ikke var særligt sjove. Hektiske og ikke specielt morsomme fordi der skulle være plads til alle, også tante Oda og fætter Kenneth.

Jeg synes jo bare at fødselsdage ikke nødvendigvis behøver være kedelige, og det kan også gøres uden at man ligefrem behøver holde kæmpefest. Men springet mellem stor festivitas med bulder og brag omkring de runde dage, og så et antiklimaks af en fødselsdage der bare smuldrer og bliver til ingenting på en grå hverdag, er bare for stort.

Det vidste jeg jo godt.

Men jo mere jeg tænkte over det i år, jo mindre havde jeg lyst til sådan en trist og uinteressant fødselsdag, uden Fiona til at sætte lidt fest i gaden.

…

Dertil kommer at jeg jo også synes det er en mors ansvar at lave en temafest for sine børn.

Hvilket jeg meddelte min mor. (LIDT i spøg.. men ikke ret meget. Faktisk meget lidt.)

Hun grinte heldigvis og tog det derefter meget alvorligt. Hun havde dog ikke grund til at spekulere over hvilket tema der skulle bruges ret længe.

Da jeg var lille – før jeg blev ABBAfan – havde jeg nemlig kun én eneste heltinde!

Jeg går ud fra at man kan tilskrive den noget anderledes udtale af navnet, min ret unge alder: Søløver-Rav-Sally!

Men det resulterede i at jeg nu snart kan holde en rigtig sørøverfest med skattejagt, brunsvigerkone, boller og kakao!

Tak mor!

Og der skal slik på bollerne!