Resultatet er offentliggjort: efterårsferien har været superfantastisk!
Nu vil jeg bringe et kort sammendrag med billeddokumentation, så I ikke føler jer så snydt over de manglende indlæg.
Jeg fik som sagt set Fregatten Jylland. Imponerende og morsomt – for alle aldre så vidt jeg lige kunne fornemme. Muligvis ville jeg ikke sætte pris på at få min rollator slæbt op på dækket, men man kan aldrig vide hvordan man er som 93årig så jeg vil lade det komme an på en prøve, til den tid!
Divaen fik ofte foreviget mig – som her var i færd med at forevige kanonkugler – i sære positioner, og jeg sakkede alt for tit bagud fordi jeg skulle zoome eller noget andet morsomt!
Især på Glasmuseet i Ebeltoft – lige ved siden af Fregatten – var jeg helt vild med dette arrangement af glasvaser.
Jeg var dog glad for at jeg havde forvildet mig derind uden vrantne teenagere og uden småbørn. Det var afgjort ikke et sted for børn i pillealderen. Det var langt fra alle der havde fattet det.
Lene måtte endda hen og fortælle en emsig dame, at man ikke måtte pille ved skulpturerne. Der var stort set skilte overalt med – IKKE RØRE – men det mente damen åbentbart ikke var gældende for hende. Og hvis ikke hun kunne fatte det, hvordan skulle hendes børnebørn så vide hvad der var tilladt at pille ved eller ej?
Til sidst var vi en tur i Ree park. Det var – ligesom fregatten – også yderst velegnet til alle aldre. Spændende med de mange dyr man kom meget tæt på og enkelte kunne man godt pille ved.
Dette billede vil jeg godt have en eller anden medalje for, bare så I ved det!
Det var virkelig sjovt at tage billeder af alle de dyr.
En skøn og afslappende ferie, jeg glemte helt at være irriteret over mine status som arbejdsløs, og er nu helt klar til at tage en tur i karrusellen igen!
Håber også at I har haft en godt ferie.. Eller bare uge, hvis I ikke har været ferieramte.
Endnu en sur bøvs.. I må bære over med mig – det er vist snart den tid på måneden. Meget apropos.
Altså.. I torsdags var det den der kampdag. For kvinder.
Jeg får næsten kroniske røde knopper og tics ved øjnene. Mit indre neonlys blinker ”Lilla ble og Ø-lejr.”
Jeg har aldrig nogensinde fattet hvorfor man ikke godt kunne kæmpe på barrikaderne mens man så godt ud? Hvorfor måtte man ikke gå med bh eller barbere ben, hvis man havde ambitioner om at blive taget seriøst?
Nogen siger at vi ikke har noget at kæmpe for mere, og at det er derfor så mange er ligeglade med den der kampdag.
Men jeg mener at der stadig er forskel. Der er stadig ting som er uretfærdige. Vi skal stadig gøre opmærksom på at noget skal gøres. Men man behøver hverken have kasserollefrisure eller være kvinde for at kunne råbe slige uretfærdigheder op.
Jeg har også svært ved at forstå hvordan man kan være mand i et talibanstyre. Hvordan kan man acceptere at ens mor ikke må gå til lægen, at ens kone ikke må købe ind alene, og at ens datter ikke må lære at læse?
Jeg har været på Ø-lejr. Flere gange. Selvom det er meget længe siden er det muligvis, eller rettere højst sandsynligvis, derfor jeg ikke er så meget til fællesbade, teltovernatning eller rundkreds.
Men altså, på Ø-lejr var alle lige, og folk rendte rundt uden tøj på. Altså når det var varmt.. Det var det ikke altid i Danmark, så jeg havde dem lidt mistænkt for at gå uden tøj bare fordi de synes det var sjovt – eller måske netop på grund af den der forskel..
For jeg kunne jo selv se, at der var forskel. Også selvom vi næsten blev belært om det modsatte.
Som mor til to af hver slags, kan jeg også se at der er meget stor forskel på piger og drenge. Himmelvid forskel. Jeg har endda været så heldig at jeg har fået et roligt eksemplar og et.. ikke så roligt eksemplar – af hver slags. Og de er stadig ikke ens.
Men det betyder ikke at nogle af dem er bedre end de to andre. De er forskellige. Både i køn og væremåde. Og det er ikke bedre at være en rolig dreng end en uregerlig pige. Det er blot anderledes.
Det er så meget mangel på respekt for det enkelte individ, at ville putte mennesker i kasser. Jeg hidsede mig også op til flere interessante raserianfald da jeg kunne læse om folks forargelse da der var blevet lavet lyserødt lego.
Jeg endte ligeledes med at piske en hel stemning op da jeg hørte om en person af svensk intetkøn, som opdrog sine børn fuldstændigt aseksuelt. Jeg kunne godt blive helt bekymret for hvad dens børn skulle blive til en dag. Gad vide om personen var klar over HVORDAN de børn blev undfanget, eller mon vi var ude i noget helligånd?
Det at vi er forskellige, gør ingen bedre end andre. Bare så det er helt klart.
Hvis jeg siger at hvide mennesker er bedre end sorte, så lyder der ramaskrig fra alle verdenshjørner. Hvis jeg siger at kristne er bedre mennesker end muslimer, så falder der brænde ned og nogen går omgående igang med flagafbrænding.
Hvis jeg siger at drenge er bedre end piger.. Så harmes civiliserede mennesker da også.
Hvis jeg i stedet siger – der er forskel.. Så er alle enige, i princippet. Til et vist punkt. I forhold til farve og religion, ja. Men det er straks en anden sag med kønnene. For vi må endelig ikke lave drengelegetøj og pigelegetøj. For SÅ er der straks hysteriske mennesker både her og der, samt ligestillings-kirke-og alt det andet han nu skal tage sig af-ministre, som tager voldsomt på vej.
Men jeg må godt få en stramtandet kam til mit eget hår, og give en anderledes kam til et menneske med afrohår. Jeg må også gerne servere frikadeller til kristne og nøjes med oksesteg til muslimer. Det vil ingen anfægte – de vil tværtimod kalde mig tolerant og forstående fordi jeg anerkender at folk er forskellige.
Men køber jeg lyserødt lego til Prinsessen er fanden løs i laksegade.
Men så har jeg lige et scoop her: Gårdmand Bjørn er ikke mindre dreng af at have leget med lyseblå øjenskygge og dametasker. Han bliver heller ikke mere dreng af at lege med actionman og biler.
Ligesom Prinsesse Lyserød ikke er mindre pige når hun klæder sig i militærtøj, eller leger med biler. Hun bliver heller ikke mere pige af at lege med lyserødt lego og dukker.
Jeg vil endda gå så langt som at vove den påstand, at jeg ikke bliver mindre mor blot fordi jeg er konge!
Men at kæmpe for at vi alle sammen både skal klø os i skridtet og synes vi er for tykke, i en eller anden fælles misforstået samdrægtighed, det vil jeg bare ikke.
Jeg gider i øvrigt slet ikke kæmpe.
Hverken den 8. marts eller nogen anden dag.
Det må være nok at opdrage sine børn til at behandle alle mennesker lige, hvad enten de har tap på eller ej. At opdrage dem til at se at alle mennesker er lige meget værd, og at det er bedøvende ligegyldigt hvad vi kan lide at lege med.
Jeg har snakket om det der med at være perfekt før. I forhold til sine egne mål og idealer.
Problemet opstår når det bliver omgivelsernes mål og idealer som overtager. Hvis bare folk lærte at lytte til sig selv, at stole på sig selv, stole på at man var god nok.
Det er muligt at jeg kunne have haft det sjovt med en mødregruppe. Men jeg synes selv jeg har været heldig, for det at jeg skulle lære alting selv har lært mig at stole på at jeg gjorde det godt nok.
Og måske fordi jeg har været i et fremmed land, så havde jeg mine egne normer med via min opdragelse, som jeg så kunne bruge som en slags reference uden der var nogen som kunne fortælle mig at jeg gjorde det forkert.
Jeg ved ikke hvor mange gange jeg i Danmark, har skullet høre på at den måde jeg opdrager mine børn på, er alt for streng, og det er synd for dem.
Jeg har sågar haft en mor som sagde til sin søn – idet han gik forbi mig ind i huset for at lege med Zorronaldo: ”pas nu på du ikke snavser hende til.”
Den slags gør mig dog ikke noget, fordi jeg i alle disse år uden omgivelsernes forventninger til mig, mine børn, mit arbejde og mit hjem, lærte at lytte til mig selv, til hvad jeg magtede og hvad jeg kunne og ville stå model til!
Det er meget sjældent at mit liv egner sig til Bo Bedre, eller noget cremefarvet øko-design. Men derfor kan man vel godt lave cup-cakes.. Eller noget.
Det er som om tiden er til at man kikser ting med vilje – at man sætter en ære i IKKE at gøre ting, eller fremhæve nullermænd og rod. Fordi nu har forventningerne fået omvendt fortegn: Nu skal vi alle sammen dyrke nullermænd og købe færdigdej. Det er så sort/hvidt. Og sådan ser livet bare ikke ud.
Jeg har nullermænd og rod ligesom alle andre. Nogen gange når jeg at støvsuge eller rydde op – sjældent begge dele – før jeg får gæster, andre gange når jeg det ikke.
Jeg vidste for eks. slet ikke engang at man kunne købe færdiglavet kagecreme fordi jeg altid har lavet en selv, men omvendt jeg gider meget sjældent lave pizzadej.
Det ændrer ikke på kvaliteten af mit liv hverken det ene eller det andet valg, ligesom jeg ikke sidder på nåle og håber at omgivelserne ikke lægger mærke til hvad jeg nu har valgt at gøre.
Og jeg tænker, er det virkelig så svært at være sig selv?
Det føles nemlig meget bedre at leve livet med regnbuefarver i stedet for det sort/hvide.
Jeg ved godt, det mere er ”kan selv – vil selv” men da Divaen blev født, var det udelukkende ”skal selv” der var fremherskende, i vores lille franske lejlighed.
Der findes nemlig slet ikke mødregrupper, sundhedsplejersker eller andet djævelskab i Frankrig. Altså ikke i min verden – har man boet andre steder eller i andre byer, eller født på offentlige hospitaler – er det muligt det er anderledes.
Men altså, i min by var den slags – mødregrupper og lignende sekter – aldeles bandlyst, og gudskelov for det.
For det første har firkløveret set dagens lys på et slot. Ret blæret ikk’? Et slot – intet mindre – som huser en privatklinik. Mrs. Simpson og Edward har boet på netop det slot, efter de forlod England.
Det er i hvert fald et meget flot slot – og ret sejt at komme til verden på et slot i Versailles. Hvis man siger det hurtigt, tror folk endda at det er slottet i Versailles, hvilket det jo trods alt ikke er.
Der er heller i øvrigt ikke indlagt varme på slottet, og jeg vil have mig betakket for at føde til offentligt skue, som de havde for vane, dengang der altså blev født børn der.
Men tilbage til mit slot. Der var lyserødt sengetøj på barselsgangen. Dette var for at give de nybagte mødre en bedre teint.. Så vi ikke lignede æblegrød fra i forgårs. Ret betænksomt synes jeg nok. Og meget fransk!
Man blev heller ikke sparket ud efter et par timer. Fem dage hvis man var førstegangsfødende og fire dage hvis det var nummer mer’. Det eneste kriterium var at babyen skulle have taget på i vægt. Og mor måtte ikke have feber.
Så kom man hjem til sig selv og var der. Og man gik ikke i sort hjernelammende panik fordi ens mand tog på arbejde dagen efter. Eller fordi han ikke tog de 14dages barsel som han har ret til ifølge fransk lov.
Undskyld, det var lige et undrende opstød. Ikke surt overhovedet – kun undrende. For så svært er det altså ikke, at tage sig af en nyfødt.. Heller ikke hvis man har andre børn. Okay – indrømmet livet er lidt nemmere, når man har aupair ved nummer fire, og den ældste kun er seks år.
Det virker nærmest som om man bliver opdraget til at skulle synes, det er voldsomt svært at blive mor. Måske fordi der er så meget man skal leve op til, i forhold til de der mødregrupper og sundhedsplejersker.
Jeg skulle selv.
Og det var nu helt rart ikke at blive afbrudt hver gang man tog initiativ til noget omhandlende sit barn. Jeg har kunnet læse – og lytte – mig til horrible historier mine danske medsøstre kunne berette om.
Der var ikke nogen til at fortælle mig at babyer skulle have de der grimme huer på, eller at de ikke måtte få færdiglavet grød, fem måneder gamle. Om de skulle ammes eller ikke. Det måtte jeg helt selv bestemme. Og det gjorde jeg så.
Der var ingen risiko for at jeg blev tvangsindlagt til en mødregruppe, hvor jeg kunne sidde og føle mig utilstrækkelig, og ende med at blive usikker på alt hvad jeg faktisk allerede havde taget stilling til. Ingen strenge damer som kunne tvinge mig til at amme videre selvom jeg ikke havde lyst..
I ved nok.. overdrivelse fremmer forståelsen!
Havde jeg problemer, kunne jeg gøre ét af følgende: læse i en bog om børn, men de passer aldrig rigtigt helt, vel – og i hvert fald aldrig på ens egne børn? Så kunne jeg snakke med en veninde, eller ringe til børnelæge hvis jeg troede det var alvorligt, velvidende at franske børnelæger arbejder til kl. 19-20 om aftenen og hele lørdag formiddag. Naturligvis.
Men jeg lærte faktisk at lytte mest til mig selv.
Hvorom alting er, det gik fint og forbavsende smertefrit med at få børn alligevel – mødregrupper til trods!
Hun er – med al moderlig mangel på objektivitet – meget smuk.
Hun er som sagt før, meget optaget af at være et par år ældre end hun er. Hun har lidt travlt. Hun har godt nok resigneret i forbindelse med høje hæle, men drømmer stadig.
Lørdag aften var hun imidlertid udsat for en oplevelse, som åbnede hendes øjne på mere end en måde.
Vi skulle i byen, og på vej over gaden holdt to hjernelamme unge scooterdrenge. Deres udtalelser angående Prinsessen var ækle og gjorde hende bange, mig chokeret og First Man så fuldstændigt rødglødende af raseri, at han brølende beordrede de to formastelige til at stå ret foran ham omgående.
Unødvendigt at sige at det gjorde de ikke – stod ret altså – nej, de flygtede så hurtigt deres tunede knallerter kunne køre dem væk fra en aldeles frådende First Man.
Og vi fortsatte hen til vores venner. Men Prinsessen var chokeret.
Vel hjemme igen, og på vej i seng, kom hun hen til mig og fik et knus. Mens vi stod der, hviskede hun stille, at hun ville være grim.. og aldrig mere gå med mascara.
…
Hun følte sig tilsmudset.
Jeg prøvede at forklare hende, at hun ikke havde gjort noget forkert. At det var de unge fyre, som var helt galt afmarcheret. Og at hendes mascara ikke gjorde hverken fra eller til – da det jo ikke engang havde kunnet ses – bagfra og i mørke.
Hendes påklædning var aldeles dadelfri: almindelige cowboybukser, flade sko og en vamset sweater. Og dilemmaet er jo – at også selvom hun havde haft nederdel på, lidt øjenskygge og tingeltangel hist og her, så berettigede det ingenlunde to hormonelt forstyrrede ungersvende til at komme med den slags udtalelser.
Eller det som er værre.
Det er et spørgsmål om respekt for andre mennesker. Uanset hvad.
Der blev sagt: