Inspireret af Ellen, efter jeg indtil flere gange har lagt øjne til hendes beretninger om vinsmagningsaftner, kunne jeg pludselig huske hvor vigtig vin er, i et land hvor vin er afsindig dyr.
Jeg taler om Danmark, hvis nogen skulle være i tvivl.
Fordi jeg er relativt kræsen, når det kommer til vin i hvert fald, skal der ofte noget mere til end bare en pæn rød farve og nogle procenter. En god vinhandler er en der lytter til mig, finder noget jeg kan prøve og som kan huske det, når jeg vender tilbage med min kendelse.
(Her vil jeg godt lige sige at verdict lyder bedre. Nå, det får være.)
Jeg drikker vin indimellem, sjældent mere end et glas, for nu ikke at sige kun et halvt, og så vil jeg faktisk hellere have mælk. Grin bare, men jeg har, så længe jeg kan huske, kun kunnet drikke én sølle Jolly Time, og så har jeg bedt om mælk for resten. Eller vand.
Lidt pudsigt at det allerførste jeg lærte at sige på fransk som 6årig, var: ”Jeg vil have vand” og ”Jeg vil have mælk.” Livsnødvendige sætninger!
Det kan skabe nogle problemer at drikke vin, hvis jeg er gæst et sted og vinen smager af jord og Ribena uden sukker, så sidder jeg gerne og spytter i den under hele måltidet og kommer derfra voldsomt dehydreret.
Det er jo ikke comme il faut at sige: ”addr – jeg kan altså ikke lide din vin.” Så man må enten lidt diskret bytte glas med nogen der ved hvor kræsen sarte smagsløg jeg har, eller bare sidde og kaste den rundt i glasset til aftenen er slut. Jeg kunne naturligvis godt komme til at vælte den, men det afstedkommer næsten altid et nyt glas, med mere dårlig vin i, samt en overdrevet negativitet mod min person fra mennesker der bliver sure over at jeg har plettet deres damaskes, så det er jeg holdt op med. Folk er også så nærtagende.
Nu er det en anelse trist at drikke mælk, til juleaften for eks, eller til andre store begivenheder, så da vil jeg gerne have en ordentlig vin, hvis jeg vel at mærke selv må bestemme.
Dette medfører at jeg to gange om året kan finde på, altså hvis jeg er alene i byen, da First Man får hjertestop af den slags danske priser, gladeligt at smide 300 kroner efter en flaske god vin, oftest en Bourgogne 1er cru.
Ô at nyde en Clos Vougeot eller en Nuit Saint Georges.. aahhh.
Så kan jeg nemlig sagtens drikke hele to glas, inden jeg skal have min mælk.
Den der madbesættelse, jeg snakkede om i går. Ja, ikke det der nupo, som vækker stærke følelser og gode tanker både her og der! Men min almene madbesættelse, ikk’?
Den medførte altså nogle kartoffelkroketter.
Det plaskede simpelthen fra min mund, da jeg så opskriften. Noget jeg bare måtte lave!
Jeg øjnede ligeledes en måde til måske at kunne liste kartoffelmos i mine to yngste, som bilder sig ind at de ikke kan lide kartoffelmos, hvorfor dette ikke er noget vi får ret tit.
Kartoffelkroketter lyder ikke af meget, men tag endelig ikke fejl. Først skulle der laves kartoffelmos. Med en enkelt gulerod eller to. Så blev der stegt bacontern og hvidløg.
Kartoffelmosen fik tilført et vognlæs revet ost, to æggeblommer, smør og varm mælk. Og så fik den ellers en tur med håndpiskeren til de værste klumper var væk. Bacontern a la hvidløg blev rørt i mosen, som så fik lov til at stå. Jeg måtte forlade matriklen, med min nupo, for ikke at sætte mig og æde løs direkte af gryden.
Hentede derpå mine børn på skolen og kom hjem til et hus der duftede så lifligt, at selv dem på 16 og derunder lagde mærke til det.
Dernæst skulle den lunkne kartoffelmos formes til små pølser som først skulle rulles i mel … dernæst i pisket æg … for til sidst at lande i en skål rasp.
Det var nemmere sagt end gjort. Jeg havde passet på ikke at lave mosen for lind, men det blev noget værre noget. Ingen pølselignende små fikse ruller kom der ud af mine anstrengelser. Derfor blev de mast flade, og gjort en del mindre.
Da jeg så med megen møje og besvær, og en hel del snask, havde lavet 6 meget små klatkager med rasp, og det meste af raspen sad på mine fingre, som dermed blev tykkere for hver gang jeg nærmede mig, blev jeg enig med mig selv om, at jeg ville undlade at følge opskriften og bare lave små kartoffelklatter.
Det måtte være langt nemmere bare at placere små klatter mos på en varm pande, og undgå dette snaskede kugletrilleri.
Det nu meget lidt lækre rasp, æggerester og lidt klumpet mel blev hældt lodret ned i Blondinens retning. Ej det passer ikke, hun fik ikke melet, jeg var bange for at hun ville komme til at kløjs i det.
Hun blev både glad og overrasket, for grundet sommertiden havde hendes maveur endnu ikke opdaget, at vi faktisk var 15 minutter over hendes spisetid.
Glad hældte jeg olie på panden og gik i gang. Først stegte jeg de 6 klatkager med rasp på. De så fine, faste og sprøde ud.
…
Så kom turen til de ”rå” mos-klatter..
Det gik knap så godt. Det gik faktisk overhovedet slet ikke.
Det lignede ikke noget som helst.
Slet ikke da jeg begyndte at vende det, som i mit hoved gerne skulle ligne små faste frikadelleagtige klumper. Sådan en slags rösti i mosform havde jeg forestillet mig.
Det var mere en slags grød. Med olie på. Og olie i, og udenom..
Jeg måtte erkende at det nok ikke var det allerheldigste opskriftsinitiativ jeg nogensinde havde taget.
Altså kunne jeg starte forfra med mine ulækre, snaskede blandinger. Flere tallerkner. Mere mel. Og rasp.
Hidkaldt af min højlydte jamren, og vist nok også nogle grumme eder, ankom Zorronaldo lidt usikkert til køkkenet. Det var nok meget godt, for han kunne hjælpe mig med at slå æg ud.
Og hælde mere mel på. Som tak blev jeg så belemret med det styggeste rap og techno, som metallisk skingrede ud af hans telefon. Han skiftede dog sang når jeg begyndte at knurre for meget. Men det var hyggeligt, så jeg brokkede mig kun meget lidt.
Jeg fortsatte hvor jeg slap med snaskeriet. Rasp var der ikke ret meget tilbage af, den havde jeg jo givet til Blondinen, så de sidste blev dyppet i mel to gange …
Jeg svor højlydt undervejs flere gange, at jeg aldrig nogensinde ville lave den slags igen.
Alt det arbejde og det medfølgende snask, det var noget værre noget og efterhånden blev jeg også mere og mere sikker på at Prinsessen ikke engang ville sætte pris på mine fantastiske kreationer udi kartoffelmos.
Hun har, som sagt, altid hadet kartoffelmos, hun er født sådan og har desværre smittet sin lillebror og fejlagtigt forledt ham til at tro at han heller ikke kan lide det.
Men tilbage til mine klatter.
Det er et ganske afsindigt svineri og et ægte molboarbejde at lave, forme og raspe disse dimser. Jeg måtte ustandseligt vaske fingre så jeg undgik at få pakket hele hånden ind i den der tommetykke mel-æg-rasp skorpe.
Men de blev færdige, og stegt. De duftede himmelsk, så jeg satte tænderne i en lille én og glemte alt om min nupo. Men hvor meget kan sådan én sølle – okay så to – kartoffelkroketter ødelægge. Jeg trængte til en opmuntring efter alle mine anstrengelser.
Prinsessen kunne ganske rigtigt, finde på mange tusind andre ting, hun bedre kunne lide end mine klatter, så selvom de tre andre roste dem, især dem med rasp på, til skyerne – de turde nok ikke andet – kommer de til at se meget langt efter en gentagelse.
Der skal i hvert fald mindst gå flere år, så jeg har glemt hvor besværligt det var. Lidt i stil med et karbad faktisk.
Mine – til tider meget grøntsagsforskrækkede – børn accepterede at spise disse fyldte courgetter.
Og så tænkte jeg, at det var der sikkert også andre børn der kunne lokkes til. Især hvis de ikke ved, at der også befinder sig champignon i den hjemmegjorte fars!
Altså, man tager nogle courgetter. Skræller dem, og flækker dem på langs.
De udhules med en “pomme parisienne” ske – sådan en slags kuglerund ske som laver fine små bolde ud af meloner, når man skal blære sig med en brunch, men som også er god til at udhule ting, altså grøntsager eller frugt, med.
De udhulede courgetter lægges i et ildfastfad med en smule vand på bunden og så ind i en mellemvarm ovn.
Imens puttes alt det udhulede i en mixer, sammen med løg, champignon og bacontern. Bacontern kan naturligvis udelades hvis man er vegetar.
Jeg tilføjede lidt hvidløg, lidt piment d’espelette samt salt og peber. Denne uappetitlige grød skal steges på panden i lidt olivenolie i omkring 10 minutter.
Dernæst tilsættes blandingen et æg eller to som er pisket med en lille smule mælk, og det hele steger videre.
Når blandingen er klar, har courgetterne fået nok i ovnen og tages ud. De skal så fyldes med blandingen, drysses med lidt rasp og eventuelt lidt reven ost.
Og tilbage i ovnen i 15-20 minutter eller til osten er smeltet.
Det smager rigtigt godt, og som sagt også noget jeg kan få Firkløveret til at spise, og endda bede om mere af.
Man kan faktisk blande en masse spændende ting i den fars, som gør det lidt nemmere at spise grøntsager hvis man efterhånden er en anelse træt af dampede bønner og gulerodssalat og i øvrigt fuldstændigt ideforladt når man tænker grøntsager.
Der blev sagt: