Jeg måtte bestemme, og blev hørt når jeg sagde noget og der blev regnet med mine meninger.
Det står lidt sløjt til med det, lige pt.
Ikke alene på hjemmefronten, hvor jeg måske nok kunne ønske mig at mine børn var lidt mere autoritetstro indimellem. Især når jeg sagde noget, som jeg gerne ville have de skulle gøre.
Såsom at undlade en så effektiv øjenbrynsplukning at man kunne forveksles med Far til fire – den originale og eneste rigtige – eller lade være med at tage sommersko på midt om vinteren, når man i øvrigt har et par pæne – dyre – selvvalgte vinterstøvler stående i skabet.
Men sådan er det nu også ude i verden.
Der er ingen – ikke ret mange i hvert fald – som lytter til mine glimrende idéer om tiltag og forbedringer i dagligdagen.
Jeg bad for eksempel om at få flyttet nytårsaften, men gad nogen lytte? Nej. Jeg ved godt jeg fik jobbet alligevel, men det vidste jeg jo ikke den mandag.
Og så er der nyhederne.
Måske skulle jeg bare helt og holdent lade være med at læse nyheder mere. Selvom det meste er sikkert løgn alligevel, harmes jeg voldsomt over både det ene og det andet.
Nu sådan noget som folk der bliver straffet for noget der er enten ulovligt eller dumt. Og som så brokker sig over at der findes noget så uretfærdigt som konsekvens.
Folk skulle måske have tænkt sig om før de gjorde tåbelige, farlige og ulovlige ting. Men lytter man til mig?
Næ…
Så jeg synes man skulle vælge mig til Præsident.
NU.
Så vi kan få orden på tingene.
Og få nogle mænd til at fatte at… Såfremt man har kalorius for langt frem og går i seng med en kvinde man ikke kender ret godt, så tager man kondom på hvis man ikke vil have børn eller risikere kønssygdomme, og ellers må man indstille sig på at investere både penge og tid i en 18-20 år, såfremt kvinden bliver gravid og vælger at beholde barnet.
Valget tages nemlig FØR graviditeten.
…
Og så ville jeg bare finde et vilkårligt billede, da jeg ikke lige har den slags liggende i arkivet, og da det er længe siden der har været billede på, og faldt så over det nyeste dogmebillede:
Det er uden tvivl taget af Gårdmand Bjørn – han er afsløret af gardin og minicomputer – og så vidt jeg kan se er han er ved at skype med Emma fra Normandiet, så på en måde kan man sige at ovenstående måske en dag bliver relevant også for dem!
Og netop derfor får mine børn en farlig fin “lovebox” fuld af nydelige kondomer af god kvalitet, til deres 15 års fødselsdag.
Så skidt med om de lytter til alt det andet jeg kræver mellem år og dag, bare denne her fiser ind… Men sig det ikke til dem!
Efter dette indlæg, brugte jeg helt afsindigt meget tid på at finde frem til, hvad det var jeg skulle fredag d. 14. kl. 10.00
Jeg havde faktisk givet op, kan jeg så sige.
For jeg havde simpelthen prøvet alt.
Læge, fodnusser, specialister, veninder, jobsamtaler – gid det var så vel -
… det kunne måske være det virkede, hvis man nu ringede op og sagde: “HEJ har vi ikke en aftale om et job til mig idag?”
Nå, ikke? Nej det tror jeg heller ikke, men tanken var da lidt sjov.
Men altså – jeg havde været alt igennem og havde givet op. Og endte med at tro at det var en and.
Men SÅ kom jeg tirsdag aften til at tænke på, at det jo var Luciadag torsdag, OG at de børn som går Lucia også skal rundt til de omkringliggende kirker og plejehjem og der hvor man gerne vil se 22 femteklasses lopper, som går i evig fare for at sætte ild i hinandens hår, som synger forkert – og sikkert også falsk – og i øvrigt har meget lidt tilfælles med yndige og fromme martyrjomfruer.
Jeg slog derfor op på kirkens hjemmeside og bingo – jeg kunne næsten høre et komplet englekor – der stod det: Gårdmand Bjørn skal give sin arbejdsløse mor våde øjne fredag d. 14. kl. 10.00.
Nå ja, ikke præcis sådan stod det, men meningen var ganske tydelig!
Og jeg blev så glad.
Fordi, for en gangs skyld – nu hvor jeg jo var arbejdsløs – kunne jeg faktisk lege groupie og følge Luciaoptoget rundt på deres vej i byen!
Det må være en af de tre fordele ved at være arbejdsløs. Jeg kan ikke komme på andre, men der MÅ være flere end den åbenlyse det er at kunne se sin søn gå Lucia.
Men altså!
Sådan skulle det ikke blive, for da jeg i går aftes var ovre og se dette: (og NEJ han er ikke ved at sætte ild til Annikas hestehale, det er bare vinklen på billedet)
- fik vi besked om at Præsten havde fået influenza, og det var aflyst.
Kom til at kigge på min kalender; i disse dage er der nemlig stor endnu større risiko for at jeg overser en del, jeg er nemlig momentant pjevset hysterisk over:
(her i vilkårlig rækkefølge)
- Dobbelt fødselsdag, som trods alt snart er overstået, idet First Man er så hensynsfuld at have fødselsdag i dag. Det er faktisk lidt synd at han i de sidste 11 år er kommet i anden række.
- Snevejr og medfølgende problemer, når man har planlagt spændende ting langt væk til i aften. Hvis vi kører nu er vi sikkert fremme til i aften…
- Rutebiler og deres forsinkelser,
- Børns fremtid… bare sådan generelt.
- Min manglende evne til at sige nej og dermed temmelig ondt i maven over at sidde som en lus mellem to negle.. HVORNÅR lærer jeg det?
- Jobsøgningsdepression, bare fordi det er træls.
…
Der er nok at jamre over.
…
Derfor tjekkede jeg kalenderen. En ekstra gang.
For at undgå “Glemte aftaler” som et nyt punkt, på min alt for lange liste.
Og faldt over d. 14. december.
I år.
Kl. 10:00
…
Ej men, helt ÆRLIGT jo.
Står der hvad jeg skal?
Står der hvad jeg lige har planlagt til fredag d. 14 december kl. 10?
Gør der?
…
Nej.
…
Nu har jeg otte dage til at finde ud af hvad jeg skal. Næste fredag kl. 10.00
…
Morsomheder og andre humoristiske tiltag vil blive ignoreret. Seriøse forslag – subsidiært moralsk opbakning – fra folk der rent faktisk ved hvad de taler om, er velkommen.
Weekendens ufrivilligt meget morsomme tildragelse kommer for en gangs skyld ikke fra mig, men derimod fra min søde mand.
Da han søndag formiddag, efter en hyggelig og fælles morgenmad, havde entreret bryggerset for at finde - og iføre sig – sin HH-uniform (Hus&Have), stod jeg og fortalte ham om noget vældigt spændende og interessant.
Hvad det helt præcist var, er jeg ude af stand til at huske nu, for alt imens jeg snakkede løs stod han og trak lidt i benene på sine tømrerbukser, hvorved der bredte sig en dyb rynke i panden på ham. En meget dyb rynke. Og blikket blev mørkere og mørkere og ulmede faktisk næsten til sidst.
Jeg mindedes at jeg på et tidspunkt spekulerede på, hvad det mon var han ikke brød sig om i min lange tirade, men kom til den konklusion, at det nu nok var noget jeg havde sagt han skulle reparere. Det er han nemlig lidt træt af at skulle idelig og altid.
Det var det ingenlunde; derimod blev hans blik en tak mørkere da han med to fingre langsomt fremdrog sin tegnebog, fra bunden af buksernes lomme.
De bukser som netop var blevet vasket på 60 grader.. og tørretumblet.
…
Denne åbenbaring fik mig til at snurre rundt på stedet og forlade valpladsen uden yderligere kommentarer. Bag mig kunne jeg høre spruttende eder og franske forbandelser forlade min ellers så venlige mands mund.
Da jeg vovede mig frem igen, havde han fundet noget der lignede en primitiv rullepølsepresse frem, og stod og skruede på den. Da jeg forsigtigt spurgte hvilken anvendelse der var tiltænkt dette apparatur, mumlede han at hans kreditkort var krøllede.
Og da han i det samme tog kortene frem, for at lægge dem i dette presseaggregat, kunne jeg ved selvsyn konstatere, at hans kort ganske rigtigt havde stor lighed med bølgechips. Uanset mærket, bølgede var de.
Jeg kom derfor desværre til at fnise, for hvilket jeg indkasserede et sort blik.
Det var altså også meget synd for ham!
Så fik jeg øje på en interimistisk tørresnor, og her grinte jeg meget højt. Her hang nemlig hele hans rørlige formue til tørre. Med klemmer. Dog uden at have lidt synderlig overlast. Ikke udover at de var ret våde.
Heldigvis!
At det imprægnerede mærke på hans dyre læderpung så har forladt sin plads og ikke er at se, selv med den allerbedste vilje, er jo bare ærgerligt. Ikke desto mindre har han været en anelse misfornøjet en pæn del af dagen.
Spild af tid at mugge over!
For, som jeg sagde til ham mens jeg kyssede ham på næsen og proppede en æbleskive i munden på ham, så kunne kreditkort genbestilles og fornyes, hvorimod det nok var en anelse mere kompliceret at overbevise Nationalbanken om at nogle sammenkrøllede kugler var de femhundredekronesedler der skulle bruges til MIN fødselsdagsgave og jule-do!
Man fornemmer måske hvordan de i pres lagte bølgechips-kreditkort kvier sig ved at skulle rettes ud igen, så jeg har lovet ham at gå i banken og få bestilt nye allerede i dag!
Der blev sagt: