Tag-arkiv: Fantastiske lasagne

Nå, med vanlig sans for mindre smart timing, har mit liv endnu engang vist sig fra den rodede side.

Gad dog vide om det ikke er en genetisk fejl hos mig, der gør at jeg altid render ind i noget flak, i mit livs flytteperioder?

Jeg mener: da vi skulle flytte fra meget lille lejlighed til en lidt større – med en fyldt tepotte i en papkasse – fik vi besked om at vi sådan set godt måtte flytte omgående, mens vi sad i Danmark og skulle holde barnedåb for Prinsessen dagen efter. First Man skulle på øvelse og kunne ikke være der til selve flyttedagen.

En anden gang, skulle jeg flytte helt alene med fire børn, Gårdmand Bjørn var 3 måneder, og First Man var i USA.

Da vi forlod Frankrig første gang, kom Divaens danske sommerferie veninde forbi, dagen før vi skulle flytte. Forældrene, som jeg overhovedet ikke kendte, mente da sagtens at jeg kunne passe deres datter mens de selv slog sig løs i Paris. Jeg gjorde det da – bevares – jeg er jo et venligt menneske, men jeg havde måske andre planer.

Jeg havde egentligt også andre planer for den forgangne uge, men har måttet ommøblere og revidere en del. Zorronaldo var i Rom i januar og genbesøget var så fastlagt til nu.

Jeg har derfor også måttet moderere mine hysteriske antiflytteudbrud for ikke at skræmme vores italienske udveksling væk.

Og nu er jeg omsider fremme ved sagens kerne!

Vi har fået besøg af den sødeste dreng på 15. En venlig og glad italiener, ved navn Matteo, har sovet i Gårdmand Bjørns seng i en uge. Hvilket igen har medført indtil flere blå mærker på mine skinneben, idet jeg ikke kunne tænde lys når jeg skulle i seng; jeg skulle nemlig ikke gerne vække min yngste søn, som sov på en madras i vores soveværelse.

Og når der ikke er lys, så risikerer man at gå ind i ting. Flere gange. Under stille banden og lydløs humpen.

Men altså, Matteo kunne godt have været en mut teenager, det var han bare ikke. Det har været en fornøjelse at have ham på besøg! En glad dreng som roste min fantastiske – og legendariske – lasagne til skyerne. (Hvorved han selvfølgelig scorede toppoints)

Zorronaldos toppoints i Matteos familie, gik nok på at tage ud af bordet efter maden. Det var ikke noget de gjorde så meget i, dernede i Rom, det med at hjælpe til, kunne min søn berette, med misundelse i stemmen. (fjern selv overflødige kommaer)

Ikke desto mindre har Matteo hver eneste dag taget sin tallerken ud af bordet, ivrig efter at gøre som Firkløveret!

Det er langt fra alle den slags besøg, som går lige godt, og vi har været glædeligt overraskede over, hvor godt han faldt til og hvor nemt det har været at have ham på besøg.

Vi har faktisk været lige heldige, alle de tre gange det der med udveksling er overgået vores familie: Linnea fra Sverige, Martina fra Sicilien og nu Matteo fra Rom, har alle været vidunderlige unger at have på besøg.

Martina har vi stadig kontakt med, og hun kommer endda og besøger os til sommer i Danmark. Og vi glæder os!

(her vil jeg så – en passant – glæde mig over at jeg er så dårlig en fotograf, så jeg kunne lægge et billede af Martina på, uden at smøre hendes kontrafej ud over hele nettet. Jeg har i øvrigt fået lov!)

Matteos besøg havde nok bare været en anelse mere roligt – og mindre stresset – hvis ikke vi var midt i at flytte. Min glæde var derfor begrænset da min søn ringede hjem søndag klokken 16.37 og meddelte, okay – retfærdigvis skal det siges at han spurgte – om det var i orden at han tog fire kammerater med hjem til aftensmad.

Det var mere held end forstand – eller planlægning – som gjorde, at jeg da sagtens kunne servere hjemmelavede burgere, et bjerg af pommes frites og en skudefuld pavlova tre timer senere, til 6 sultne 15årige. Og resten af min familie naturligvis.

Men i dag skal Matteo hjem og det bliver nok godt at vi kun er seks tilbage på matriklen indtil vi flytter, ellers får jeg galopperende mavesår og blødende stress.

Eller var det omvendt?

Faktisk får vi mindre kød for tiden. Fordi man skal være bæredygtig og lave klimamad og alt det der. I den officielle version. Sådan, lidt off the record, så er det altså mest fordi, jeg ikke kan hitte på hvad jeg skal lave.

Og jeg er faktisk lidt ked af at der ikke er kød på bordet så ofte, for jeg ELSKER kød.. og min mor var vegetar da jeg var lille. Behøver jeg overhovedet sige mere?

Og … ej altså bare TANKEN om den nøddesteg hun engang serverede – i øvrigt med stor succes hos resten af selskabet – giver mig kvalme, og de panerede skiver selleri der sommetider landede på min tallerken, under navnet ”bøf”, har gjort at jeg aldrig nogensinde spiser selleri frivilligt – ikke engang i suppe.

Højst bladselleri – og kun ultratyndt udskåret og KUN i den waldorfsalat jeg selv laver én gang om året, nemlig juleaften. Så glider det allernådigst ned, skyllet efter med julestemning.

Selve det, at det skulle hedde noget, der var kød relateret – virker jo yderst suspekt – som om, man udmærket godt ved det smager stygt, men man dækker lige over det, ved at give det hyggelige navne, som steg eller bøf.

Og jeg har også hørt om følgende horrible koncept: ”kødløse kødboller” indenfor RAW Food. Hvad er over-hele-hovedet meningen med kødløse kødboller? Pandeløse pandekager? Hundeløse hotdogs? Og alene navnet på denne yderst tvivlsomme opfindelse, er da også medvirkende til at jeg – stadig – ikke skal med på den rå bølge – overhovedet aldrig nogensinde.

Men ret skal være ret, meget vegetarisk mad smager skønt – eller altså – det er jo bare mad, uden kød i, og det smager dejligt. Hvis jeg i øvrigt kan få lov til at gå i en meget stor bue udenom spinat i alle former, og grønlangkål. Og rosenkål. Og helst også julesalat – ellers vil jeg til enhver tid insistere på at lave det selv, så det ikke bliver bittert.

Men altså, således decideret vegetar traumatiseret som barn, er jeg efter længere pastaperioder og de bæredygtige grød – og salatdage, i stand til, uden blusel, at kværne en 250gr mør bøf og 2 små salatblade og mene at jeg har spist et herligt måltid.

Børn og mad er vigtigt. Spørg Prinsesse Lyserød. Vi joker bare IKKE om mad.

En aften i sidste uge stod menuen på en klimakorrekt salat, med ristede rejer, kogte æg, iceberg, tomater, agurk, æbler og lidt forbudte dåse majs som kom langvejs fra. Vi skulle have baguette til – naturligvis – og det gik First Man og yngste dreng så ud og købte.

Under middagen, da appetitten var for nedadgående hos yngstedreng, sagde First Man – du skulle nok ikke have spist det store chokoladebrød ved bageren.

Der blev helt stille – men åbenbart er yngstepigen ved at lære noget af sine 2 minutter, så hun nøjedes bare med at stirre indgående på sin lillebror, dernæst på sin far, og til sidst på mig, for at få bekræftet at det var en joke – en meget dårlig joke – men dog en joke.

Hun havde dog stadig mistanke om, at chokoladebrødet alligevel var blevet indtaget i det skjulte, trods gentagne forsikringer om det modsatte, så ligesom for at bløde lidt op på hele situationen, måtte jeg love at lave min fantastiske – og verdenskendte – lasagne dagen efter!

Som sagt – så gjort

Den er god nok – den fantastiske lasagne bliver lavet flere steder i USA, og i Argentina, har været lavet i Brasilien og mange lande i Europa, og sidst men ikke mindst i Støvring! Så det må altså siges at være verdenskendt!