Tag-arkiv: Besøg

Nej, jeg blev hverken præsident eller konge.

Og da skuffelsen over disse to så store mangler i dagens program havde lagt sig, nød jeg – og firkløveret – besøget hos vores handelsminister, trods blåt mærke og diverse piner her og der.

Altså…

Der var ministeren, firkløveret og så mig!

Helt enormt spændende!

Vi fik endda prøvet den der morsomme hoppeelevator. Schyyy!

Der var stor og en anelse hvinende fryd at spore hos firkløveret da de skulle kaste sig ombord – to og to – for at blive fragtet op i den hellige folketingssal.

Holger talte derinde. Om noget, jeg ikke fik fat i, jeg hørte nemlig ikke efter, da min opmærksomhed var rettet mod hvad Pia hviskede imens. Og formanden stod og luftede noget ged. Men jeg kender godt hans ged, han har nemlig også sommerhus ved siden af os!

Nogle gymnasieelever stirrede muggent på os, da vi prøvede alt det sjove og undlod det som måske var knap så sjovt.

Men sådan er det at kende de kendte!

Nu vi snakker om kendte, så har jeg forresten og så fået Fetterleins mobilnummer. Ikke at jeg nogensinde ville bruge det, men jeg har fået det! Ved en fejltagelse godt nok. Fordi nogen ikke er helt skrappe til det med at “svar” eller “svar alle” på fælles mails.

Ikke desto mindre har jeg nu Fetterleins nummer!

Nå, det var et sidespring… eller NEJ det var så slet ikke – men i hvert fald

Jeg har fået rørt ved en minister og set grundloven.

Den vigtigste.

Den fra 1915. Og kunne med stor undren ikke finde en eneste kvinde på meleriet af forsamlingen omkring Grundloven af 1915. Lidt trist synes jeg nok.

For der hænger ellers mange mænd sådan rundt omkring.

Og lige knapt så mange kvinder.

Jeg synes måske også, at en ligestillingsminister burde være en kvinde; så kunne en anden i øvrigt nøjes med at holde sig til sine bøger, men sådan er der så meget.

Vores dag var utrolig spændende, og da der ikke var andre på rundturen end os, hørte firkløveret efter!

Selv Gårdmand Bjørn har nu helt styr på hvorfor vi ikke lige med et fingerknips kan modernisere, den efterhånden noget forældede Grundlov.

Jeg er endnu en smule benovet over at en minister vil prioritere at hive tid ud af sin kalender for at vise os rundt på Borgen.

Jeg har haft besøg.

Og jeg har ikke sovet ret meget. Faktisk kun lige omkring 3 1/2 time. Zzzzzzzzzzzz

Men vi har snakket – og grinet!

Min hjerne føles nu sådan:

Jeg er stadig i chok.. Jeg er blevet overfaldet.

…

Men jeg vil starte med begyndelsen.

Jeg var i færd med at rydde op i mit tøj. Sommertøj skulle skiftes ud med vintertøj og det jeg ikke har gået med de sidste 2 år, skal have et meget hårdtslående argument for at vedblive at have adresse i mit skab.

Altså, som sagt så gjort. Og da sommeren i år har været af de mindre gode, ligger der stadig en mængde sommerkjoler i hi i forskellige plastikkasser hvor de i og for sig sagtens kunne overvintre, men det skulle dog lige tjekkes.

Derfor åbnede jeg døren fra mit eget hus, for at komme ud i det bagerste udhus. Hvor der så åbenbart boede en anden.

Som jeg var ved at træde på.

Må i øvrigt en dag ved lejlighed undskylde for at jeg kom brasende på den måde. Hos min nye – og ukendte – lejer. Ikke at den ligefrem betaler husleje, men vi fik ikke ordentligt hilst på hverandre…

Min lejer sagde ikke så meget og nøjedes med at kigge, jeg derimod, skreg meget højt.

Det gør man nemlig, når man uforvarende skal til at sætte foden ned på en velvoksen husmår.

Hvorpå jeg smækkede døren i. Og fortsatte med at skrige.

Og ringede til First Man, som naturligvis ikke tog telefonen, hvorfor jeg skreg en noget usammenhængende besked på hans mobilsvarer.

…

Og ringede derpå til min mor, mens jeg stadig råbte. Og løb rundt om mig selv i affekt.

Og rundt om Blondinen der ligeledes var stærkt ophidset.

Om hun så var ophidset over de høje lyde der kom ud af min mund eller duften af mår, skal jeg ikke kunne sige.

Hvorom alting er, så ankom min mor for at redde sit højt skrigende barn. Som bliver 43 næste gang. Men jeg mener aldrig man bliver for gammel til et godt hysterisk anfald.

Krapylet havde flyttet sig fra dørtrinnet, og var ingensteder at se. Det var derimod dens efterladenskaber.

En radio blev tændt, meget højt, dørene blev hermetisk lukket, og jeg flygtede fejt fra hjemmet og overlod Blondinen til sin egen skæbne, såfremt uhyret skulle kaste sig over hende.

Jeg stillede først mine bevablede fødder på matriklen på ny, da det myldrede med andre mennesker, som eventuelt kunne redde mig ved et nyt angreb.

Redningen kom i form af Lenes ridder – som jeg fik lov til at låne i dagens anledning – og han ankom, medbringende en mårfælde.

Fælden blev sat op efter alle kunstens regler, med friske æg placeret på strategiske steder omkring fælden, men jeg tror ikke at vores husmår satte ret stor pris på den musik jeg havde spillet for den, for den viste sig ikke igen. Og æggene ligger stadig hvor de blev placerede.

Hvilket både er godt og skidt.

Godt, fordi der nu åbenbart ikke er nogen husmår mere, og hvad mere er, jeg behøver ikke bestille psykologhjælp til mine børn når jeg skal forklare dem hvorfor jeg har (fået folk til at) myrde et sødt og blødt lille dyr med en hale så lang som min underarm.

Skidt – faktisk rigtig skidt – at jeg nu ikke ved hvor den er, eller om den har lagt sig på lur for at bide mig i haserne bagfra, hvilket afstedkommer en ganske aparte gangart, når jeg er tvunget til at betræde udhusets gulv.

Til stor moro for resten af familien.

Så mens jeg storker med stive ben over gulvet, for i hast at gribe det jeg mangler, beder jeg inderligt til at mårer generelt er ligeså gode til at finde ud, som ind.

Der findes mange rare ting i verden, og en af dem, er at få besøg. Besøg af mennesker som bare går lige ind og råber: “hej – gir’ du en kop te?”

Besøg af mennesker som gider køre en lang vej for at spise frokost i møllen. Helt ovre fra Jylland!

Eller folk som lige kører forbi sydfyn på vej fra Frankrig til Norge. Jeg må sige at vores by absolut ligger på vej til Skagen eller hvor man nu i øvrigt sejler fra!

Så er der også dem som kommer på besøg bare fordi, og også lidt fordi det er to år siden man sidst sås.

Det hyggeligtste er naturligvis at se de mennesker man holder af.

Men det næstbedste – og det som forlænger besøget i det uendelige – er de små ting der bliver hængende. Det som minder om at der har været et besøg, og som gør at man tænker på besøget længe efter det er slut og ugerne er fløjet forbi.

Også selvom man forlængst har spist de lækre kager og chokoladerne og drukket te til.

Men dåser, kopper og blomster består!

Rigtig glædelig mandag!

Vores lørdag bliver fantastisk!

Vi skal nemlig holde fødselsdag for verdens bedste lillebror (min) bedre kendt som verdens bedste onkel (Firkløverets)!

Lidt forsinket godt nok, men vi skulle jo lige vente til alle var samlet.

Men denne fødselsdagsfejring, medfører en hel masse dejlige mennesker og oplevelser. Mennesker vi ikke har set siden sidste sommer og så manglede der endda én!

Der bliver masser af kage der skal spises,

Og hunde er der også masser af. Blandt andet ham her, snusketrolden:

Så jeg vil forlade min ø og begive mig over broen med familien.

Vi ses på søndag!

PS: beklager den noget skizofrene billedstørrelse, men jeg prøver mig frem med min photobucket..