• ···

Det med erfaringer…

Af den dyrekøbte slags.

Jeg har spurgt om lov – bare så I ved det – hvis der skulle sidde nogen og blive fornærmede på min søns vegne.

Sagen er den at Zorronaldo er blevet indtil flere erfaringer rigere. Sådan i forhold til internethandel.

Når man nu har eget job, og dermed egen løn og så pludselig er i stand til at bruge rub og stub på sig selv, efter egen smag og behag, så gør man det. Når man er min søn.

Og man er også – desværre – så positivt indstillet at man stoler på folk der sidder bag skærmen. Og man trykker bare “køb” uden eventuelt at forhøre sig hos de lidt ældre medlemmer af husstanden, om det nu også er fornuftigt at gøre.

Hvad han bruger sine penge på, er mig bedøvende ligegyldigt. Sålænge det er lovligt. Men desværre er det ikke alle internetsider der er lige troværdige og det har man sommetider brug for hjælp til at finde ud af.

Så man undgår at sidde uden ordrebekræftelse, uden penge OG – hvad mere trist er – uden den ønskede vare.

Min søn havde bestilt et par sko. Fra et land langt borte. Da der var gået et par uger, uden det mindste livstegn fra disse fantastiske sko, begyndte han at flosse lidt i kanterne. Og stillede utopiske spørgsmål.

“Hvor længe mon det kan tage med en pakke fra Kina?”

“Kender du nogen som er blevet snydt på internettet?”

Og ved det andet spørgsmål gik der en prås op for mig og jeg forlangte adgang til hans email for at lede efter den ordrebekræftelse der ikke var der.

Hvad der derimod var, var en mail som meddelte ham at den – en anden ordre – kasket han havde bestilt var udgået, og hvilken han så ønskede i stedet.

Jeg vil undlade at nævne at han aldrig havde svaret på, endsige åbnet denne mail. Fordi den lignede spam.

Jeg vil også undlade at fortælle at han – da adspurgt – ikke engang kunne huske hvilken side han havde købt sine billige sko på.

Bare der hvor de var billigst…

Lad os bare sige at jeg brugte en god time på at snakke med min søn, alt imens jeg mugede ud i hans emails.

Men pludselig en dag ankom et surt brev fra PostDanmark, som var budbringer for Skat.Dk. I forbindelse med toldafvikling af disse helt enormt billige sko.

Som pludselig ikke var helt så billige mere.

De endte faktisk med kun at være en lille smule dyrere end hvis han havde ulejliget sig ind til sportsforretningerne inde i byen.

Derefter svor han at han fremover udelukkende ville købe ting på europæiske sider og gemme både links og ordrebekræftelser.

Jeg var glad, og vidste at min søn havde lært noget!

Nu har han imidlertid lært noget nyt.

Han har lært vigtigheden af at tjekke leveringsstedet. Da det – ved oprettelsen af endnu en ordre –

… Jeg ender nok med at have øens bedst klædte søn!

Altså – da han oprettede endnu en ordre var han meget opmærksom på at han kunne spare noget fragt såfremt pakken blev leveret til et andet sted end hjemme. Hvorfor han glad trykkede okay til levering…et andet sted.

Men han havde ikke taget højde for at der eventuelt kunne være flere forskellige muligheder for leveringssteder end det ene han kendte i forvejen.

Dette var grunden til at min søn i fredags kunne beses først i den ene lille nabolandsby, hvor jeg plejer at hente mine pakker, og hvor han meget smart var stået af bussen på vej hjem fra skole, men hvor der ingen pakke var med hans navn på og hvor den søde dame meddelte ham at hans pakke derimod lå et helt andet sted 5 km. længere væk.

Hvorom alting er, han begav sig til den anden by. Til fods. Fordi busserne ikke går den vej. Og snart kunne han beses i den anden lille landsby.

Pakken lå gudskelov og ventede på ham i landsby nummer to, og så kunne han ellers gå de sidste 8 km. hjem igen. For der er slet ingen busser.

Så kunne han lige nå at klæde om og tage på arbejde.

Da jeg hentede ham om aftenen, kunne han berette om mange og store vabler, idet han havde foretaget alle disse km. med de slet ikke så billige sko fra Kina, på fødderne, og fortalte at nu havde han også lært at tjekke leveringssteder.

Og før nogen bliver ophidsede over at vi ikke forbarmede os over ham og hentede ham, vil jeg gerne sige at jeg på det givne tidspunkt befandt mig 50,5 km væk, for at underskrive min ansættelseskontrakt (har jeg sagt at jeg er glad?) og First Man ikke må transportere dødelige mennesker i sin gulpladede varevogn.

Men min søn er også glad, for han har både sko og tøj og erfaringer!

En helt i uheld.

Nu er jeg dampet så tilstrækkeligt meget af, at jeg kan fortælle om det, uden tasterne begynder at smelte.

Nogen ville i byen fredag aften, hvilket er okay, man skal jo lære det og da han nogen hverken drikker eller ryger, samt altid er kommet hjem til aftalt tid, var der grønt lys for det!

Og nogen forsvandt ud i natten. På cykel. Og aftalen var også at han gerne måtte tage hjelmen af ude i mørket, så ingen fik at se at han rent faktisk kører med den. Noget af vejen.

Da klokken nåede, og derpå fjernede sig fra hjemkomsttidspunktet og jeg begyndte at blive nervøs, puffede jeg til First Man og forhørte mig om det nu også var kl. lidt sent nogen skulle være hjemme igen, eller først kl. meget sent.

Min søde mand kunne så meddele mig, at vores unge, og lige knapt så håbefulde, søn var på vej hjem til fods.

For cyklen var blevet stjålet.

Hans søsters cykel.

Med kurv, lygter og hjelm og hele baduljen.

Allerede her begyndte jeg at lægge i kakkelovnen. Store gedigne brændeknuder. Og godt med blus på.

For jeg ville vædde hvad det skulle være med, at han ikke havde låst sin søsters cykel.

Og jeg havde helt ret.

Og mand, hvor fik han skæld ud.

I over 10 minutter.

Der midt om natten. Nøøøj, hvor var jeg gal.

Og i øvrigt meget glad for, at han havde et job, så han kunne købe en ny cykel til sin søster.

Den stakkels, og meget ulykkelige dreng, sagde ikke ret meget. Ikke andet end: “Ja det skal jeg nok”.

Og så blev han sparket i seng..

Næste dag, hvor jeg trods alt var begyndt at tale til ham igen uden at hvæse, var han blid som et lam. Støvsugede af sig selv. Og den slags. Smilede også til sin lillebror.

Han fik også et trøstende knus. Faktisk. Så helt rendyrket ond var jeg dog ikke.

Efter aftensmaden, ville jeg ud og kigge efter cyklen. Den måtte være der. Det skulle den bare være. Smidt et eller andet sted. Vi bor jo ikke i Københavstrup, ovre på Djævleøen.

To gange har vi fået stjålet cykler og begge gange er de blevet fundet igen,  herude på landet.

Så jeg fyldte det røde lyn med børn og afsted drog vi. Ledte her og hist, oppe og nede og mange andre steder. Og så tilbage til åstedet.

Før vi endnu engang delte os, for at vandre rundt i eftersøgningshold, ville jeg alligevel tjekke bagsiden af hækken ved cykelstativerne. Og sendte Gårdmand Bjørn ind for at lede.

Bingo!

Et styks søsterlig cykel blev fremdraget fra undersiden af en bøgehæk.

Og der var indtil flere der blev meget glade. Både cyklens ejermand, den uheldige helt og cykelfinderen og så mig selv. Af forskellige, men åbenlyse årsager!

Da jeg sagde godnat til ham sagde han: “Puuh det var godt vi fandt den. Jeg var så ked af det. Mest fordi jeg vidste det var dumt at jeg ikke havde nøglen med.”

Og jeg sagde en stille bøn, og takkede for at min dejlige dreng er så god som han er. Trods alt!

Folk siger nogen gange til mig: “jooo, men du er jo slet ikke helt sikker på at han ikke drikker eller ryger i smug, eller laver andet skidt.”

(Det bliver gerne sagt af den slags mennesker, som af hjertet håber at det faktisk forholder sig sådan, for det er virkelig snyd, at jeg ikke skal have samme problemer som alle andre)

Og nej, jeg er ikke sikker, men som udgangspunkt stoler jeg på dem.

De har før lavet tossede ting, naturligvis og heldigvis, men de er altid kommet hjem for at tilstå. Og når straffen ikke helt står mål med hvad de frygter, og de ser at vi sagtens kan snakke sammen om hvordan og hvorfor, så er det med tilståelser ikke helt så svært, og egentligt bare noget der skal overstås.

Som deres bramfrie mor (det er så mig) siger: “hvis du har nosser nok til at gøre noget dumt, så må du have nosser nok til at tage skraldet”

Og det har de så – alle fire!

Og ja, jeg ved det godt: de kunne virkeligt være meget værre!!

Flyttet ind

Ikke i mit hus, for det er jo sket, selvom der stadig mangler en del at rydde op i. Og energien er ikke hvad den har været.

Jo jeg har skam masser af energi, jeg har bare valgt at bruge den til alt muligt andet end til at rydde de sidste fnatterier op.

Jeg vælger med vilje, og udelukkende, at opholde mig i rum hvor der er ryddet; så slipper jeg for at skulle tage stilling til hvor strandhåndklæderne skal ligge, om jeg skal smide de fire blå tekopper ud, eller give dem til Søren og den slags vigtige ting.

Det sidste var nu meget nemt, de ville fylde unødigt op i mit hus, så hellere give Søren en chance for at drikke noget te indimellem.

Men det er som sagt ikke den flytning jeg taler om.

Jeg taler om, at jeg også er flyttet ind i en imac. Ikke uden genvordigheder bevares, men dem vælger jeg at se fra den positive vinkel, idé jeg er overbevist om at man kan lære til man bliver langt over 42, så der er stadig håb for mig.

Der er mange skønne småting på mac, de fleste har jeg aldrig stiftet bekendtskab med før, og selvom jeg sommetider føler mig ganske i et med min hårfarve når jeg skal åbne programmer eller overføre filer fra min gamle PC, går det nogenlunde smertefrit med at lære alle disse æblefunktioner at kende.

Som for eksempel da jeg skulle lave buskortbilleder til mine børn. Jeg har ingen scanner og kan derfor ikke få scanne nogle pasbilleder  som ville være velegnede som busbilleder. Jeg måtte altså grave i arkiverne for at finde passende portrætter.

Fandt også nogle som kunne bruges, men Zorronaldo havde en mindre bums, som efter hans mening fik ham til at ligne elefantmanden og han var ikke ligefrem henrykt for mit valg af billede.

Så var det at imac kom med flere glimrende muligheder for at retouchere hans vansirede ansigt.

Med en slags plet kan jeg klatte på de uønskede steder på hans ansigt og vupti – Zorronaldo lignede Justin Bieber som 5 årig. Kun på huden altså!

Han var godt tilfreds! Zorronaldo altså – ikke Bieber.

Jeg indvendte dog at hvis han ikke lignede sig selv på billedet, kunne han godt få problemer når han skulle med bussen, men det var han ligeglad med.

Jeg overvejede at sende et billede af Ronaldo med buskortsansøgningen, men risikoen for at nogen har set Ronaldo før, var alligevel ret stor, så jeg vil nøjes med en stærkt retoucheret version af egen avl.

Den fortabte søn.

Eller fortabt er han jo reelt set ikke. I hvert fald ikke helt.

Det føles bare sådan. For mig.

Men han har det fint. Han er hos Victor. Og de hygger.

Jeg har endda snakket med ham, eller vi skrev sammen.. Lidt.

Jeg har ellers ikke belemret ham. Jeg har helt og aldeles holdt mig væk. Jeg har ikke ringet eller skrevet eller haft anden generende moropførsel.

Jeg har pænt ventet på at han selv gav lyd fra sig først, før jeg frådende kastede mig over ham.

Og så var han bare fræk – den lømmel.

Og prøver at få min puls op over 3000, ved at påstå at han kommer for sent til alle timer, og sidder efter hver dag. Taget i betragtning at han har haft tre skoledage siden han slap for moderligt opsyn, var det nu meget godt forsøgt.

Det virkede imidlertid ikke, og jeg kunne endda grine af det.

Og så var det vi snakkede lidt. Jeg prøvede virkelig at lade være med at være alt for moragtig. Men jeg måtte jo lige vide hvad han  fik at spise til morgenmad!

Jeg havde jo nogle trumfkort på hånden. Jeg er den som har set Anton og Sofie, i Brugsen. Og Oliver. Og han er ikke længere væk, end at han meget gerne vil høre lidt mere om det der sker. Og hvad vi spiser. Eller det vil sige – det med isen vil han vist helst ikke høre – så får han Danmarksabstinenser.

Det er en underlig forsmag på, hvad der venter mig når de flytter hjemmefra. Nu ved jeg godt at det slet ikke kan sammenlignes, men lidt alligevel.

For man vil jo ikke være sådan en belastende mor, som ringer til dem ustandseligt. Man vil bare godt vide hvordan de går og har det. Med sig selv og verden.

I den der stille tomhed der følger med, går man jo lidt og spekulerer på om man har fået givet det hele med. Om de nu kan klare sig uden at komme ud i noget snavs. Om de nu er sikre på hvor de kunne henvende sig, hvis det brænder på.

Men det ved Zorronaldo godt. Og det ved jeg godt, han ved.

Men derfor er der alligevel meget lidt længe til han kommer hjem. I mellemtiden kan jeg så se på det billede han har taget af sig selv, med mit kamera!

Det der med at skifte mening

Denne gang er det dog ikke mig som er vendt på en tallerken, men derimod min søn. Min søde hormonforstyrrede teenagedreng Zorronaldo, pigernes ven!

Jeg må lige sige, at jeg kom meget i tvivl om det hed ”er” eller ”har” vendt … På den der tallerken.

Kloge sprogeåger må gerne komme på banen, for jeg er stadig ikke sikker, også selvom Anne og jeg blev enige om at ”er” lød bedst.

Det er nemlig sådan, at når vi flytter, flytter han ikke med ham sønnen. Nej han gør nemlig ej. Han bliver pænt og fortsætter på skolen, så han kan få den eksamen som er hans eneste adgangskort, til den skole jeg har meldt ham ind på.

Jeg vil i dette indlæg fuldstændigt – næsten i hvert fald – abstrahere fra at jeg har hidset mig voldsomt op, flere gange, over at han slet ikke har nogen andre muligheder i den lille bitte andedam Danmark end denne ene skole.

Med mindre jeg da sender ham tilbage i folkeskolen så han kan gå niende om igen, bare fordi den franske niendeklasse ikke er god nok til et dansk gymnasium. Eller også – og det er en ganske reel mulighed alt taget i betragtning – er rektor på den skole han burde gå på, bare ualmindelig dum og usamarbejdsvillig.

Men så er det jo godt, at der er én eneste anden mulighed.

Her skulle I gerne kunne se sarkasmen drive ned ad skærmen. Ikke at der er noget galt med skolen eller uddannelsen, snarere tværtimod, men måske ville han godt have haft et valg.

Nuvel – det har han så ikke – men det betyder så, at han ikke har noget alternativ, han skal bare have den der franske niendeklasses eksamen.

Så idéen med at tage til Danmark i 10-14 dage, flytte ind på sit værelse og fjumre lidt rundt med vennerne, og derpå returnere til Normandiet i tre uger og få overstået eksamen, den er ikke aktuel længere.

Næ, han må pænt blive her alle 5 uger, og læse op til sin eksamen.

Først skulle han indlogeres på skift, hos flere af mine veninder, som også har børn på skolen, men det afstedkom vilde protester, og han argumenterede så godt for sig, at jeg overgav mig og lader ham bo hos vennen Victor, i en uges tid.

Men nu i lørdags

Var vi jo på besøg hos de venner som han, stadigvæk skal indlogeres hos, nu blot i lidt kortere tid. Og her, stadig i lørdags, stiftede han nærmere bekendtskab med husets datter, en yndig og fiks lille fransk sag med meget store øjne.

Dette medførte følgende, lettere bekymrede forespørgsel, i går aftes: ”Moar?”

og så, efter en kort pause …

”Jeg skal ikke kun sove hos Victor, vel? Jeg skal da også være hos Laurence, som det var planlagt?”

Older posts