• ···

Regnvejr.

Jeg har faktisk lidt ondt af dem som har ferie. Her på øen. For det er altså ikke alt for morsomt at holde ferie i. Dette her vejr.

Jeg er ligeglad.

Jeg har nemlig ikke ferie.

Jeg har også nok at lave.

Jeg laver tusindvis af frikadeller, okay foreløbigt er der 80 – meget tæt på de tusind – selvom der var 100. I hvert fald hvis vi tæller dem med, folk har spist hver gang de er gået forbi. Og så laver vi også flødekartofler. Sådan i stor stil. Sammen med Lene. Til konfirmationen.

Og Prinsessen valfarter frem og tilbage over vejen til syersken, som fremtryller kjole præcis efter Prinsessens hoved.

Divaen, Zorronaldo og Gårdmand Bjørn pønser på gaver. Og noget andet.

Jeg har fortrængt det med sang og tale. Men jeg skal nok nå det.

Og med den slags småsysler, så gør det altså ikke noget at det regner lidt indimellem.

Det er faktisk helt i orden, for ikke alene har min hortensia meget godt af al det våde, men jeg ville også være i usandsynligt dårligt humør hvis jeg skulle lave de mange frikadeller i 30 graders varme, blå himmel og sol der krævede at man lå og dasede på terrassen med et stykke vandmelon.

Og så slider man jo heller ikke på sine sommerkjoler!

Vejret, med mere.

Vi skal simpelthen snakke om vejret.

Uoriginalt men sandt.

Ikke desto mindre var det ret spektakulært at være på besøg i Svendborg igår. Vi kom godt nok ikke så langt.

Kalenderen står på sommer, endda på sommerferie, men det er som om sommeren er taget på ferie – uden os – og jeg har den meget mistænkt for nu at være i de varme lande.

Jeg plejer ikke at være så interesseret i vejret. Jeg har ikke så meget imod dårligt vejr. Jeg har noget imod at fryse, eller at blive sjaskvåd, men at råbe op over det, nej det plejer jeg ikke. Vejret er lidt ligesom de ansatte hos SKAT.dk. De bliver ikke anderledes og kan ikke gøre for det.

Så jeg har for det meste altid taget vejret som det kom. Men nu.. Jeg vil altså godt have sommer nu.

Blev der sagt…

 

Lege i sneen – hver sin lyst

Vi har hver vores måde at lege i sneen på.

Jeg holder af at kælke.

Hvis jeg ellers har tøj nok på. Og en skilift til at fragte mig op igen.

Gårdmand Bjørn og de andre laver snemænd, bygger huler og kæmper sneboldkampe. Iført flyverdragter og skiundertøj.

Så er der nogen som laver armbøjninger i sneen. Frivilligt. Og endda to gange – fordi jeg ikke fik taget et billede af ham, første gang.

i sneen

PS: billedet er kraftigt beskåret af åbenlyse årsager! En anden legemsdel var det egentlige centrum!

SMELT SÅ

Jeg er ret træt af sne. Og kulde.

Jeg vågnede kl. 04.00 og hundefrøs. Simpelthen.

Spekulerede på om et vindue stod åbent, eller om der eventuelt lå en snemand ved siden af mig.

Det var ingenlunde tilfældet. Men, mens jeg lå der og prøvede at samle mod til at lette dynen, forlade min lunkne seng for at lokalisere problemet, syntes jeg der manglede noget.

En brummen. En slags Peter Plus-agtig brummen. Den slags brummen som for eks. et oliefyr, plejer at lave.

Den manglede bare helt i mit natlige lydbillede. Der var helt stille.

Mange farverige bandeord, kom ud væltende ud mellem mine klaprende tænder, for godt nok er huset koldt i forvejen, men SÅ koldt plejer det ikke at være.

Jeg kom til at skubbe hårdt til First Man sengen for at få at vide hvilken knap man skulle trykke på for at genstarte det brummende monstrum.

Jeg gik ned – trykkede –ventede. Ventede lidt mere. Trykkede en gang til.

Det skete ikke en skid.

Jeg gik op i seng igen, og lagde mig tungt, stønnede med ekstra lyd på og frøs med anstand.

First Man som nu tilfældigvis også var vågen, gik straks ned og tjekkede hvad jeg havde gjort forkert. Den slags bringer mig normalt op i et lettere orange felt, men i nat – kl. 04.37 gjorde det mig slet ikke noget.

For han fik overtalt fyret til at gå igang igen. Omend lidt haltende. Men dog til at spytte 13 grader ud i stue og køkken.

Jeg nåede dog, ved hjælp af min Zibro, at få termometeret til at kravle helt op på 16 grader, da det var tid for Firkløveret at stå op.

Nu venter vi på en sød blikkenslager, med et overskæg som manken på en tibetansk pony, som kan tale med brummeren og måske fravriste den en grund til at den er blevet sur. Og gøre noget ved det.

Det er meget muligt at brummeren fryser – det gør vi andre også. Hue eller ej.

IMG_5023

Og så var det at jeg drømte om mine elskede kejserliljer i haven hjemme på øen.

IMG_5026

Og om mine kaprifolier.

Venter i mellemtiden på at sneen kommer på bedre tanker, og forføjer sig til et sted hvor man ville sætte pris på den, oppe på noget indlandsis, eller et eller andet sted down south. Hvor som helst faktisk..

Bare ikke lige her.

Vi kan da altid snakke om vejret

Det er så dejligt nemt, når man løber tør for andre emner.

Jeg kan derfor fortælle, meddele, berette at vi, her på Æblebakken, stadig roder rundt midt i noget sne.

Det har dertil frosset, så det er en veritabel skøjtebane overalt, og man risikerer liv og lemmer når man bevæger sig udenfor. Vi har prøvet at få bilen ud, eller rettere op, det lykkedes ikke. Vi kørte lidt og gled straks ned igen.. Da vi havde gjort det et par gange, gad vi ikke prøve mere.

Så alt foregår til fods. Også indkøb. Med en styg og pinlig pensionistjaguar. Og nogen på 15 er overbevist om at jeg på denne lumske måde prøver at tage livet af ham.

Indkoeb i sneen

Forestil jer et kort øjeblik at han møder nogen han kender, subsidiært en ukendt men køn, pige..

Det holdt i hvert fald hårdt og han har ikke mælet mange ord efter vi kom hjem, efter denne ultimative ydmygelse.

Når man så ikke gider høre på vrantne teenagere mere, så er det rart at man har en meget lang bakke i baghaven. Som er dækket af sne.

Jeg blev pakket godt ind.

Almindeligt tøj og så et ekstra lag. Og så mine røde regnbukser fra Røde Kors butikken derhjemme.

Har nok ikke haft en flyverdragt siden jeg var fem. De få gange jeg har haft brug for sådan en beklædningsgenstand, har absolut ikke berettiget til en større investering udi flyverdragter.

Men jeg må indrømme at såfremt der i Decathlon, stadig er flyverdragter i størrelse telt, er jeg aftager.

Jeg forudser nemlig en lang og billøs periode når vi kommer hjem. Og dermed en hel del kilometer på cykel.. og gåben. Eller bus – altså i bus, ikke på den. Alt efter vejr og vind.

Nå, det var et sidespring. Hvorom alting er, jeg fik lov til at låne en kælk, nemlig Gårdmand Bjørns gule lyn. Iført mine røde regnbukser. Ømt.

Jeg kunne næsten ikke bøje benene, idet jeg var pumpet lidt for fast, og satte mig derfor tungt, helt uden at noget knækkede. På kælken altså. Jeg selv landede forholdsvist blødt, sådan som jeg var polstret.

Og så afsted. Udover stepperne. Med en hujende Gårdmand Bjørn i fuldt firspring bag mig, euforisk over at se sin ellers så kedelige mor, siddende på hans elskede lyn.

IMG_0620

Jeg for min part, syntes det gik lidt stærkt. Måske lidt for stærkt. Jeg kan faktisk ikke huske hvornår jeg sidst har kælket. Så det der med at styre.. Det gik der lidt ged i.

IMG_0622

På et tidspunkt kom jeg til at hive i en bremse, mest fordi jeg, på den kække måde, ville dreje og undgå det noget ubekvemme hop jeg var på vej hen imod.

Men i stedet væltede jeg.. Børstede værdigt sneen af mig og krabbede numsen fremad. Var dog for tung til at fortsætte alene, så Divaen skubbede mig i gang, og ned kom jeg.

IMG_0625

Jeg skulle også op igen. Aldeles udmattende. Er overbevist om at jeg tabte adskillige kilo på den konto. Muligvis kun væske, men alligevel.

Vi kom hjem igen, og fik kakao.

Og Prinsessen bagte chokolademuffins, som jeg ikke smagte på: Desværre nåede jeg ikke at forevige dem, før de var blevet spist af de sultne horder.

Eneste ulempe ved min eftermiddag på kælk var, at min hue nu er til en yderst tiltrængt vask – jeg var nemlig begyndt at lugte af gnu ved ørerne.