• ···

Tosproget…

Undskyld mig lige et øjeblik!

Jeg skal lige af med noget. Og ja det bliver endnu en bøvs, og man kunne vel godt foranlediges til at tro at jeg faktisk var en sur citron, som ikke laver andet end at brokke sig over postvæsnet, dårlige tv-udsendelser, som jeg alligevel ikke ser, beboerforeninger som ikke vil være med til juletræer og så fremdeles.

Men der er virkelig også meget godt og spændende jeg kan brokke mig over, og det ville jo slet ikke være sjovt, hvis ikke jeg kunne få klemt en sur bøvs ud mellem sidebenene fra tid til anden.

Og I ville ikke have noget at skælde mig ud over! Tænk hvor ville det være kedsommeligt, hvis jeg holdt op med at bøvse!

Altså…

Nu bøvser jeg over en eller anden tåbelig og forældet vending, som viser at tiden i den grad er løbet fra nogen, selvom jeg ikke helt ved hvem.

Man snakker om tosprogede her og der og alle vegne.

Men hvem er de, de der tosprogede?

Og hvilke to sprog er det lige vi taler om?

For uanset den mængde gode vilje jeg lægger for dagen, har jeg ikke været i stand til at finde lighedspunkter med mine egne børn, når der fables om tosprogede.

Og alt andet lige, vil jeg godt vove pelsen og slå fast at mine børn i hvert fald er tosprogede. Men de kan sagtens læse. Og alle de andre tosprogede børn og unge de er sammen med på den internationale skole, de kan også sagtens læse dansk, hvis altså de har valgt faget dansk. Det er skam ikke alle der har valgt det.

Men tag nu politiken.dk  de ævler også løs om de der tosprogede.

Hvis det ikke er sådan nogle som mine børn de mener, så vil jeg gerne vide hvem de så hentyder til.

Det ligger ligesom i luften at der uanset hvilke andre sprog vi taler om, så er det børn som har problemer. Og langt fra alle tosprogede børn JEG kender har problemer. Mine egne har som sagt ikke!

Og igen, hvilke to sprog taler vi om?

Der kan jo som udgangspunkt ikke være tale om dansk som det ene sprog?

Eftersom det jo netop handler om at disse mennesker IKKE kan dansk. Og er man defineret som værende tosproget, ifølge min ydmyge terminologi, så er det fordi man, om ikke behersker, så i hvert fald ikke har nævneværdige problemer med et givent sprog.

Ergo kan de omtalte tosprogede mennesker, ikke dansk.

Så meget er vist klart, men hvilke to andre sprog handler det så om?

Jeg ville da synes det er overmåde flot at kunne tale to sprog, og at man så ikke lige mestrer læsning på dansk, er vel underordnet… Det kommer nok hen ad vejen med gode motiverede lærere.

Eller hvad?

Det er måske heller ikke det de mener?

Hvorfor siger de det så ikke bare?

Det er måske ikke politisk korrekt at sige i overskriften at en stor del af indvandrere fra ikkevestlige lande klarer sig skidt i Danmark og er funktionelle analfabeter?

Også selvom det er det de mener, for det siger de jo lidt længere nede i teksten.

Men humlen er at disse mennesker ikke kan klare sig på dansk og måske endda heller ikke på deres modersmål? Så er de da snarere at betegne som værende sprogmanglende.

Sådan hvis man spurgte mig. Men det har man ikke gjort endnu.

Sprog der forsvinder

Der er en masse danske ord som er på vej ud i glemslen.

Ord som bliver aflyst.

Som slet ikke kom med ind i det nye årtusinde. Det er så trist at tænke på.

Jeg er sikker på at det er fordi vi ikke udfordrer sproget.

Når man som dansk mor i udlandet, vil give sine børn en dansk base, så det bliver muligt at kommunikere med familiemedlemmer der ikke behersker fransk eller andet udenlandsk, så taler man dansk til sine børn, og jeg var ekstra ond – jeg ville ikke reagere før de også talte dansk til mig.

Reglen var: jeg taler på dansk til dig – så svarer du også på dansk. Det gik bare ikke særligt godt. Jeg talte dansk – og de talte fransk..

Zorronaldo kunne stå og se på mig med sine store øjne og sige: ”Men hvordan mor, hvordan?”

Han havde bare ikke ordene. Vi tog ofte på opdragelsesrejse til Danmark og efter 14 dage var deres dansk mærkbart bedre, men det forsvandt mindre end en måned efter vi var tilbage i Frankrig igen.

Det blev først bedre, da vi fik vores første og meget højtelskede aupair, Nanna!

Der var gået en måned med dansk aupair, og en dag gik vi forbi en meget fladmast snegl..

Zorronaldo der var tre½ år gammel, kiggede på den og sagde: ”se – en skildpadde” At det var lidt forkert sådan rent biologisk, var lige meget – for han havde aldrig udtalt ordet før, så det var et kæmpe fremskridt.

Godt nok var Nanna kommet for at lære fransk – det fik hun nu lært alligevel – men vi kunne jo ikke lade være med at tale på dansk. Og det at firkløveret – som dengang kun var et trekløver hvoraf den ene ikke kunne sige noget (det har hun heldigvis rådet bod på siden) kunne høre to voksne tale dansk, det var det som udviklede deres sprog.

Så jeg tænkte på – alle de ord der er på vej ud, er det ikke fordi man ikke læser mere? Og de folk som læser, de læser måske noget som slet ikke udfordrer deres sproglige sans?

Alle ser de samme intetsigende serier, bruger samme vendinger, samme jargon. Siger man noget som går det mindste udover normen, får folk krydsblik og jantetics.

”Det var da rædsomt mange fremmedord du lige smider om dig med”.

Fremmedord er jo kun fremmede, indtil du lærer dem at kende og bliver fortrolig med dem.

Så hvis man altid læser det samme, lytter til det samme – bliver man aldrig sprogligt udfordret og så forsvinder ord, vendinger, sætninger og betydninger ud i det blå og det danske sprog bliver en lille smule fattigere hver gang..

Firkløveret taler ikke 100 % dansk. Eller fransk for den sags skyld. Det er der nok meget få mennesker som gør. Firkløveret taler vel 80 % dansk og 70 % fransk hvis det skal måles.

Når de jamrer over at de ikke kender denne eller hin vending på dansk – eller på fransk – må jeg minde dem om at de alligevel har meget mere sprog end de fleste andre. I stedet for 100 % sprog, har de nemlig mindst 150 % sprog at gøre sig forståelig med.

Og det er nu ikke så dårligt endda!

Sprog og den slags – de fremmede altså.

..

Nå..

Jeg har ved selvsynlyt kunnet konstatere at nogen – jeg nævner ingen navne – men nogen i den danske regering, er ikke så gode til engelsk at det gør noget. Og det var GODTNOK pinligt.

Personligt synes jeg det er rigtigt meget ude i hampen at der findes mennesker i vores regering som ikke mestrer Shakespeares modersmål.

Som et minimum.

At andre, mere dødelige mennesker, ikke har brug for den slags skrammel fremmede sprog nu engang er, kan jeg bedre forstå.

Hvis man vitterligt ikke har brug for det – eller bare synes det er hammer svært – det er da i orden.

Jeg er for eks. ikke så vanvittigt god til kvantefysik, eller til statsret, sådan generelt. Nu er det heller ikke noget jeg nogensinde har haft brug for.

Men en minister altså.. Og så endda en af dem som skal rejse hele tiden. Udenfor andedammen. Og sådan forholde sig til udenlandske mennesker – og ligefrem kommunikere med dem.

Det er da ikke så smart. Synes jeg.

Så er den del på plads.

..

Men så tænker jeg også på det rimelige i at han absolut SKAL tale på engelsk?

Jeg mener, HAR I lige hørt de franske ministre? Eller de engelske? Hvor mange af dem kan andet end deres eget sprog? De har afsindigt dyre simultantolke til rådighed. Betalt af skatteborgere i de respektive lande.

Har andre end Kennedy nogensinde sagt mere end det der med Berlin, på tysk?

Nej vel?

Nu har vores lille – meget lillebitte – præsident for eks. lige sagt: Guten Tarte.. til en tysk journalist.

Ordet ”Tarte” findes slet ikke på tysk.. Det findes derimod på fransk og betyder enten tærte – eller lussing.

Jeg vil lade det være op til jer at afgøre, hvilken ”tarte” vores LILLE præsident mente.

Der var engang noget kommunikation

D.6 maj, for rigtigt mange år siden, da jeg lige var kommet til Paris, sad jeg og kæmpede med at sætte lange falske negle på med en vederstyggelig lim. Som pludseligt sprøjtede op i mit ene øje. Og ved et lykketræf havde jeg kontaktlinser på, og fik kun ødelagt en kontaktlinse, ikke mit øje – og det var jo ret heldigt.

Men folk som har prøvet at miste en kontaktlinse, ved også at man går rundt som på et skib i havsnød, så jeg måtte tage den anden ud også for ikke at gå og vælte. For så ville folk jo tro at jeg var fuld, hvad jeg ingenlunde var.

Men uden kontaktlinser, var jeg blind som en muldvarp, også senere da en veninde og jeg besluttede at vi skulle på diskotek. Med det resultat, at jeg mere eller mindre lod mig føre, for jeg er vitterligt halvblind (minus 5 på begge øjne)

Vi gik frem og tilbage, og jeg fulgte hende lige i hælene – det ville have været noget nær en katastrofe, hvis jeg tabte hende af syne.

Hun kom med små kommentarer om de folk der også var på diskoteket så jeg stadig kunne følge med trods mit absolutte synshandicap. Hende der, har en flot kjole og ham der, har nogle meget særprægede sko, osv.

Jeg kunne jo intet se, så jeg måtte derfor stole på hendes dømmekraft. Og da hun meddelte at der var nogle ret lækre gutter med store overarme, var jeg sikker på at hun sagde sandheden. Hun udpegede samtidigt nogle fyre som kredsede rundt om os. Da de holdt op med at kredse og slog sig ned ved siden af, begyndte den ene at sige noget meget hurtigt på fransk.

Da jeg intet fattede smilede jeg venligt, men noget afvisende. Fordi jeg som sagt ikke kunne ret meget fransk, var alle de andre kommunikationsformer jo ret vigtige. Og her sad jeg, blind og stum. I sig selv ikke et ret godt udgangspunkt for at kommunikere med en man ikke kender. Derfor afvisende.

Det slog heldigvis ikke First Man ud af kurs – for ham var det. Vi endte da også med at enes om en meget ærbar dans, og glad blev han da jeg holdt ham under armen på vej ud af diskoteket, men det var som sagt fordi jeg ikke kunne se noget som helst, så da vi skulle sige farvel, håbede han på et lille kys, men blev slemt skuffet da jeg kun stak klør fem frem – JEG skulle ikke nyde noget. Kunne jo ikke engang se ham.

Men efter flere insisterende besøg – da havde jeg jo fået øjne at se med igen og kunne godt se, at ham var der noget ved – accepterede jeg endelig at tage ud og spise med ham.

Og en date blev til to, og så var det bare det.

Det sjove ved det er, at når jeg tænker tilbage på den første tid, hvor jeg absolut ikke kunne noget som helst andet fransk end oui, non og den der åndssvage sang, og vi derfor af gode grunde ikke kunne kommunikere ret godt, men de samtaler vi førte, husker vi alligevel begge, som spændende og eftertænksomme.

Derfor har jeg heller aldrig betvivlet når det siges at det kun er en forsvindende lille del af kommunikation som reelt er sproglig, resten er kropssprog, lyde og alt det andet man ikke helt kan måle.

Til gengæld kan man komme grueligt galt afsted med de få % talesprog man trods alt besidder, når man ikke forstår det til fulde.

Og jeg må indrømme, at jeg blev meget stødt, da jeg skulle en tur til Danmark og han kom for at sige farvel. På fransk siger man ”Tu va me manquer” noget som direkte oversat godt kunne blive til ”du vil mig mangle” og i mine ører blev det til – ”Du vil komme til at savne mig”..

Og jeg syntes godt nok han var lidt streng, sådan ligefrem at konstatere jeg kom til at savne ham – bevares – det var jo tilfældet – vi var nyforelskede og jeg ville sikkert vansmægte og sygne fuldstændigt hen på 10 dage i Danmark uden ham – men derfra og så til selv at konstatere det – synes jeg jo nok der var lidt langt.

Men fred være med det – de der latinoer – var måske mere bevidste om deres værd, end dansk leverpostej – hvad vidste jeg. Det var først længe efter det gik op for mig hvad det egentlig var den stakkels mand havde sagt – at det var ham der ville savne mig.

Selv helt banale sætninger kan således få uventede betydninger, fordi de bliver set fra forskellige synsvinkler.

For selv når man taler samme sprog, og bruger de samme ord, er det ikke sikkert at man opfatter disse ord ens. Men det bliver altså særligt tydeligt når man bor i andre lande, og måske ikke er 100% fortrolig med sproget.

Jeg bliver endnu rød i kammen, når jeg tænker på mit svar, da jeg i England blev spurgt om hvad min yndlings-chokolade, som er Mozart kugler. Jeg oversatte bare uden at tænke synderligt over det, indtil der pludselig blev så stille. Jeg spurgte, om der var noget galt og blev til svar hvisket i øret at hvad jeg netop havde udtalt, betød Mozart’s nosser…Og selvom han givetvis havde nogen – Mozart altså – så er det jo altså ikke noget man lige slynger ud, sådan bare.

Frankrig er et lidt forvirrende land (også) rent sprogmæssigt – altså for en dansker.

Nu vil jeg ikke fortabe mig i finurlighederne, blot bemærke at når man oversætter tråd, som hedder “fil”, vores fil hedder “lime” og at lim hedder  “colle”, så kører man efterhånden noget rundt i det, og det er bare med at have tungen lige i munden.

Men alt dette her med sprog, det nytter ikke ret meget hvis man ikke  er åben for kommunikation, og er klar i spyttet, for man når nu engang længst med det, man nu vil, hvis man siger klart og tydeligt hvad det er!

Og måske er det grunden til, vi idag kan fejre at det 23 år siden vi begyndte at kommunikere, og det er faktisk gået helt okay, alt taget i betragtning!

Min ubetalelige ældstedreng

Ældstedrengen, ham med størrelse 44 i sko og som indimellem er vranten, har altid været meget påståelig. Altid sikker på sig selv, også alle de gange han tager fejl. Og så har han en meget bizar form for selektiv hørelse:

Han skulle engang spille skolekomedie – det skal de fleste børn i Danmark jo, og hans 5.klasse var ingen undtagelse.

Den dag hvor stykket skulle afsløres var han meget spændt og glædede sig meget.

Han kom nærmest løbende hjem og fortæller så begejstret at klassen skal spille Oliver Kvist.

Jeg kiggede længe på ham og spurgte forsigtigt om han mon ikke mente Oliver Twist..?

Det blik jeg fik tilbage, var meget indigneret. Han vrissede, at han vel bedst selv vidste det, og at det altså var det som Else havde sagt. Jeg prøvede en gang til at spørge om det mon ikke var Oliver Twist alligevel og at han måske havde hørt forkert, og for eventuelt at hjælpe hans hukommelse på gled fortalte jeg lidt om historien.

Det eneste svar jeg fik, var himmelvendte øjne.

Indtil han fik rollehæftet udleveret. Og da var han så fortørnet over at han havde husket forkert at han ikke ville deltage i stykket – men havde valgt at være med i orkesteret i stedet for.

Et par år efter kom han, kun lidet belært af tidligere fejl, og sagde at han altså ikke kunne forstå at man kunne hedde Dims.. Om det var et engelsk navn?

Jeg er jo vant til hans affirmationer så jeg sukkede lydløst og spurgte hvem han dog havde mødt som hed.. Dims. Og at det altså ikke var et engelsk navn jeg nogensinde havde hørt.

Jamen – en eller anden som synger godt – var hans svar.

Så langt, så godt…

Lige til en dag vi kørte med radioen tændt og ”broken strings” blev spillet – og jeg sang lidt med – okay så, sang meget med – pludselig råbte han direkte ind i min øregang – det er ham der, som hedder Dims!

Jeg kunne næsten ikke se ud af forruden, så meget grinede jeg, men kunne så fortælle min ældste søn, at sangerens navn ikke var Dims – men derimod James Morrison.

Heldigvis har han en veludviklet sans for humor og tillader allernådigst, at vi stadig griner af Dims Morrison – som den stakkels sanger hedder her i huset – og Dickens udødelige historie har ligeledes taget permanent navneforandring til Oliver Kvist i vores familie.