• ···

Vilje..

Når man vil noget… så gælder ingen undskyldninger.

Som sjovt nok altid er dårlige.

Så når jeg vil forbedre konditionen og den daglige sportsudøvelse åbenbart ikke er nok, så må jeg jo hoppe på min egen spinningcykel.

Jeg er nemlig så heldig at have en sådan stående på matriklen.

Men…

Den står et sted hvor der er koldt især i disse dage.

Meget koldt.

Helt afsindigt koldt.

Så koldt at jeg kan se min egen ånde. Og bliver nødt til at have vanter på derude.

– men jeg får så god en kondition at I tror det er løgn.

Og det var jo det som var meningen!

Træt

Så træt som man overhovedet kan blive.

Efter FIRE timers sport igår.

Iført vimpel.

JO..

Og et eller andet sted er den vimpel lige 35 år for sent på den. Jeg ville have givet min højre arm for at vimse rund med vimpel da jeg var otte, men nu idag virker det en anelse malplaceret at damer på min alder render rundt og blafrer.

Bevares – det ser pænt ud – set fra min private synsvinkel i hvert fald. Det ser måske en anelse tyndt ud fra tilskuerpladserne. Eller længere væk.

Der foregår en masse rødt i min umiddelbare nærhed, og jeg bliver også ind imellem filtret ind i den, hvilket er en anelse stressende. Det er ikke så morsomt at blive viklet ind i seks meter rødt bånd.

Selvom de er nogle vi låner til vores egne ankommer.

Det er ellers noget grumme fint bånd. Det kunne snildt passe til den adventskrans jeg ikke helt har styr på.

Men jeg tvivler på at Jens nede i Sporten ville blive så begejstret hvis jeg klippede i hans vimpler..

Men fire timer og en vimpel kræver sin kvinde. Og jeg har ondt i alle ender idag.

Godt det først er jul om en uge!

Sved.

Ja, endnu et af disse ubehagelige emner som sarte sjæle nok skal springe over.

Generelt er kropsvæsker ikke noget folk er så tilbøjelige til at tale om. Uanset hvilken én af dem det drejer sig om. Og sved er da bare pr. definition ulækkert, jeg ved det og jeg beklager meget.

Men, det er fordi jeg er begyndt at undre mig over noget: nemlig hvorfor jeg sveder mere nu end jeg gjorde før.

Altså ikke lige nu mens jeg skriver dette, men som moden kvinde kontra ung do. Når jeg laver sport altså. Jeg går – heldigvis – ikke rundt og sjasker mine omgivelser til uden årsag.

Men altså når jeg laver sport, så når jeg lige akkurat at tænke – så er jeg i gang – og så står jeg midt i egne indre farvande.

Irriterende.

Da jeg var yngre, og sprintede rundt på atletikbaner både her og der, svedte jeg stort set aldrig. Jeg kunne løbe lange ture uden så meget som at få vådt hår.

Og når jeg slikkede sol på mit håndklæde, var der sjældent plaskvådt når jeg rejste mig op igen.

Men jeg skal lige love for at dette har ændret sig. Når jeg nu er godt i gang med en eller anden heftig fysisk udfoldelse, går der ikke mange minutter, før jeg er ved at sejle væk. Jeg formelig drypper.

Før generede det mig ikke voldsomt, men så kom jeg til at tænke på at andre må synes det er vildt ulækkert.

Og det synes jeg faktisk er lidt synd for dem. For jeg holder ikke op med at lave sport – og dermed at svede – lige foreløbigt, så de må vist leve med at jeg drypper!

Jeg lugter da, så vidt jeg ved, ikke ret meget endnu!

 

SÅ færdig..

er jeg.

Mere død end levende.

Og jeg har ingen anelse om hvordan jeg kom op ad trappen for at vække firkløveret, endsige ud af min seng, i morges.

Jeg har ondt i muskler jeg ikke anede eksistensen af.

Og det er meget synd for mig, vil jeg godt lige pointere!

Skulle jo lave noget nyt i mit liv, og det nye, lige i går, var at starte til gymnastik – med Kirsten der er en sand ørn til den slags – på et opvisningshold.

Ja.

Sådan et hold hvor man i marts måned skal gøre sig selv fuldkommen til grin, foran mange andre. Hun, Kirsten altså, havde ellers lovet mig at det ikke ville ende med opvisninger, men at vi bare skulle lave serier og den slags. Og komme i så god form at jeg må spise flere småkager end jeg plejer, i december måned.

Og så var jeg jo helt med på ideen.

Intet kunne imidlertid være længere væk fra sandheden.

Ikke alene blev jeg heglet igennem til et konditions-opvarmnings program der langt oversteg alle mine fysiske kompetencer, jeg skulle ydermere lære en koreografi der var Madonna værdig.

Og jeg er – ligesom nogle mennesker er ordblinde – jamen så er jeg gymnastikblind. Jeg kan aldrig komme rundt til den rigtige side og de der elegante hop som alle andre laver, ja de ser lige knap så elegante ud, når jeg foretager dem.

Jeg stillede mig allerbagerst og håbede at jeg kunne nøjes med at være to og to med Kirsten, da hun er vant til at høre mig jamre og hjælpe mig på rette vej.

Men nej… Benny hev afsted med mig og mens jeg forpustet fik sagt: “Det der Benny, det tror jeg altså ikke jeg kan” slog han afværgende ud med hånden og sagde storsindet: “Vås, vel kan du så” Og hoppede så hele hallen rundt, med mig halsende bagefter.

Jeg kunne ikke, men han var galant nok til at lade som ingenting.

Så skulle vi lave musikalske stole med en lille måtte. Først lavede man mavebøjninger, så skulle man løbe, og så finde et tæppe igen.. Hvoraf nogle så var blevet væk på mystisk vis i mellemtiden.

Behøver jeg sige at mit var væk? Så jeg skulle såmænd bare fortsætte med at løbe. Jeg var  næsten ligeså gasblå i hovedet som dengang med den unge mand på crosstræneren, men jeg fuldførte.

Og på trods af de fire – FIRE – kæmpe store vabler jeg lige fik på mine små pølsetæer, så vil jeg godt med igen i næste uge. Ja, jeg beklager den ulækre billeddokumentation.. Det er blot for at slå fast at det faktisk gør ondt.. Og at jeg derfor er at finde på matriklen idag – jeg skal ingen steder.. Kan dårligt nok få hjemmesko på.

Hvis ellers de andre vil have mig med.

Eftersom hende sadisten – træneren – allerede er begyndt at lave serierne, så skulle der være en reel chance for at selv jeg, også kunne nå at lære dem og dermed undgå at blamere mig selv, for slet ikke at tale om hele holdet, der engang i marts måned hvor resten af verden skal se på det!

Og så skal jeg have købt noget compeed NU!

Træning og sundhed

Det ER ret opreklameret, ikk’?

De to ting har nemlig intet med hinanden at gøre.

Var ovre i det der center som er propfyldt med folk, som har nytårsforsæt.. Det har jeg som bekendt ikke – jeg bruger bare min sunde fornuft.

Men fornuften forlod mig midlertidigt, da jeg besteg min ellers så elskede crosstræner.

Det er sådan et par stepski man tramper rundt på og så et par pinde man står og flår i samtidigt. I kender dem sikkert godt.

Jeg må ikke løbe for min ryg, og lægen er enig med min ryg. Så da de to har rottet sig sammen mod mine ynkelige forsøg på at komme i bedre form, samt at mindske det knallertdæk der ucharmerende har sat sig godt fast om min mave, til i hvert fald en størrelse racercykeldæk, måtte jeg finde alternativer.

Jeg er ikke god til holdfitness, som i overhelehovedet ikke, og idéen om at ligge og skubbe rundt på møblerne derhjemme til en dvd med ophidsede og senede damer iført stramt pink og lange lyse krøller, tiltaler mig heller ikke.

Men crosstræneren kender jeg godt, da jeg har haft min egen længe inden de kom på mode i Andedammen. Den har før strammet op på dette og hint, og ligeså punkteret diverse dæk. Den har bare den ulempe at den lige nu befinder sig sådan ca. 1400km længere nordøst på.. Og så er den jo ikke meget bevendt.

Altså, frekventerer jeg indimellem, og bestemt ikke regelmæssigt, det der fitnesscenter for at få muligheden for at trampe på en anden crosstræner.

Ligeså i går.

Jeg plejer som sagt at være vældig fornuftig, går aldrig for hurtigt frem. Øger enten tid eller sværhedsgrad med 5 % ad gangen osv. Det kommer der af, at have giftet sig med en sportsfreak.

Men så i går.

Jeg kom op, og i gang. Næsten samtidig kom Yngre Mand Med Forsæt ind og fik startet monstrummet ved siden af mig, af en instruktør som nøje fik sat ham ind i sagerne. Med et overlegent blik på min skærm, satte Yngre Mand Med Forsæt i gang.

Jeg var egentlig startet som jeg plejer.

Da jeg hører musik på min telefon, mens jeg buldrer afsted – jeg har min egen afspilningsliste  som er kreeret til lejligheden – tramper/løber jeg ikke med samme frekvens hele tiden. Sommetider går det meget stærkt og andre gange går det lidt mindre stærkt. Alt efter musikken.

Og da jeg gav mig til at jolre derudaf til de forførende rytmer af Grease Lightnin’, tog fanden ved Yngre Mand Med Forsæt og han satte både hastighed og sværhedsgrad op, som for at følge med mig, bare lidt sværere. Han skulle lige vise mig.

I begyndelsen var jeg ligeglad, og fortsatte lidt langsommere med ”Gimme Gimme Gimme”. Så kunne jeg se at han også slappede lidt af. Hans ansigtskulør havde på dette tidspunkt stor lighed med farven på en kogt hummer. Ikke de der grå – og levende – eksemplarer, som Superbest prøvede at komme af med, men de flotte røde.

Min kondition var øjensynlig noget bedre end hans, for da jeg gav den en tak til, med ”Back to the 80s” satte han ikke farten op, men fortsatte i samme tempo.

Jeg tænkte på hvornår han mon fik nok, og selvom jeg nærmede mig slutningen af min træning, faldt det mig ikke et øjeblik ind at stoppe, som den fornuftige konge jeg nu engang er.

Næ nej, for én ting var at han – ved hjælp af større modstand – kom hurtigere ”frem” distancemæssigt – en anden ting var at han prøvede at følge med, og så skulle han i hvert fald ikke have den tilfredsstillelse at jeg stoppede før ham, så jeg kløede på med krum hals.

Tiden hvor jeg burde have sluttet, både kom og gik. Og andre tider efter den. Det skulle være løgn, tænkte jeg og prøvede at tørre sveden af mit pandehår, uden at falde af, idet det dryppede voldsomt distraherende ned på min næse.

Men forført af musikken, kom jeg på forunderlig vis videre, og vi nærmede os 40 minutter. Det lyder måske ikke af meget, men for ældre regenter som undertegnede, så er 40 minutters cardiotræning rimeligt krævende.

Jeg havde en puls på 3000, stønnede som en pornofilm og takkede i øvrigt mig selv for at jeg havde taget den maskine som IKKE stod under det skærende lys, der netop ikke afslørede min egen ansigtskulør.

Sundt var det bestemt ikke. Under nogen omstændigheder.

Yngre Mand Med Forsæt var godt nok rød i hovedet, men det er der jo så mange der er, han svedte ikke voldsomt, stønnede heller ikke, men da vi nåede 50 minutter nærmest kastede han sig af maskinen, som havde den holdt ham tilbage mod hans vilje.

Han stod et øjeblik, og formelig kravlede hen til en romaskine som han hev lidt i, en tre minutters tid. Så gik han ydmygt – jeg er helt sikker på han var ydmyg – hen til en anden instruktør og fik sat sig tungt på en anden maskine, som ikke var så grum.

Holdt jeg så op?

Nej da..

Jeg ville nemlig gerne vise Yngre Mand Med Forsæt at ældre damer over 40 er lidt seje.

Så jeg slugte mine lunger igen, som ellers truede med at falde ud af munden på mig, trak knallertdækket lidt længere ind mod rygraden, og fortsatte til jeg havde rundet 60 minutters intensiv cardiotræning.

Yngre Mand Med Forsæt kiggede heldigvis den anden vej da jeg, med stive ben vaklede til omklædningsrummet, og ud i min bil, hvorpå jeg sveddryppende, men voldsomt tilfreds med mig selv, tog hjem.

Og jeg har ikke engang ondt i dag – så jeg går lidt og regner på hvornår Yngre Mand Med Forsæt måske kommer tilbage igen – det var nu helt forfriskende med lidt konkurrence!!

Så skal han få kam til sit hår, skal han!!

Older posts