• ···

Blød

Nu min pude.. Min hovedpude altså.

Den har jeg skiftet ud. Jeg har nemlig i de sidste mange år – sådan cirka 35 år – halvt i søvne halvt vågen, bokset med min hovedpude, hver nat.

Hver eneste nat. Eller næsten.

Fordi den var blevet flad i den ene ende. Og så skulle den bokses tilbage i form og så kunne jeg sove videre.

Det var jeg blevet træt af. Og First Man havde hørt at det var super godt at sove med sådan en hård fodformet pude. Ja, den er naturligvis ikke fodformet, men sådan en eller anden fast form, har den i hvert fald.

First Man var prøveklud. Han smed et eksemplar i vognen under en eller anden IKEAtur, og ville så teste den.

Testen var positiv så sidst da vi var i IKEA, gentog han nummeret og dermed fik jeg også ny hovedpude.

Det ved jeg ikke helt om jeg skal synes om, eller ej.

Jeg er sådan lidt – ikke ret meget altså – men lidt prinsessen på ærten agtig i forbindelse med min seng. Jeg får svip af krummer, tåler ikke krøllede lagner eller dyner der snor sig. Og dyner skal være bløde og store og kvalmende omklamrende.

Puder skal være lidt i samme stil. Svampede, faktisk nærmest.

Som man kan synke ned og væk i. Og falde i søvn på en sky.

Jeg vil godt med det samme slå fast, at dette lader sig ikke gøre med sådan en fodformet pude.

Når jeg godt træt og søvnklar nærmer mig min – i øvrigt iskolde seng…

Her bliver jeg lige nødt til at indskyde, at selvom vi kun lige har ramt september, så er min seng næsten lige så kold som den kummefryser der står ude i den hvælvede gang.

Indersiden forstås.

Og grunden til at den ikke er lun og lækker som før, har jo noget at gøre med den gigantiske stikflamme First Man fik vristet ud af min varmemadras sidste vinter.

Så jeg vil gerne henstille til at nogen, såfremt nogen planlægger en gave til mig inden alt for længe, overvejer at investere i en ny varmemadras, mage til blot uden stikflammer!

Så er det på plads.

Nå, det var et mindre sidespring. Sådan et har vi faktisk ikke haft længe – det var helt hyggeligt lige med et gensyn!

Nå, jeg kom fra ankomsten til, eller i, min seng, når jeg er træt. Så skal det gerne være sådan at jeg kan lægge mig ned, og putte og så omgående falde i søvn.

Og hvad sker der?

I stedet for at lande på en blød svampet pude, rammer min kind og nakke, en mindre betonblok med en næsten japansk askese.  Som tilmed også er kold. Og ikke det mindste hyggelig eller putte-indbydende.

Det er ubeskriveligt skuffende at lande på noget så lidt blødt når man er træt og mest har lyst til at lande på en sky.

I løbet af natten må jeg dog vænne mig til det, for den føles en anelse mere blød om morgenen. Men jeg ved at det kun er en illusion for samme aften er det blevet til en japansk betonblok igen.

Ikke desto mindre er der håb forude. First Man kan nemlig meddele at hans pude, som er 54 dage ældre end min, er blevet blødere.

Og jeg ved at det kun er et spøgsmål om tid inden denne tilstand også vil indfinde sig hos min pude.

Der er også den mulighed at jeg bliver utålmodig længe inden, og snupper First Mans.

Det tror jeg faktisk er en reel risiko.. I nærmeste fremtid!

Dagligdag med elastik i

Haves: travlt

Ønskes: tid

Såre simpelt og meget banalt.

Ikke desto mindre løber jeg rundt. Og har svært ved at sige nej til noget – det er jo så spændende – og tænk hvis jeg gik glip af noget.

Foreløbigt er det eneste jeg er gået glip af indtil videre, min nattesøvn. Og jeg helt rundt på gulvet af kun at sove max. 6 timer pr. nat.

Men så var der lige en skoleafslutning der skulle overstås. Det var en af de bedre, idet jeg blev bænket mellem Lene og Kirsten, som er to af mine absolutte yndlingsmennesker og der kunne jeg spise min pølse i ro og mag.

Jeg skulle også lige til lægen.

Og i den forbindelse vil jeg godt klage til nogen. Jeg troede jeg havde en aftale. Ved ikke helt med hvem, men jeg var overbevist om at nogen ville have fået smittet befolkningen med smil og hilsner.

Dette var ikke tilfældet hos min læge, hvor jeg indfandt mig i går morges. Jeg kom – efter at have kørt kortet igennem – ind i venteværelset hvor jeg højt sagde: “Godmorgen”

Der sad tre mennesker. Tre. Ikke én af dem svarede. De stirrede blot uhæmmet på mig med undrende blik. Jeg vil ikke udelukke at et par franske eder fandt vej ud af min mund, men det var altså for dårligt.

Jeg ved ikke hvad det er der sker i folks hoveder, hvordan man kan sidde og se – og høre – på at et menneske kommer ind og HØJT siger godmorgen, uden at tage til genmæle.

Kom nu ind i kampen igen folkens, nu var jeg lige så glad for at være kommet hjem.

Men jeg skal nok lade være med at brokke mig, for i aften indfinder First Man og den fortabte søn Zorronaldo sig på matriklen igen

 

 

 

Vandrehistorier

Jeg er desillusioneret. Rystet i min grundvold. Intet mindre.

Den der med en elev som til skriftlig filosofieksamen skal definere ”Ingenting” – og går op og afleverer et ark hvorpå der står: Dette er ingenting – og resten af arket er tomt … Det er bare en vandrehistorie!

Jeg burde have gættet det.

Profilen passede perfekt. Han var jo nabo til en vi kendte engang, eller han boede ved siden af nogen vi kendte, eller også var det en eller andens bror, det var i hvert fald, et menneske som jeg ikke kendte men næsten, og det er ganske vist.

Jeg fik i aftes serveret denne vandrehistorie i en fransk version.

Jeg kunne have grædt.

Men hvad den slags anekdoter har på samvittigheden, er ikke småting.

Jeg lå vågen nat efter nat, fra jeg var 8 til jeg var i hvert fald 15, fuldstændig stiv af skræk ved tanken om at en edderkop skulle komme forbi, grave hul i min kind og lægge æg der. For jeg havde også været på Mallorca.

Jeg blev derfor godt bitter, da jeg som 30årig eller deromkring, fandt ud af at jeg havde ligget vågen til ingen verdens nytte – idet denne ækle historie blot var en vandrehistorie.

Jeg er ikke rendt ind i dem længe, og jeg nægter at give dem nyt liv og være skyld i at andre små børn ikke kan sove om natten.

Derfor irriterer det mig grusomt når andre serverer en vandrehistorie med sandhedsstempel på. Det er ufint. Jeg kunne jo komme til at viderebringe den uden at ville det – og hvor er ens troværdighed så henne?

Jeg troede også de var forskellige fra land til land. Med mentalitetsforskelle og den slags.

Det er de så ikke.

Historien om den franske filosofistuderende var præcis som på dansk.

Bortset fra karakteren. I den franske version fik staklen – som ikke findes – et stort rundt nul.

I den danske udgave, jeg hørte for mange år siden, fik han topkarakter. Som dengang var 13. Ja, det er mange år siden!

Jeg vil skynde mig at tilføje at jeg forstår begge karakterer. I Frankrig skal man helst være bedst og passe til den springform der er til rådighed for dit segment. Det nytter ikke at fjolle rundt og tro man er speciel. Det scorer man i hvert fald ikke point på. I Danmark – som er så lille – må man derimod overleve på originalitet, som dermed får topkarakter.

Moralen må altså være at man får mest ud af danske vandrehistorier.

Med prikker på

Jeg fandt en madkasse på nettet. En rigtig fin en. Med prikker på.

IMG_0704

Så flot, og den ville passe perfekt til Prinsessen. Glad og fro bestilte jeg et eksemplar som skulle følge med hjem til øen. Og følge med Prinsessen i skole.

Den ankom.

..

Og så var den meget mindre end jeg lige troede den var, og ville aldrig, om jeg så fyldte den til randen, kunne indeholde nok mad til at tilfredsstille Prinsessens appetit.

Tal lige om at være skuffet.

Jeg kunne naturligvis godt have tjekket størrelsen først, men det gjorde jeg så ikke. Men i teorien kunne den jo godt være på størrelse med et fingerbøl..

Så jeg vælger bare at være lidt positiv omkring det.. – er det kun mig som kan høre ordet spisesituation her??

Men indbydende er den altså.

IMG_0702

Heldigvis spiser Divaen ikke så meget som sin søster, så hun kunne sagtens nøjes med en lille madkasse!