• ···

Lanciers

Almen dannelse, eller hvad?

Jeg synes det er et absolut must at kunne danse lanciers. At jeg ingenlunde er i stand til at tage så meget som det mindste dansetrin selv, behøver jeg jo ikke fortælle nogen om.

Vi var inviteret til infoaften på skolen, og hørte en masse om timerne og det som vil forberede dem til eksamen om tre spændende og lærerige år. Blev faktisk næsten helt misundelig over at det ikke er mig som skal gå der.

Vi fik lov til at spise mad for os selv, vi skulle nok ikke blamere os selv mens de unge kiggede.

Jeg overvejede seriøst at gå hen til deres sal og stille mig op og råbe: “Puuuuusliiiiiing” Og vinke overdrevent.. Men sandsynligheden for at jeg først ville blive tilgivet engang i 2017-18 stykker var så stor, at jeg bare blev siddende.

Jeg nøjedes så bare med at smile sødt til ham uden at vinke, da han så mig – jeg stod naturligvis allerforest – og så ellers nyde synet af min smukke Zorronaldo som dansede med nogle ualmindeligt søde piger. Den ene kønnere end den anden!

Kan du danse lanciers?

Verden er så stor

Nu skal det jo ikke være sådan at man går rundt og forestiller sig at jeg er modstander af alt hvad Danmark kan byde på af ungdomsuddannelser.

For det er jeg bestemt ikke.

Jeg er bare modstander af mangel på planlægning. Ordnung muss sein. Eller sådan noget.

Nå, men altså jeg er glad for at Divaen og Zorronaldo endte på lige den skole. Faktisk. Divaen har glædet sig fra dag et, og har mødt en masse spændende mennesker og nyder at de også er lidt anderledes, som hun selv. At de er multikulturelle og åbne for andet end leverpostej fra Stryhns.

Med Zorronaldo var det en helt anden sag. Han gad faktisk slet ikke at være der, og var eddikesur over at han skulle tvinges til det.

Der var meget galt. Han kunne ikke nok engelsk, hans venner var et andet sted, men mest af alt var han gnaven over ikke at have et valg, han kunne ikke frit vælge hvilken skole han skulle gå på.

Dette var eneste løsning og sådan skulle det altså være. Jeg kom vist til at lyve en ganske bitte lille smule, og fortalte ham – uden at blinke – at han sikkert bare kunne overgå til en dansk gymnasieklasse efter efterårsferien, hvis det gik helt ad Hekkenfeldt til.

Det kan han naturligvis ikke, så det har været med tilbageholdt åndedræt jeg har observeret ham i den forløbne uge.

Men han har endda kunnet smile flere gange dagligt, og han har fnyst af matematik lektierne og hånligt sagt at det godt nok var for nemt. Engelsk er kommet helt af sig selv, fordi han har mødt søde unge som ikke kunne andet og så var der jo ingen kære mor, han måtte bare snakke.

Og det har han gjort. Med dem alle. På fransk, engelsk og sågar tysk. Med unge fra hele verden.

Jeg sidder lidt som en lalleglad tilskuer, fordi det glæder mig usigeligt at det er så spændende, og at de godt kan lide at være der.

Når man jeg ser bort fra den manglende planlægning, så er det et fantastisk sted at få en eksamen som åbner døre i hele verden. Jeg tvivler lidt på om de rigtigt forstår på den der rørstrømske-mor-måde hvilken rigdom det er at blive tresprogede helt naturligt, og få venner i hele verden. Jeg sidder og bliver helt euforisk bare ved tanken!

Og jeg har virkelig håbet at alt dette spændende og nye, ville kunne smitte af på min – lad os bare sige det – noget forbeholdne søn.

Og, så i går – hjemme efter to dages introcamp – meddelte han glad: “Mor, jeg vil altså blive i den der klasse” Så var der ikke et øje tørt.

Hvorpå han tilføjede: “Nu er der jo også 20 piger i klassen og kun 8 drenge”

 

 

Og så de to sidste.

Nu er også de to sidste taget af sted og har fået hul på deres nye liv. En international skole, klassekammerater fra andre lande og en masse sprog.

Det er  – til Zorronaldos store skræk – ikke fransk, men derimod engelsk al undervisningen kommer til at foregå på. Han er nervøs og usikker på hvordan det skal gå, men fordi intet andet dansk gymnasium ville have ham, uden den danske afgangsprøve fra folkeskolen, så havde han ikke noget andet valg.

Han skal nu nok få det lært, han er nysgerrig og videbegærlig, så om et par måneder taler han ligeså godt engelsk som han taler fransk. Og voilà, så er han tresproget. Før han fylder 16.

Faktisk ret godt klaret.

Divaen taler allerede engelsk som en indfødt, efter to år op og ned ad veninden Jasmine så hun er ikke nervøs.

For det i hvert fald.

Men altså

Jeg skal ikke med.

Det var ellers oprindeligt planen, men så var det jo at man skulle lære at give slip. Så de må klare første dag helt alene. Har vi aftalt.

Og selv finde ud af hvor de skal gå hen. Det kan de godt.

Spørgsmålet er om jeg kan..

Og så skal jeg være helt alene hjemme.

Jeg kan jo altid skrive et par ansøgninger eller 10, men her bliver godt nok lidt tomt og stille.

Så er det godt at skoledagene i Danmark ikke er så lange.

Sommerslut og en aaand

Jeg snakker ikke om vejret, for det må nu gerne fortsætte med at være skønt for min skyld.

Næ, jeg snakker om ferien. For i dag starter Gårdmand Bjørn – og Prinsessen – på deres gamle skole. Og fordi de var på besøg før sommer, er sommerfuglene knapt så tilstedeværende, som de nok ellers ville have været.

Men der er blevet brugt meget tid på at finde det sejeste outfit frem, og her er jeg ikke til den store hjælp, det er Zorronaldo der har klædt sin lillebror på. Ydermere har han ofret en bøtte id-voks for at kunne sætte Gårdmand Bjørns strittende hår i stive moderne børster.

Han er ligeledes blevet pudset i alle ender og kanter, har fået renset ører og klippet negle og hår.

Cyklen er pumpet og den nye skoletaske er pakket. Jeg har indkøbt alverdens lækre sager til en hyggelig madpakke, så det kan ikke andet end blive godt.

De starter med en stor fælles morgensang, som jeg også vil luske mig til at deltage i. Jeg har lovet ikke at sige noget, ingen behøver at lægge mærke til at de har deres mor med i skole!

Jeg glæder mig på en helt anden måde end sidste år. Sidste år havde jeg fået nok af mit afkom, og glædede mig meget til de skulle starte i skole igen, så jeg kunne få lidt ro til at lave andre ting i løbet af dagen.

I år glæder jeg mig til at de starter i skole, så jeg kan få dem at se igen.

Det er nemlig ikke meget vi har set til vores børn denne sommer.

Vi har oftest set dette af Gårdmand Bjørn.

På vej for at sove hos Nikolaj, efter de havde tilbragt et par dage under vores tag. Uden at vi af den grund havde set mere til dem, for det havde vi ikke. Men vi kunne høre dem. Grinende og fnisende hist og her og alle vegne var de.

Og indimellem gjaldede det igennem huset: Moar – vi kører lige en tur!

Han fortalte mig at de tit tog ned og sad ved gadekæret.

Og så på ænder.

Jeg blev naturligvis straks mistroisk, som den onde mor jeg nu engang er, og sagde at jeg håbede sandelig ikke at de smed sten på ænderne.

Gårdmand Bjørn stod stille og svarede så undrende: “Hvorfor skulle vi dog gøre det? Ænderne har jo ikke gjort os noget!”

Skole eller sommerferie?

Ja.

Altså.

Jeg har snakket om skole før. Der er gode og dårlige sider i det franske system, men også i det danske.

Jeg mener at jeg, i min uendelige visdom, kom frem til at en blanding mellem de to systemer var det ideelle. Det mener jeg sådan set stadig. Men jeg må jo indrømme at ingen skole, hverken dansk eller fransk, kan få bedre skudsmål end det Gårdmand Bjørn gav vores skole i foregårs, da han var på besøg i sin gamle klasse.

Jeg havde ladet det være op til dem, om de ville i skole de sidste 3 uger inden sommerferien. De ville gerne på besøg. Det kom de. Og da vi hentede dem, blev vi mødt af vores yngste søn som på fransk, forventningsfuldt spurgte om vi ikke kunne gå ind til Per og bede om lov til at han måtte fortsætte dagen efter: “Åhh mor det har været så sjovt og jeg vil så gerne”

Så der stod vi, med to børn på 10 år og 13 år der faktisk hellere ville i skole end at have 3 ugers længere sommerferie.

Den lader jeg lige stå lidt!

For det må de faktisk godt være lidt stolte af, de der mennesker der arbejder på vores skole!

Modtagelsen har været fantastisk, intet mindre!

Og hvem gider da også have sommerferie, når man starter første skoledag med at lave bål og snobrød og fortælle om sine franske oplevelser, og i øvrigt fortsætter med at have stafet-tabeller i hallen og lære en masse spændende ord på engelsk. Og lege med Gustav, Rasmus og Mathias. Og pigerne.

Eller når man skal lave projekt med Frederik, og fordi ens klasselærer gerne vil have man er glad, ringer hjem for at få at vide hvem man gerne vil sidde ved siden af. Og at hverken Vigga eller Sofie har glemt én på de to år man har været væk? Og når man kan se Astrid hvert eneste frikvarter?

Så ville jeg også meget hellere i skole!

Older posts