• ···

Det der med sengetider, ikk?

Nu er det sådan at jeg er begavet med meget søvnige børn. Og får de ikke nok søvn bliver de ikke til at være i nærheden af. Gad mon vide hvem de har det fra?

Men altså, derfor er der sengetid for mine børn senest kl 21. hvilket nok er lidt tidligere end i så mange andre familier. Selv gymnasieeleverne, som jeg naturligvis ikke koster i seng længere, slukker også lyset omkring kl. 22. Sommetider senere, men det er sjældent. Når man skal op kl 06 har man brug for søvn.

Jeg bruger for det meste god tid på at sige ordentligt godnat og snakke og lytte og hygge.

Ligeså i går aftes. Jeg havde siddet længe hos Prinsessen, hørt på hendes engelske stil – som var til i dag – og fik sagt godnat og slukket lyset. Og kysset hende to gange!

Samt lukket det skab hun bliver bange for, hvis det står åbent om natten.

Så gik jeg ned.

Hvorpå jeg fandt Holger, morede mig en kende over det, og gik så ind og ændrede mit coverbillede på Facebook. Til nogle vaser. Nu da Halloween er et overstået kapitel for i år.

Mens jeg sad der og så mig omkring på facebook, tikkede der en opdatering ind. Med Prinsessens navn.

Hun kunne godt lide mit billede…

Jeg nåede lige at tænke at nogen var på hendes profil, men det gik hurtigt op for mig at det nok ikke helt var sådan det hang sammen.

Stille og roligt gik jeg op til hende og brølede at hun skulle slukke for facebook nu og lægge sig til at sove omgående, og så kom jeg desværre til at grine..

Meget kan man kalde hende, men udspekuleret er hun altså ikke!

Glimt

Nu kan jeg sige at jeg er med. Og så klar som jeg kan blive. Følger planen og er ikke forsinket.

Til bekymrede sjæle kan jeg meddele at kagen ER bestilt. En lyserød kage!

Bordkort og bordplan blev lavet, og servietterne er også foldet og klar. Dette kom ud på instagram!

Fik et yndigt hårbånd – kompromiet med et diadem – i lyserødt naturligvis.

Kjolen bliver prøvet i hvert fald to gange dagligt. Og Prinsessen stråler som katteskidt i måneskin når hun danser rundt med den på.

Hun er spændt som aldrig før og glæder sig enormt.

Før nogen kommer med bemærkninger, så er billedet fra før der blev sømmet op!

Uanset hvad der måtte mangle – og det bliver nok mest de som er på ferie og derfor er fraværende – så får hun en fantastisk dag.

Gaver og sådan noget pjat vil jeg ikke fortælle om, for hun kigger med her gør hun, og hun skulle nødig få at vide at jeg har købt en motorsav til hende. HOV, jeg kom til at sige det..

Men NU er det snart! Snart – som i morgen!!

Må vist hellere finde ud af hvad jeg selv skal have på…

Forberedelser

Der bliver fabrikeret invitationer i stor stil. Helt i Prinsessens stil og efter hendes ønske. Naturligvis i lyserød.

Der bliver embossed til den store guldmedalje. Det er i øvrigt jordens nemmeste måde at lave invitationer, der får topkarakterer på blærekontoen, skulle jeg hilse og sige!

Der bliver snakket dekorationer til jeg bliver ganske træt. Og kjoler. Og om det mon er forfærdeligt at blive konfirmeret helt alene.

Og gæstelister …

Hvilket absolut ikke er jordens nemmeste. Men det er det vel aldrig, eller sjældent. Og til dels noget som giver Prinsessens mor, en form for akut Maud-Migræne. Men der skal tages stilling.

Hvem skal med. Hvem skal ikke med.

Prinsessen regerer efter: “Hvem har gjort mig noget godt på det sidste”.

Hvis jeg ikke sætter en vis form for grænse, ville vi få seriøse pladsproblemer. Heldigvis er hun meget forstående: Nej, det er nok bedst vi ikke inviterer dem – selvom jeg holder meget af dem – de kender ingen og det er ikke så rart at sidde helt alene.

På den anden side, er der så også visse mennesker, som slet ikke bliver inviteret, selvom jeg måske synes vi burde.

Hendes logik er knusende: Jamen mor, de snakker jo aldrig nogensinde med mig? De er helt ligeglade med mig, så vil jeg da ikke have dem med til min fest.

Hvad kan man lige svare til det?

At være i god tid..

I grunden kan jeg godt huske hvordan det var da Divaen skulle konfirmeres.. Der foregik en del planlægning mange måneder før det overhovedet var nødvendigt.

Men da jeg er så frygtelig kedelig i kraft af min magt som den der betaler, at jeg ikke føler trang til at tage større banklån blot for at mine børn kan få bekræftet deres dåb, var der ofte kontroverser når noget flyvske idéer blev luftet.

I stil med designer-mini-brudekjoler til 25.000kr, sko fra Prada, osv.

Ej heller bliver de hentet i limousiner – der må i min verden gerne være lidt tilbage til brylluppet. Og min alderdom.. i form af penge.

Fra starten har firkløveret fået valget – om de vil eller ikke vil konfirmeres. Gaverne skal nok falde – men de skal ikke stå og lyve, bare for at få gaflet sig nogle fede gaver.

Hvis de vælger at blive konfirmeret, er det så det man vælger at gå til i de 8 måneder. Jeg mener, kirken kommer først, og sportskampe og alt det andet bagefter.

Nu har vi ikke haft en præst som forlangte et bestemt antal gange i kirke, men et RIMELIGT antal – det er jo så op til en selv. Frihed under ansvar.

De skal vide hvad det er de siger ja til. Jeg har ydermere været så ond at jeg har forlangt at de deltog i konfirmationsforberedelse også selvom de ikke ville konfirmeres. De skulle nemlig også vide hvad de sagde nej til.

Ja jeg ved det jeg ER ond og jeg nyder det!!

Nå.. For omtrent 7 måneder siden kom Prinsesse Lyserød og viftede med en tegning, og meddelte at sådan skulle hendes kjole se ud. Jeg må have set en anelse forvirret ud, for hun tilføjede lettere irriteret: ”Ja min konfirmationskjole.”

Der gik to-tre uger hvor hun ikke snakkede om andet, og så gik det i sig selv igen. Derpå lod hun familien være i fred i flere måneder.

I går var hendes planlægningsgen så åbenbart vækket til live igen. Jeg burde ikke brokke mig fordi hun har sikkert arvet det fra mig. Hun kom i hvert fald myldrende og invaderede mig og mit skrivebord med gæstelister og orkester og diverse betragtninger vedrørende hårpynt. Navnlig hårpynt var en meget stor issue, kunne jeg godt fornemme på hende.

Et diadem. Intet mindre. Og da jeg fik associationer til diverse kronprinsesser, fyrstinder og den slags, måtte jeg gøre vold på mig selv for ikke at vrænge. Desværre skinnede det en anelse igennem og så blev hun jo sur, den kære Prinsesse.

Under opydelse af al min diplomatiske sans fik jeg afledt hende så meget at hun hold op med at opføre sig som den pre-teen hun er. I hvert fald fik vi – længe leve google – fundet nogle hjemmesider med diademer.

Vil I godt vide hvem der går med diadem til daglig? For det ved jeg nu.

Der var nemlig en hjemmeside med en masse kvinder – og en enkelt mand(??!!!) med yndige diademer på. Det er meget muligt at det var falsk reklame, for jeg har ved gud aldrig set en mand med diadem på.

Og undskyld mig.. De der mennesker, de lignede noget fra en Hobbit film eller noget. Det gik til sidst op for mig at det var den slags mennesker der lørdag formiddag tonser rundt og leger at de er alfer i en eller anden druideverden som ikke findes.

Men vi brugte en lille time på at planlægge hendes store dag – som jo ikke kommer til at være helt som de andres idet hun skal konfirmeres helt alene. Vi kan jo ikke tage hjem en søndag i april for at holde konfirmation med alle kammeraterne.

Vi har heldigvis vores private præst som gerne vil foretage konfirmationen engang i sommerferien når vi er hjemme igen. Og det har så igen den fordel at man kan få sine venner med til festen!

Det skulle ikke undre mig om hun snart kommer rendende med krav om invitations kreationer, men jeg lover jeg ikke sender dem ud før engang i april.

Når vi lige har fundet ud af hvornår det skal være.

05-12-2007 082

En noget – eller meget – yngre Diva som konfirmand.

Mus og mænd

Der har været et større drama på matriklen, dog ikke lige af Steinbeck.

Prinsessen har set en mus.

Meget kortvarigt ganske vist..

De læsere der har fulgt med længe, kan muligvis huske at Prinsessen meget gerne vil have en mus – i stedet for den guldfisk, som desværre stadig lever.

Scenen udspillede sig i den akt der omhandler sengetid. En lettere forvirrende og hektisk del af det daglige almindelige drama.

Mange kæmpede om pladsen ved spejlet og under skubben og fægten med arme, og med udsigten til at få andet tandpastasnask, end hendes eget, tværet ud i håret, fortrak Prinsessen til det lille badeværelse, nedenunder.

Der opholdt hun sig dog ikke ret længe, idet hun her skulle dele pladsen på bademåtten, med en mindre grå mus.

Dette syn fik hende til at gøre hastig retræte til stuen, hvor hendes far og jeg sad, og under høje hyl delagtiggjorde hun os i den fare, hun netop havde været udsat for.

Den decibel med hvilken hun beskrev uhyret, var en blodtørstig krokodille værdig – hvis ikke to.

Da det langsomt gik op for hende, at der rent faktisk havde været tale om en, ganske givet, meget sød mus, var det for sent.

Vi var nu alle – undtagen 2:  Zorronaldo som var sidste mand på valpladsen, forsinket af sin bøjletandbørstning med tilhørende sprøjt, og Prinsessen som på dette tidspunkt stadig var i stor affekt – forsamlet på det lille badeværelse af nysgerrighed og håbede at få et glimt af dyret.

For at undgå blodsudgydelser og mulighed for dårlig mave, havde vi lukket døren for at forhindre Blondinens tilstedeværelse.

Dette resulterede i en del utilfredshed udenfor badeværelset, da de som stod der, også gerne ville ind og se mus, samt en anelse utålmodighed for både Gårdmænd og Konger, der befandt sig inde på føromtalte badeværelse.

Efter et blik på det arme kræ, forudså vi noget flugt, og da vi gerne ville undgå at blive trampet ned – af samme mus – ville vi derfor meget gerne ud fra badeværelset igen.

Divaen, som vil være dyrlæge og dermed er selverklæret dyrefrelser, og First Man som pr. definition ikke er bange for noget som helst – andet end at blive tabt på gulvet – lå og rodede rundt for at få ”Le Lille Mus” til at løbe ind i en IKEAdåse til vatrundeller, da Gårdmanden og jeg hastigt forlod lokalet.

Kun for at blive mødt af en meget forarget Prinsesse, som mente at hun havde krav på at få musen at se.

Musen blev indfanget og sat ud i haven, hvor den med lange hop satte af sted ned mod hækken, uden at Prinsessen fik hilst på den.

Denne uretfærdighed blev nøje udpenslet længe efter de 3 andre fjerdedele af firkløveret var faldet til ro.

Voldsomt misfornøjet lå hun i sin seng og brokkede sig højlydt.

”Det er bare så typisk.. I låste døren bare for at jeg ikke skulle se musen. Næste gang siger jeg ikke noget.” jamrede hun. Jeg sagde heller ikke noget, mine trommehinder vibrerede stadig efter de høje hyl der havde hidkaldt os, hvorfor jeg stiltiende tillod mig at tvivle på hendes bedyrelse.

Hun fortsatte, ikke mindre indigneret: ”Næste gang tager jeg bare musen og gemmer den – og så har jeg en mus. Det skal bare være en mus, der aldrig har kendt til natur, så den ikke savner noget..”

Jeg slap for at kommentere, da hendes jeremiader blev afbrudt af Blondinens gøen ude fra haven..

”Altså hvis hun æder musen, så æder jeg hende” kom det indædt, da jeg kyssede hendes ophidsede pande og sagde godnat.

Ihukommende Prinsessens appetit, og svingende blodsukker, håber jeg bare at Blondinen spiser helt op, i det tilfælde at hun får lyst til mus.

Older posts