• ···

Ud af skyggen!

Leg med ord, morsomme indlæg og svidende ærlig. Alt sammen fint – også tilstede på mange andre blogge..

Men at hende her, skriver SÅ smukt om sine bryster – DET gjorde alligevel udslaget.

Nu har hun jo så lige fået en søn i mellemtiden.. Og hun tror på at hun får LOV til at kysse ham når han kommer i konfirmationsalderen.

Meget, meget morsomt..

Jeg bliver nødt til at skuffe hende og sige at der jo kommer et par år der, hvor mor bare er ultra kikset og intet værd. Og offentlige kys kan man se i vejviseren efter.

Men når de der drenge så bliver lidt ældre, kommer de lejlighedsvis tilbage for et lille kram. Som man kan være heldig at få når man står på tæer og de bukker sig lidt ned.

Det kan man så glæde sig til..

Og nu håber jeg ikke at jeg har frataget hende samtlige illusioner – der er jo så mange ting som bliver anderledes end man lige regner med.

Skyggesiden er en rigtig dejlig blog, I skulle gøre jer selv den tjeneste at læse med!!

Helle for en frikadelle og store drenge

Jeg har været rundt og rundt igen. Og at lede efter blogge skal jo passe til ens humør. Havde vist brug for et helle.

Et helle er et fristed, og jeg som elsker frikadeller. Hvad kunne passe bedre?

Jeg har været forbi fra tid til anden, men har hver gang glemt at kopiere ind i favorites, og har ikke kunnet finde hellet igen.

Men nu dukkede hun op på min vej med grin og tanker. Hun er befriende morsom og dybsindig – livssmagende. Men hun fortæller det faktisk bedst selv.

Jeg er glad for at jeg fandt frem til Helle Pelle Frikadelle igen! Hun er rigtig god at have med i tankerne!

Hun elsker sine piger og savner en lille Steen – jeg vil så her indskyde at jeg er glad for at jeg har både piger og en Steen! Kan godt se hvordan den slags små drenge kan mangle i en familie. Også store drenge for den sags skyld.

Også selvom det med store drenge.. Ingen vil være i tvivl om at der har været visse sammenstød mellem en vranten teenager og hans mor på æblebakken.

På det seneste har han været noget vrissen fordi han ikke må spille fodboldkamp i de næste 4-6 måneder. Det der brækkede kraveben spøger jo.

Jeg gider ikke fodbold – udover landskamp, så jeg har ikke kunnet sætte mig ind i hans frustrationer – synes det er total blødt at 22 voksne mænd stæser rundt efter samme bold. Men hvis jeg nu tog ham alvorligt?

Jeg holder meget af musik, meget forskellige musik, men den menneskefjendske rap han ynder at høre, minder mest om larm i mine ører.

Men hans mor – det er jo så mig – har lært noget, eller taget en beslutning. Hvis JEG ændrede adfærd overfor ham, ville det måske hjælpe lidt.

Så jeg satte mig ned og lyttede til ham uden forbehold – og – mirakel, han taler til mig uden at vrisse, og det endte faktisk med at han fandt noget musik jeg kunne lide!

Og når man sådan har fundet sin dejlige dreng igen smelter man – og bliver mentalt sparket tilbage til dengang på klinikken, da jeg stod med min lille nyfødte dreng i armene, og tænkte: hun har bare at være sød – hende min svigerdatter!

En som spiser Kongemad og så lidt brok

Et fremmed land. En fremmed kultur. Lukker jeg øjnene kan jeg næsten høre gadelarmen, lugte krydderierne og mærke varmen. Jeg har aldrig været i landet men det føles lidt som om, alligevel.

Jeg bliver aldrig træt af at kigge på hendes skønne billeder og læse hendes fantastiske fortællinger om en meget anderledes dagligdag. Der er madopskrifter med spændende råvarer jeg ikke kender, og igen flotte billeder som giver lyst til at prøve sig frem.

Jeg er sikker på mange af jer kender hende – men hun er bestemt et besøg værd for de som ikke kender hende!

Tag en tur til Tyrkiet med Stjernestøv i Silkeregn – et fantastisk navn som holder hvad det lover: en eksotisk tur til et fremmed land! Og kongemaden er lige her!

Og så vil jeg godt lige sige et ord om ytringsfrihed og alt det pjat. Opreklameret bras. (En vis form for humor kan være anvendt i følgende!)

Og ja, jeg har selv sat sådan en dims på hvor man kan give stjerner til indlæg. Den overvejer jeg seriøst at fjerne.. Kun for nogle indlæg altså. De dårligste..

Fordi.. Hvad bilder nogen sig egentlig ind.. Jeg kan jo ikke engang se den der tillader sig at sige ”vorherrebevares”  eller det som er værre, til et – indrømmet – knapt så interessant blogindlæg.

Se hvis det nu var nogen som selv havde en blog som man så kunne gå ind på og skrive ”jamen TAK da.. (læs = du er dum)” til, så ville det jo være i orden. Men det er jo ganske anonymt. Det er altså uretfærdigt.

Det står ingen frit for at sige at jeg har en dårlig skrivedag. Overhovedet. Lidt forståelse er altså påkrævet.

I hvert fald nu mens jeg er så træt. Kan jo ikke rigtig finde på noget banebrydende, med tunge øjenlåg.

Så for fremtiden må ingen skrive dårligt om de kedelige indlæg – er det en aftale??

Onsdagsblog og vanens magt

Et nyt tiltag ser dagens lys:

Præcis som jeg har min søndagskage, har jeg bestemt at jeg vil have en onsdagsblog. Det faldt mig ind at det var længe siden jeg havde set noget nyt i blogland.

Ikke fordi der ikke er noget nyt – men fordi jeg ikke er ude og kigge på de spændende blogge der er. Jeg har jo de blogge, jeg plejer at besøge.

Men det er længe siden jeg har bevæget mig ud i noget nyt. Jeg læste en masse forskellige blogs i starten og blev vældigt inspireret – ja det gør jeg stadig, men det er altid de samme gode blogge jeg læser. Jeg er bare kommet ind i en vane med at læse de samme.

Så jeg ville på jagt i jeres samlinger af gode blogge, som jeg ikke kender endnu, for at læse noget nyt.

Den første jeg faldt over var Stine! Fra start en sympatisk blog. Med det navn kan det jo ikke andet end at blive en succes!

Og da jeg rodede rundt derinde faldt jeg over – nårh, ja OKAY så – indrømmet, det var nok min næse som drev mig ind omkring Stines opskrifter. Jeg fandt nogle cookies. Direkte link er HER

Og de så ualmindeligt lækre ud. Det syntes både min mave og mine øjne, så jeg måtte straks i gang med at lave dem!

IMG_5388

Og ved I så lige hvad?

De smager præcis som de specielle amerikanske cookies man kan købe overfor Hallerne i Paris. Og nu har jeg simpelthen en opskrift så jeg kan lave dem selv. Manner, manner, manner, det var godt.

IMG_5391

Og er I så klar over hvor mange points jeg lige scorede der?

Ikke alene skabte det tumultagtige tilstande da klokken ringede og børnene kunne dufte hjemmebag – men da Firkløveret så delte et par snoldede krummer (halve kager) med vennerne, blev jeg faktisk så populær at jeg nu simpelthen overvejer at blive mit eget idol!!

(Jeg vil ikke udelukke at humor kan være anvendt)

Jeg skal helt klart på besøg hos Stine igen!