• ···

Malet på.

Meget kan man sige om Facebook, men det er nu forunderligt.

Jeg blev kontaktet af en veninde som jeg ikke har set – endsige snakket med – i mange, rigtigt mange år. Sådan ikke siden 1989 eller 1990.

Og sidst jeg så hende… havde jeg ikke ret meget tøj på.

Se og SÅ kom folk ellers op af stolene.

Nogenlunde sådan skrev jeg på hendes væg, for det var intet andet end den skinbarlige sandhed.

Jeg havde kun et par meget små trusser på, sidst jeg så hende.

Og så var jeg ellers malet fra top til tå.

Jeg var nemlig hendes eksamen.

Hendes eksamen i bodypaint!

Hvilket hun også skyndte sig at tilføje på sin væg, alle andre associationer var da også alt for pinlige!

Men altså, det virtuelle gensyn med hende gjorde mig bare så glad.

Nej, vi kendte ikke hinanden ret godt eller ret længe. Men jeg kunne godt lide hende. Hun var sjov og spændende. Og har sat nogle spor i mig som gjorde at jeg sommetider mente jeg gik forbi hendes gadedør midt i Paris. Og som fik mig til at købe en CD med Francis Cabrel – “L’encre de tes yeux” og af uransaglige årsager kan jeg huske at hun engang havde en kæreste som hed Georges.

Men især det at jeg blev malet over det hele.

Desværre har jeg aldrig set et billede af mig selv forklædt som maleri.

Det var specielt at stå der, næsten uden tøj på og blive malet på kroppen, af en anden pige, som jeg ikke engang kende særligt godt.

Meget specielt.

Der skal specielle mennesker til at få den næsten-nøgne til at føle sig godt tilpas, skulle jeg hilse og sige!

Og det havde jeg helt glemt…

Lige til i går. Takket være Facebook!

Vintage Modesjov!!

Det staves nu godt nok show – men det bliver en oplevelse som udelukkende kan katalogiseres som SJOV – derfor min alternative stavemåde.

Deres ydmyge – og udsendte – reporter, nemlig MIG, skal over vandene, forcere et par broer eller tre, samt en dæmning og så er jeg lige om lidt til Vintage Modeshow i Mormors stuer på Langeland!

Det bliver SÅ sjovt!

Opdateringer og eventuelt billeddokumentation kan forekomme i løbet af dagen!

 

Sommerhus

Der var engang…

Sådan begynder alle gode historier og de ender altid godt.

Altså: Der var engang for længe siden, en kommune som havde en feriekoloni. Alt var såre godt, ungerne blev hældt på ferie fra tid til anden, et herligt og smukt sted.

Så kom der nogle onde husbukke. Spørg mig ikke hvad de er for nogle – jeg ved bare at min morfar fortalte at de åd feriekolonien – hvortil jeg efter sigende skulle have spurgt om de fik ondt i maven. Jo, jeg er skam mor til Gårdmand Bjørn!

Feriekolonihuset skulle brændes og husbukkene med.

De var altså onde de der husbukke. For nu kom børnene ikke på ferie mere. Der var vel heller ikke råd til det, i den der efterkrigstid; dengang da der var rationering og kaffen ikke var kaffe.

Men grunden lå så tør og øde hen efter feriekolonihuset var borte. Indtil kommunen ville have lidt penge i den slunkne kasse, og derfor solgte jorden.

Den blev solgt i små stykker, til forskellige mennesker, men blandt andet – og hvad der har stor betydning for den videre beretning – min morfar, som nemlig var lærer i den der fattige kommune, og i den forbindelse havde taget de ferietrængende skolebørn med på lejr, år efter år.

Min morfar købte altså en grund der og byggede et sommerhus. Sådan i bedste medbyg-stil, længe før den slags blev moderne.

Og så var der ellers dømt sommerhus. I samfulde seks uger af skoleferien. År efter år. Med deres børn, deres forældre og hele den øvrige pukkelryggede. Og venner.

Men så en dag var der andre prioriteter, sommerhuset blev solgt – et par år før min tid – og sommerferierne blev herefterdags tilbragt anderswo.

Hele min barndom hørte jeg historier om dette fantastiske sommerhus og den fantastiske badestrand.

Men jeg kom først til at se det som voksen. På en picnic, hvor vi ledte efter dette kuriosum af et sommerhus. Det lignede efter sigende sig selv, og hun måtte jo vide det, min mor, eftersom hun har tilbragt mange somre i det.

Og så kom Divaen til verden. Den første sommer skulle naturlivis tilbringes på den bedste strand i kongeriget. I et lejet hus. Ligeså året efter. Men så var der pludselig et hus til salg, hvilket hører til sjældenhederne deroppe.

Husene går i arv fra generation til generation, og dem min mor legede med da hun var lille, kunne hun nu hilse på i forbindelse med morgendukkerten, i følge med deres respektive børnebørn.

Det lille hus, som var genbo til det morfædrelige sommerhus, blev købt af familien, og de næste somre blev tilbragt der. Men huset blev mindre og mindre, eller også var det bare fordi jeg fik tre børn på fire år. Hvorom alting var, huset var for lille til os alle.

Ofte gik First Man og jeg en lille omvej hjem fra stranden. Vi drømte om at købe sommerhuset tilbage i familien. For der var ingen grænser for hvor meget smukkere og mere funktionelt det oprindelige sommerhus var. Men det var ejet af nogle som ikke gad bruge det og det stod tomt og trist for sig selv sommer efter sommer.

Men så en dag..

Ja så en dag ringede telefonen hos mig nede i Frankrig. Langt mod nord var Sommerhuset til salg. Eller det vil sige, det nåede aldrig at blive sat til salg, idet de omkringliggende sommerhusejere fik nys om det og besluttede at tage affære – for NU skulle sommerhuset tilbage til de retmæssige ejere!

Huset blev købt uden besigtigelse. Selvom ejendomsmægleren sikkert har prøvet den slags før i forbindelse med sommerhuse, undrede det ham dog at mine forældre stod og sagde “Vi køber” uden overhovedet at ville se det først.

Hvilket gjorde at jeg en dag i foråret 2000 fik en ny opringning. Det var min mor som hulkende kunne meddele at det blandt andet var de samme tallerkner, som min mormor havde købt et halvt århundrede før, der stod i skabet.

Vi kom hjem. Intet mindre. Og så kunne jeg jo godt få et barn mere, idet der var plads til fire i køjerummet!

Små finurlige detaljer som var karakteristiske for min mormor og morfar, gav huset liv. Og der findes intet bedre end at tage i håndtaget og tænke – det har morfar sat på. Eller hente en kølig øl op fra bunden af skabet, som har indbygget kælder. For slet ikke at tale om de smarte indbyggede natbords-bog-kasser i køjerummet.

Hvert år er vi der, om det så kun er fire dage.

Det bedste sommerhus i verden; lille, primitivt og rædsomt i regnvejr. Ingen TV, ingen internet, ingen nymodens pjat. Og en varmtvandsbeholder som tillader tre korte afskylninger, hvorpå der skal ventes til næste varmtvandsperiode!

100 meter fra stranden, venner man genfinder år efter år, og en perfekt og børnevenlig sandstrand der kræver at man går halvvejs til Fyn før man får våde knæ.

Der klatres i træer, lægges puslespil, røres ved vandmænd og nydes intenst!

Det er vores opfattelse af paradis!

HOV – jeg havde nær glemt slutningen!!

Og de levede lykkeligt til deres dages ende.

Søvnig lørdag

Vi glemte det triste i langfredag, og skyndte os i stedet til fest. Langt væk. Sammen med de mennesker vi har kendt hele vores voksenliv. Hver gang en af de gamle siger farvel, tropper alle de som allerede har taget skridtet op, og er med til at ønske lykke på den nye rejse. Med brask og megen bram!

Og følelserne udenpå tøjet og mange tanker til de, alt for mange, som ikke er her mere.

IMG_0910

Vi har jo naturligvis ikke ændret os, men vores børn er i mellemtiden gået fra babyer til unge eller voksne. Ingen af os er helt klar over hvordan det skete.

Vi nåede knap nok at blinke med øjnene.

Nu vil vi gøre klar til vores gastronomiske orgie i morgen – med alles livretter!