• ···

Dolly’s

For sidste gang – i hvert fald for nu – var jeg med alle veninderne på Dolly’s.

En sidste omgang cream tea, i bløde sofaer og dejligt selskab. Jeg nåede lige akkurat at tage et billede af de sørgelige rester inden jeg slugte den sidste bid!

Indtil flere har udtalt at jeg bliver nødt til at åbne en tesalon når jeg kommer hjem til øen, for jeg kan slet ikke undvære den slags. At det er mig selv der skal stå for kagebagning og teudskænkning gør mig ikke det mindste!

Tænk at have sådan et sted, hvor mennesker kommer, spiser en kage, drikker en kop varmt et eller andet, hører god musik og nyder livet i hinandens behagelige selskab.

Det kunne være jeg kunne undervise samtidig?

En lille pause i flytteriet

Tiltrængt og velfortjent.

Vi tog til Etretat.

Jeg ville nemlig absolut se l’Arche og l’Aiguille, før vi forlod Normandiet.

Jeg mener det giver jo slet ingen mening at storme rundt på impressionistiske museer verden over, og se på fine malerier af dem, når man nu bor en times kørsel fra selvsamme klippe.

Den ser nok lidt lille ud her, men den er over 70 meter, den lille sten derude i vandet!

Vejret var gråt i gråt, men turen var en kærkommen afbrydelse midt i alle vores flyttekasser.

Selv dem på 15 og 13 syntes om det… okay, de lagde godt nok ud med en anelse modstand i forbindelse med at blive vækket kl. 9 en søndag, men efter jeg arrigt venligt fortalte dem hvordan verden så ud, samt at jeg ikke var i humør til indsigelser, eller mytteri mod mit enevældige diktatur, gik det hele straks meget bedre.

Det stod ned i lårtykke stråler da vi forlod Lisieux, ikke umiddelbart det bedste vejr til at tage på søndagstur i, men man er vel dansk.

Eller med andre ord, man er vokset op med disse irriterende vise ord: ”Der findes ikke dårligt vejr, kun dårlig påklædning!” Altså var vi udstyret med paraplyer, regnslag, fornuftigt fodtøj og håndklæde til Blondinen, som undtagelsesvis var inviteret med.

Men da vi nåede til Etretat, havde Vorherre lukket for sluserne og åbnede først for dem igen da vi var på vej hjem, så vi takker inderligt!

Der var langt op, men der er så smukt at det ikke gør ret meget. Vi kom forbi en golfbane, og jeg skyndte mig at tage et billede til Inge!

Vi kom helt op til toppen, hvor First Man prøvede at lokke mig til at træde nærmere kanten for at tage et billede af en strand, flere kilometer under mig. Han måtte holde fast i mig, for ellers havde jeg aldrig turdet.

Det med kilometerne er muligvis let overdrevet, men det føltes sådan. Afgrunde og blæsevejr er ikke så godt, når man har højdeskræk i mild grad.

Det er muligvis også samme højdeskræk som gjorde at hver gang distancen mellem Firkløveret og kanten kom under 1,5 meter, galede jeg op for at få dem tilbage i sikkerhed.

Det er sikkert ikke kun derfor, men til sidst blev de nok så trætte af at høre på mig, at de helt af sig selv, holdt sig så langt fra kanten, at min puls kom ned under 38500.

Helt oppe, skulle First Man absolut ud på en meget smal sti med lodrette skrænter på begge sider, alene for at se på en måge. Han tog ikke Blondinen med, idet hun som den eneste havde været ved at fare ud over kanten, med First Man efter sig.

For at undgå at skulle være vidne til hans eventuelle fald, begyndte vi andre at gå ned igen. Jeg tog dog et sidste billede af ham til hans efterkommere.

Vel nede på stranden igen, som kun har smukke runde sten (galets), fandt vi et par stykker der vil få midlertidigt ophold i den lille zinkbalje i min vindueskarm hjemme på øen.

First Man, der ligeledes var nået helskindet ned på stranden, på sine egne ben, mente at vi havde nok at pakke, og ikke behøvede ekstra sten, men han var i mindretal og hans forslag om at lade stenene blive, blev ikke vedtaget!

Dimsebutikken havde desværre lukket, så ingen ting til mig i dag, bortset fra en lille bolée (cidre kop) der hoppede op i min hånd helt af sig selv, i souvenirbutikken.

Vi fandt en bager hvor vi kunne få et par sandwichs, og andet godt før vi kørte hjem.

Det kan varmt anbefales at holde fri midt i en flytning, komme helt væk fra slagmarken og tænke på alt andet end oprydning, planlægning og kassepakning.

Vi hyggede os i hvert fald meget!

Forklædt som jeg ved ikke hvad

Bjergged måske?

Det startede ellers så godt.

Fiona og jeg var for længe siden blevet enige om, at vi i vinterferien skulle ud i det gode vejr og tvinge vores afkom til en tur. Det blev en ren tøsetur, idet det andet køn havde andre planer i form af træ-klatring, fodboldtræning og skyggeboksning.

Vi landede foran et meget smukt lille slot i Saint Germain de Livet, hvor vi har været før, men denne gang gik vi over på den anden siden af vejen og ind på en gammel og smuk lille kirkegård.

IMG_0673

Fiona havde et kort.. Med en afmærket tur. Flere faktisk. Den ene så lidt lang ud, så vi valgte den anden. Vi gik rask til,  og hyggesnakkede undervejs!

Det var 12-13 grader, højt blå himmel og strålende sol. Skøn forsmag på noget forår som SNART gerne måtte installere sig på en mere kronisk måde.

Stien sluttede.. og gik skarpt til venstre.. og OP..

Det stod der altså ikke på Fionas kort. Det der med op.

Det er faktisk også for dårligt, man kunne godt lave kort med relief på, så man vidste at den sti skulle man ikke gå på, hvis man ikke havde en fortid som bjergged..

Hvorom alting er, da vi havde gået opad – i en hel del mudder – sådan ca. 30 meter – mindede det mest af alt om en udtørret, eller næsten udtørret å.

Det mindede faktisk rigtig meget om en lille å.. som måske ikke helt var udtørret .. endnu.

Skråningerne blev stejlere og der var faktisk ikke engang fodfæste mere. Med mindre vi da havde lyst til permanent fodbad.

Det var heller ikke en mulighed at forsøge at kravle op fra vandløbet, for der var ufremkommeligt sammenvokset tornekrat, så vi måtte pænt blive hvor vi var.

Tvunget af omgivelserne, og i bedste spidermanstil, begyndte vi at gå på skråningerne.. og håbede inderligt at der ikke ville blive større afstand mellem de to breder efterhånden som vi krabbede os fremad og opad..

IMG_0687

I så fald ville vi nok ende med at gå i split..

IMG_0689

Virkeligt elegant..

Det må have været et syn for guder, og vi var da også jævnligt – under høje hyl – ved at glide ned ad de skrå breder, af bare grin. Det værste der nu kunne ske var at det endte blindt og vi ville blive nødt til at krabbe os ned ad samme ufremkommelige mudderskråning.

Men nogen var os nådig, og da vi, efter 40 meget mudrede minutter endelig kunne kravle op fra den lille å og ud på en asfalteret landevej var vi ikke helt så rene, som da vi startede vores lille udflugt, men i ganske højt humør alle syv.

Som Fiona meget fornuftigt påpegede, så skulle vi have været gået den anden vej, for havde vi set ned i å ”hullet” var vi aldrig gået den vej.

Vel tilbage ved bilen, smed pigerne sig på en bænk, brokkede sig højlydt og var rørende enige om at vi (Fiona og jeg) aldrig nogensinde mere skulle have lov til at bestemme hvilken vej vi skulle gå..

Vi slog det hen, for vi havde faktisk haft det morsomt og spurgte om vi ikke skulle tage en lille tur til.. men dette var det svar vi fik..

Må være “talk to the hair”..

IMG_0699

Så vi kørte bare hjem til civilisationen igen..

Tour de – færdiiiiiig

Altså – først kom det de kalder karavanen. Det er en masse sjove reklame biler hvorfra der står stift smilende piger eller chippendales og kyler ting i hovedet på de folk som står og vinker.. Det varer en time – sådan en slags opvarmningsband.

IMG_4787

Jeg fik for eksempel kylet en lille pakke chips liiige midt i den dobbelte airbag. Det var sgu lige før den sad fast.

Af en fyr, som først havde set mig direkte ind i øjnene og så – slam.

Lidt blæret, at stå på en bil og kyle chips ned i kavalergangen på damer, dag efter dag. Åndrigt job, må jeg nok sige.

Divaen fik derimod en pakke vaskepulver, samme sted, fra dem her.. Den blev hun meget glad for.

IMG_4780

Andre mennesker gik lidt i psykose, over de her gratis plastik gaver. I hvert fald landede der en nøglering på min sko og bedst som jeg skulle til at bukke mig ned for at samle den op, kom en ældre dame med en fart jeg ikke havde troet mulig, og snappede den ud af hænderne på mig. Jeg skulle lige til at træde hende over fingrene, men hun var mig for hurtig.

Og nu forstår jeg bedre alle de ældre mennesker, som har siddet i deres klapstole og samlet kræfter i en 5-6 timer – de skulle jo være friske så de kunne løbe rundt efter nøglesnore, kuglepenne og bøllehatte fra et pølsefirma.

Længere henne brokkede nogen sig højlydt over at det virkelig var snyd de ikke fik en pose chips. Hvordan mennesker kan gå så meget i selvsving over 15 gr. chips er mig en gåde. Men okay vi fik også 5. så vi havde jo vores på det tørre – i hvert fald lidt, for så gav det sig til at regne.

Som i styrtregne – meget og pludseligt. Da vi havde sendt Prinsessen og Gårdmand Bjørn ned efter en paraply, ventede vi næsten tålmodigt. Så krøb Zorronaldo ind under en busk og Divaen fulgte efter.

Jeg ville med – og det er meget muligt at nogen har filmet på det tidspunkt! I så fald har de udelukkende set min store røv under en busk, idet det ikke var det hele af mig, som kunne være under busken.. Og hele bagsiden af mig blev derfor rimeligt våd. Og kold. Men vi grinte så meget, at jeg – igen – kom til at tænke på jeg må have en pakke Tena Lady næste gang jeg skal ud og købe ind.

Divaen fortalte senere at den hurtige ældre dame stod og grinede skadefro af os, i ly af sin paraply. Det kunne jeg af gode grunde ikke se – da jeg ikke har øjne på ballerne – men havde jeg vidst det, ville jeg uden tvivl have faret hen og bidt hende. Hvilket muligvis også er derfor Divaen ikke fortalte det før senere.

Nå, endelig dukkede Prinsessen op.. Beskeden var: hent en paraply – et par regnslag og en lille pose til tingene. Dette var FØR det gav sig til at regne. Hun ankom med Gårdmandens sweatshirt.. Som var våd.. Hun meddelte så at det var fordi nøglen sad fast i døren, da hun skulle låse igen.

Det er muligt at vi råbte lidt af hende eller jeg gjorde – i hvert fald forsvandt hun – til info kan jeg fortælle at HUN havde regnfrakke på.

Og så dukkede Gårdmanden op med en stor lyserød golf paraply. Tak Randi!!

Der stod vi så alle fire og ventede på at Prinsessen og cyklisterne skulle dukke op. Men alt dette er der ikke nogen billeder af – da mit kamera ikke er så glad for vand..

IMG_4789

Nå, men da Prinsessen endelig kom med de ønskede effekter, holdt regnen op.. Og så kom der en masse cyklister forbi på meget kort tid og det var så det. Vi tror nok vi så Riis. Vi rystede i hvert fald vores meget våde flag foran en saxobank bil, hvilket omgående satte de automatiske vinduesviskere i gang – og så syntes vi nok at vi så et æggeformet hoved uden hår på.

Og vi råbte meget højt ”Heja Saxobank” hver gang vi så én af dem.. Og vi vinkede, og viftede som sagt meget med de våde flag.

Så gik vi hjem.. Talte op og delte rovet og firkløveret åd en ikke uanseelig mængde slik. Der var nemlig også haribo biler med stift smilende piger som kylede slik. De nøjedes så med at kaste det på jorden, ulig de skiinstruktør look-a-like typer der sigtede noget højere. Der mangler en masse slik og chips på billedet – men det fordi de allerede har ædt det!

IMG_4792

Karavanen var intet mindre end et skoleeksempel på målrettet marketing!

Og da vi så havde spist aftensmad.. Så blev jeg lige pludselig 82 år – og voldsomt træt. Og regnede ud at jeg har vandret et sted mellem 8 og 10 km i dag og ydermere har stået stille, på samme sted, i 2 timer. Og jeg kunne kun lige akkurat kæmpe mig hen til computeren, for at skrive dette.

Jeg har vist fået nok Tour de très irriterende for i år. Det er jeg overbevist om at I også har – så jeg tror bare vi holder her!

Firkløveret derimod – opildnet af reklamegaverne – glæder sig til næste år og er allerede begyndt at planlægge hvordan de får en større fangst. Cykelløb siger I? Næææh – det snakkede de ikke så meget om..

Older posts