• ···

Permafrost

Det er koldt i andedammen pt.

Det kan ikke have forbigået nogen. Ikke ret mange i hvert fald.

Pissehamrende koldt.

Altså udenfor.

Inde nyder jeg gulvvarme og brændeovn uhæmmet. Og hul i CO2!

Og da jeg nyder mine sidste feriedage, inden jeg starter på job, er der virkelig ingen grund til at jeg skal ud og føjte mens det stadig er mørkt og meget koldt. Men i denne uge ser virkeligheden ganske anderledes ud.

Jeg skal nemlig i allerhøjeste grad ud i både mørket og kulden. For at fragte børn til store uddannelsessteder, for at de kan danne sig et overblik over deres muligheder senere i livet og efter niende klasse.

De skal være der klokken 8. Og det er langt væk.

Det er lige tidligt nok synes jeg, men hvad, jeg er da ikke den der brokker sig…

Kører bare artigt fra møllen og til de store steder. Og der skal samles flere op undervejs. Men jeg slipper så for at hente.

Så jeg var tidligt på færde. Og tog det ellers forholdsvist roligt. Mens jeg skrabede isen af. Officielt altså.

Uofficielt kan det godt være der kom nogle høje lyde ud gennem min mund, men det var først da jeg i 20 minutter havde skrabet sne og is og permafrost af det røde lyn, og derpå satte mig ind i det – lynet altså – kun for at undre mig over jeg intet kunne se ud af den forrude, jeg netop havde skrabet fri for is.

Det var så der de høje lyde kom ind i billedet. Det viste sig nemlig at der også var is på indersiden af det røde lyns forrude.

Det er ikke i orden.

Er I klar over hvor besværligt det er at skrabe is af indersiden?

Og hvor meget det sviner?

Og efterfølgende drypper ned?

Så mine bukser så ud som om de havde fået mæslinger uden farve.

Og det var ærligt talt lidt koldt.

Ej men altså… Is inde i bilen. Noget må være utæt.

Vil godt have en garage. Subsidiært tøvejr.

Faktisk helst tøvejr.

Røven på komedie

Det er en risiko. I bogstavelig forstand.

For vi har holdt søndag fri. Og tog ud og sejle. Med en grill. Og nogle venner.

Og så var der en gul badering.

Nok mest beregnet til børn. Men som Divaen sagde: “du er altså også meget barnlig oppe i hovedet, mor.”

Det var afsindigt morsomt, og jeg fik to ture. Lange og vilde.

Højt skrigende ud over sund og strand!

Til stor morskab for resten af selskabet, og uden tvivl andre sejlende og de omkringliggende campister!

Skøn fornemmelse at suse over vandet med en vis legemsdel i vandskorpen, kun afbrudt af lidt hårdt vand når der kom bølger på tværs af min bane!

Solen bragede bare ned og der var små lejlighedsvise skumsprøjt til at køle ansigtet af. Så var livet lige til at klare. Simpelthen!

På nedenstående billede aner man muligvis et ben som stritter på en højst ucharmerende måde. Men det gik ret stærkt og jeg nåede ikke at tage mig godt ud for den horde af snagende paparazzier der stod på strandkanten for at forevige mine underlige benstillinger og andre potentielt morsomme positioner.

For slet ikke at tale om hvor meget de ligefrem håbede at jeg ville ryge ud af baderingen og halvvejs til Langeland. Hvilket ikke skete!

Mit afkom, der havde afprøvet anordningen før jeg fik mig mast ned i den, advarede mig; vandet ville slå mod måsen og det ville være en anelse ubehageligt.

Imidlertid har min mås en sådan størrelse at dette ikke var muligt. Jeg kunne ikke få hele min bagdel mast så langt ned i baderingen at jeg kunne røre vandet. Eller det vil sige – det kunne jeg sikkert godt – men så ville jeg skulle have siddet klappet fuldstændigt sammen, med knæene hvilende på mine kinder.

Og da en sådan position gør ondt i min ryg, og i øvrigt er meget lidt flatterende ude i den fulde offentlighed, lå jeg i stedet mageligt ovenpå og skøjtede derfor over det blanke vand uden fare for at få røven alt for meget på komedie!

Det røde lyn!!

Jeg er simpelthen kommet tilbage på hjul igen!

Egne hjul!

Efter mere end fire uger til fods.

Okay, der er så ikke plads til os alle på en gang, hvilket stadig besværliggør vores færden lidt. Det involverer en del planlægning, kendskab til busplaner og den slags.

Det er også lidt af en udfordring at mase tre børn ind på bagsædet (uden døre bagi) for slet ikke at tale om, hvordan vi folder First Man ind i den. Det tager sin tid.

Men den har en del andre, og meget åbenlyse, fordele.

Den er pæn.

Den er rød.

Den ligner en sportsvogn.

Den var billig.

Og den kører fint. Mindst en omgang syn endnu, siger Jan. Hvilket vil sige fire års transport.

Det er Jan som fandt den, Jan – I ved – verdens bedste mekaniker. Sådan en af den slags mennesker, som giver hånd på handlen, også selvom man ses i morgen. Eller måske netop derfor. Der kom nye bremser i det røde lyn, samt en helt ny jydekrog så First Man Trailerman slipper for at gå til genbrugsstationen. Der hører også vinterdæk til og fælgene er endda sådan nogle Gårdmand Bjørn også godt vil være bekendt at køre med!

Jan har ansvar for at vi er vel – og selvkørende – og har været det, de sidste mange år. Et job han varetager på allerbedste vis! Og såfremt Jan synes at First Man har brug for at komme i bedre form, så finder han en Golf der har svært ved at starte, til ham.

Han fandt også den Fiat Punto jeg fik min fartbøde i. Det røde lyn skal dog ikke have fartbøder, eller parkeringsbøder for den sags skyld, for så stiger prisen for de fire års billig transport drastisk.

Hvorom alting er, jeg kan nu helt selv tage ud og købe ind, uden at skulle bestille privatchauffør eller være nødsaget til at låne andres biler, som alle har forskellige måder at bremse på og som ikke har indstillet andre radiokanaler end P1, hvilket er alt for søvndyssende for mig.

Jeg er i hvert fald meget glad for lynet.

Har endda taget mig selv i at sidde og lave billyde mens jeg kørte hjem fra Jan, men de kunne sagtens kamufleres bag et diskret host!

Desillusioneret.

Der var engang…

Sådan starter eventyr.

Som regel.

Dette er derimod en gyser. Som dukkede op – inspireret af Inge.

Det var nemlig meget langt fra at være et eventyr, da First Man engang for mange år siden kom ind i stuen hvor jeg sad med fire relativt små børn, hvoraf den yngste lå og pludrede på min mave, og uden omsvøb meddelte mig at jeg skulle skifte dækket på hans bil.

Jeg må have lignet et stort spørgsmålstegn, for jeg kunne ved den søde grød ikke se hvorfor jeg skulle lægge min Gårdmand Bjørn fra mig, forlade min varme stue, de legende børn og i stedet gå igang med donkraft og hvad ved jeg.

Udenfor.

Under en bil. Hans bil.

I regnvejr.

For at gøre, en så udpræget mandeting.

Ja, ja, ja – jeg ved det godt – det er kvindeundertrykkende og ydmygende og den slags.

Men hvis jeg nu havde det helt fint, med at sidde på den kvindeundertrykkende måde, indenfor – i tørvejr – og lave giligili lyde til min baby, mellem mine andre legende børn, mens min mand skiftede dækket for at ydmyge mig, eller hvad det nu var, hvorfor måtte jeg så ikke det?

Jeg spurgte ham.

Han svarede at jeg kunne få brug for det; jeg kunne punktere alene på en mørk vej, på vej hjem fra Lotte, langt væk hjemmefra. Og hvad ville jeg så gøre?

Den tyggede jeg lidt på, for jeg syntes så bestemt jeg kunne huske, at han var den som engang direkte forbød mig at stå ud af bilen, alene på en mørk vej. Nogensinde. Og hvis der kom en farlig sigøjner som fakede biluheld eller maveinfluenza, skulle jeg bare køre henover den og ikke stoppe.

Men det galdt åbenbart ikke, hvis det drejede sig om punkteringer.

Jeg slap modvilligt min baby. Som i øvrigt, og meget ubelejligt, var faldet i søvn, og så gik  jeg højt jamrende med First Man ud i regnen.

Jeg følte mig en anelse taget ved næsen, mens jeg lå der og rodede rundt med skruer og møtrikker og donkraft under HANS bil i færd med at skifte HANS dæk.

Han blev godt nok stående ude i regnen sammen med mig og kom med opmuntrende tilråb. Og guidede mig på bedste vis igennem dette dækskift. Jeg mener også at han på et tidspunkt kom med en eller anden tåbelig bemærkning om, at jeg en dag ville være glad for at have lært det. Jeg tror dog ikke han gik så langt som til at hævde jeg ligefrem ville takke ham.

Men jeg er sikker på han tænkte det.

I hvert fald.

Jeg tvivlede meget på at det ville gavne mig nogensinde. Jeg blev imidlertid færdig med at skifte HANS dæk, og følte mig overhovedet ikke spor frigjort.

Der gik et år.

Der gik flere, ja der gik mange år.

Lykkeligt havde jeg glemt alt om den tvungne skifte-dæk-episode.

Indtil jeg en dag kørte alene, imellem to små landsbyer. Min egen og så en anden. Det var ikke mørkt. Der var ikke øde. Men det regnede.

Og pludselig landede der et fly på min bil. Eller tæt på min bil. Eller i hvert fald lød det sådan. Og det slingrede.

Og jeg tænkte – HJÆLP – hvad i alverden var det? (det var den stuerene version. Den originale version har nok lydt sådan: “hvad HELVEDE var det?”)

Jeg holdt ind til siden.

Dækket. Jeg var jo nok punkteret. Med ét stod hele skifte dæk seancen lysende klar for mig.

Jeg tænkte mig godt om.

Og ringede så til Tores far.

Jeg fik listet bilen hen til Tore. Og mens Tores far hyggede sig med at skifte dæk på min bil, fik jeg en kop kaffe inde i køkkenet, hos Tores mor.

 

Kære lille bilafgift..

Nu hvor vi savner det hele lidt, og vi såmænd sagtens kunne have brugt et par uger mere på øen, så er det bare med at finde det der er fedt ved ikke at bo i Danmark – det er for eks. bilerne.

Ej – dette her er virkeligt noget der kan hidse mig helt afsindigt op – så nu er I advarede.

Som når man flytter tilbage efter mange år i udlandet – og man tager sit store lækre køleskab med hjem – den slags kan slet ikke fås i Danmark – og man tager sin bil med hjem. Man har 4 børn og man har derfor brug for en stor bil, eftersom man beslutter sig for at bo på en ø, for at befolke udkants Danmark.

Man skal ikke betale afgift af sit fede køleskab, som er nyere end bilen OG som man sælger for det dobbelte af hvad man selv gav, fordi der allerede er køleskab i det hus man køber.

Men altså, den bil man absolut ikke vil sælge – fordi den offentlige transport er helt i hegnet når man bevæger sig mere end 20 km. fra Storkøbenhavn – den bliver man så nødt til at sælge.. i Frankrig, og tage et banklån der er næsten ligeså stort som huslånet, for at kunne få en 10-15 år gammel bil uden aircondition, men stor nok til at transportere de 4 børn.

Arrrgh, men altså – bare fordi man ikke leaser i Tyskland..

Den første bil vi havde i Danmark, var en Fiat Punto ovre hos Jan.. Det var det, vi lige akkurat havde råd til.. Hvilket jo betød at First Man måtte løbe ved siden af, eller tage den på stop, hvis vi skulle langt.

Jeg kunne så mase 4 børn på 8, 6, 4 og 1½år ind i min lyseblå Punto, og gøre landevejene usikre. Det kostede engang 1000kr. Dog ikke noget klip – men jeg er til dato stadig meget imponeret over, at jeg overhovedet kunne køre så stærkt, i min lillebitte lyseblå dyt, at det kunne udløse en 1000 kroners bøde – så selvom jeg absolut ikke vil opfordre til fartbølleri, så var jeg faktisk ret stolt af min bøde.

Der stod jo pludselig en mand – sådan midt på landevejen. Og jeg nåede kun med nød og næppe at bremse, mens jeg tænkte hvad er det for en idiot som står midt på vejen – det er da farligt, da Zorronaldo – som var lille – råbte: ”MOAR pas på – han har en pistol”.. Hvortil jeg kunne berolige ham med at det nok ikke var en røver – snarere rigtigt meget tværtimod. Og så kom jeg altså til at grine.. Politibetjenten grinte knap så meget – han kunne faktisk slet ikke se det morsomme i noget som helst, og han sagde ikke engang farvel da han tværede girokortet ud i ansigtet på mig. Han nøjedes bare med at sige: ”Kør ordentligt” i en meget vrissen tone.

Da vi så fik det der banklån og endelig kunne investere i et skrummel af en 7 personers bil, uden aircondition, så fik vi også en blikdåse til First Man, der ikke havde så langt på arbejde, som jeg.

Den var så lidt ustabil, denne blikdåse fra 1983.. Den havde noget med benzinpumpen – det har gamle golfer gerne. Det siger Jan i hvert fald – den klogeste og sejeste mekaniker i Danmark! Bare spørg Gårdmand Bjørn!

Nå, men når denne her golf så gik i stå – det gjorde den jo gerne sådan 10 minutter i lukketid, eller 5 minutter i for sent i skole – så var der ikke andet for end at skubbe.

Raseri giver vinger – eller styrke, eller noget sker der i hvert fald, for First Man ofte kunne ses, løbende på øens landeveje, med en golf på ryggen og to børn på bagsædet, hvinende af fryd over deres seje far. Han fik også noget af et rygte i landsbyerne!!

Denne transportform havde flere fordele, nemlig at børnene ikke kom for sent, samt at han fik nogenlunde afløb for de fleste af sine aggressioner inden han fik båret bilen ned til Jans værksted – hvor han så kunne sparke på et par dæk i frustration, mens han ventede på at blikdåsen blev klar igen.

Nu var det heller ikke fordi det store skrummel var så stabilt. Eller måske var det alt det elektriske vi mosede ind i den.

Det er meget muligt at en generator – selvom den er helt ny – ikke kunne trække de 2 DVD’er og 4 skærme som var et absolut must for at kunne køre længere end til Djævleøen, med børn. Men det siger vi ikke til nogen. Og da slet ikke til dem, som gav os en ny generator på garantien..

Hvorom alting er, fik jeg lært at generator hedder lichtmaschine på tysk og at den var ganske meget i udu. Og selvom vi lige akkurat nåede over grænsen kunne vi så holde skovtur ved Kliplev afkørsel 73. Og vente på søde Falck. Og First Man var olm som en tyr! Og hader meget inderligt den danske bilafgift!

Min bil hernede, har 7 pladser, automatgear, aircondition, indbygget tv, numsevarmer, dog ingen ratpels, men alskens andre behageligheder, endskønt den kun kostede det samme som lige godt 3 blikdåser hjemme i Danmark, og jeg vil meget nødig af med den.

Skulle jeg blot et kort øjeblik overveje at tage den med hjem, og få danske plader på, kommer jeg omgående på andre tanker efter at have set de ublu takster for den slags.

Afsindigt uretfærdigt.

Kunne vi ikke lave en revolution? Bare en lille én? Ellers er jeg ikke helt sikker på jeg kommer hjem igen. For der er ingen chance for at jeg nogensinde kan få mast firkløveret ind i en Fiat Punto igen.

Older posts