• ···

Uforbeholden glæde ved synet af bordtennisbold.

For noget tid siden modtog jeg et brev. Brevet ankom ikke i en rudekuvert, men selve indholdet var så nedslående at det ligeså godt kunne have været i en.

Det korte af det lange var, at der på byens vandværk ankom en anseelig mængde wcpapir i regnvandsrøret. Knapt så hensigtsmæssigt, når regnvand naturligt nok ikke skal renses så meget, som det vand der kommer i følge med den slags papir.

Altså havde den store kommune i sin visdom forstået at noget var galt et eller andet sted. Og de mistænkte mig og min mølle. (fik I den??) Det var ikke desto mindre tilfældet.

Hvilket nok var ret forståeligt. Da den er ret gammel.

Så uheldig jeg immervæk tit er, så jeg det komme, stort som en mejetærsker – en John Deere – i min køkkenhave.

Det ville med garanti være mit mølleafløb som var forkert monteret og derfor krævede en kommunal reguleret reparation. Til flere millioner kroner. Mindst. Og vi ville blive nødt til at gå fra mølle og hjem.

Der skete dog ikke videre, og selvom jeg beholdt brevet af skræk for repressalier, håbede jeg i mit stille sind, at de enten havde fundet en anden synder, eller at de slet og ret havde glemt mig og min mølle.

Men storkommuner har vældige hukommelser og jeg modtog derfor et nyt brev, for to uger siden, med tidspunkt for hvornår en mand ville komme på besøg i møllen og skylle en nummereret bordtennisbold igennem mit toilet.

Og at jeg derfor skulle at være tilstede på matriklen, ellers havde jeg værsgod at ringe til ansvarshavende kloakmester og få en anden tid.

Hvad får forresten mennesker til at ønske at være kloakarbejder? Er det noget man bevidst vælger efter dybsindige samtaler omkring middagsbordet når man går i 8. klasse?

Nå.

Men det er nu meget godt de findes!

I hvert fald.

Der stod en mand, med en meget gul hue, og bankede på min dør i går morges. Og en nummereret bordtennisbold i hånden..

Gad vide om de bruger den samme fra gang til gang. Og i så fald… spritter de den så af mellem to udskylninger?

Han havde handsker på, men alligevel?

Addddr.. ikk’?

Hjertet sad oppe i halsen på mig, da jeg jo var overbevist om at synderen var – om ikke mig – så de forrige møllebeboere. Denne antagelse var ikke taget ud af den blå luft men derimod velfunderet efter talrige konstateringer af at huset, eller snarere reparationer og forbedringer herpå, er foretaget med tyggegummi og gaffatape.

Altså før vores tid.

Jeg prøvede at lokke ud af manden med den gule hat hvor mange millioner en eventuel reparation ville løbe op i. Det ville han ikke helt ud med.

Det, samt det faktum at mit forsikringsselskab ikke vil røre møllens tarmsystem med en ildtang, gjorde at jeg på dette tidspunkt havde åndenød og så mig selv som krakket posedame mens de fire var blevet tvangsfjernet.

Han placerede den nummererede og trak ud, indtil flere gange, under vores højteknologiske samtale om ejerskifteforsikringers manglende fortræffeligheder og storkommunens rensningsanlæg, og pludselig ringede hans telefon.

“Den er igennem” Kom det lakonisk.

“Igennem?” spurgte jeg frygtsomt.

“Ja – i det rigtige hul!”

Og en sten faldt fra mit hjerte.. Eller burde måske sige en bordtennis bold er faldet fra min mølle…øhh nå ja okay.

Vi bliver nok boende lidt endnu! Og jeg venter med karrieren som posedame.

 

Noget træ busk lignende noget

Mine havedrømme er taget til.

Jeg kom også forbi min havehat forleden, da jeg skulle sortere tøj. Og jeg glæder mig enormt til at kunne iføre mig den, til stor forargelse for firkløveret: MoAr – ikke når vi har besøg!

Men havedrømmene tog til, og med min tåbelige nabo i frisk erindring, skulle der gøres noget radikalt. Jeg holder ikke til den nervemæssige belastning det vil være, at vågne hver morgen og inderligt håbe at naboen ikke har spredt sit roundup på matriklen.

Ikke så meget for mine grøntsagers skyld, selvom det naturligvis også er voldsomt ærgerligt, men for naboens skyld. First Man har en meget firkantet sans for lov og retfærdighed og den slags, og han vil foreløbig hverken høre tale om mur eller plankeværk.

Jeg håber derfor at Hr. Nabo kan nære sig.

Og da jeg alligevel gerne vil kunne nyde mine ærter i fred, må jeg jo finde på noget for alle eventualiteters skyld.

Og dette noget kunne være nogle højbede. Så kan naboen i hvert fald ikke nå dem fra sin position bag sin hæk.

Højbede …

Det er vist en slags aflagte sandkasser, med en hulens masse jord i, hvor man yndefuldt kan gå og nippe sine radisser uden at skulle plages med lumbago og den slags gebrækkeligheder bare fordi man er over 35. Okay 40 så.

Jeg vil regne med at de bliver leveret MED jord – sådan “klar til at så noget i”. Som de der potteplanter fra Netto man bare skal hive låget af, vande og vips kommer der en dusk basilikum frem.

Såre praktisk og jeg glæder mig skam allerede.

Og så skal der plantes nogle smukke træer sådan i et strategisk hjørne, hvor de kan skygge ganske let på en kartoffel eller to. I en anden have end min.

Jeg kom forbi sådan en sag her. Skulle der være nogen som ved noget om hvad det er for en?

Jeg vil nemlig gerne i besiddelse af en sådan og plante den i dansk ømuld, ved siden af dværghækken, her om lidt.

First Man fabler også om oliventræer. Men jeg er ret overbevist om at de ikke ville kunne overleve en eneste dansk vinter.

Ej heller en omgang roundup.

Naboer

På æblebakken har naboer været sådan nogle der befinder sig i hvert fald 85-100 meter længere oppe ad markvejen. Sådan nogle man siger hej til – altså på fransk naturligvis – og smiler venligt til når man prøver at komme forbi hinanden på samme smalle markvej.

Om vinteren når der er så glat at ingen bil er i stand til at forcere markvejens hældning, kan vi endda stå og blive enige om at ejeren af alle disse fire huse, er en nærigpind fordi han ikke vil rydde for sne så vi kan komme op.

Okay, så kun de tre huse, idet ejerens datter og svigersøn bor i det fjerde hus. Men selvom vi ikke ligefrem indvier dem i vores synspunkter vedrørende hendes far, så smiler vi skam også venligt til dem, her er ingen smalle steder. Altså kun lige på markvejen.

Nu er det jo så, at vi skal tilbage til øen.

Hjem til vores egne naboer. Og vores egen markvej, som gudskelov er ganske fri for hældning. Men lang nok når der skal ryddes sne, det er såmænd ikke for det. Men der kan jeg, efter et kort telefonopkald, få Arne til at komme og rydde sne, så vi kan komme ud.

Det var naboerne jeg kom fra.

Vi har mange naboer. Er faktisk omringet af dem. Og langt de fleste er søde og venlige mennesker som vi skam hilser på, men det er ikke alle som er lige … leder desperat efter et brugbart og diplomatisk adjektiv her. Fandt det ikke. Men lad os bare sige, at der ikke er lys på alle etager, rent mentalt, hos nogle af vores naboer.

Især ikke hos ham, der ikke har helt samme syn på planter, som jeg.

Han mener åbenbart ikke at jeg luger godt nok under vores hæk – og derfor hælder han litervis af round-up ind under vores hæk. Samme hæk som han savede ned til en højde af 105 cm, fordi han vist nok havde ondt i armen.

Det må have været et forbigående onde, idet den anden side af hæggen ind til hans anden nabo, var oppe i en normal højde. Vi taler ikke om at han skulle have lys, til de af sine grøntsager der står tæt på vores hæk.

Jeg tror også han havde ondt i armen da han spredte round-up. Eller måske i en anden bagudvendt legemsdel. I hvert fald fjernede han alt liv – udover vores sejlivede bøgehæk – i ca. en meter inde i min have. Hvilket slog vores jordbær og vores rabarber ihjel.

Denne frugtmorder skal dog ikke vide sig alt for sikker, idet First Man ikke er helt så fredeligt anlagt som jeg. Han – First Man – var seriøst ved at blive kvalt af indestængt galde, da han så vores pæne bøgehæk reduceret med over 30 %. Det ærgrede ham gevaldigt at han ikke var i stand til at være mere perfid, da han entrerede naboens grund for at spørge hvad i alverden meningen var. Han fik ikke et brugbart svar.

Da jordbær og rabarber som sagt afgik ved døden, begyndte han at buldre op om politi og natlige hævntogter, men så flyttede vi til Æblebakken og ingen har skænket naboen en tanke siden da.

Nu er det snart aktuelt igen, og for at undgå at ende i nyhederne, eller det der er værre, er jeg er mest tilbøjelig til at sætte et tæt plankeværk op – som vil være meget grimt på den ene side – med en højde på 178cm og dermed lade hans køkkenhave lide i skyggen, mens mine jordbær og rabarber kan genplantes og få det liv de fortjener, uden risiko for at nogen ser sig gal på dem.

Havedrømme

Lige om lidt skal jeg hjem til en have.

En have, som er min og som jeg kan rode i efter forgodtbefindende. Ikke at jeg gør det – men jeg har da muligheden.

Der sker jo det sære, at når man ikke har noget, så ønsker man sig det brændende. En have, elektrisk æggekoger eller Rosendahl lysestager. Og når man så har erhvervet sit højt ønskede objekt, så er det næsten lige meget efter kort tid.

Jeg har ingen æggekoger – ej heller ambitioner om at anskaffe mig en – og mine Rosendahl lysestager holder bare ikke særligt længe med Gårdmand Bjørn i huset.

Men jeg har en have.

Da jeg første gang så haven på Øen, udenom vores højtelskede hus, var den ligeså kedelig som midterrabatten på en sønderjysk motorvej.

Og så ikke et ondt ord om Sønderjylland i øvrigt!

Selve huset, der er sært på samme måde som Eventyrhuset – dog en hel del bedre isoleret – krævede i starten al vores opmærksomhed. Det første år i huset gik og foråret kunne fremvise den mest blomsterløse have, jeg nogensinde i mit liv havde set.

Jeg voksede op med en mormor der var bidt af en gal Søren Ryge, og i 85 % af de minder jeg har om hende, står hun enten på hovedet i et staudebed eller planter nasturtier omkring sit drivhus.

Familiens haver var frodige og fulde af spiselige overraskelser. Jeg lærte blandt andet hurtigt at man både kunne spise bøgeblade, skovsyre og andre små grønne vækster uden at tage skade. Snebær var derimod ikke nogen lækkerbisken og heldigvis var der ingen guldregn i haven ellers havde jeg nok også prøvet at æde dem.

Mens jeg legede hele somre væk i diverse blomstrende haver, tog jeg kun lidt, eller slet ingen notits af alt det arbejde der var forbundet med dem.

Jeg fik år efter år, tildelt små jordlodder så jeg kunne dyrke mine egne ærter og gulerødder, måske endda et par jordbærplanter. Jeg tror faktisk aldrig min mormor mistede håbet om, at jeg en dag ville interessere mig for havearbejde.

Men mine haver vansmægtede og hen på sensommeren når andre kunne høste som fortjent, stod jeg gerne og stirrede forvirret på 4m2 ufremkommeligt vildnis.

Da jeg blev 15, forærede min mormor mig en lillebitte troldhassel i en potte. Potten har haft bolig i mange haver siden, og til sidst blev den plantet i min egen ø-muld.

Sammen med meget andet godt. Blomster, buske og træer. Og nu er der endelig blomster hele året rundt.. Næsten i hvert fald. Okay, ikke når det sner – men ellers..

Med mit kendskab til botanik og den højere havekunst, er det meget muligt at der også er en del ukrudt imellem, men det må den havekyndige besøgende tage med, for hvis ukrudtet har pæne blomster, får det lov til at stå.

Jeg erkendte tidligt, at jeg nok aldrig ville tilbringe mange timer på mudrede knæ, i færd med at flå skvalderkål op med rod.

Men nu skal jeg jo hjem, og har i den anledning, fået havedrømme. Mest sådan nogle med flagrende gevandter i ubleget hør og hængekøjer med for mange puder i. Men også nogle hvor der meget overraskende medvirker gulerødder, cherrytomater og jordbær.

Forestiller mig, hvordan jeg pludselig vil finde mit aldrig udforskede havegen og blive en hel ørn til at beskære agurkeplanter.. og den slags.

Men det kunne godt være jeg skulle finde ud af hvordan de ser ud, før jeg går shopamok i et havecenter.