• ···

En lille gave som fylder meget.

Jeg fik en pakke og et på gensynkort af Fiona.

Jeg læste kortet først. Hvilket øjensynligt var en fejl.

Da jeg endelig havde fået tørret tårer og snot væk fra ansigtet igen, var jeg i stand til at se mine dejlige afskedsgaver, i det yndige stof fra IKEA.

Smukke dagligdags ting. I sig selv små gaver, men som betyder rigtigt meget for mig.

Jeg ved godt det ikke er farvel, men på gensyn.

Ikke desto mindre er jeg meget dårlig til også at skulle sige på gensyn, især når man ikke ved hvornår dette gensyn vil finde sted.

Jeg er klar over at det er uhørt heldigt at falde over en ven, 3 uger efter man er flyttet til et nyt land, jeg har da heller ikke tænkt mig, at give slip på hende.

Hvilket igen, gør det en anelse mere besværligt at køre nordpå, fredag.

Koncentration eller mangel på samme

Okay – der skulle være et blogindlæg.

Det var i hvert fald oprindeligt meningen. Og det skulle handle om politisk korrekte men meget irriterende mennesker som tænker rigtigt. Og jeg fik også startet på et par ord.

Men hjertet var ikke med. Jeg kunne slet ikke koncentrere mig.

Der var nemlig noget jeg ikke kunne finde. Og jeg havde ledt højt og lavt. Splittet huset ad. Højlydt jamret og dermed hidkaldt trøstende børn og også First Man som hjalp mig med at lede sammen med mig.

Det var intet sted at finde, alle de logiske steder, og en god del af de ulogiske steder blev gennemtrævlet. Det hele blev endevendt. Og jeg stod også på hovedet i en kasse julepynt med tårer i øjnene.

Jeg endte med at give op.

Satte mig så for at skrive. Men kunne slet ikke få ordene på gled. Hvad nu hvis det var helt væk? Smidt ud ved en frygtelig fejltagelse?

Nu kunne man sagtens forledes til at tro, at det var noget specielt værdifuldt jeg havde mistet. Et smukt og dyrt objekt som var uerstatteligt.

Det er både specielt og værdifuldt. Smukt og fuldstændigt uerstatteligt. Men dyrt … nej, ikke dyrt.

Mit fine bogmærke er ikke dyrt. Det er lavet på ternet papir. Farverne er for længst falmede og borte, selvom jeg ret hurtigt fik det lamineret.

For dengang jeg lå på hospitalet og kunne mærke at det nok måtte føles cirka sådan at dø, fik jeg et sødt bogmærke.

En bamse, som fejlagtigt bliver taget for en mus af uvidende fjolser som jeg selv, en bamse der holder et hjerte, et bogmærke min lille Diva havde tegnet fordi hun savnede sin mor, og jeg fandt ud af at jeg hellere måtte lade være med at dø lige der.

Et lille bogmærke, som Divaen i dag selv synes er frygteligt grimt men som jeg skatter meget højt.

IMG_0959

Og pludselig uden helt at vide hvordan, rejste jeg mig, gik hen og åbnede præcis den mappe det lå i.

Tanker på en lørdag.

Min kladdemappe er fuld – propfuld – af mulige blogindlæg, indlæg som aldrig kommer videre. Indlæg som enten aldrig blev færdige, fordi tiden gik, eller fordi det er for tunge indlæg, som måske ikke helt hører til på Kong Mor. Men nogle af dem bliver ved med at komme tilbage og kræve min opmærksomhed.

Det er fordi Divaen har smækket en 80er opsamlings CD i bilradioen.

Den er sikker hver gang. Så snart jeg hører ”Do you realy want to hurt me” bliver jeg i tankerne sendt tilbage. Tilbage til en skole, hvor yndlingsbeskæftigelsen var at mobbe en pige. Tilbage til et år, hvor jeg prøvede at gøre en forskel.

Jeg har sjældent set så meget ondskab samlet på et sted. Hun blev drillet på grund af sin familie. Og at pigen er i live i dag, er ikke klassekammeraternes skyld.

Sikkert heller ikke min. Jeg turde nemlig ikke sige til dem, at de var modbydelige og umenneskelige. Jeg kunne ikke få dem til at stoppe. Jeg turde ikke engang prøve. Men jeg kunne være sammen med hende indimellem. Og det var jeg så.

Hun var en meget sød pige. Alvorlig, og lidt tilbageholdende af natur, men sød og sjov. I starten meget mistroisk. Hvilket jeg ikke kunne fortænke hende i.

Men efterhånden håber jeg hun stolede på mig. Vi hyggede os sammen. Sov sammen, fnes sammen, åd spandevis af pasta med ketchup og gjorde alt det, som piger på 13 gør.

Og vi hørte musik sammen. Og hun elskede Culture Club. Mest af alt ”Do you realy want to hurt me”. Den kunne vi høre om og om igen.

Meget trist symbolik i den titel, men det ser man måske først som voksen.

Slutningen af dette indlæg, er blevet skrevet om mange gange.

Jeg kunne naturligvis godt insistere på at mobning ikke skulle finde sted. Det ville være halsløs gerning, for selvom alle officielt er enige med mig, så er der jo mennesker som enten har mobbet, eller som stadig gør det. På trods af at de tager afstand fra det. Så det vil jeg ikke skrive.

Jeg vil heller ikke skrive, at jeg ikke håber pigen læser dette. For måske ville hun føle sig udleveret. Eller blive mindet om en tid, som ikke var rar. Så det vil jeg også lade være med at skrive.

Jeg burde heller ikke fortælle jer at en af hendes plageånder en dag tissede i bukserne. I 7. klasse. Jeg hjalp hende med at skjule det våde tøj, lånte hende noget tørt og fortalte ingen om hendes skamfulde tårer. Hun fortjente det ikke. Så den historie tror jeg faktisk at jeg vil have med her.

Og så jeg vil bede jer om, aldrig nogensinde at se på mobning uden at prøve at gøre noget.

Hvem ved, det kunne måske gøre en forskel?