• ···

Hemmelig klub

Det der med fodterapeuter. Og apropos terapeut… sig nu ikke terapØjt, vel?

Så er det på plads – altså fodterapeuter.

Det er da sådan lidt hemmeligt, er det ikke?

For det første: hvorfor skal man gå til andre mennesker, for at få klippet sine negle?

For det andet: … ej men se lige punkt et igen… Hvorfor?

Jeg fattede ikke meningen med en fodplejeperson. Okay, bevares, hvis man ikke kan nå sine egne fødder – og den slags kan vel ske – så er det nok meget smart at få lidt hjælp. Det er bare de færreste som har den slags motoriske problemer.

Og jo der er naturligvis mange undtagelser, men generelt set så er de fleste mennesker vel i stand til at klippe negle selv.. Eller?

Jeg havde selv svært ved at se mine egne fødder da jeg var gravid, altså i nogle stillinger, men jeg kunne altså godt klippe mine tånegle. Det var værre med intim-hår-trim-og-tæmningen.

Burde nok have brugt “bind-omvendt-på-metoden” til den del.

Men det er for sent nu og jeg skal heldigvis ikke være gravid mere nogensinde!

Nå, det var de fødder jeg kom fra.

I årevis har jeg som sagt, nysgerrigt gået rundt og tænkt “hvorfor“, og jeg endte faktisk også med at bestille tid hos en, en fodplejeperson altså, nede i Frankrig for mange år siden.

Eller det vil sige, dagen før kom jeg pludselig meget i tvivl om hvor jeg egentlig havde fået bestilt tid henne. Med alle de franske ord for diverse specialister.

Efter en mindre telefonisk spørgerunde, kunne jeg konstatere at jeg ganske rigtigt havde fået en tid hos en specialist. Ikke hos en fodplejeperson, men derimod hos en hudlæge. Som jeg så afbestilte igen.

Uden at komme et skridt nærmere fodplejepersonerne.

Nu hjemme i Danmark ville jeg faktisk gerne vide hvad det var med de der fødder og deres plejefolk.

Selv min mor gik til sådan en.

Jeg kviede mig dog ved at få en tid hos Lars, ikke et ondt ord om Lars, men han måtte godt bare nøjes med at forblive Sofies far og så i øvrigt ikke stifte nærmere bekendtskab med mine fødder.

Og det på trods af at mine fødder hver mandag til gymnastik, bliver maltrakteret på det groveste. Så jeg ville kun have godt af at nogen tog sig kærligt af mine pusselanker. Andre end sådan de nærmeste!

Som i øvrigt, en passant, er ved at være godt trætte af at høre mig plage om fodmassage og den slags.

Dette var altså status quo lige indtil for et par uger siden. Hvor jeg for første gang i over to år, mødte Anne henne ved købmanden.

Herligt!

Udover at det var rart at se hende igen, var der den åbenlyse fordel at Anne simpelthen  er blevet fodplejeperson i mellemtiden!

Så hun fik sporenstregs en ny klient!

ENDELIG skal jeg lukkes ind i den hemmelige klub for fodplejepatienter.

Fortsættelse følger!

 

Pæne stænger

For et par år siden hørte jeg at man ikke måtte sidde med benene over kors, for så risikerede man at få åreknuder og blodsprængninger og lungebetændelse og nedgroede negle.

Siden da har jeg troligt siddet på bedste royale manér – altså hver gang jeg kom i tanke om det – og ikke lagt benene over kors. Jeg fik dog lungebetændelse alligevel, så det holder ikke helt det der.

Men for nu at være på den sikre side, bliver jeg siddende på kongemåden.

For selvom man ikke er så gammel – jeg siger man, for jeg er ikke gammel – så kunne man jo godt gå hen og få sådan nogle grimme knuder. Og ligefrem risikere operation.

Jeg har vist en gang for alle slået fast at jeg ER sart, pivset, en kylling og alt det der. Mine kapaciteter udi det smattede med blod, skalpel og åbne kødsår er ikke eksisterende. Jeg får koldsved og åndenød og meget ondt af mig selv. Meget mere end den det reelt er gået ud over, for slet ikke at tale om når det går ud over mig selv.

Som dengang nogen havde kørt zigzag og overlock på mit hullede knæ, gad jeg ikke spilde tid på  kom jeg til at glemme at få en tråd-ud-pilnings tid hos lægen hvorpå jeg selv klippede den nederste knude af og hev tråden ud igennem huden på knæet.

Min fysiske position var omvendt proportionel med tråden da jeg trak den ud: jo længere den kom ud jo længere kom jeg ned og endte simpelthen i affekt på min seng, med koldsved og måtte hidkalde First Man med en ynkelig lille stemme, så han kunne komme og fjerne det sidste af tråden.

Så bare tanken om at jeg skulle have strakt mine blodårer ud som en  telefonledning fra forrige årtusind, giver mig tunnelsyn.

Intet mindre.

Jeg kan ikke holde ud at høre om det, endsige tale om det, bare det at skrive det har været en overvindelse af de større.

Det er dog ikke nok til at få mig til at mose mine, i øvrigt ellers pæne, ben ned i uklædelige støttestrømper. Under ingen omstændigheder.

Min mor var ellers ude med riven da jeg var gravid, støttestrømper og jeg skal komme efter dig. Men jeg var standhaftig.

Og lad mig sige det sådan: det kunne være værre. Når jeg selv skal sige det.

Og jeg sidder stadig sjældent med benene over kors.

Hvad med dig??

Bette boost

Og så alligevel ikke.

Mindes Jesper Klein i en børnetime af noget ældre dato (fra dengang også Konger var små) hvor han snakker med sin hund og siger:

“Skal du ud og gå?” Og hunden logrer glad.

Men så siger han: “… i morgen..” og så sidder hunden lidt slukøret. Hvorpå han fortsætter:

“Eller skal det være idag?” Og så er hunden glad igen..

Men så kommer det der “i morgen” igen og så er det bare alt for trist.

Sådan har jeg det.

Fordi, for et stykke tid siden fik jeg en mail fra et firma, som jeg havde sendt en ansøgning til, og de skrev at jeg stadig var med i udvælgelsesprocessen.

Hold da lige helt op!

Jeg skal lige love for at jeg fik en overdosis af energi. Blev faktisk så ophidset at jeg slet ikke kunne falde i søvn.

Bare på grund af en lille email.

Som faktisk overrumplede mig lidt, fordi jeg er så vant til de der afslag. Og så stod der pludselig slet ikke at jeg var nummer næst, derimod at jeg stadig var iblandt de udvalgte, men at de var blevet lidt forsinkede.

Jeg ville høre nærmere, snarest.

Ô altså.

Og så holdt jeg stort set op med at trække vejret jo.

Jeg vidste godt at det bestemt ikke var ensbetydende med at jeg fik et job, der var vel flere om buddet, men det betød at nogen derude syntes jeg var værd at kigge nærmere på.

Det var simpelthen lige hvad jeg havde brug for.

Men så gik der en uge. Og så gik der én til. Og alt imens tiden gik, håbede jeg – stadig uden at trække vejret – og drømte og forberedte mig og stalkede firmaets hjemmesider og div. ting om dem i pressen for at vide ALT når jeg nu skulle til samtale om det her drømmejob. Lige om lidt.

Men så fik jeg en sød – bevares – mail, med den nedslående ordlyd, at de folk som sad på pengene, havde valgt at ansætte folk i udlandet i stedet for hernede i udkants-krise-Danmark.

Lønningerne er sikkert også langt billigere i det store udland.

Og så pffffffft – var der ikke mere luft i den ballon.

Men et eller andet sted var det et lille boost som jeg havde brug for. Nogen gad læse mine ansøgning og syntes jeg var noget for dem. Det var altså en rar fornemmelse.

Også selvom der ikke var job til mig i denne omgang.

Jeg kan så ikke huske om Jesper Kleins hund overhovedet kom ud og gå, eller om den måtte vansmægte for tid og evighed.

Og det bekymrer mig en del.

Og der må trækkes!

Vejret altså!

Jeg overlevede!

Jeg er nu korthåret for første gang, i meget lang tid. Ydermere har jeg nu krøller igen! Mine egne, vel at mærke! Helt fantastisk!

Jeg havde Divaen og Prinsessen med, så de kunne møde denne fantastiske frisør! Vi havde en super sjov dag, og det føltes ikke som om det var så mange år siden jeg så ham sidst!

Jeg er vildt glad for mit nye hår, selvom det lige skulle overvindes da jeg så totter på 20 cm+, dale blødt ned på gulvet og lægge sig tilrette mellem nogle meget fancy skosnuder!

Så endnu engang fik jeg prøvet noget HELT nyt i denne måned! Nu løber jeg snart tør for ideer!

Holder vejret lidt..

Lige om lidt sidder jeg og skal have en HELT NY frisure.

Skræmmende.

Fordi jeg har set ud som jeg gør nu, i de sidste 15 år..

Men så pludselig meddelte en af verdens mest fantastiske frisører at han kom på besøg i staden og han ville absolut lave noget sjov med mit hår, og også se om han kunne lokke mine krøller frem igen!

Det kunne jeg jo ikke sige nej til.

Mine tøsebørn ville også med – da de har hørt så meget om ham!

Men jeg er ikke fri for at have en anelse sommerfugle i maven.

Når jeg spørger First Man om han ikke er lidt bange for hvad jeg kommer hjem med, siger han: “Nej – du er smuk uanset hvad!”

Hvad mon jeg ender med?

Kort?

Blåt?

Punk?

Skaldet?

Der kan følges med LIVE på facebook eller instagram – hvor jeg vil opdatere løbende!

 

Older posts