• ···

Enighed eller fjendskab

Er det efterhånden kommet så langt ud, at alternativet til enighed, hedder fjendskab eller uvenskab for nu at holde det på et mindre teatralsk niveau?

Det er da umodent og tåbeligt at såfremt man ikke er enige, så er man nødvendigvis uvenner og kan ikke tale sammen mere.

Eller?

Er det bare mig som er gammeldags?

Kan man ikke bare acceptere at man har forskellige synspunkter i nogle tilfælde?

Hvorfor er det så svært?

Det er vældigt helligt og politisk korrekt at synes sådan, jeg ved det godt. Men det irriterer mig grænseløst at folk kan blive så hidsige på hinanden, hvis deres holdninger ikke er ens.

At man er fundamentalt uenige i stort set alt, kan naturligvis forekomme og jeg tror ikke jeg nogensinde har hørt eller læst udtalelser, overhovedet, jeg kan være enig med Asmaa om. Nu kender jeg hende ikke og det er muligt at hun er et rart og godt menneske, men vi har intet til fælles.

Derfra og så til at hade hende, er lidt langt.

Jeg ville nok ikke ligefrem opsøge hendes selskab frivilligt, men hade hende, gør jeg ikke.

Jeg kan også sagtens snakke med folk der stemmer på andre partier end dem jeg ville vælge.

Det bliver jeg næsten nødt til, idet jeg ikke aner hvem jeg skulle stemme på hvis det var valg i morgen, men jeg ved nogenlunde hvem jeg i hvert fald ikke ville stemme på.

Jeg tror endda jeg vil gå så langt som til at sige, at jeg ville opføre mig nydeligt såfremt jeg en dag skulle træffe en forhenværende skatteminister, selvom jeg ved Gud ikke synes han er noget at råbe hurra for.

Kunne folk ikke bare begynde at gå efter bolden og ikke efter manden?

I det mindste acceptere at man godt kan have forskellige meninger, uden absolut at skulle hade hinanden.

Eller skal man være en anelse mere moden og fornuftig for at kunne fatte den slags?

Det handler ikke om kærlighed.

Jeg så fjernsyn, for en enkelt gangs skyld.

Det gør mig faktisk lidt trist at jeg kommer til at dømme et menneske, på grundlag af en meget kort dokumentar, men jeg kan kun sige at jeg virkelig mener at nogle mennesker ikke skulle have lov til at adoptere. Børn er fantastiske, ingen tvivl om det, men man kan godt overleve uden!

Jeg er klar over at jeg provokerer – men det er med vilje – jeg blev simpelthen så harm over at se, hvordan en kvinde valser tilbage ind til sit eget ventende og danske liv i lufthavnen, uden at holde sit tydeligvis skræmte og ulykkelige barn, helt tæt til hjertet og beskytte hende for de mange voldsomme nye indtryk.

Eklatant mangel på empati, og jeg gav mig til at tude.

Stakkels barn altså.

Jeg kunne mærke at der var uendeligt mange ting som jeg ville have gjort anderledes.

Meget anderledes.

Når man ikke har et fælles talt sprog, så må man finde andre måder at kommunikere på.

Og jeg kunne mærke igennem hele udsendelsen, hvad min krop ville have gjort i de forskellige situationer, som var så hjerteskærende at se på. Jeg havde reageret med varme, med omsorg, øjenkontakt og fysiske kærtegn. Måske havde “tegn til tale” været en løsning, når hun nu var så stor.

Jeg kan sagtens huske mine egne børns frustration over manglende talesprog. Og de adoptivforældre, de var da veluddannede og fornuftige på papire, så hvorfor kunne de ikke se det?

Eller se hende..

Ikke at kunne kommunikere og blive forstået, må da være helt forfærdeligt når man husker og savner sin mor! Og så kommer vi helt ind til der hvor kærligheden mangler.

Ikke alle kan elske et barn på kommando. Hvad enten det er ens eget eller at adopteret barn. Det er meget forskelligt. Og kommer an på hvem man er. Men det handler heller ikke om kærlighed. Det handler nemlig om omsorg. Og at turde give uden at få.

Og slet ikke om kærlighed.

Endnu.

Man kan vise gode, varme, sikre og trygge hensigter med sin krop og sin måde at være på.  Med øjenkontakt og så ikke så mange ord.

Så kan kærligheden sagtens komme hen ad vejen. For de fleste adoptivforældre elsker da heldigvis deres børn lige så godt, og meget, som de fleste biologiske forældre elsker deres børn.

Men det jeg så, fik mig til at tænke at de slet ikke skulle have haft børn; hvordan kan man alvorligt mene, at et barn ikke skal have det alt for sjovt andre steder? Endsige hos en selv. Jeg synes ikke det er pigen der er noget galt med i den situation.

Nej jeg kender ikke hele historien, men som udgangspunkt må det jo være forfærdeligt at miste sin mor og far på den måde. Det vil da slå mere end én ud af kurs, og kræve mere end almindelig omsorg og varme, før man kunne komme videre med sit liv.

Jeg kender mennesker som klarer det flot og får stærke, dejlige og hele mennesker ud af de børn de hentede, fra et liv så langt fra vores.

Sådan går det heldigvis også i de fleste tilfælde.

Men jeg kan bare huske Amys tvangsfjernelse, og nu Mashos liv smurt ud over hele nettet, og jeg synes at deres voksne omgangskreds har fejlet.

Også i den grad.

Mig, du ved nok…

Altså..

Bliver I altid genkendt?

Ringer I aldrig op til nogen og kaster jer med det samme febrilsk ud i lange indviklede forklaringer om, hvor I kender hinanden fra?

Det gør jeg.

Tit.

Jeg har så ofte oplevet at ringe op og sige: Hej, det er Stine… hvorpå en dødlignende tavshed overtog linjen.

“Øhhhh…” kommer det så, meget tøvende.

For vedkomne kan ikke for sin død huske hvem jeg er.

Så er det de der lange indviklede forklaringer kommer ind i billedet. Og for at undgå den slags yderst pinlige situationer, er jeg bare begyndt at lade som om hele min omgangskreds har en form for light demens.

Okay så, ikke til min mor vel?

Jeg ringer naturligvis ikke op og siger at jeg er hendes gakkede datter. Det gør man bare ikke til det eneste menneske i verden som kan forstå hvad man siger når man gaber!

Nå, men så alle de andre. Næsten.

Jeg har en forholdsvis god hukommelse. Og kan huske navne og ansigter og oplevelser længe efter – vi snakker hele årtier her – begivenheden fandt sted. Og det er ikke alle som har det sådan.

Har jeg fundet ud af.

Så derfor lirer jeg lange – ofte usammenhængende – remser af, med så mange oplysninger om min person som mulig, på kortest tid. I telefonen.

Men det er lidt hæmmende for mine andre sociale udfoldelsesmuligheder.

For eks. på Linkedin hvor jeg slår mine folder i håb om at finde et job.

Jeg kan genkende umådeligt mange mennesker som mine kontakter er i kontakt med, men er fuldstændigt overbevist om, at de hverken kan huske mig eller hvor de kender mig fra hvis vi arbejdede sammen i et par måneder for fire år siden.

Derfor kontakter jeg dem ikke. Og gad lige vide hvor mange jobs der går min næse forbi der?

For det er ærligt talt lidt nedslående, gang på gang at blive mødt af total mangel på genkendelse, når man lige kunne huske noget vældigt interessant man foretog sig med vedkomne for fire år siden.

Eller 28 for den sags skyld. År altså.

Eller tilbage i folkeskolen.

Men nu folkeskolen…

Og facebook.

Jeg er i forbindelse med meget få fra min folkeskole på facebook. Fordi jeg faktisk ikke kan huske noget som helst positivt fra den tid. Jeg var sikkert lige så sær dengang som nu, men det er som om at særhed er meget accepteret, efterhånden som man når op i alderen.

Hvilket er meget heldigt for mig! Jeg bliver faktisk mere og mere stueren efterhånden som alderen stiger. Gad vide hvad der så sker på mandag når jeg er blevet lidt mere acceptabel, mon de store så vil snakke med mig igen?

Sikkert ikke.

Folkeskolen!

Altså, jeg har to forbindelser fra folkeskolen på facebook, fordi det er mennesker jeg godt kunne lide, og så lige en, som jeg faktisk udelukkende er i forbindelse med, fordi jeg tror at han en dag kan være nyttig når jeg skal promovere mit afkom eller i hvert fald en af dem. Men jeg tror faktisk at han ikke arbejder på det der strategiske sted mere, så måske jeg bare skulle slette ham. Jeg kan ikke bruge ham til en snus, og jeg bliver bare i dårligt humør når jeg ser hans profilbillede.

Og lur mig om han overhovedet kan huske hvem jeg er.

I hvert fald…

Det var bare det jeg ville sige.

Kærlig hilsen Kong Mor.. I ved nok, hende med en blog… og nogle lakridspiber.. øhh og telefonfis.. og søndagskager.. og som er julefreak.. Og har fødselsdag på søndag.

Mig altså..

Opsang.

Til nogen. Ikke alle.

For det er langt fra alle der opfører sig SÅ tåbeligt.

Men en opsang til alle de sure, de fornærmede, de forurettede og mopsede.

Altså, jeg ser ikke fjernsyn. Det har jeg muligvis nævnt før.

Men jeg læser aviser. Og der kan jeg læse at der er kommet en ny usmagelig form for selviscenesættelse og realityTV, nemlig at klinke skårene, hos familier der ikke har talt sammen i… Å R E V I S.

Og skulle nogen nu blive stødt over at det falder mig for brystet, så skulle de have tænkt over det en smule før, og måske – i stedet for at lave konfliktløsning sammen med det ganske land – selv have taget initiativ til at få tingene til at køre længe inden resten af Danmark også skulle være med på en lytter.

Jeg kunne for eksempel læse mig til at en far og en datter som ikke har talt sammen i 13 år.. PÅ grund af en gravsten! Jamen jeg mener, helt ÆRLIGT? Hvad sker der inde i folks hoveder?

Jeg tror det er godt jeg ikke ser fjernsyn, for den slags udsendelser ville være nok til at jeg afmeldte hele baduljen og brugte skærmen som spækbræt. Og det ville trods alt være lidt synd for de andre på matriklen som rent faktisk ser fjernsyn indimellem.

Nå. De der mennesker som ikke talte sammen i så mange år på grund af en uenighed??

Ingen mennesker er udelukkende gode eller udelukkende onde, vi indeholder alle lidt af hvert, og man kan tage beslutninger i løbet af sit liv som man kommer til at fortryde senere.

Men hvem er vi til at dømme dem?

Det kunne måske være klogt at vende den om. Ville det ikke være meget rart, at have lidt længere snor den dag man har brug for det?

At man også selv kunne blive tilgivet de tossede ting man immervæk foretager sig, fra tid til anden?

At man ikke altid behøver at være som andre forlanger?

Så kunne man måske bære over med nogle ting i forhold til andre, eller også – hvis det virkeligt går en på – sige fra, og give udtryk for hvad man har brug for i stedet.

For det der fuldstændigt latterlige cirkus med ikke at snakke sammen i årevis, det er da spild af tid. Og tænk hvis den anden falder død om, og man så ikke har snakket sammen på grund af en gravsten eller noget andet tåbeligt?

Fortryder man så ikke det?

Sådan en opførsel er ikke engang barnlig, for så dumme er der ingen børn der er!

Det er bare dumt.

Politik..

Så – ordet kom ud.

Farligt, farligt at give sig til at diskutere den slags på en i øvrigt ellers ganske stueren blog.

Sommetider i hvert fald.

Faktisk har jeg ikke fået ret mange sure eller kværulantiske kommentarer overhovedet og burde vist prise mig lykkelig for det. Jeg tror jeg har fået to eller tre.

I alt. På 1 1/2 år!

Nå, det var et sidespring!

Jeg kom fra politik.

Og jeg må skuffe mine læsere hvis de regner med at finde kontroversielle affirmationer som vil få mig anmeldt for injurier, for det er ikke det jeg har tænkt mig at tale om.

Jeg kunne da godt sige – ligesom næsten alle andre lige for tiden – banaliteter såsom: Thor mö..something (skulle han ikke bare hedde Møghe? Så ville jeg altid kunne huske hvad han hed)

Nå, men ham der Thor han er for ung, Troels han snyder, Elsa Gress er for grim, nårh nej, hun er jo slet ikke med mere, CitronMoster er gået på pension og Erhardt er død. Det er Elsa da vist forresten også.

Den slags kunne jeg godt sige, men det vil jeg ikke, da det ikke er det jeg vil fortælle om.

Jeg har for øvrigt stadig til gode at finde en fornuftig politiker, som jeg har lyst til at stemme på. Også flere gange.

I flere år har folk i min omgangskreds – forstå hvem der kan – opfordret mig til at gå ind i politik.

Og de der løftede øjenbryn kan I godt hive ned igen.

Den var der altså igen i går.

På Facebook.

Det er da muligt det er en joke, men det har jeg så ikke lige opfattet.

Politikere har jo heller ingen humor så det er måske alligevel løsningen. Jeg tror snarere det var i stil med ham Jacob, medvind på cykelstier og det der at man mente jeg skulle ind og deltage med. Jeg har ikke rigtigt noget andet at tilbyde. Jo, også ingen melboller.

Men nej, jeg vil ikke ind i politik. Og jeg vil IKKE diskutere melboller igen!

Aldrig nogensinde.

Heller ikke politik.

Det var nemlig ikke småting, hende jeg cyklede en tur med, kunne berette om den studehandel der foregik på Borgen.

For slet ikke at tale om når Ekstra Bladet blander sig, så bliver det først rigtigt sjovt.

Men altså det er bytte bytte købmand, og så får du dit forlig og jeg får min finanslov, på kryds og tværs.

Et eller andet sted er det vel i orden at de prutter om prisen derinde, de arbejder jo i samme firma om jeg så må sige..

Men jeg ville ikke kunne klare at blive svinet til ustandseligt, bare fordi jeg var uenig med andre eller for ung eller for gammel. Størstedelen af folk derinde har så svært ved at gå efter bolden og ikke manden MK (jeg må hellere være kønsneutral, der kunne jo sidde en svensker) og det kan jeg slet ikke med.

Så jeg må bedrøve Athena og alle de andre der mener at jeg burde slås for Danmark, i stedet for at nøjes med at mele min egen kage, med at det bliver ikke til noget med politik for mig, før folk begynder at tale ordentligt til hinanden!

Jeg kunne selvfølgelig godt gå ind i politik til jeg fik lavet dagpengeloven om, så man gerne måtte lave frivilligt, fornuftigt arbejde, uden at få timerne modregnet, og så bare gå ud igen når det var klaret.

Older posts