• ···

Dagen der gik

Nu skal jeg nok.

Det var en ganske særlig dag i lørdags. Vores egen konfirmationsdag. Jeg ved godt man normalt klarer den slags en søndag i april eller maj som oftest. Men det kunne ikke lade sig gøre at tage hjem og holde stor konfirmation 5 uger før vi skulle flytte.

Og da Prinsessens mormor er en PPP (præst på pension) kunne vi heldigvis låne en kirke, og så var den ged barberet.

Salmerne blev dem vi bedst kunne lide, talen var kun til Prinsessen, med et par indforståede anekdoter og de tekststykker som har gjort mest indtryk på hende.

Det var naturligvis den med at Jesus gav mad til de mange mennesker med to fisk og fem brød. Det skulle jo handle om mad.

Hun fik sat håret af en fancy frisør som kunne få sat styr på krøllerne og det lyserøde hårbånd med bling.

Hun endte med en frisure som en noget tidlig Margrethe, men det var jo på sin vis også i orden når man nu er Prinsesse. Hun kunne godt lide det. Jeg syntes det var en anelse voksent, men jeg prøver jo også at skubbe mine unger nedad, så de holder op med at vokse så rædsomt meget.

Tante (verdens bedste lillebrors kæreste) lagde en superflot make-up bagefter. Prinsessen kom i tøjet og de stribede – og meget synlige – underbukser blev heldigvis skiftet i sidste øjeblik!

Efter selve konfirmationen gik vi over i festlokalet og så blev min tålmodighed sat på en prøve… Jeg skulle lige acceptere at jeg ikke kunne være tre steder på en gang, så jeg tog glad imod al den hjælp der blev tilbudt.

Maden kom på bordet, snakken gik og jeg kunne endelig slappe lidt af.

Vi kunne ikke få fat i noget musik, jeg prøvede og prøvede men Søren og Thomas var som sunket i jorden. Så vi måtte finde på noget andet.

Jeg lavede en quiz om Prinsessen, og slæbte fire sagesløse op på slap line for at fortælle om hende. For hvert rigtigt svar fik hun et stykke slik, og for hvert forkert svar skulle hun tage en bid af en meget forhadt bladselleri. Lad mig sige det sådan, der var ikke meget selleri tilbage men hun fik trods alt mest slik!

Hendes søskende havde indkøbt samtlige lyserøde gadgets på øen og omegn, og pakket det i en gave. Den skulle gives til forskellige, men hver gang var der noget galt:

“Den skal være til mor..”

“Neeej – det skal være til en fodboldspiller..”

“Så hellere en politibetjent”

Men det endte jo godt: “Vi må nok hellere give pakken til den sødeste konfirmand!”

Og det var jo Prinsessen – hvor heldigt!

Pakken indeholdt, blandt andet, en grydeske, et billede af de fire søskende sammen, en hoptimist, en pakke kongen af Danmark, plastre til når livet gør ondt, et meget stort viskelæder til de store fejl i livet, en kæmpe stråhat til hendes starquality og meget andet godt – ALT i lyserødt!

Sød idé og hun blev meget glad for hele sketchen!

Der var taler i en uendelighed. Det er jo ulempen med fire børn der taler meget. Alle synes de bør rejse sig og mæle et par ord. Især fordi ingen andre end os selv siger noget.

Måske tør de ikke fordi vi altid braldrer sådan op. Jeg nåede også at få klimpret en sang sammen. Var dog noget nervøs for versefødderne, idet den var komponeret en sen nattetime efter et par timer på terrassen med min lillebror, hans kæreste og First Man.

Den blev dog sunget og det lød helt godt. Sådan kan man altså godt få lov at være heldig indimellem!

Det var en dejlig konfirmation, Prinsessen var glad og blev forkælet, men jeg er glad for at det er overstået og at der nu er hele 2 år og 8 måneder til næste – og sidste – en af slagsen.

 

Hotline to heaven

har vi ikke..

Men næsten! Vi har i hvert fald til præsten.

Prinsesse Lyserød skal konfirmeres. Det har hun selv bestemt, for længe siden. Men det var en anelse besværligt at skulle tage fra Æblebakken hjem til Øen for at blive konfirmeret med alle de andre, en søndag i april.

Det ville være noget med fri fra skole, for slet ikke at tale om hvor afsindigt besværligt det ville være at skulle lave mad til 35 mennesker sådan på langdistance.

Så fra starten valgte Prinsessen at hun gerne ville konfirmeres alene, i sommerferien. Og ikke til næste år, med de andre fra klassen under sig.

Og når nu mormor er en “PPP’er” – præst på pension – kan man jo godt få det lidt som det lige passer én! Både med det ene og det andet. Lidt fordele skal der jo være ved at være præstens datter og barnebarn!

Derfor skal Prinsessen konfirmeres lige om lidt – midt i sommerferien – en lørdag, fordi det passede bedst, med de salmer vi allerbedst kan lide og den bedste tale der kan fås.

Forberedelsen er foregået på Skype hver søndag eftermiddag i en times tid eller to, det sidste halve år og jeg er ganske overbevist om at hun har lært en del, på alle disse enetimer!

Når man nu sådan er i familie med en præst, så betyder det ikke nødvendigvis at man absolut skal konfirmeres. Firkløveret fik valget. Fest ville de få alligevel.

Og gaver naturligvis!

Men de skulle ikke stå i kirken og lyve om det. Vi har opdraget dem som vi mente var bedst, men vi kan heldigvis ikke bestemme over deres tanker og tro. Det må være deres eget ansvar hvad de vil tro på.

En nonfirmation synes jeg er noget pjat. Jeg mener, enten bliver man konfirmeret eller også bliver man det ikke. Det er slet ikke særlig kompliceret. Der kan være noget med noget kjole og veninderne, men her bliver de ikke konfirmeret i samme kirke – eller samme dag for den skyld – alligevel.

Det eneste som var lidt problematisk, var at Prinsessen ikke syntes det var så fedt at være alene på sit konfirmationsbillede. Løsningen blev så at vennerne, som jo er inviteret med til festen, tropper op i deres fine tøj og bare er med på billedet!

Så der synges, steges, syes, og skives..

OG ledes desperat efter musik. Meget desperat!

Søren og Thomas som stod for underholdningen til de foregående konfirmationer, er som sunket i jorden. Og nu er gode råd dyre.

Og nogen stresser.. lidt.. nogen – som i mig!

Børnelogik i menneskehøjde

I går var alle eleverne samlet i en lille lokal kirke. Fordi det var skærtorsdag. Og de fik historien om den sidste nadver, og så var der ellers lækkert fransk landbrød til alle. Ret hyggeligt. Der var også dækket op, med vin og brød på bordet. Det brugte børnehavebørnene lang tid på at gå rundt om og beundre.

Præsten, som jo er katolik, talte faktisk sådan at børnene også gad høre på ham. Både dem i 9.kl og dem fra børnehaven.

Der er jo det ved det, at du kan godt tvinge ungerne til at komme i kirke, men du kan heldigvis ikke tvinge dem til at høre efter.

Det kommer an på om præsten kan formidle det på en måde, så det også siger børn noget.

Børnene var med i fortællingen. De har nemlig lavet en historie i flere afsnit, som startede i julen. En historie om tre små træer som vokser sig store. Og som drømmer om en hel masse.

Et træ der drømmer om at indeholde en stor og kostbar skat, et træ som gerne vil blive til smukke møbler så folk kan beundre det og det sidste træ som gerne ville blive til et skib, for at komme ud og rejse.

Desværre går det ikke helt som de har drømt om de små træer som nu er blevet store.

Det første træ blev fældet lige før juleferien og købt af en tømrer som lavede det til en krybbe der skulle sendes til Bethlehem til jul, det andet træ blev stående, men fik smukke palmegrene som blev klippet af i søndags da nogen skulle ind i en by.

Det tredje træ blev til et kors. Men slutningen på historien kommer først til Kristi Himmelfart!

Der var nogle meget fine trækulisser, med små frække hoveder der kiggede frem. Ikke et øje tørt. Og de små mennesker gik meget højt op i det. Deres historie var ikke kunstig eller opstyltet (ejheller lavet af voksne) den var ligefrem og herlig logisk og vi grinte mere end en gang.

I dag er det langfredag og jeg kan huske engang jeg var i kirke med Divaen. For mange år siden. Hun har vel været tre eller fire år. På netop langfredag, hvor der ingen lys er tændt, ingen musik, slet ingenting, blot ordene om hvordan Jesus døde på korset.

Divaen som var vant til at kirkegang indebar masser af levende lys, musik og sang, fornemmede den triste stemning, så på mig og spurgte: ”Hvorfor er her så trist?”

Og jeg fortalte at det var fordi Jesus døde, og derfor er det lidt trist inde i kirken langfredag.

Hvorpå hun med al den vidunderlige logik, som kun et barn er i besiddelse af: ”Jamen han kommer igen på søndag”

Og det er da lige netop det han gør!

Velkommen i kirke..

Nu hvor jeg åbenbart ganske ustraffet kan få lov til at brokke mig over sure damer, vil jeg straks ile til med en ny historie. Denne sure dame fylder heldigvis ikke hele kapitlet – det ville også være synd!

Når man er så heldig at vokse op i et land hvor der har levet en mand ved navn Grundtvig, som så gavmildt har delt ud af sange og opbyggelige ord, så bliver man forvænt. Jeg, og den royale familie, går i kirke – eller gik – om ikke hver eneste søndag, så i hvert fald en gang om måneden / hver 6.uge. Det føles som et brusebad for sjælen, man går hjem med fornyet energi og frisk inspiration til sit liv.

Når man så kommer til et andet land skal den slags også finde et naturligt leje – og DET er ikke altid nemt.

Vi er nærmeste nabo til en mastodont af en kirke, og den første søndag vi boede her, ville vi naturligvis også i kirke. Udmærket godt klar over at det er en katolsk kirke, og vi er protestanter, sætter vi os på plads mellem hundreder af mennesker, for vi er vel også kristne.

Efter flere festlige indslag, blandt andet i form af messe på latinsk som ingen forstår noget af, og indlemmelse i en eller anden nonneorden af en gruppe sydamerikanske piger, er der nadver.

Eftersom vi er så mange, bliver der givet nadver – som i den katolske kirke kun består af en tør oblat – flere steder rundt om i kirken. Du stiller op i kø, og får stukket oblaten direkte ind i munden af en præst – som man kun kan håbe på har vasket hænder, den slags hygiejniske tiltag er nemlig ikke højeste mode i Frankrig.

Drikke gør man ikke, her er det nemlig kun præsterne som får den store ære af Jesu Kristi blod – som i øvrigt er renset for røde blodlegemer, det er nemlig hvidvin, fordi præsterne var trætte af at de ikke kunne få eventuelle røde pletter på messehagelen af.

Nå, vi stiller op i kø, First Man med drengene og jeg med pigerne, tilfældigt og ikke smart, skal vi snart erfare. Jeg når at hviske, at de godt må række hånden frem, så kan det være de selv må putte den tørre oblat i munden selv. Vi får vores oblat, og jeg kan se ud af øjenkrogen at First Man og drengene er ved at blive serveret.

Vi går hen på plads igen, da noget uro for enden af vores bænk får mig til at vende mig om. En vissen og surt udseende dame har fat i yngstedrengs ærme og taler til ham med store ord og armbevægelser. Da hans fransk ikke var det allerbedste efter kun 3 dage i landet, skynder jeg mig hen til dem.

Hun spørger ophidset hvad han har tænkt sig at gøre med oblaten, som han stadig holder mellem fingrene. Der kommer ord som, blasfemi og syndig ud af hendes mund. Jeg siger – på dansk – at han skal skynde sig at putte den i munden for det er ligesom det brød vi spiser hjemme i kirken i Danmark. Han kigger mistroisk på den men stikker den i munden – hvorpå jeg skubber ham ind på bænken bag mig, væk fra damen.

Hun undrede sig såre over at et så lille barn måtte gå til nadver, og jeg tænker – jammer, det havde jeg jo helt glemt – at protestanter må få nadver bare sådan, altså så snart de er døbt, mens katolikker først skal igennem den første af deres flere konfirmationer, hvor ”den første nadver” nok er den vigtigste – og den som giver adgang til nadver.

Jeg skynder mig at fiske min fladeste danske accent frem fra dybet af mit stemmebånd, og smiler bare og siger merci, merci, og går ind på plads med ungerne.

Et fejt tilbagetræk, men jeg kunne bare ikke helt overskue at skulle skændes med en sur dame, om hvorfor min søn undrede sig over at han ikke skulle knæle ved et alter, at han ikke fik hverken noget at drikke eller en velsignelse med på vejen og blot en tør oblat stukket i hånden, som på ingen måde lignede det brød vi plejer at få til nadver. Og jeg turde slet ikke vove mig ud i en diskussion om hvorvidt man skal have gået i bibelskole for overhovedet at få lov til at gå til nadver.

Yngstedreng kigger på mig, på vej hjem, og siger at han synes godtnok det er mærkeligt at de får sådan nogle tørre ting, når man nu plejer at få brød – og noget at drikke.

Jeg kan kun konstatere for Gud ved hvilken gang, at jeg ikke synes den katolske kirke helt er fulgt med tiden, og at naturligvis skal det være brød og vin man får til sin nadver. Det er nok unødvendigt at fortælle at vi ikke går i kirke lige der mere, eller jo, vi kommer der med skolen til juleafslutning og sådan. Men ikke sådan, søndag morgen.

Vi har i stedet fundet en lille kirke, som godnok vedkender sig noget protestantisk, men det er så langt fra den danske måde at holde en almindelig gudstjeneste på, at vi faktisk helst oftest er fri.

De synger nogle usandsynligt dårligt oversat og intetsigende sange, vifter med armene under endeløs råben af Halleluja’er og Amen’er , og virker voldsomt overdrevet på os. Men det er nogle søde, venlige og forstående mennesker som vi er kommet til at holde meget af, så det er ligesom det opvejer lidt for den manglende Grundtvigske ånd.

Og så er det jo godt man har internettet og kan høre højmessen på P1 via netradio – og man kan endda skifte til en anden søndag, hvis “præk’nen ikke du’r” men istedet for at tage os en lur, glemmer vi sommetider fuldstændigt at det er søndag, laver pandekager i stedet og går til i fordærv med slemme kortspil, som for eks. Fedtmule, Pis-Marie eller Røvhul.
Amen!