• ···

Hvorfor er det nu fastelavn igen

Denne overskrift skal helst jamres. Og der må gerne sukkes dybt til sidst.

Fastelavn må være på højde med nissebamsen.

Et eller andet sted.

Eller naturligvis ikke selve fastelavnen og alle dens gerninger – og slet ikke fastelavnsbollerne.

Det skulle da lige være de tørre spandauere vi bliver spist af med på firkløverets danske skole.

De spandauere, som INTET har med fastelavnsboller at gøre, har givet mig traumer for livet og jeg tror nok at når jeg kommer hjem, så vil jeg med i noget udvalgsnoget som får indkøbt rigtige fastelavnsboller med en masse flødeskum i – i hvert fald til næste år – som vist er sidste år jeg skal til fastelavn med et skolebarn.

Nå, men det er udklædningerne det er galt med.

De hjemmelavede altså. De gør det fuldstændigt umuligt at være en okay mor.

Også selvom man for en gangs skyld husker det der med fastelavnsris. Adspurgt kunne firkløveret huske de havde vækket First Man og jeg med birkegrene over det hele, én eneste gang.

Det sølle minde berettiger ikke til den mængde ballade, maste lemmer, filtret hår og så alle de visne kviste der endte i min seng.

Men udklædningerne altså.

Jeg magter ikke engang at sige de er flotte.

Mennesker som burde være dekoratører i Disneyland eller på le Moulin Rouge, skulle faktisk holde sig fra at lave udklædninger til deres afkom. For at skåne mindre dygtige mødre. Som mig. Alternativt kunne de godt kreere udklædninger til alle os andre også.

Har nemlig lige været vidne til et udklædnings-spam-angreb via facebook.

Jeg gik ellers og var så glad. For i Frankrig er der slet ikke tradition for at lave et juletræ, en vandmand eller.. en haj der spiser en dykker. Jo – det findes.. sådan en udklædning har jeg nemlig lige set. Den var simpelthen så fantastisk flot at jeg kom til at græde..

Hallo derude.. Det er fandme ikke i orden. (hulker lige lidt mere seriøst her..)

Prøv dog at have lidt medlidenhed med almindelige dødelige, som kun lige akkurat kan skrue sig op til Lucky Luke når bølgerne går højt.

Ej, faktisk syede jeg en blomst og en leopard – HELT SELV – da Divaen var fem og Zorronaldo var 3. Disse to hjemmelavede udklædninger blev genbrugt år efter år efter år, og blev først smidt ud da leoparddragten til sidst sad så stramt at Gårdmand Bjørn ikke kunne sidde ned uden at tale med en meget lys stemme.. Mere lys end vanligt, forstås.

Så mente jeg, at jeg dermed havde aftjent min kreamorpligt. De havde endda vundet flere konkurrencer, det var godt nok i den danske kirke i Paris, men alligevel!

Men nu – med denne ”papmachéhaj sat udenpå barn forklædt som dykker”, for evigt tatoveret på indersiden af min hornhinde – er jeg jo nødt til at tænke kreativt. For at opretholde bare et minimum af en illusion om at jeg er en god mor. I hvert fald til fastelavn.

Måske er vi helt ovre i noget gulerod.. eller tandpastatube. Den ville jeg endda kunne tage med hjem til øen og bruge til næste år. Men det ville ikke hjælpe ret meget; alle dem i Danmark som jeg omgås, i fastelavnsregi, ved udmærket at jeg overhovedet ikke er så overskudsagtig.. De ville nok ikke engang tro på at jeg selv havde lavet den.

Det er hvad det er.

Men hvad værre er, han vil ikke.

Min Gårdmand Bjørn er fuldstændigt bedøvende ligeglad med at kunne blive gulerod. Og med at blære sig med sin mors kunnen.

Trist er det..

Han vil være James Bond.

Helt ærligt. Det er jo bare slet ikke ”krea-overskudsmor”-promoverende nok, så jeg prøver at overtale ham til noget som er svært at lave.

Med sikker woweffekt.

Firkanter på hjernen

Nu – da jeg jo ikke vandt noget som helst – og Alt for Damerne ikke gad have min tekst – så får I den da bare.. Because you’re worth it.. Altså – her er mit ynkelige looser bidrag til den der skrive konkurrence, jeg som sagt ikke vandt:

Det hele startede med, at jeg kom til at læse i nogle dameblade.

Der kunne jeg læse om fine mennesker, interviewet i diverse hvide interiører, fotograferet dekorativt stående ved siden af den gyngehest de havde lavet af 7 mælkekartoner og et par økologiske ølkapsler.

Den slags mennesker, har ligeledes malerier stående på gulvet. Jeg udleder deraf, at deres maleri har kostet så meget, at de åbenbart ikke har råd til en boremaskine. Jeg har nemlig også malerier i stuen, hjemmelavede og deraf næsten gratis, hvorfor jeg både har haft råd til at ramme dem ind og hænge dem op med dyre rawplugs.

Eller også er jeg bare slet ikke med på moden. Det skulle nu heller ikke undre mig.

Men altså, efter at have læst i de der blade og følt mig umoderne, ville jeg også gerne med på moden og lave noget kreativt jeg kunne blære mig lidt med – ligesom alle de andre mennesker i hvidt.

Jeg var dog helt klar over, at jeg aldrig ville kunne kreere en gyngehest, og da mine malerier allerede hænger på væggen, måtte jeg se mig om efter noget andet. Jeg bestemte mig så for at hækle et tæppe. Sådan en slags slumretæppe. Af oldemorfirkanter.

Jeg vil nok aldrig blive interviewet, og da slet ikke ved siden af min frembringelse; mit interiør er i øvrigt heller ikke hvidt, men så længe jeg har fornemmelsen af at være med på moden, er det fint nok.

Den følelse gik jeg nemlig fuldstændigt glip af, da det var blomstrede vattæpper, det handlede om.

At jeg ikke kunne hækle, var så en mindre detalje jeg regnede med at få styr på uden større besvær.

Jeg bevægede mig derfor ned i den lokale garnforretning. Det var yderst ubehageligt. Der var fyldt med damer – begge steder. Damer med ubleget hør og håret sat op i økologisk knold.

Da jeg lidt diskret prøvede at forklare jeg gerne ville lære at hækle, blev der fuldstændigt stille. Meget længe. Så længe, at jeg fik tics.

Jeg nøjedes derfor med at smile blegt og købe en hæklenål.

Det er altså også for dårligt at jeg ikke har lært at hækle. Jeg fik dog lært at væve i 2.klasse Og hvor tit har man lige brug for det? Hvem har i det hele taget en væv?

Nej vel – jeg tænkte det nok.

Jeg FIK så, meget mod forventning, lært at hækle i sidste uge.. Og har nu hæklet noget som ligner hullede grydelapper.

Faktisk synes jeg at der er mange flere huller end hæklemasker. Men det skal måske bare se sådan ud.

Enten skal tæppet ligge firdobbelt eller også har jeg gjort noget helt forkert.

Næsten fem lapper er det blevet til.

Jeg har faktisk overhovedet ikke styr på det. Har bare kastet mig ud i det. En anelse hovedkulds. Jeg er nemlig ikke så god til kladder og prøver og den slags kedsommeligt noget. Jeg vil bare gerne med på moden.

Jeg er helt klar over, at der er meget lang vej til de 126 lapper, der skal til, for at det rent faktisk bliver til et slumretæppe.

For slet ikke at tale om at de skal syes sammen til sidst.

Alle sammen

Jeg kunne eventuelt stoppe ved måtte-stadiet, men det ville være noget af et nederlag, når man har planlagt at ende med noget man kan putte sig i.

Har i øvrigt slet ikke brug for en måtte. Og slet ikke en med huller i.

Måske skulle jeg hellere tage malerierne ned fra væggen, og se mig om efter et blomstret vattæppe.

Alt på et bræt

Nu vi er ved de der toiletter, så vil jeg da også skynde mig at fortælle, at jeg slet ikke tør tage telefonen med derud mere.

At have alt på et bræt er nemlig ikke en mulighed mere.

Det er gudskelov kun en forbigående angst – da det har en hel del med noget komfort at gøre – og intet med min telefon.

Brættet er nemlig ved at knække.

Jeg ER på kur, sagde jeg. Og First Man vejer stadig en hel del mere end jeg.

Men hver gang jeg satte mig – og dernæst ville rejse mig igen – var der noget som nev mig i ballen. Sådan rigtig eftertrykkeligt.

Eller faktisk, hvis jeg skal være anatomisk korrekt, var det ikke helt i ballen, men på baglåret sådan cirka 5 cm under ballen.

Der blev jeg nevet. Hver gang. Der var ikke noget på selve brættet. Og det begyndte ærligt talt at blive en anelse trivielt, for slet ikke at tale om hvor irriterende det var, ikke at vide hvad der nev mig.

Jeg er trods alt ikke mere blond, end at jeg godt er klar over at det ikke er en hvem.

Hvorom alting er, så mener jeg at man på et eller andet tidspunkt må finde på en lidt mere effektiv måde at få opmærksomhed på. Og blive ved med at nive sagesløse folk – mig – i baglåret er ikke i orden. Også selvom man er en ting.

Efter flere gange at have klaget min nød og First Man blot stirrede forvirret på mig uden at foretage sig det mindste for at redde mit skamferede baglår, endte det med at jeg tog brættet i egen hånd, og opdagede en knappenålstynd revne i malingen på brættet, knapt synlig med det blotte øje.

Jeg udledte heraf at noget var i stykker og at det var grunden til de gentagne niv.

Klog af skade, ville mit baglår ikke deltage i festlighederne længere, og begyndte derfor at lette og hælde over til den anden side. Og således, voldsomt akavet og noget skråt placeret, på et ellers nivende wcbræt, er det ikke muligt også at håndtere en mobiltelefon uden stor risiko for det ene og det andet.

Men der er håb forude, selvom han ikke tog sit protektorat seriøst, har First Man åbenbart også selv fået kærligheden at føle fordi, for lidt siden kom han nemlig meget hurtigt forbi min plads og spurgte en anelse forpint hvor jeg gemte min gaffatape.

Bi-witched

Ja, jeg ved godt jeg burde have fundet en spændende ny blog at fortælle om til i går – men jeg har lidt på fornemmelsen at det er så som så med efterspørgslen.

Og så – hvis jeg nu skal være helt ærlig – og det skal man jo, har jeg heller ikke fundet nogle jeg syntes iiiih – det var dog fantastisk. Ved ikke hvor jeg skal finde nye blogs – jeg synes jeg har været rundt omkring.

Så onsdagsbloggen må komme indimellem, hvis jeg finder en særlig god en – som jeg bare bliver nødt til at fortælle om.

Alternativt kunne I jo selv sende mig et link, hvis der er en side I mener jeg skal kigge på!

Men foreløbigt er onsdagsbloggen på ferie.

Og så er det jo godt at jeg har noget andet at fortælle om.

Først er der jo overskriften – og hvis ikke den har fået Ellen til at se rødt ved jeg ikke hvad jeg ellers skal gøre!!

Men den har en forklaring!

IMG_5475

Men der skete nemlig det at en lille heks rejste med ekstra post fra Canada til Æblebakken.. Jo jo  – det er ganske vist.

Vi sad i bilen – på vej ud for at købe ind – og jeg ville lige tømme post nu jeg alligevel kom forbi – så slap jeg også for at løbe derop.

Jeg kunne med det samme se det var fra Birgitte – så den skulle åbnes med det samme. Men det måtte Prinsesse Lyserød stå for – og uendeligt forsigtigt blev den lille fine heks befriet fra sin seng af silkepapir.

IMG_5478

Denne vidunderlige heks har søde Birgitte lavet. Hun – Birgitte altså, ikke heksen, for den bor nu på Æblebakken – bor i Canada og hun laver.. en masse spændende. Derfor Bi-witched.. Lidt søgt ja – men alle kan komme i bekneb for en overskrift.

Nu er det måske lidt for sent til en halloween heks – men hun laver også nisser – og engle måske?

De kan sagtens nå at komme frem før jul!

JEG skal i hvert fald have nogen!

Klipomania.. eller noget

Nogle gange er det meget, meget svært at være en god, pædagogisk og forstående mor som ikke skælder ud, eller med stemmen helt oppe i de oktaver som splintrer glas.

Indimellem kan man være heldig at trække vejret så dybt at man bliver gasblå i hele hovedet, og derved undgå at råbe til sine børn, men andre gange er dette umuligt.

Det var tilfældet for mig i går.

Det er nemlig sådan, at jeg blandt andre, har en søn på 9 år – jeg nævner ingen navne – som er meget glad for at klippe og skære i ting. Ja han laver også andre ulykker – men dem klarer vi med det samme.

Men dette her skære-klippe noget, havde derimod taget om sig, i sådan et omfang, især i forbindelse med mit badeforhæng, at jeg til sidst ligeså godt kunne tage bad bagved en si. Eller en ost. En af dem fra Schweiz med huller i, lige bortset fra lugten naturligvis.

I hvert fald, i sidste uge fik jeg købt et nyt og ganske uhullet badeforhæng – som desværre stadig blafrer – og jeg tror nok jeg meddelte beboerne på Æblebakken, ret højrøstet, at dette nye badeforhæng skulle der ikke nødvendigvis lufthuller i.

Stor var min irritation derfor, da jeg i går skulle lægge håndklæder sammen, og fik fingrene i et som havde umiskendelige hak i kanten, grangiveligt som havde en lille saks lagt vejen der forbi.

Heldigt er det, at mine krystalglas er blevet hjemme på øen, for de var nok røget sig en tur, i den hylen, mine stemmebånd derpå satte sig fast i.

Og.. ja, jeg ved ikke med jer, men jeg er rigtig god til at komme i tanke om alle mulige andre ulykker, mit elskede firkløver har bedrevet, også et par enkelte hvor der burde være præskription, men som i kampens hede, pludselig falder mig ind, og som jeg lige så godt kan fremhæve, nu vi er så godt i gang.

Det er som om disse, lidt forældede sager, bare ligger så godt til hyletonen.. Som om stemmebåndet helt af sig selv, kan genkende den B-Mol de blev udgivet med oprindeligt.

Nå, men efter sådan en hyggelig lille råbestund, så holder jeg mig gerne lidt for mig selv, til jeg på ny er i stand til at åbne munden, uden det er de høje oktaver der skal ud.

Jeg var faldet så meget ned, at jeg endda kunne gå op og sige godnat til den formastelige, som havde fundet det klogest bare at gå i seng for at undgå videre tiltale. Det var desuden sengetid..

Der var jo to muligheder, som jeg forklarede til den lille bylt under dynen: enten blev der klippet af arrigskab, eller også fordi man er væk i en leg og bare godt kan lide at klippe. Men at når man er 9 år er man for stor til at lave sådan nogle tåbelige ting som at klippe i alt muligt.

De klare øjne som dukkede frem under dynen, og stemmen som bedyrede at han altså ikke var sur på os, når klippetrangen kom over ham, syntes jeg godt jeg kunne stole på.

Jeg sagde så, at hvis han gerne ville klippe var det altså meget bedre hvis han fandt noget lovligt at klippe i. Og han kunne jo lave en kollage eller noget – klippe i mine gamle tilbudsaviser eller blade. (mind mig lige om at jeg skal gemme mit Femina væk) Det ville han meget gerne. Lave en kollage eller et julekort eller noget. For han var ikke så god til at klippe ting ud – kom det så.

Og det undrer mig ingenlunde – det er nemlig ret svært at klippe i badeforhæng og håndklæder med en gammel neglesaks.

Older posts