• ···

Hvorfor objektiv?

Når det handler om Zorronaldos valg af politiske præferencer, vil jeg lige uddybe min trang til objektivitet!

Om ikke andet, så fordi Fruen ikke fik et ret fyldestgørende svar i går.

Jeg synes det er for nemt at synes det man altid har gjort.

Folk som er snævertsynede, intolerante og stivnakkede – og her tænker jeg ikke kun på min sure svigerfar – fastholdes gerne i deres deres overbevisning af omgivelserne. De læser aviser der mener det samme som dem, deres vennekreds er udelukkende folk af samme overbevisning, deres dødsyge og stadigt tilbagevendende pseudo oplysende emails om dette og hint, taler sjældent mod deres mening.

Og således kan de blive fastholdt i at se verden udelukkende fra deres eget synspunkt.

De vil vandre gennem livet uden nævneværdig modsigelse fra deres omgangskreds og være evigt forurettede over at verden vil bedrages, samt at det er synd at ingen vil lytte til sandheden!

Derfor er det mig så magtpåliggende at mine børn får lov til at vælge deres politisk ståsted selv. Uden skelen til hvad jeg mener.

Jeg ved jeg har opdraget dem i en bestemt retning, men ligesom jeg valgte noget andet end mit bagland, er det også deres ret at få mulighed for at se hvad verden – i dette tilfælde Danmark – har at tilbyde.

Hvad synes de selv er rigtigt og forkert. Hvor ligger deres værdier og den slags småting.

Hvis deres værdier er nogle jeg har trukket ned over hovedet på dem, kunne de jo godt finde på at slå sig i tøjret og vælge noget andet bare for et syns skyld..

Og det ville da være synd.

Jeg vil gerne have dem lært at deres mening er værdifuld, også selvom det ikke er den samme mening som jeg har.

Derfor ville jeg så gerne kunne være neutral og objektiv i min forklaring af hvordan verden ser ud og hvilke muligheder der er.

Mig, du ved nok…

Altså..

Bliver I altid genkendt?

Ringer I aldrig op til nogen og kaster jer med det samme febrilsk ud i lange indviklede forklaringer om, hvor I kender hinanden fra?

Det gør jeg.

Tit.

Jeg har så ofte oplevet at ringe op og sige: Hej, det er Stine… hvorpå en dødlignende tavshed overtog linjen.

“Øhhhh…” kommer det så, meget tøvende.

For vedkomne kan ikke for sin død huske hvem jeg er.

Så er det de der lange indviklede forklaringer kommer ind i billedet. Og for at undgå den slags yderst pinlige situationer, er jeg bare begyndt at lade som om hele min omgangskreds har en form for light demens.

Okay så, ikke til min mor vel?

Jeg ringer naturligvis ikke op og siger at jeg er hendes gakkede datter. Det gør man bare ikke til det eneste menneske i verden som kan forstå hvad man siger når man gaber!

Nå, men så alle de andre. Næsten.

Jeg har en forholdsvis god hukommelse. Og kan huske navne og ansigter og oplevelser længe efter – vi snakker hele årtier her – begivenheden fandt sted. Og det er ikke alle som har det sådan.

Har jeg fundet ud af.

Så derfor lirer jeg lange – ofte usammenhængende – remser af, med så mange oplysninger om min person som mulig, på kortest tid. I telefonen.

Men det er lidt hæmmende for mine andre sociale udfoldelsesmuligheder.

For eks. på Linkedin hvor jeg slår mine folder i håb om at finde et job.

Jeg kan genkende umådeligt mange mennesker som mine kontakter er i kontakt med, men er fuldstændigt overbevist om, at de hverken kan huske mig eller hvor de kender mig fra hvis vi arbejdede sammen i et par måneder for fire år siden.

Derfor kontakter jeg dem ikke. Og gad lige vide hvor mange jobs der går min næse forbi der?

For det er ærligt talt lidt nedslående, gang på gang at blive mødt af total mangel på genkendelse, når man lige kunne huske noget vældigt interessant man foretog sig med vedkomne for fire år siden.

Eller 28 for den sags skyld. År altså.

Eller tilbage i folkeskolen.

Men nu folkeskolen…

Og facebook.

Jeg er i forbindelse med meget få fra min folkeskole på facebook. Fordi jeg faktisk ikke kan huske noget som helst positivt fra den tid. Jeg var sikkert lige så sær dengang som nu, men det er som om at særhed er meget accepteret, efterhånden som man når op i alderen.

Hvilket er meget heldigt for mig! Jeg bliver faktisk mere og mere stueren efterhånden som alderen stiger. Gad vide hvad der så sker på mandag når jeg er blevet lidt mere acceptabel, mon de store så vil snakke med mig igen?

Sikkert ikke.

Folkeskolen!

Altså, jeg har to forbindelser fra folkeskolen på facebook, fordi det er mennesker jeg godt kunne lide, og så lige en, som jeg faktisk udelukkende er i forbindelse med, fordi jeg tror at han en dag kan være nyttig når jeg skal promovere mit afkom eller i hvert fald en af dem. Men jeg tror faktisk at han ikke arbejder på det der strategiske sted mere, så måske jeg bare skulle slette ham. Jeg kan ikke bruge ham til en snus, og jeg bliver bare i dårligt humør når jeg ser hans profilbillede.

Og lur mig om han overhovedet kan huske hvem jeg er.

I hvert fald…

Det var bare det jeg ville sige.

Kærlig hilsen Kong Mor.. I ved nok, hende med en blog… og nogle lakridspiber.. øhh og telefonfis.. og søndagskager.. og som er julefreak.. Og har fødselsdag på søndag.

Mig altså..

At kommentere..

Jeg har undret mig en del over kommentarer på det sidste. Ikke bare hos mig selv, men også hos andre. Og det var faktisk Hanne som fik sat noget igang med sit indlæg om at kommentere.

Det er som om man – og “man” er jo så mig i dette tillfælde – bliver vant til at kommentere hos de samme og ikke rigtigt “tør” lægge en kommentar hos andre.

Og de få gange jeg vover pelsen og lægger en kommentar hos en hvor jeg ikke plejer at kommentere, så er det sjældent jeg får svar. Sådan er det naturligvis ikke hver gang, men meget ofte.

Men jeg kan se et tilsvarende mønster hos andre også. Man skriver altid hos de samme.

Og dybest set ved man ikke helt hvem det er der læser med, mest fordi de aldrig lægger en kommentar og giver sig til kende!

Så er der svarene. Mine svar til mine kommentarer altså. Jeg prøver så vidt muligt at svare alle hver især. Nogle gange er det lidt forsinket, men jeg svarer altså. Naturligvis kan det smutte.

Så er der spørgsmålet om hvorvidt I vender tilbage for at se svarene. For hvis ikke I læser mine svar, så kan det vel være bedøvende ligegyldigt om jeg svarer!

Jeg ved vi har været ude i hvorfor man blogger, og jeg vil nu holde på at selvom jeg skriver fordi jeg slet ikke kan lade være, så er det vidunderligt at nogen gider læse det, og endda gider sende et lille ord.

Så I år ønsker jeg mig kommentarer i fødselsdagsgave! Så ved I det!

 

Det der med sengetider, ikk?

Nu er det sådan at jeg er begavet med meget søvnige børn. Og får de ikke nok søvn bliver de ikke til at være i nærheden af. Gad mon vide hvem de har det fra?

Men altså, derfor er der sengetid for mine børn senest kl 21. hvilket nok er lidt tidligere end i så mange andre familier. Selv gymnasieeleverne, som jeg naturligvis ikke koster i seng længere, slukker også lyset omkring kl. 22. Sommetider senere, men det er sjældent. Når man skal op kl 06 har man brug for søvn.

Jeg bruger for det meste god tid på at sige ordentligt godnat og snakke og lytte og hygge.

Ligeså i går aftes. Jeg havde siddet længe hos Prinsessen, hørt på hendes engelske stil – som var til i dag – og fik sagt godnat og slukket lyset. Og kysset hende to gange!

Samt lukket det skab hun bliver bange for, hvis det står åbent om natten.

Så gik jeg ned.

Hvorpå jeg fandt Holger, morede mig en kende over det, og gik så ind og ændrede mit coverbillede på Facebook. Til nogle vaser. Nu da Halloween er et overstået kapitel for i år.

Mens jeg sad der og så mig omkring på facebook, tikkede der en opdatering ind. Med Prinsessens navn.

Hun kunne godt lide mit billede…

Jeg nåede lige at tænke at nogen var på hendes profil, men det gik hurtigt op for mig at det nok ikke helt var sådan det hang sammen.

Stille og roligt gik jeg op til hende og brølede at hun skulle slukke for facebook nu og lægge sig til at sove omgående, og så kom jeg desværre til at grine..

Meget kan man kalde hende, men udspekuleret er hun altså ikke!

Older posts