Min salig Mormor sagde altid: “Tonen. Det er tonen det bliver sagt med.”
Det sagde hun gerne, når jeg havde vrisset af hende eller en anden, og på en lidet elegant måde, givet heftigt udtryk for min utilfredshed.
Og hun havde ret. Og heldigvis har jeg da lært lidt mere med årene. Man kan nemlig være vældig uforskammet med et stort venligt smil.
En disciplin jeg udøver fra tid til anden, når jeg mener at nogen fortjener det. Om jeg har ret, skal jeg lade være usagt.
Det sker efterhånden meget sjældent, men stærkt inspireret af damen i Ellens indlæg, eller nej – det var ikke damen som inspirerede mig – det var selve indlægget.
Jeg kom nemlig i tanke om en episode, som fandt sted for en del år siden. En ret pinlig episode faktisk. For jeg opførte mig bestemt ikke spor pænt.
Jeg havde været inde i en hyggelig lille butik, som ligger i en smal gade med parkeringspladser i den ene side, og kørebane i den anden.
Når man skal den ene vej, må man pænt vente på at der er fri bane før man giver sig i kast med at forcere det korte stykke vej, som faktisk ikke er helt så kort igen.
Vel inde i min bil, med de italienske specialiteter jeg havde købt, tjekkede jeg at der ikke var nogen modkørende biler, hvilket der ikke var, hvorpå jeg startede og kørte.
Omtrent fire bilers længde ind i gaden, kom der en modkørende oppe ved den anden ende. Jeg havde ikke andet valg end at fortsætte og så kunne jeg se en ledig plads længere oppe – cirka midt imellem min bil og den modkørende – hvor jeg regnede med at holde ind og lade den anden komme forbi.
Men dette krævede at den modkørende bil lige holdt tilbage i de 30 sekunder det ville tage mig at komme derop.
Det var den modkørende bilist ikke til sinds at lade mig gøre, så hun – for det var en bilist af hunkøn – fortsatte hidsigt ned mod min bil.
Så holdt hun meget provokerende og afventende. 25 cm. fra min kofanger. og ventede.
Jeg smilede venligt til hende og spekulerede på hvad i al verden hun havde tænkt sig.
Det var tydeligt at hun forventede at jeg bakkede ud for at lade hende komme forbi. Til trods for at hun var kommet ind i gaden, efter jeg var engageret.
Jeg var godt klar over at hun havde forkørselsret, men jeg kunne ikke se logikken i at jeg skulle bakke.
Hvis jeg skulle bakke ud igen hver gang der kom en bil, så ville jeg jo aldrig komme nogen vegne. Jeg ville naturligvis aldrig starte med at køre, hvis der var biler i forvejen, dummere er jeg trods alt ikke.
…
Men hendes aggressive blik fortalte en helt anden historie.
Og så var det at jeg blev lidt stædig…
Så jeg holdt.
Stille.
Og smilede.
Microsekundet før hun kørte ind i min bil, begyndte jeg at bakke.
Desværre bragte denne handling det største og mest veltilfredse grin jeg længe har set, frem på damens læber.
Og så..
Gik mit bakgear i stå. Centimeter for centimeter bakkede jeg med en hastighed der ville få mig af vejen i løbet af et kvarter. Mindst.
Damens grin var så flabet og uforskammet og indbød kun til at give tilbage af samme skuffe. Hvilket jeg gjorde. Barnligt og præcis lige så flabet, jeg ved det, men hold OP hvor var jeg gal og følte mig uretfærdigt behandlet. Men jeg smilede venligt, råbte ikke efter hende og mine fingre begyndte heller ikke at stritte i mærkelige retninger.
Damen var på dette tidspunkt rødglødende af raseri, jeg løftede beklagende skuldrene, og smilede endnu mere venligt!
Lene, som sad ved siden af, grinede nervøst til mig og vidste vist ikke helt hvad jeg havde tænkt mig.
Hvad jeg havde tænkt mig, gad damen øjensynligt heller ikke vente på, for hun kørte simpelthen op på fortovet og drønede forbi os.
Og jeg kom igennem gaden uden at blive forstyrret yderligere.
Jeg burde naturligvis have bakket med det samme, men hendes opførsel bragte det værste frem i mig og jeg må med skam melde at jeg opførte mig ligeså tåbeligt.
Men den slags mennesker får desværre det allerværste op i mig. Med et smil!
Der blev sagt: