• ···

Ej men altså, nu igen?

Endnu engang skal jeg ud og proklamere at jeg ikke er perfekt. Faktisk burde dette indlæg hedde Perfekt#3, idet vi både har været forbi både #2 og #1.

Forleden sad jeg og snakkede med nogle veninder, og vi kom ind på pandekager. Hvorpå jeg glad meddelte at vi fik pandekager til aftensmad – om ikke hver søndag – så meget tit.

Pandekager eller vafler. Eller æbleskiver. Eller marmelademadder. I bedste Marmelade-Amalie-stil.

Efter devisen: søndage er grå og dødsyge, og i morgen er det mandag, derfor kan vi ligeså godt spise pandekager for at hygge lidt!

De stirrede på mig som om jeg lige var landet.

“Pandekager med kød i, ikke? Ligesom i Frankrig?” Kom det mistroisk.

“Nej” sagde jeg. “Pandekager med nutella, marmelade, sukker, sirup, is, hvad vi nu har lyst til. Ingen kød, ingen grøntsager”

For vi har naturligvis fået både kød og grøntsager til vores søndagsfrokost.

“Søde pandekager” sagde den ene langsomt “og ingen anden sund aftensmad?”

Jeg nikkede “jeps – søde pandekager i tusindvis og ingen anden aftensmad”

I har set dette billede før, men I tager nok ikke skade af at se det igen. Man tager ikke skade af at gentage pandekager!

Der var stille lidt.

Og så blev der jublet.

Uhæmmet.

Intet mindre.

Ikke af glæde over at mine børn er vildt heldige med deres søndagsaftensmåltider. Næ nej, men derimod over at jeg slet ikke var så perfekt som de troede.

Suk.

Årrrh nej, ikke nu igen!

gggnnnnnniiiiiiii.. (biden i kno)

Kom til at kigge på min kalender; i disse dage er der nemlig stor endnu større risiko for at jeg overser en del, jeg er nemlig momentant pjevset hysterisk over:

(her i vilkårlig rækkefølge)

– Dobbelt fødselsdag, som trods alt snart er overstået, idet First Man er så hensynsfuld at have fødselsdag i dag. Det er faktisk lidt synd at han i de sidste 11 år er kommet i anden række.

– Snevejr og medfølgende problemer, når man har planlagt spændende ting langt væk til i aften. Hvis vi kører nu er vi sikkert fremme til i aften…

– Rutebiler og deres forsinkelser,

– Børns fremtid… bare sådan generelt.

– Min manglende evne til at sige nej og dermed temmelig ondt i maven over at sidde som en lus mellem to negle.. HVORNÅR lærer jeg det?

– Jobsøgningsdepression, bare fordi det er træls.

Der er nok at jamre over.

Derfor tjekkede jeg kalenderen. En ekstra gang.

For at undgå “Glemte aftaler” som et nyt punkt, på min alt for lange liste.

Og faldt over d. 14. december.

I år.

Kl. 10:00

Ej men, helt ÆRLIGT jo.

Står der hvad jeg skal?

Står der hvad jeg lige har planlagt til fredag d. 14 december kl. 10?

Gør der?

Nej.

Nu har jeg otte dage til at finde ud af hvad jeg skal. Næste fredag kl. 10.00

Morsomheder og andre humoristiske tiltag vil blive ignoreret. Seriøse forslag – subsidiært moralsk opbakning – fra folk der rent faktisk ved hvad de taler om, er velkommen.

Kalender.

Nej ikke julekalender.

I det hele taget ikke mere jul her foreløbig.

Men kalendere i det hele taget.

Jeg har jo noget mac. Og der er en kalender. Den er så smart indrettet at den kan snakke med de andre mac’er helt selv, så jeg ikke skal skrive det samme ind i alle tre maskiner. Og det jeg noterer på iphonen kommer automatisk over på ipaden og vice versa.

Derudover har jeg en stor vægkalender hængende i køkkenet, hvor jeg også skriver forskellige aftaler og begivenheder ind.

Jeg burde være helgarderet med så mange muligheder for at notere datoer og tidspunkter.

Det er jeg for så vidt også. Helgarderet altså.

Men det kræver en enkelt lille detalje.

At man kigger på dem.

Det nytter ikke noget at være god til at notere alt muligt vigtigt, det være sig på iphone og andre cyberremedier, eller på gammeldags facon med papir og blyant, hvis man ikke indimellem også konsulterer sin kalender.

Og dermed undgår at gå glip af både lægebesøg – ikke alene egne men også børnenes – legeaftaler, koncerter og middagsaftaler.

Jeg siger det bare.

 

Sig det med et smil.

Min salig Mormor sagde altid: “Tonen. Det er tonen det bliver sagt med.”

Det sagde hun gerne, når jeg havde vrisset af hende eller en anden, og på en lidet elegant måde, givet heftigt udtryk for min utilfredshed.

Og hun havde ret. Og heldigvis har jeg da lært lidt mere med årene. Man kan nemlig være vældig uforskammet med et stort venligt smil.

En disciplin jeg udøver fra tid til anden, når jeg mener at nogen fortjener det. Om jeg har ret, skal jeg lade være usagt.

Det sker efterhånden meget sjældent, men stærkt inspireret af damen i Ellens indlæg, eller nej – det var ikke damen som inspirerede mig – det var selve indlægget.

Jeg kom nemlig i tanke om en episode, som fandt sted for en del år siden. En ret pinlig episode faktisk. For jeg opførte mig bestemt ikke spor pænt.

Jeg havde været inde i en hyggelig lille butik, som ligger i en smal gade med parkeringspladser i den ene side, og kørebane i den anden.

Når man skal den ene vej, må man pænt vente på at der er fri bane før man giver sig i kast med at forcere det korte stykke vej, som faktisk ikke er helt så kort igen.

Vel inde i min bil, med de italienske specialiteter jeg havde købt, tjekkede jeg at der ikke var nogen modkørende biler, hvilket der ikke var, hvorpå jeg startede og kørte.

Omtrent fire bilers længde ind i gaden, kom der en modkørende oppe ved den anden ende. Jeg havde ikke andet valg end at fortsætte og så kunne jeg se en ledig plads længere oppe – cirka midt imellem min bil og den modkørende – hvor jeg regnede med at holde ind og lade den anden komme forbi.

Men dette krævede at den modkørende bil lige holdt tilbage i de 30 sekunder det ville tage mig at komme derop.

Det var den modkørende bilist ikke til sinds at lade mig gøre, så hun – for det var en bilist af hunkøn – fortsatte hidsigt ned mod min bil.

Så holdt hun meget provokerende og afventende. 25 cm. fra min kofanger. og ventede.

Jeg smilede venligt til hende og spekulerede på hvad i al verden hun havde tænkt sig.

Det var tydeligt at hun forventede at jeg bakkede ud for at lade hende komme forbi. Til trods for at hun var kommet ind i gaden, efter jeg var engageret.

Jeg var godt klar over at hun havde forkørselsret, men jeg kunne ikke se logikken i at jeg skulle bakke.

Hvis jeg skulle bakke ud igen hver gang der kom en bil, så ville jeg jo aldrig komme nogen vegne. Jeg ville naturligvis aldrig starte med at køre, hvis der var biler i forvejen, dummere er jeg trods alt ikke.

Men hendes aggressive blik fortalte en helt anden historie.

Og så var det at jeg blev lidt stædig…

Så jeg holdt.

Stille.

Og smilede.

Microsekundet før hun kørte ind i min bil, begyndte jeg at bakke.

Desværre bragte denne handling det største og mest veltilfredse grin jeg længe har set, frem på damens læber.

Og så..

Gik mit bakgear i stå. Centimeter for centimeter bakkede jeg med en hastighed der ville få mig af vejen i løbet af et kvarter. Mindst.

Damens grin var så flabet og uforskammet og indbød kun til at give tilbage af samme skuffe. Hvilket jeg gjorde. Barnligt og præcis lige så flabet, jeg ved det, men hold OP hvor var jeg gal og følte mig uretfærdigt behandlet. Men jeg smilede venligt, råbte ikke efter hende og mine fingre begyndte heller ikke at stritte i mærkelige retninger.

Damen var på dette tidspunkt rødglødende af raseri, jeg løftede beklagende skuldrene, og smilede endnu mere venligt!

Lene, som sad ved siden af, grinede nervøst til mig og vidste vist ikke helt hvad jeg havde tænkt mig.

Hvad jeg havde tænkt mig, gad damen øjensynligt heller ikke vente på, for hun kørte simpelthen op på fortovet og drønede forbi os.

Og jeg kom igennem gaden uden at blive forstyrret yderligere.

Jeg burde naturligvis have bakket med det samme, men hendes opførsel bragte det værste frem i mig og jeg må med skam melde at jeg opførte mig ligeså tåbeligt.

Men den slags mennesker får desværre det allerværste op i mig. Med et smil!

 

Længe leve gymnastik.. og Tena lady!

Ja ja ja, jeg ved godt det ikke er noget man skal tale om offentligt, og tabuer og den slags.

Men her har vi endnu en indrømmelse.

Men altså..

Når man er omme på den anden side af fire børnefødsler, så bliver man noget løs i kødet. Og en simpel ting som at sjippe, kan få uanede konsekvenser.

Her tror man at man skal være sej og vise ungerne hvor fænomenalt god man er til at lave dobbeltsving, og så… uuuuups og så smiler man lidt krampagtigt og så – værsgo – må de selv prøve..

Mens man hastigt går ind og tisser færdig.

Ja, ja grin I bare, det sker for alle. Siges det. OG det sker endda ikke så meget for mig, at det er kritisk. Endnu.

Og det er fordi i Frankrig, når man har født, så bliver man sendt til fysioterapeut. Til generel opstramning af de nedre dele. Først tænker man ikke så meget over det, og har godt hørt lægen mumle noget, men SÅ kan det kun gå for langsomt med den der genoptræning. Det sker gerne når man har prøvet at klippe strålen over, efter fødslen..

HA HA siger jeg bare.. Dream on. Nå, men så bliver man hurtigt installeret på en briks hos den der fysioterapeut og øhm.. så..

Ja altså, hvordan skal jeg forklare det på en sober måde… Det er sådan noget indvendig elektronisk træning. Med en dims.

En slags elektrochok faktisk. Ja – dernede!

Lidt ligesom på astmaklinikken, hvor man skal puste en frø i i den rigtige retning på en skærm, skal man i dette tilfælde følge en lille prik rundt i en rutsjebane, op og ned, med de indre mavemuskler og de andre muskler.

Afsindigt morsomt. Virkeligt! Man ligger gerne et par stykker, bag hver sit forhæng, og det er nogle meget morsomme lyde der kommer, mens man ligger og har underlivet i sommertivoli!

I hvert fald styrker det en del. Især efter 10 seancer!

Og det holder sammen. På det hele.

Man altså, når dette kun er en saga blot, og yngste mand på skansen er 10, skal der ikke den store kodrivereksamen til at regne ud, at det er ved at være et par år siden.

Og når man så skal til super-duper-sindssygt-opvisnings-gymnastik så kan det somme tider godt mærkes.

Især når der hoppes. Sådan nogle englehop-agtige nogen.

Og her er det så at Tena Lady kommer ind i billedet.

For er der noget mere pinligt – det skulle da lige være når herrerne på holdet kommer til at slippe en lille diskret vind under samme englehoppeseance – end at man skal spurte over gulvet for at komme frelst på toilet, inden man skal til at vride underbukserne.

Nej vel?

Så jeg hopper lystigt uden tanke for at det kunne gå galt og blive lidt utæt, for Tena Lady kan indeholde uanede mængder små ups’er!

Og ingen aner uråd!

Jeg er dog ret sikker på, at andre godt ved det. Især når man – og man er jo mig i dette tilfælde – kommer til at nynne “Lille sky gik morgentur, på den blanke himmel” på vej hjem. for at få en anden ble på!!

Older posts