• ···

Damebesøg.

Det har jeg haft.

Og især Gårdmanden har haft besøg.

Af damens datter.

Som han kendte i børnehaven. For mange år siden. Og øehm.. var på date med dengang. Som femårig. De var i cirkus. Sammen.

Med chaperone! I form af nogens mor.

De mistede desværre kontakten da Emilie flyttede. Godt nok flyttede hun ikke så langt væk, men langt nok når man kun er fem år og ikke ved hvordan man smser! Eller tager bussen.

Og tiden gik.

For et par uger siden genkendte jeg Emilies mor nede i byen. Jeg havde travlt så jeg nåede ikke at sige noget, men Gårdmand Bjørn og jeg ledte efter hende på facebook da jeg kom hjem og kunne fortælle hvem jeg så, og vi fandt hende.

Og fik inviteret.

Til kakao og børnehavekage. Navnet henviser til opskriftsoprindelse!

Der var ikke et øje tørt.

Overvældet af generthed i starten, blev de hurtigt sparket op på Gårdmandens værelse for at tale til hinanden i stedet for til hinandens mødre. Og det gik – set fra Gårdmandens synspunkt – super godt. Hun var stadig søde Emilie, som var god at snakke med.

Høj af den gode oplevelse, tog han derfor også de ældstes drillerier om forelskelse og kærester, i stiv arm!

Og glæder sig til at se hende en anden gang igen!

 

Hemmelig knapperslange!

ENDELIG et billede.

Og så er det en hemmelighed. Jeg bliver nødt til at slå jer ihjel når I har set det.

Vi var i Ree Dyrepark i efterårsferien. Og nogen kom forbi en edderkoppebamse. Og blev bange. Igen. På trods af næsten 11 år på bagen.

Og nogen blev sur og også trøstet af sin mor, og ville gerne have en slange. Sådan for at vise at dem var man ikke bange for. Men der var ingen slanger i grøn.

En anden – mig – kom til at love at jeg ville snakke med Sussie. Men jeg har haft for travlt, og Sussie har sikkert også travlt, så det blev ikke lige til noget.

Og så kunne jeg jo lige så godt lave den selv. En knapperslange! Grøn.

Fordi nogen bliver 11 om en uge.

Men schyyyy!!!

Og så vil jeg lige skynde mig at tage patent på navnet knapperslange, med copyright og det hele!

Ups!

Stort ups.

Altså..

Telefonen ringede.

Gårdmand Bjørn tog den.

Og så fuldstændigt mystificeret ud i ansigtet.

Og sagde: “hva?” og “det ved jeg ikke” flere gange.

Og da vi i den forgange uge, er blevet forstyrret – ikke mindre end fire gange – af avisabonnementstelefonsælgere og andet insisterende irriterende godtfolk, regnede jeg bare med, at dette var endnu en af slagsen.

Derfor rystede jeg på hovedet da han rakte telefonen til mig og sagde at han bare kunne sige pænt nej tak og så lægge på.

Den artige dreng gjorde hvad han fik besked på.

Desværre.

Altså for personen i den anden ende.

For da jeg spurgte lidt ind til denne mystiske samtale, meddelte han at personen havde sagt noget mærkeligt noget med at ville snakke med en som hed noget andet end det vi på matriklen hedder.

Men med samme efternavn.

Da begyndte rødmen at stige op over mine øreflipper. Det var måske mormors navn?   Selvom hun ikke bor i huset, så bor hun i byen og har samme efternavn. Og det er sket før at folk ringer til os for at tale med hende og omvendt. Ligeså med post.

“Nåårh ja, det var det det var!” Han lyste helt op.

Men det er jo nok ret logisk – hans mormor har jo ikke noget navn.

Det havde min mormor da heller ikke, og jeg mindes ikke at jeg nogensinde har skrevet et brev med deres navne på. Næ, der stod kun “Mormor og Morfar xxxx”. Færdig bom.

Og med vejnavnet fandt postvæsnet naturligvis også ud af det.

Men altså..

Skulle der nu sidde en derude som har oplevet ovenstående, bare siddende i den anden ende af røret, så må de gerne ringe igen, og jeg lover at vi ikke lægger på igen!

Bytte liv

Gårdmand Bjørns nyeste påfund er at han vil have, vi skal bytte liv for en stund. Han og jeg. Han vil prøve at være mig og jeg skal prøve at være ham.

Jeg må have set inderligt modvillig ud, da han præsenterede mig for sin, efter egen ydmyge mening, formidable idé. For han kastede sig straks ud i beskrivelsen af alle de fortræffeligheder, en sådan plan havde.

“På lørdag? Kan vi ikke prøve det lørdag?”

Jeg påpegede at han så ville komme til at være alene hjemme, idet jeg så – i hans skikkelse – ville skulle sove i telt med First Man på en fædretur med klassen.

“Nå ja, for pokker… ”

“Jamen så søndag?”

Jeg sagde ikke noget.

“På søndag vil jeg være dig, så skal jeg drikke en masse te og bestemme.”

Hvad det var han ville bestemme, kom han ikke nærmere ind på.

Jeg spurgte hvad jeg så skulle foretage mig, mens jeg var ham: “Jeg gider ikke at sidde og se fjernsyn i flere timer. Eller prutte lige så meget som dig”

“Du behøver ikke at prutte” kom det velvilligt.

“Du skal være sød. Gøre søde ting. Massere din mor. Og det er mig! Lege med Nikolaj, se lidt fjernsyn og den slags. Og lave mine lektier!!”

“Og så skal jeg også sende dig i bad” Han smilede stort ved tanken.

Jeg sukkede og bare tanken om dette arrangement i mange timer gjorde mig meget træt. Hvilket han lynhurtigt sporede.

“ÅÅÅÅrh pleeeeeeeeease, mor. Det er så sjovt. Det er et eksperiment. Inde på Ramasjang-punktum-dk. Man kan bytte familie.”

“Men vi kan nøjes med at blive her og bare bytte med hinanden. Så er jeg dig og gør det du gør. Undtaget regninger, og alt det der er svært”

Og bortset fra den mindre detalje, som mit manglende samtykke, så sludrede han løs om at han glædede sig til at drikke te, bestemme og så sende mig i bad.

“Laver du så også aftensmad” Forhørte jeg mig håbefuldt. “Vi skal have forloren hare”.

“Hvad er forloren?” ville han vide.

“Forloren, er noget som er falsk. Noget som ikke er helt rigtigt”

Der var helt stille. Han havde åbenbart glemt sit bytte-roller-for-en-dag projekt.

“En falsk hare.” Gentog han undrende. “Er det så en kanin?”

En dag på min telefonsvarer..

Jeg er glad for min telefonsvarer.

På mobilen altså.

For jeg tager meget sjældent min telefon, af den årsag at jeg som oftest har den på lydløs når jeg er ude i verden og i øvrigt omkring andre mennesker.

Selv hader jeg inderligt at blive delagtiggjort i andre menneskers fortrædeligheder, det være sig deres underlivsproblemer eller hvad de skal have til middag.

Dette – altså min telefons lydløse tilstand – medfører en del beskeder på min såkaldte voicemail. Som jeg tit glemmer at aflytte, efter devisen, hvis folk vil mig noget vigtigt så ringer de nok igen eller sender en sms!

Ulempen ved at glemme at aflytte min voicemail ofte nok, er at når jeg så aflytter den tager det det meste af en halv time idet der er en del der skal høres igennem. Men det er ofte meget morsomt at aflytte.

Således også forleden hvor jeg kunne aflytte følgende beskeder indtalt af min yngste søn.

Besked nr. 1: “Hej mor! Vi er kommet hjem.. øhh.. Jeg tror nok far har ringet til dig.. men hvor er du henne? det var bare det, hej!”

Jeg havde nemlig forladt hjemmet for at købe ind og da jeg regnede med at indfinde mig på matriklen inden alt for længe samt visheden om at der var en far tilstede, gik jeg ud fra at det nok ikke var livet om at gøre.

Jeg bliver nemlig meget ofte ringet op – især af Gårdmand Bjørn – og får fortalt om oplevelser, spændende bevares, men som ikke ville tabe det mindste i nyhedsværdi hvis jeg først hørte om dem, når jeg var kommet hjem igen…

Hvilket besked nr. 2 også vidner om:

“Hej mor, det er mig igen. Undskyld men øhm, mig og Rasmus, vi har, altså Rasmus fra min klasse, vi har aftalt at – jeg har fået lov af far – at på søndag ikk’? Så tager jeg ned til ham ved ettiden…” (jeg mindes ikke at have sagt nej til den slags med mindre vi altså skulle noget andet)

“Det var bare det. Og så leger vi sammen hjemme hos ham.” (jeg håbede ikke min søn mente at jeg skulle lege med..)

“Og så skal du bare ringe til hjemmetelefonen.. eller til mig! Til mit nummer ikk’?” (Der må være gået en prås op for ham)

“Gårdmand Bjørn Rex-punktum crosskører” (nogen burde fortælle den dreng om forskel på mobiltelefonnumre og emailadresser) og så øhm blir’ det godt. Okay? Vi ses.”

Der var stille lidt og så kom det:

“Kys” og så en meget våd smaske-kysse-lyd hvorpå han lagde på.

Gid man kunne gemme de der små beskeder altid. Men efter 14 dage bliver TDC sur og så forsvinder de.

Desværre.

Older posts