Det hedder det vel, hvis nu der er en anden end Kong Mor som skriver på min blog?

Det bliver dog i familien. Prinsesse Lyserød er nemlig gået i julemode. Sidste år fik jeg en adventskalender af hende – en adventshistorie som jeg kunne læse hver søndag – og nu er hun gået i gang igen.

Kom hen til mig for lidt siden, efter hun havde været i bad, og sagde – nu skal jeg lige låne din computer igen.

IMG_0106

Og jeg er jo lidt nysgerrig – men ikke mere end at jeg godt kan holde mig fra at læse historien på forhånd – eller lidt har jeg jo læst – da det var mig som skulle gøre den blogklar.

Jeg spurgte om jeg måtte lægge den ud på min blog, for at I andre også kunne få lov til at følge med.

Det måtte jeg godt.

Hun har mange talenter det pigebarn. Først og fremmest elsker hun jo at lave mad.. Nej, allermest elsker hun at spise mad. Da vi skulle have Mortensaaand, var der ikke så meget tilbage, og vi havde jo en gæst. Den helt nybagte far.

Børnene var blevet færdige, og fik lov til at gå fra bordet.

Prinsessen nægtede dog at tage sin tallerken ud, og ville først forlade spisebordet, såfremt jeg kunne forsikre hende at jeg, i fald det sidste stykke aaand ikke blev fortæret af vores gæst, ville kalde på hende så hun kunne spise det.

Eric var heldigvis ikke ret sulten, så Prinsessen kunne få det sidste stykke, druknet i sovs.

Hun ser fjernsyn som alle andre 12årige, men hun svælger i madprogrammer, kokkekonkurencer og sådan noget ”hjemme og spise hos hinanden” realityskrammel.

Selvom arbejdstiderne generer hende lidt, drømmer hun somme tider om at blive kok og få sin egen restaurant, andre gange vil hun være bager og konditor.

Når hun ikke lige drømmer om at blive model.

Men modeldrømmene har sine åbenlyse begrænsninger – som hun sagde til mig en aften: ”Det der med at man ikke må spise når man er model..” hun holdt en pause ”så vil jeg slet ikke være model. Jeg vil hellere være en tyk, glad politibetjent, end en sur og tynd model.”

Så et eller andet må vi altså have gjort rigtigt i hendes opdragelse.

Men hun har naturligvis også lidt tid endnu, før hun skal vælge hvilken vej hun skal.

Så længe hun bliver glad for det hun laver.

Og foreløbigt er hun altså gæsteblogger, her i morgen.