• ···

Monets have – NU med billeder!

Vi tog på tur efter Divaen havde pakket sin macbook op og snøftet lidt over den. Og hun er meget meget glad!

Men altså – tur. Tur til Monets have.

Som naturligvis var fuld af blomster. Ellers kunne jeg ikke se pointen i at tage sådan et sted  hen … Men det er selvfølgelig fordi VORES forår måske er en anelse længere fremme end i Danmark.

Lette luftige smukke forårsfarver man kunne gemme sig i!

Man må stadig ikke tage billeder af huset. Til min store ærgrelse. Og det vrimlede med små uniformerede mænd som følte sig vigtige, så man kunne ikke engang liste sig til at snuppe et lillebitte billede af min yndlingsspisestue. Helt i gul.

Men så gik vi bare på restaurant i stedet. Og jeg kunne ikke bestemme mig for hvilken dessert jeg skulle tage …

Min kærlighed til crème brûlé er vist efterhånden legendarisk … i hvert fald blev tjeneren så træt af at vente på at jeg skulle bestemme mig, og da First Man nægtede at afgive sin mini crème brûlé, gjorde han – tjeneren – kort process og løste problemet ved at forære mig en crème brûlé.

Så kunne jeg sidde der og kun være en lille smule flov over at være sådan en dessertoman. Men det gik hurtigt over.

Min crème fik i øvrigt kamp til stregen af denne Tarte Normande au Calvados.

Men nu er det også slut igen – ikke flere fødselsdage eller påskedage til mig. Tilbage på kur!  Rigtig kur altså – for jeg har heller ikke mere af det der nupo tilbage!

 

Aldeles uinteressant opdatering

Var til skolehjem samtale på Divaens gymnasium i går aftes.

Det i sig selv, er noget af en udfordring. En stor sal hvori alle lærerne sidder, og så stiller man (man = 180 elever og deres forældre) sig i kø ved den lærer, man ønsker at snakke med.

I går aftes tog seancen 2 timer og 15 minutter. En mærkbar forbedring i forhold til første gang hvor vi nærmede os de fire timer. Vi skulle også kun snakke med tre lærere.. Man lærer den ædle disciplin at kunne vente!

Vi startede med at stå i kø for en økonomi/jura lærer. Divaen har svært ved at huske alle de forskellige definitioner på fransk og synes det er svært.

I stedet for at komme med en løsning, begyndte den noget selvsmagende mand at forklare hende hvordan man regnede elastisk effektivitet ud.

Eller sådan noget.

Da han begyndte at sige at effektiviteten var minus 3 og dermed voksede 22 % så fik jeg krydsblik og spekulerede seriøst på om han ville tage mig det ilde op hvis jeg lagde hovedet ned på armene og stønnede.

Det varede heldigvis ikke så længe – men hvordan skulle min Diva fatte noget som helst af én times økonomi hver anden uge? (de andre uger har de prøver i det de burde have lært ugen før..) Nej vel?

Det er nok meget godt at vi flytter tilbage til øen – for det kan mærkes at der mangler 8 års fransk fundament. I resten af fagene går det fint og der er endda fag hvor hun har bedre karakterer end sine klassekammerater, og ikke kun i sprog!

Så Kong Mor er jo stolt!

Derudover savner vi stadig.

Det er lidt træls. Vi fik dog en opringning igår, på under to minutter via satellit – og i bedste ”Clouds across the moon” stil kunne vi ikke høre hinanden samtidigt – men det var dejligt lige at få et livstegn!

Nu er det weekend og vi skal have tiden til at gå!

Det regner og er surt ud over alle grænser, så vi lagde ud med at tegne og spille fire-på-stribe og kinaskak.

Dårligt valg.. For firkløveret.

For jeg vinder 98 % af gangene..

Nu samles der energi til at sjoske ned i byen, og måske finde nogle franske lækkerier at forsøde lørdagen med!

Hvad mon I ville købe hvis I havde frit valg på franske hylder?

Nu vi taler om imødekommenhed

Divaen og jeg snakkede i går aftes om hvor heldig man er at møde de rette mennesker på rette tidspunkt. Hun var kommet i tanke om den søde unge mand vi mødte den allerførste dag, her i byen.

Vi var ankommet aftenen før, og First Man var allerede taget afsted ved daggry, for at aflevere flyttebilen i en by langt borte, så vi var noget overladt til os selv, i denne by vi aldrig havde set før.

Alle skabe var gabende tomme, og ingen morgenmad i sigte: alt var pakket i kasser og det eneste jeg vidste med sikkerhed hvor lå, var havelågen.

Så jeg læssede alle børnene ind i bilen, og kørte ud af denne havelåge med følgende ord: Jeg er sikker på vi kommer ud – jeg er straks mindre sikker på hvordan vi kommer hjem igen, så I må godt holde øje med vejen.

Jeg kørte lidt på må og få og endte et sted nede i byen, hvor jeg kunne parkere. Jeg havde kun danske kroner i pungen, så jeg skulle finde en pengeautomat, hæve og derpå veksle..

Der stod en ung arbejdsmand med murerkasket og do spatel ved en bygning som var under renovering. Jeg gik hen og spurgte hvor der var en automat.

Han pegede på parkeringsbilletautomaten bag mig, og jeg forklarede smilende at jeg mente en pengeautomat, for jeg havde ikke penge til at komme i parkeringsautomaten.

Uden at blinke smilte han, puttede en mønt i, og vupti kunne jeg holde der i 2 timer. Jeg vil lige indskyde at det IKKE er Rådhusparkeringstariffer. Hvilket i øvrigt da er tæt på tyveri! Så jeg holder på, at man altid skal tage toget til Storstaden..

Nå, men altså der stod jeg, med en parkeringsbillet og en venlig mand som smilede og følte mig meget taknemmelig. Vi fandt Turistkontoret, blev udstyret med et kort – så jeg ville være i stand til at finde min bil igen, og gik så på oplevelse.

Første oplevelse var en café, så vi kunne få noget morgenmad – og aldrig har en croissant smagt så godt der i morgensolen.

Derfor købte jeg naturligvis også én til den søde unge mand, som jeg fandt i færd med at pudse en væg. Han forstod ikke helt hvorfor han lige skulle have en lækker croissant, men jeg holdt på mit – noget for noget.

Det var allerførste indtryk af byen..

Fordele

Den umiddelbare fordel, en midlertidig adresse i Frankrig giver, er blandt andet, at man kan smutte forbi dette, fra tid til anden:

IMG_5469

Og såfremt man har glemt at indtage sin morgenmad – så kan man jo altid stoppe på vejen og lidt købe sådan en:

IMG_5468

Det smager af ferie – helt uden at være det.

Fête de la musique

Hvert år i hele Frankrig fejrer man sommeren – 21 juni – med ”La fête de la musique”. Byen bliver næsten lige så hermetisk lukket som under ”Tour de très irriterende” og så er der ellers musik over det hele. Levende musik forstås.

Nå.. Ja det mindes jeg som værende vældigt hyggeligt og party all night long! Men det var jo i Paris – dengang.. Og jeg troede naivt at det ville være det samme her.

Det var det naturligvis ikke men derfor var der livebands på alle gadehjørner alligevel. Men kors for en oplevelse.

Da den, af mig lavede aftensmad, var indtaget, drog jeg til byen med Divaen, Prinsesse Lyserød og Gårdmand Bjørn.

En som prøvede at synge som Jacques Brel.. Det gik ikke så godt.

Så var der gamle mænd iført fuldskæg og mave, som spillede jaddds. Gik bedre.

Og så kom vil til sådan nogle gamle fjolser som mig – der spillede rock og rul – og det var fedt. Jeg kom desværre til at vippe min ene fod op og ned i takt, men der blev ret hurtigt hvisket: “MOOOR du er piiinlig”.

Og Gårdmand Bjørn sagde: “Det er jo ikke sjovt, hvis man ikke får noget at spise”. Og så måtte han have en cookie.

Da vi havde vandret igennem det, der var at se, og havde hilst på nogle vi kender, endte vi igen foran de gamle rock & rul. Kun 4 numre senere ville de godt hjem.

Tal lige om at være kedelige. Rene lyseslukkere!

Der var faktisk okay musik, masser af mennesker – farver og fest i gaden. Og så klagede mine børn, bare over ondt i fødderne.

Den ene fordi hun absolut skulle have tårnhøje støvler på – argumentet var – at hun skulle vænne sig til dem, så hun kunne have dem på i skole i morgen. Det kan hun så ikke få, for nu har hun Nordeuropas største vabel på hælen.. Jeg sagde det jo…

Den anden fordi hun var på en 15 km. cykeltur med skolen i går og den sidste fordi han i går aftes, skred i svinget til sit værelse og hamrede nogle tæer ind i væggen..

Tæerne er nu mørkeblå og helt sikkert brækkede.. Men det forhindrede ham altså ikke i, at vinde en rugby turnering i eftermiddags, så mine skrupler ved at slæbe ham med til byen på gåben, var forsvindende små.

Ikke desto mindre ville de hjem. Og her var jeg, lige sat op til musik og hygge uden gener – for jeg har opdaget at de der klamme typer som uvægerligt antaster én, når man er i byen med veninder – de holder sig væk – når man er ifølge med børn! Smart ikk’?

Men altså, vi gik hjem, for sådan skulle det jo heller ikke være.. Og det var så den Fête de la musique..

Altså ungdommen nu til dags.

Older posts