• ···

Flytte hjem til sig selv…

At flytte hjem til sig selv.

Det lyder sådan lidt som “bakke baglæns”.

Men man kan jo godt flytte ud af sit eget hus i et par år, hvorpå man flytter tilbage igen. Det er jo det jeg lige har gjort!

Det er bare lidt mærkeligt. Med tingene.

Fordi jeg har nemlig ikke nidkært vogtet over de ting som skulle tilbage i bestemte skuffer, ejheller har jeg skrevet lange lister over hvilke ting der skulle stilles tilbage hvor.

Dersuden har vi også ændret en del på vores indbo, så mange af de skuffer der engang var, er ikke mere.

Nogle af tingene røg direkte på plads, sådan uden at tænke over det, fordi der skulle de da bare stå.

Men altså som sagt er der også mange ting jeg slet ikke kan huske hvor jeg havde før. Jeg kan for eks. ikke huske hvor jeg lagde min hårtørrer. Så den kom i den nederste skuffe på badeværelset.

Ikke desto mindre rakte min hånd meget stædigt ud efter den næstnederste skuffe hver evige eneste gang jeg skulle have tørret håret. Jeg tog konsekvensen og flyttede naturligvis hårtørreren en tak op.

Meget mystisk at have glemt noget, som min krop godt kunne huske, eller også er det min hårfarve.

Værre er det, når det drejer sig om et møbel som ikke findes mere, eller som har fået en anden placering eller anvendelse .

Så står jeg der som en flamingo på et ben og ved ikke helt hvor jeg er på vej hen.

Dette har også forsinket – ikke selve udpakningen – men oprydningen og på plads lægningen en del.

Når man står med en stak viskestykker som man automatisk gerne ville lægge i den hvide kommode i hjørnet, og den så bare ikke er der, så står man lidt hvileløst og ved ikke helt hvor man så skal lægge dem i stedet for. Stakken ender så med at blive parkeret på først ledige overflade.

I sig selv ikke helt optimalt rent oprydningsmæssigt.

Men det kommer, der er ikke ret mange papkasser tilbage. Faktisk langt under 100!

… suk

Jamen hvad skal jeg sige?

Jeg vidste det ville komme. Det er den eneste logiske fortsættelse af en flytning; læsning af flyttebil, rejse til nyt hus – også selvom det var et hus som er vores i forvejen – omvæltning, påbegyndelse af nyt kapitel.

Og så.. ankomst af flyttebil og INDFLYTNING.

Jeg vidste det godt… Men jeg havde bare fortrængt det.

Det føltes så dejligt som en slags ferie. Det var det bare slet ikke alligevel.

Overhovedet.

Det var rod. Rod og hurlumhej.

Eller, nej det passer faktisk ikke. Der var skilte over det hele. etiketter på kasserne, så jeg kunne faktisk bare gå igang med at tømme kasserne pr. rum. Alt stod hvor det skulle. Det så bare ret uoverskueligt ud og jeg tænkte flere gange: HVORDAN kommer jeg dog til bunds i alt dette?

Jeg måtte ligeledes slås mod trangen til at give efter for en del akut opståede behov. Ikeabehov.

Møbler, jeg pludselig overhovedet ikke kan leve uden.

For hvor skal jeg ellers stille mine kagedåser? Kopper og andre blæredimser?

Der er ingen billeder af selve udpakningen, for jeg havde ikke tid.

Jeg pakker ud!

 

De sidste skal blive de første…

Eller sådan noget.

Dette bliver et noget kortere blogindlæg, end jeg lige havde planlagt, idet jeg skriver på en ramponeret bærbar fra ruder konges tid. Musen er absolut ikke-virkende og nogen har muligvis tabt noget klistret væske udover tastaturet, som i høj grad besværliggør en sammenhængende skriverytme, da tasterne hele tiden sætter sig fast.

Nå men altså, hvor det i den sidste måned har heddet: “sidste dit eller dat” er det nu “første dit eller dat”

Eller det vil sige, det er nok snarere første gentagelser.

Det er naturligvis ikke første gang jeg fortærer dele af sådan en fætter her. Kun dele idet jeg nemlig ikke tror jeg nogensinde har kunnet spise op. Men skidt med det – det er der altid andre der kan klare for mig!

Der hersker en besynderlig form for feriestemning blandt de tilstedeværende familiemedlemmer; flyttebilen kommer onsdag, så vi bruger fortrinsvis tiden på “første gentagelser” såsom is, appelsinyoghurt og rugbrød.

Ydermere er vejret både bedre og varmere end i Normandiet, hvilket for en gangs skyld fylder mig med en helt og aldeles ucharmerende fryd!

Jeg undlader da heller ikke at gøre det Normanske folk opmærksom på dette behagelige faktum!

Dagen idag byder på spændende oplevelser i form af besøg på Borgerservice for at melde os ind i klubben… alene tanken gør mig træt, da den slags ofte er lidt for morsomt, når man er gift med en som ikke er dansk.

At jeg så senere skal slås tale med min A-kasse for at melde mig ledig, giver mig Maud-agtig lyst til bare at blive i min seng. Mindes nemlig stadig hvordan for et par måneder siden skulle kæmpe indædt for at bevise min ret til dagpenge når jeg en dag vendte tilbage til Danmark.

Ikke at jeg på nogen måde har ligget dem til byrde i de sidste mange måneder, hvor jeg har været arbejdsløs, betalt mit kontingent, men ikke rigtigt har fået noget fra nogen andre end First Man.

De mente bestemt ikke at jeg skulle have noget når jeg kom tilbage til Danmark, indtil jeg finder et job, men sådan er der jo så mange måder at anskue ting på! Jeg havde heldigvis ret, og fik også et par lovtekster med fra pensionsstyrelsen, som jeg kunne sende videre til min A-Kasse. Nu er spørgsmålet om de kan huske det, de blev nødt til at love mig. Ellers må jeg jo hjælpe deres hukommelse på gled.

Heldigvis byder dagen også på et gensyn med en kær veninde! Tina kommer fra storbyen helt ud på landet for at spise frokost med mig!

 

Stille nu…

Kliché eller ej, jeg er villig til at tage chancen og citere Sebastian med Lis Sørensens stemme.

Lige nu kører vi op gennem Europa og lytter til terapeutisk Peter Plys, læst højt for os af Thomas Winding. Ingen af os siger noget, fordi:

Her er så stille nu
Men indeni os
Er der ingen ro
Et er et søkort at forstå

Vi rejser bort
Uden at sige noget
Så vidt vi ved
Er himlen blå
Og kursen kap det gode håb

Her med lyd på (jeg kan naturligvis ikke finde ud af at sætte en youtubevideo ind) 

Billederne er fra den allersidste gåtur med Fiona.

Klar parat – flyt.

Klar til at flytte…

Fysisk, i hvert fald.

Papkasser overalt.

Møbler hulter til bulter.

Og jeg skal gøre rent, mens First Man og flyttemændene læsser.

Men, jeg skal ikke gøre rent alene.

For Fiona meldte nemlig sin ankomst, sammen med de andre veninder. De medbringer musik og lækre drinks (uden alkohol) så vi sammen kan holde rengøringsparty!

Elsker dem.

 

Older posts