• ···

Våde.. og tørre bølgechips..

Weekendens ufrivilligt meget morsomme tildragelse kommer for en gangs skyld ikke fra mig, men derimod fra min søde mand.

Da han søndag formiddag, efter en hyggelig og fælles morgenmad, havde entreret bryggerset for at finde  – og iføre sig – sin HH-uniform (Hus&Have), stod jeg og fortalte ham om noget vældigt spændende og interessant.

Hvad det helt præcist var, er jeg ude af stand til at huske nu, for alt imens jeg snakkede løs stod han og trak lidt i benene på sine tømrerbukser, hvorved der bredte sig en dyb rynke i panden på ham. En meget dyb rynke. Og blikket blev mørkere og mørkere og ulmede faktisk næsten til sidst.

Jeg mindedes at jeg på et tidspunkt spekulerede på, hvad det mon var han ikke brød sig om i min lange tirade, men kom til den konklusion, at det nu nok var noget jeg havde sagt han skulle reparere. Det er han nemlig lidt træt af at skulle idelig og altid.

Det var det ingenlunde; derimod blev hans blik en tak mørkere da han med to fingre langsomt fremdrog sin tegnebog, fra bunden af buksernes lomme.

De bukser som netop var blevet vasket på 60 grader.. og tørretumblet.

Denne åbenbaring fik mig til at snurre rundt på stedet og forlade valpladsen uden yderligere kommentarer. Bag mig kunne jeg høre spruttende eder og franske forbandelser forlade min ellers så venlige mands mund.

Da jeg vovede mig frem igen, havde han fundet noget der lignede en primitiv rullepølsepresse frem, og stod og skruede på den. Da jeg forsigtigt spurgte hvilken anvendelse der var tiltænkt dette apparatur, mumlede han at hans kreditkort var krøllede.

Og da han i det samme tog kortene frem, for at lægge dem i dette presseaggregat, kunne jeg ved selvsyn konstatere, at hans kort ganske rigtigt havde stor lighed med bølgechips. Uanset mærket, bølgede var de.

Jeg kom derfor desværre til at fnise, for hvilket jeg indkasserede et sort blik.

Det var altså også meget synd for ham!

Så fik jeg øje på en interimistisk tørresnor, og her grinte jeg meget højt. Her hang nemlig hele hans rørlige formue til tørre. Med klemmer. Dog uden at have lidt synderlig overlast. Ikke udover at de var ret våde.

Heldigvis!

At det imprægnerede mærke på hans dyre læderpung så har forladt sin plads og ikke er at se, selv med den allerbedste vilje, er jo bare ærgerligt. Ikke desto mindre har han været en anelse misfornøjet en pæn del af dagen.

Spild af tid at mugge over!

For, som jeg sagde til ham mens jeg kyssede ham på næsen og proppede en æbleskive i munden på ham, så kunne kreditkort genbestilles og fornyes, hvorimod det nok var en anelse mere kompliceret at overbevise Nationalbanken om at nogle sammenkrøllede kugler var de femhundredekronesedler der skulle bruges til MIN fødselsdagsgave og jule-do!

Man fornemmer måske hvordan de i pres lagte bølgechips-kreditkort kvier sig ved at skulle rettes ud igen, så jeg har lovet ham at gå i banken og få bestilt nye allerede i dag!

Lange arme.

I et godt stykke tid nu, har First Man brokket sig over at vi ikke havde lys nok sådan generelt, at der var fejl på etiketter med små bogstaver, og ja, der har været meget galt. Også længden på hans arme.

En aften var vi på besøg hos nogle fornuftige mennesker som har erkendt deres begrænsning, og som derfor er i besiddelse af ikke mindre end to par læsebriller +1.

First Man fik placeret et par på sin næse og så skal jeg lige love for at han kunne læse – selv det allermindste.

Forleden kom vi forbi byggemarkedet, hvor jeg – udover at hive en saftkoger til mig – også fik lagt et par læsebriller+1 på båndet.

First Man måbede: “Hvad er det nu for noget?”

“De er da fine” prøvede jeg overtalende. “Men hvis du hellere vil have dem i guldfarvet så sig til, de står lige der.”

Han skulle aldeles ikke have læsebriller, jeg måtte da være helt fra den. Det var jeg nu ikke, så jeg insisterede: “Blå eller guld?”

Han ville i hvert fald ikke gå med dem, hvis det var det jeg troede. Og briller var dyre og han havde ikke engang set en øjenlæge.

Så satte jeg trumf på: “De koster kun 39”

“Så blå da..” kom det vrissent.

Han tog ikke posen med brillerne, men mumlede arrigt hele vejen hjem i bilen.

Vel hjemme gik han for sig selv.

Og tog brillerne med.

Og prøvede dem.

Og læste.

Og sukkede.

Nøj, hvor var han sur over dette alderdomstegn. Ikke alene skal han acceptere at han intet kan høre mellem 3 – og 4000 hertz (er det vist) på grund af alt for mange eksplosioner i smalle trappeopgange, nu skal han også til at gå med læsebriller.

Vi prøvede alle at muntre ham op, ungerne kom myldrende og beundrede behørigt. Det hjalp kun moderat.

Ikke desto mindre går han med dem. Men kun ovre på skolen.

Og kommer dagligt med dårlige undskyldninger for hvorfor han ikke vil gå med dem. At det ødelægger hans øjne, og han blev svimmel af at tage dem af og på.

Jeg kunne så meddele ham at sådan er det bare at have briller. Samt at et par læsebriller der virker aldrig vil kunne ødelægge det syn han trods alt stadig har!

Til 39 kroner. Og han har i tilgift fået sine arme ind til kroppen igen!

Så siger han ikke så meget mere. Knurrer lidt og tager dem på.

De er da fine?

Store tanker

Den sommer jeg var 14, løb jeg ned ad Hjallesevej i solnedgangen sammen med min kusine, alt imens vi overstadigt blev ved med at springe op i lygtepælene, og synge “What a feeeeeling”.

Ja, vi havde været i Imperial og se Flashdance.

Og skulle absolut være Jennifer Beals når vi blev 18, mindre kunne ikke gøre det. Det blev vi naturligvis ikke. Og godt det samme.

Men tanken var der. Vi var inspirerede.

Og sådan går det hver gang jeg sætter mig og ser en film.. Eller kommer i cirkus.. Eller i teateret.. eller koncert.

Så skal jeg være Cirkusprinsesse, svejser eller P!NK når jeg bliver stor.

Og hver eneste morgen når jeg vågner er jeg stadig mig. Men drømmen om at lave noget andet, om at blive vildt god til noget, er der stadig.

Jeg drømmer trods alt stadig om, at jeg en eller anden dag får et job.

Men tør man godt rive det hele op og starte på noget helt andet?

Jeg ved ikke om jeg turde.

Men min mand tør.

I dag.

I en alder af 48 har han simpelthen visket hele sit arbejdsliv ud – det han gør bedst af alle – det skal han ikke gøre mere. Han skal nemlig i lære som noget helt andet.

Og når han er færdig er han tømrer.

Ville I turde?

Hunde, mænd og deres legetøj

First Man er meget glad for at være flyttet hjem.

Hjem til sit hus, sin have, og ikke mindst sin havetraktor. Den har han savnet!

Meget.

Jeg er sikker på at vi har landsbyens mest veltrimmede plæne. Den bliver nemlig klippet inden den har brug for det. Og kun af First Man himself. Zorronaldo tilbød ellers at han kunne slå græs, men det var bestemt ikke nødvendigt!

Mens First Man så kører rundt og slår sit allerede korte græs, render Blondinen rundt om ham, enten foran eller bagved, det kommer lidt an på hvor hendes mange bolde ligger henne, men i hvert fald følger hun med sin herre og mester rundt i hele haven.

Vi andre?

Vi griner!

Trailerman er tilbage!

De omkringboende mennesker der har savnet at kunne grine af First Man med sin lille golf på skulderen mens vi var udenlands, har nu igen muligheden for at kunne beundre min mand i færd med at slæbe forskellige ting rundt i landsbyen.

Hans kone – MIG altså – skulle nemlig bruge bilen, og hvad gør en mand i nød så?

Han går da selv med traileren.. I selskab med Blondinen.

Og ja, billedet rager ud over kanten. Men jeg kan ikke helt få det til at makke ret og er ærligt talt en anelse irriteret over det!

Older posts