• ···

Bog eller film?

Jeg vil helst læse en bog først og så se filmatiseringen bagefter.. Så jeg kan lave mine egne billeder.

Men.. Hvis nu jeg havde set “Jordens søjler” før jeg læste den, så ville jeg ikke vide at det var den samme historie. Lad mig sige det med det samme, skuffelsen var dyb.

Den eneste film jeg har set (som jeg lige kan komme i tanke om – der er muligvis andre) som stod mål med bogen, var “Farven Lilla”.

– og Emil fra Lønneberg.

Gys, gru og “The Road”..

De royale unger hader at sidde ved siden af mig, når vi ser film der eventuelt kan være uhyggelige – for jeg letter 4 meter hvis der sker noget uventet.

Og nogle gange kommer der også et råb.

Der er nogle – og uden at nævne for mange navne, First Man – som på ufin måde udnytter dette.

Det er hans største fryd at tage fat i min arm på det MEST spændende sted og sige BUUH.

Jeg kvitterer gerne med at hvine højt og fare sammen – subsidiært fare opad, et par meter – til alles morskab. Ja, undtagen min naturligvis.

Jeg synes nemlig ikke det er sååå vanvittigt grinagtigt at det gør noget.

Men der er en anden slags gru der bliver siddende i mig i lang tid. Jeg har vist nok set hele ”Seven”.. det meste af den i hvert fald, gemt bag en pude og slutscenen så jeg slet ikke – jeg var nemlig allerede blevet advaret om den. Eller ”Silence of the lambs”. Sådanne film bliver siddende i månedsvis, på bagsiden af mine øjenlåg og kradser.

For et stykke tid siden, købte jeg ”the Road” til First Man. Mest fordi Viggo var med i den, men også fordi den havde fået nogle gode anmeldelser. Og den havde faktisk bare ligget.

Så nu skulle vi se den.

Divaen og så ham med størrelse 45 i sko ville gerne se med, og vi slog os alle ned foran skærmen.

Og meget længe var der ikke en lyd – vi holdt bare vejret. På et tidspunkt stirrede Divaen på mig og sagde – ”jeg tror måske, jeg skulle gå i seng lige nu”.. Men jeg fik hende til at blive, fordi jeg, for det første nægtede at tro på det kunne blive værre, for det andet fordi hun skulle have afslutningen med, og ikke ligge alene i mørket og forestille sig alt muligt.

Vi fik den set færdig, og jeg havde ret – der var en lillebitte gnist af håb midt i alt det frygtelige – men den gru der var omkring filmen sad i mig længe efter.

Til folk der ikke har set den.. ved jeg ikke helt om jeg vil sige – LAD VÆR’ eller SE DEN.

Film anmeldelse – anbefaling til kedsomhed

Hvis I nogensinde keder jer, og af en eller anden grund har lyst til at kede jer endnu mere, så er tiden kommet til at se ”Sølvhingsten”.

På trods af den noget ”Mit Livs Novelle” inspirerede titel, står Russel Crowe faktisk højt oppe på rollelisten, og han er ydermere at finde på forsiden, hvilket er årsagen til, at jeg i sin tid rev filmen ned fra hylden i Netto – den store overfor Silvan.

Med ham (kendt fra The Gladiator) på forsiden, samt referencer fra 3 forskellige awards, var jeg mere eller mindre overbevist om at det IKKE var en romanbladsfilm.

Men hvor kan man dog tage så grueligt fejl i sit liv indimellem.

Jeg tror aldrig nogensinde, jeg har set så kedelig en film.

Det skulle da lige være pausefiskene da jeg var lille.  Men de er jo heller ikke på film – er der forresten nogen som kan huske at der engang var en med store hule krøller – som stak hovedet ind foran kameraet? Det gik for sent op for ham at han blev filmet sammen med pausefiskene, eller også var det aftalt spil – i hvert fald  han stirrede betuttet ind i kameraet og forsvandt igen. Jeg så det selv. Og grinede.. Men ingen ville tro på mig – jeg var ikke så gammel – så nu er det mit håb at en anden kan huske det?

Nå, men altså jeg ville hellere se en klat maling tørre, end at se den intetsigende film igen. Jeg sad og så den sammen med firkløveret og da vi var kommet ca. 30 minutter ind i handlingen, som aldrig helt gik op for mig, begyndte jeg at gabe.

Ældstedatter, som er den eneste hesteinteresserede person på matriklen, påpegede at hesten, denne fantastiske sølvhingst, havde noget tyndt og sjasket hår.. Hvortil ældstesøn tørt svarede, at så var den jo nok svensk.

Så kom jeg til at grine højt og gled halvvejs ned på gulvet, og så var det seriøse ligesom gået af seancen, og vi pjattede os mere eller mindre igennem resten.

Russel skuffede faktisk også en del. Han stod på et tidspunkt og stampede omtrent som Prinsesse Lyserød da hun var 4, over at en eller anden hest var hoppet over hegnet og havde forladt ham. Det stod naturligvis i manuskriptet, men han kunne godt have gjort det på en lidt mere Maximusagtig måde.

Bevares – det var da opløftende bare at glo på ham, men også stort set det eneste positive, der var at sige om filmen overhovedet. Jo der indgik også et par kænguruer, og de var virkelig enormt søde, elegante og majestætiske!

At den film havde fået 3 awards, siger vist mere om awards generelt, end om denne film. I øvrigt forstår jeg slet ikke hvordan, men ældstedatter mente det var på grund af selve billederne. Og yngstedrengen udbrød – det må det være – for resten af filmen er da dødkedelig.

Jeg gad nu godt se en spændende film uden billeder..

Ulempen ved at se en kedelig film er, at man meget nemt går glip af selve klimakset. Forstyrret af en noget insisterende blondine, som ville gøre opmærksom på at hendes spisetid nærmede sig, så vi derfor ikke, da den i titlen beskrevne hest, gjorde sin definitive sortie fra filmen og dermed endte den.

Vi undlod at spole tilbage for at se det igen, og gik ud for at spille ludo!

Jeg tabte..