• ···

De sang julen ind.

Og vi hjalp til!

Vi kom ud, på FIrst Mans fødselsdag, trods sne, vand og bro. Vi rejste helt til Odense og entrerede Odense Domkirke efter flere års eksil.

Selv de gnavne på 13 og 15 syntes det var okay. Det var fantastisk smukt. Esbjergs musikkonservatoriums pigekor sang julesange akkompagneret at Odense Symfoniorkester.

Det var så smukt, faktisk alt for smukt, for i min høje alder er der de der tårekanaler der bliver mere og mere utætte med alderen.

Jeg måtte synke klump efter klump, og jeg frygter lidt at om et par år er klumpsynkning ikke helt nok og så begynder det jo bare at løbe.

Det er da også mærkeligt at man kommer til at tude over nogle piger der synger julesange.

Men det gør man… når man er mig altså!

De har endda lavet CD’er og rejser rundt og synger her og der. Skulle I nogensinde være i nærheden af dem så und jer selv den nydelse det er at lytte på dem!

Det med at sidde mast sammen i en kirke og høre julesange gør noget godt ved ens sjæl. Man er på forunderlig vis tættere på jul, også tættere end de 2 timer der reelt er gået, når man har været til sådan noget. Og som sagt er det åbenbart så hyggeligt at selv vrantne mennesker på 13 og 15 også gerne vil med. Okay ikke frivilligt vel, men de er ikke sure når man sidder i kirken og de er heller ikke sure når man kører hjem igen.

De kan endog nedlade sig til at sige at det var noget god musik og at pigerne sang godt! Også uden de der moderlige meget ledende spørgsmål.

Faktisk.

Det er nok derfor det er en af mine yndlings-familie-juletraditioner!

Hvilke specielle oplevelses-jule-traditioner har I?

Prinsessens fridag

I mandags, meget tidligt, stod Prinsessen op og pakkede sit gode tøj og drog derpå bort med frøken Astrid. Op til det mørke Jylland og noget mormor.

Nu ved jeg godt at Jylland ikke er specielt mørkt til dagligt, men det var det bare – og temmelig vådt – da de to tøsebørn ankom til en mormoderlig favn, efter en lang rejse i tog og bus, ganske alene!

Hun har hygget sig, ingen tvivl om det, for opringningerne har kunnet tælles på et par fingre og det var kun et par enkelte ophidsede sms’er som tikkede ind fra tid til anden, kun for at meddele konger og andre nervøse sjæle, hvor i verden hun befandt sig.

Smserne har da også omhandlet episoder vedrørende skybrud, svømmebad, shopping og voldsomme røverier. Bare så man når at blive rigtigt godt bekymret, her meget langt væk fra Jylland.

Men Prinsessen og frøken Astrid har vist spredt solskin på de nordlige breddegrader og Mors og Skive city, har med garanti genlydt af fnis og latter som aldrig før siden i mandags. Og selvom det ikke har været hendes egen mormor, men derimod frøken Astrids, så har hyggen alligevel været helt i top. Helt efter mormorstandard.

Men idag kommer Prinsessen hjem til møllen på øen igen, og det er godt!

Så kan hun være med til at fejre sine forældre – ja det er jo First Man og så mig – for vi har været gift i 21 år.

Det lyder af meget.

Det lyder faktisk rigtigt voldsomt, men det gør ikke engang ondt!

Det er hyggeligt.

Bortset fra når han snorker. Og så når han siger lyde, ligesom min sure svigerfar. Og også når han glemmer at studse busken i næsen.

Men ellers er det okay!

Helt okay!

Og så – på flere, eller i hvert fald én – opfordring, kommer her et par billeder! De bliver nok ikke liggende for tid og evighed.. Men det var hele familien i lørdags!

Og Prinsessen med lyserød hårbøjle.

Lækker lørdag!

Vores lørdag bliver fantastisk!

Vi skal nemlig holde fødselsdag for verdens bedste lillebror (min) bedre kendt som verdens bedste onkel (Firkløverets)!

Lidt forsinket godt nok, men vi skulle jo lige vente til alle var samlet.

Men denne fødselsdagsfejring, medfører en hel masse dejlige mennesker og oplevelser. Mennesker vi ikke har set siden sidste sommer og så manglede der endda én!

Der bliver masser af kage der skal spises,

Og hunde er der også masser af. Blandt andet ham her, snusketrolden:

Så jeg vil forlade min ø og begive mig over broen med familien.

Vi ses på søndag!

PS: beklager den noget skizofrene billedstørrelse, men jeg prøver mig frem med min photobucket..

At udtrykke sig.

Jeg er lidt træt i ørerne for tiden. Og det har faktisk været et tilbagevendende problem i de sidste par uger.

Jeg får respit i intervallerne mellem dagens måltider. For så såre jeg har sat maden på bordet, og vi starter vores fælles måltid, er der en mund som åbnes.

Og det er ikke fordi noget vil ind – i form af mad og sådan – nej, det er fordi der er noget der vil ud.

I form af ord.

I form af en ganske kolossal mængde ord, der uhæmmet vælter ud over tandsæt, bøjle og læber.

Ord om alt muligt, og umuligt, og når Prinsessen – for hende er det – midt i en eller anden sætning, kommer i tanke om andet spændende, meddeler hun at vi om lidt kan vente os en ny fortælling om denne tildragelse.

Hvilket giver nogle usandsynligt lange enetaler, som hopper fra det ene emne til det andet.

Det er en anelse svært for os andre at få bare det mindste ord indført, og skulle man være så heldig at få sagt til Divaen at Hannah stadig så lige så sød ud, stopper det straks talestrømmen på den anden side af bordet og Prinsessen bryder ind med et lille “Hvem?” eller måske med et “Hvad?”

Intet vil hun gå glip af.

Når hun har fået stillet sin nysgerrighed, eller hvis en anden har været så heldig at kunne pippe en bitte sætning eller to uden afbrydelse, venter hun lettere utålmodigt og tager straks tråden op, præcis hvor hun var før jeg nævnte det med Hannah.

Ofte taler hun ikke til nogen bestemt, men mere ud i luften for at være sikker på at en eller anden lytter. Vi lytter som regel også, idet det meget tit er ret morsomt alt det hun beretter, men efterhånden som minutterne går og ordkilden ikke ser det mindste ud til at udtørre, bliver vi alle lettere distræte og måske lige knapt så opmærksomme som før.

Dertil lægges, at nogle af os måske har hørt fortællingen mange gange før, men hvis der befinder sig et nyt sagesløst uvidende offer ved bordet, bliver vi andre tvangsindlagt til at høre hændelsen på ny, dette afstedkommer gerne højlydte suk fra de andre eller et pludseligt kald for at tage ud af bordet før tid, hvilket ingenlunde generer den talende.

Da jeg ikke er tilhænger af, at man taler mens man har sin mund fuld af mad, må hun bremses – desværre ret brutalt – for overhovedet at kunne indtage føde. Hun stopper i ganske få minutter mens hun sluger sin mad, hvorefter hun ufortrødent fortsætter.

Kongemoderen – min altså – mener bestemt at det var fordi Zorronaldo er fraværende, at Prinsessen udnytter den forholdsvise ro der herskede ved måltiderne siden vi rejste hjem.

Prinsessen fortalte da også, at hun engang, i Frankrig, havde prøvet at holde mund under et helt måltid, men at ingen lagde mærke til det, og hendes forargelse ville derfor ingen ende tage og at det i øvrigt nu var hendes tur.

Jeg må dog indrømme, at jeg har mine tvivl hvorvidt det virkelig lykkedes for Prinsessen at holde mund et helt måltid igennem. Jeg mindes ikke selv at det er sket, men jeg kan naturligvis tage fejl.

Hvorom alting er, den føromtalte ro er nu ganske hedengangen og det har sløje udsigter med at få den genoprettet, for fra på lørdag er der igen to til at slås om taletiden, såfremt de da ikke bare taler i munden på hinanden, som de plejer.

Jeg overvejer seriøst at investere i et par ørepropper. Eller måske en ordprop…

Zen

Nu er det slut med at sove elendigt for en tid.

For nogen skrev en lille besked på skype – helt ovre fra Indien – i går. Ja – First Man kommer hjem i aften! Så skal jeg sove godt og ikke vågne 50 gange og tænke på pirater.

Så er der også en til at trøste når jeg jamrer, jeg er nemlig blevet outcast og må ikke lege med de store mere. Jo det er ganske vist – jeg kom bare til at sige min mening et sted hvor det var ilde set. Og det var ikke engang en konkurrence. Men hvor er bare trist når man ikke kan være uenige, uden nødvendigvis at skulle være uvenner.

Det er da for eksempel ikke alt mine børn finder på, som jeg synes er lige okay. Men de bliver da ikke gjort arveløse for det.

Hvorom alting er – jeg er ikke stueren mere. Eller også er det bare fordi jeg er kedelig – det er jo også en mulighed, nu jeg tænker efter.. Jeg bander vist heller ikke nok!

Nå – mit liv er simpelthen for kort til den slags.

Især på sådan en mandag som det var i går.

Jeg kom tilbage til min crosstræner. Uden konkurrence desværre. Men det gik nu alligevel. Til sidst kom to damer og besteg hver deres crosstræner. Og der var ikke gået mere end fem minutter, før den ene pegede på min skærm, og sagde: ”Det er godt nok flot med 47 minutters cardio” Og jeg blev bare så glad.

Smilte overskudsagtigt til de dejlige damer, før jeg væltede ud af døren for at hente mine børn for sent på skolen!

Kun for at finde en noget misfornøjet Prinsesse, som ikke ville sige hvad der var galt. Vel hjemme igen kunne Gårdmand Bjørn afsløre at han måske havde en  lille andel i hendes dårlige humør.

Hans klasse havde haft science, om ”kroppens funktioner + reproduktion”.

Og her havde Gårdmanden glad meddelt klassen, at hans søstre havde fået menstruation. Og derpå havde han indledt en samtale med blandt andre Emma, om diverse detaljer vedrørende deres storesøstres menstruation.

”Og HELE skolen ved det så bare nu” kom det vrissent fra en ophidset prinsesse.

Hvortil han svarede: ”Hvorfor er du så sur over det? Er det da ikke meget normalt at have menstruation når man er en pige?”

Hun tilgav ham og endte faktisk med at kunne se det morsomme i situationen.

Rigtig god tirsdag til jer! Min bliver top nice!

Older posts