• ···

En tur i istiden

Jeg fryser. Rigtigt meget.

Og nu har vi ikke alene kulde, vi har også fået sne. Meget sne. Og det er koldt. Ellers var det ikke sne. Nu er jeg ikke ret meget til sne. Og slet ikke på Æblebakken.

Det er nemlig sådan at Eventyrhuset ikke er isoleret. Det handler ikke om at det er dårligt eller mangelfuldt isoleret.. Næ, det handler om at huset overhovedet ikke er isoleret. Nogle steder er der klistret en gipsplade direkte på muren, andre gange er der kun muren med de – bevares – flotte sten.

Et skønt hus om sommeren.

..

Men det ER ret køligt når temperaturen når under køleskabsgrader. Og endnu køligere når det sner.

Da ikke ret mange af vinduerne kan lukkes korrekt, suser det også lidt ind her og der. Alle disse forhold, gør at huset holder en gennemsnitstemperatur på omkring 15-17 grader, alt efter hvor i huset man befinder sig.

Ovenpå i de to børneværelser og i vores soveværelse er der nogenlunde til at holde ud at være, heldigvis, men nedenunder er der bare koldt. Faktisk tror jeg ligeså godt, vi kunne bo i et telt når det er rigtigt koldt.

Og jeg tænker faktisk nogle gange på hvordan i alverden folk gjorde i vikingetiden.

Eller bare før naturgas og gulvvarme, når det var ligeså koldt og husene var lige så uisolerede. Men da blev folk nok heller ikke 42, så det ville jeg sikkert have været forskånet for at opleve ret mange gange.

Sidste år prøvede vi at varme huset op, for dog at have det lidt varmt – men det lykkedes ingenlunde. Der var jo ikke noget isolering til at holde på varmen, med det resultat at vi smed 80 % af vores pensionsopsparing efter en varmeregning som havde givet mig forfrysninger fra november til slutningen af januar.

Dette stunt havde jeg ikke lyst til at gentage i år – så vi nøjes med at skrue ned for varmen i stedet. Nu har vi også haft det lunt og varmt indtil for en uge siden, så jeg burde faktisk ikke klage.

Men i år er det bare ret meget koldere end sidste år. Både ude og inde. Og det ændrer intet at skrue op for varmen så den står på ”hold radiator varm” og intet højere.

Zibro varmeapperat

Vi har gang i vores zibro, og en lille, pæn, men aldeles uduelig pejs. Som kan varme op pletvise steder.

Lille uduelig pejs..

Hvis I vidste hvor meget jeg savner min Morsø brændeovn som kan varme 120m2 op på under 20 minutter.

Men sådan er så meget, man kan gå og glæde sig til.

Jeg er godt klar over at vi ikke har ramt de kummefrysertemperaturer I fedter rundt i oppe nord på, men I har i det mindste isolerede huse.

Firkløveret er heldigvis i skole det meste af dagen, så jeg er som regel alene og må tænke alternativt for ikke at fryse fast til stolen når jeg skal skrive.

Når de er hjemme, løber jeg til gengæld rundt og råber: ”JEG fryser – kan I skynde jer at tage en trøje på..”

Jeg har nemlig så meget tøj på, at jeg har svært ved at bøje armene.. Og et fleecetæppe bundet om maven.. og hue på.

Ja – hue på indendørs.

Det er anderledes, det er jeg helt med på, men jeg lærte for en uges tid siden, af Bear Grylls, at 40 % af ens kropsvarme forsvinder via hovedet, så man skulle huske at have hue på – og det er faktisk rigtigt – jeg fryser langt mindre med min grå thinsulate hue på.

Nogen spurgte om der blev taget billeder af dette michelin-mand-outfit, og jeg må på det bestemteste afvise at der nogensinde bliver taget sådanne!

Det eneste som er en anelse irriterende, er at jeg går i evig skræk for at nogen kommer forbi!

Fryser

Jeg har ladet mig fortælle at det er lidt koldere oppe nord på, end lige her. Jeg har endda set billeder og hørt fantastiske historier om hvordan folk frivilligt (?) rejser endnu højere op – til endnu koldere vejr.

Her har temperaturen bevæget sig ned under de 10 (plus) grader.. Meget længere ned. Så langt ned, at jeg nu ved hvordan det er at være en liter mælk..

Det er koldt. Jeg får frostskader på fingrene.

Fem grader er det udenfor – det er ligesom et køleskab.

Så koldt er det naturligvis ikke inden døre – men næsten altså. Det kommer da ned på 16 grader i køkkenet.

Og så kan jeg (næsten) se min egen ånde og vil op i min seng. Jeg kan jo ikke engang ramme tasterne så kolde er mine fingre. For slet ikke at tale om mine tæer.

Derfor vil jeg nu indtage mit ydmyge leje – med den elektriske varmemadras – og undlade at skrive et blogindlæg  – udover dette her altså.

Hvilket betyder at I pænt må vente på at vi tester diverse former for købe-rillettes engang efter frokost!

 

Mit liv som bamse

Jeg ved godt jeg har mange liv. Som lærer, konge og sådan.

Selvom jeg bestemt ikke er kattemenneske, så må jeg altså have flere liv, om jeg så lige har ni, er jeg ikke helt sikker på – men flere har jeg i hvert fald.

Jeg mener, jeg før har omtalt hvor isnende koldt og absolut ikke isoleret Eventyrhuset er.. Ikke at det er vanvittigt koldt endnu – men det begynder da at komme ned omkring noget der skulle skrabes af bilruden.

Og så var det jeg tænkte – når nu mit elektriske varmetæppe bliver slukket og jeg så eventuelt ikke kunne holde varmen hele natten – så ville jeg godt have en lun pyjamas.

Og da jeg heller ikke orker at have menneskelige varmeblæsere ind over – for at varme min dyne op – altså udover ham, der jævligt fiser under sin egen dyne, under alle omstændigheder, så måtte jeg finde en løsning. I form at varmt nattøj.

Og jeg fandt simpelthen en pyjamas i fleece.

IMG_5626

Med alternative snefnug på. Og helt afsindig grim. Bedstemor look-a-like..

..

men den er varm..

Jeg føler mig præcis som en bamse. Tyk og blød.

Og nu vil jeg ikke have andet tøj på, nogensinde mere. Dette bløde look passer lige til mig og mine deller.

First Man gloede godt nok lidt og spurgte – med alle tegn på rædsel – hvor i alverden jeg dog havde fundet sådan en sag henne.

Jeg gider ikke engang fortælle ham, at jeg har været ude i noget med et  postordrefirma..

Sådan et med latterlige bonusgaver, såfremt man køber for rigtig mange penge, af tåbelige ting man ikke kan leve uden.

Med det resultat, at jeg nu også er i besiddelse af en endnu mere grim, syntetisk plastikdyne, som jeg i første omgang havde tiltænkt Blondinen, men hun ville overhovedet ikke lægge sig på det glatte, knitrende og meget elektriske nylon..

Den mangler jeg endnu at finde anvendelse for..

Alt sammen små bagateller.

For da jeg nærmede mig min yngste søn, iført mine snefnug, udbrød han ganske umotiveret: ”neeej hvor ser du godt ud!!”

Det var uden tvivl løgn, og sikkert affødt af at han frygtelig gerne ville have sin slikautomat fyldt op igen!

Men ikke desto mindre sagde han det!

Der står en stige

Som I måske har læst om før, er Eventyrhuset en anelse utæt – og er med andre ord pissekoldt om vinteren. Huse med plads til 6 mennesker og hund var bare ikke det nemmeste at få fat i her i omegnen, så udvalget var ikke så stort.

Vi valgte at bo på Æblebakken på grund af udsigten over hele dalen, samt de 900 meter til skole, mere end vi tænkte på den manglende isolering.

Samt det faktum, at vi er i Frankrig, hvor det som bekendt er varmere end hjemme på øen. Dette har i år været en sandhed med nogle modifikationer.

Ikke desto mindre er Eventyrhuset, en veritabel fryseboks om vinteren og jeg sidder med enorme sweatre på, og drikker spandevis af varm te for at holde varmen.

I køkkenet er der et gigantisk åbent ildsted, der faktisk er så åbent, at det drypper en hel del ned når det regner.

Hvilket det jo ofte gør  i Normandiet.

Og kloge hoveder som foreslår at vi tænder op i dette ildsted, for på den måde at holde varmen, de kan godt glemme det.

IMG_5448

Såfremt jeg tænder op i dette gabende hul, vil jeg tro at både mit spisebord og stolene går op i røg ret hurtigt.

Køkkenet er nemlig ikke så stort, og man sidder ret tæt på det åbne ildsted. Rent bortset fra, at jeg ikke tror det ville varme det store – det ville nok snarere fise ovenud.

Nå, vi har bedt udlejeren om at sætte sådan en slags hat ovenpå toppen af skorstenen, men det ville han ikke.

Indtil nu.

Og derfor står der en stige i haven. Den er ankommet lidt i etaper, rent højdemæssigt, mener jeg.

Indtil videre er det lykkedes mig, at holde en voldsomt interesseret Gårdmand Bjørn væk fra denne gigantiske stige, som virkelig er fristende.

Flere gange dagligt stiller han, tilsyneladende helt uskyldige, spørgsmål om denne stiges formål.

Om dens skridsikkerhed. Om tagets overflade. Om hvor smuk udsigten må være deroppe fra.

Jeg synes også han mumlede noget om, at han ville kunne se til Marianelund ligesom Emil. (det er godt nok, at han ikke har små søstre – bør nok holde øje med Blondinen i de næste par dage)

I det hele taget, er han kommet med den slags iagttagelser, som kan give enhver mor hjertestop ved tanken om flyvende – subsidiært faldende – drenge som har udforsket taget, via alt-mulig-mands stige.

IMG_5445

Stigen er nemlig stillet der, fordi alt-mulig-mand har været forbi.

Han meddelte at ikke alene får jeg 2 nye døre, så der er håb om at temperaturen i gavlværelset kan komme op over 12 grader om vinteren, men også at jeg får en hat til skorstenen.

Udover den meget åbenlyse fordel, at det derfor ikke kommer til at regne i mit køkken mere, så slipper jeg også for at høre på den due der kurrer så højt at det lyder som om den befandt sig midt på spisebordet.

Altså, alt-mulig-mand kravlede op for at måle omkreds på skorstenen, og konstaterede ret hurtigt, at hans medbragte stige var noget kort. Og han kørte derfor sin vej igen.

Uden stige.

Han kom dog først tilbage dagen efter, med en forlængerstige. Som stadig ikke var lang nok.

Han var muligvis mere frisk, idet han allerede samme eftermiddag var tilbage, og skræmte livet af Blondinen som var midt i sin eftermiddagslur.

Han nåede endelig op – helt op – og jeg går også ud fra at han fik målt.

Men så gik han. Stadig uden at tage de 5 stiger med, som nu står her og lokker svage sjæle på 9 år, mod forjættende højder.

Går lidt ud fra, at stigerne får lov til at stå, til han kommer tilbage og sætter hue på min skorsten.

Håber bare vi kan holde flyvefærdige drenge, på afstand indtil da! Må vist hellere som prævention lægge et par strategiske madrasser rundt om huset, så han i det mindste lander nogenlunde blødt.

Gråspurve med kanoner og de små glæder

Der er kommet nogle pletter på væggen i vores soveværelse. Der er flere forskellige slags. Nogle er sådan lidt grålige skygge-klatter og andre er deciderede hakker i pudset..

Og ja, jeg ved udmærket hvor de kommer fra.

De kommer fra hjemmesko, kleenex pakker, telefonbøger og en enkelt lommelygte. Som på heftig vis, er blevet kylet ind i væggen for at stoppe en infernalsk larm.

Larm fra en mindre fugle koloni, som netop har valgt taget på Eventyrhuset, til henholdsvis kollegieværelser, barselsgang og storkollektiv. Og da isoleringen er som den er, er der faktisk kun en enkelt gipsplade som skiller os – i realiteten kunne de bevingede bæster have bygget rede på mit natbord – så højt lyder det, og det starter ved første glimt af dagslys.

Jeg kan godt lide fugle – men de behøver ikke at vække mig kl. kvart i kvalme hver eneste morgen. OGSÅ i min ferie.. Hvad fanden er meningen egentligt med det?

Så kan jeg godt gå hen og blive olm. Og tænke: gid jeg havde en kanon. Det har jeg bare ikke, så jeg må nøjes med at kyle ting hen på den tynde gipsplade, som skiller deres verden fra vores.. Det hjælper som gips på et træben. De holder mund lige præcis så længe som det tager mig at falde i søvn igen – med det resultat – at jeg vågner endnu mere vrissen end første gang. Og så kan jeg ligeså godt stå op.

Stå op og samle mit arsenal af kasteskyts sammen, og lægge det ved siden af sengen, så mit ammunitionslager er klar til næste morgen.

I det hele taget synes jeg ikke de er ret fair de der fugle. Det er også ret tit de bruger min bil som toilet. Og at en eller anden fugl har fået noget grimt at spise og som følge heraf galopperende mylderbæ – diarré på dansk – det er for så vidt okay, men behøver det lige at lande på min bil?

Det kan lakken og First Man slet ikke tåle: De får cirka samme reaktion: syder og krøller sig sammen og resulterer – for First Mans vedkomne – i overdreven bilvask.

Det ville være i orden hvis vi havde en haveslange og ¼ del af kløveret, eventuelt kunne tjene en ekstra skilling, men da vores haveslange ligger hjemme på øen, så er manuel bilvask en anelse besværliggjort, hvilket igen medfører kørsel frem og tilbage til vaskecentralen, poletter og stillingtagen til med eller uden voks.

Når han så kører tilbage ad den støvede vej på Æblebakken, foregår det i et tempo så selv en snegl ville komme hurtigere frem. Det støver, forstås – og nu er bilen jo lige blevet vasket. Tilbage på matriklen kan han så bestemme om han vil holde under et kirsebærtræ eller et lindetræ. Linde-afføring er ikke så hård ved lakken som kirserbær-do, så det oftest der jeg finder bilen efter vask.

Vi er som sagt omgivet af fjerklædte, baskende og pippende væsner, og for 3 uger siden sad der noget, som gjorde, at jeg først troede jeg havde glemt at tage kontaktlinser i. Men så kom jeg i tanke om at jeg heller ikke ville kunne se en papegøje uden kontaktlinser.

Men det var ikke en stor grøn papegøje der sad foran mit køkkenvindue, det var en.. sådan en, som hakker i træer.. en flagspætte muligvis. Jeg kan jo i skrivende stund ikke huske, hvad den tilstedeværende fugleekspert sagde.

Men før jeg nåede at fumle mig frem til mit kamera, var den jo væk.

Det kan muligvis også have noget at gøre med, at da jeg rakte kameraet til Prinsessen inde fra stuen – undlod hun at zoome ved at trykke på knappen – hun zoomede derimod ved at strække armene så langt frem mod vinduet som muligt, på bedste langsynede avislæsnings facon– og så fløj den naturligvis sin vej.

Så nu kan jeg gå resten af sommeren og spejde efter den grønne papegøje eller hvad det nu var.

Og trods alt glæde mig inderligt over, at det ikke er den, som leger trykluftsbor under mit tag.

Older posts