• ···

Så prøver vi lige igen..

Det er muligt at nogen allerede har læst dette – men jeg er ikke sikker, da jeg ikke fik kommentarer og da de står som “ikke udgivet” selvom jeg havde programmeret dem. Meget mystisk.

Sideen i fredags har bloggen opførst sig en anelse alternativt og det har medført en del småfnidder.

Derfor: HVIS du har lagt en kommentar og den ikke er blevet udgivet så er det en server som har ædt den. Jeg har fisket et par stykker ud af spamfilteret men langt fra alle de som siger de har kommenteret.

Dernæst, såfremt jeg ikke har svaret på denne kommentar er der en mulighed for at jeg ikke har set den. Send den gerne igen?

Og nu til en genudsendelse som jeg ikke er klar over om I har set..

Det er onsdag, og om onsdagen sker der alligevel aldrig noget i min blogverden og jeg mente derfor at I sagtens kunne tåle at læse det en gang til, eller lægge en bitte kommentar hvis I nu havde trang til det da det er et af de indlæg som netop ikke havde det så godt!

Derudover er det forresten et glimrende indlæg!

Det handler om at jeg i sidste uge følte mig hensat til Eventyrhuset, på Æblebakken. Til de 14 grader i køkkenet.

Og hvorfor så det?

Lang historie. Men jeg har lært navnet på en fugl.

Jeg holder lige en pause til de larmende velfortjente klapsalver har lagt sig igen!!

Og jeg er endda istand til at genkende den, hvis den lander i min have.

Fordi jeg har besøg af en flagspætte. Og den vil jeg gerne have et billede af. Officielt fordi den har et sødt ansigt. Sådan lidt pandaagtigt faktisk. Uofficielt fordi jeg vil have billeddokumentation på at jeg har set en sådan stabejs. 

Derfor, efter den åndede fjerbold har narret mig flere gange, sidder jeg nu med åbne vinduer ved skrivebordet, armeret kamera på maven og er HELT klar til at forevige dette bundt fjer med sødt pandahovede.

Men viser den sig så nu?

Nej da..

Det vrimler i stedet med horder af små fede blåmejser.. Det hedder de da, de der blå og gule tingester som var på et yoghurt bæger, da jeg var lille?

Jeg har ikke engang noget fuglebræt mere, det gik sin vej under sidste storm.

Men det nyttede nok ikke noget alligevel, for hvad skal man også reklamere med for at lokke en spætte til sig? Insekter?

Og nu er det så koldt at mine fingre fryser til is.

For lidt siden kunne jeg ovenikøbet høre den fjollede fugl, men ikke se den. Og følte mig en anelse til grin.

Jeg overvejede derfor at gå udenfor, men med det held jeg har, ville det nok ende med at den klattede på mig.. Desuden ville Blondinen med og hun kan ikke ret godt med fugle og hun kan slet ikke være stille.

Så nu sidder jeg her.. Og fryser.

Og venter.

Og venter.

Men det er altid noget at vente på en fugl, for så glemmer jeg at vente på i morgen. På min sørøverfødselsdagsfest! Det bliver SÅ sjovt.

Med møje og besvær fandt jeg en grønblå stribet Søløver-rav-Sally bluse i en genbrugsbutik så langt væk som i Odense! Den lokale legetøjspusher var dog leveringsdygtig i et styks sort trekantet sørøverhat og resten af udstyret har jeg lånt af Gårdmand Bjørn!

I og med jeg aldrig har set Sørøver Sallys ben, tillader jeg mig den kunstneriske frihed at iføre mig nederdel, for dog at få en anelse feminint over det rå sørøverlook.

Og gaver.. Jeg får jo også gaver.. altså!! Dem venter jeg også på!

Men lige nu venter jeg mest på at den der fugl viser sig!

?

Aaaaaaaaaaahhhh der er den!!! JEG fik den!! 

Og sig nu ikke at det ikke er en flagspætte, vel?

Nå.

Hvad skal jeg så vente på?

Nu med status som udlejer

Jeg er stadig i chok.. Jeg er blevet overfaldet.

Men jeg vil starte med begyndelsen.

Jeg var i færd med at rydde op i mit tøj. Sommertøj skulle skiftes ud med vintertøj og det jeg ikke har gået med de sidste 2 år, skal have et meget hårdtslående argument for at vedblive at have adresse i mit skab.

Altså, som sagt så gjort. Og da sommeren i år har været af de mindre gode, ligger der stadig en mængde sommerkjoler i hi i forskellige plastikkasser hvor de i og for sig sagtens kunne overvintre, men det skulle dog lige tjekkes.

Derfor åbnede jeg døren fra mit eget hus, for at komme ud i det bagerste udhus. Hvor der så åbenbart boede en anden.

Som jeg var ved at træde på.

Må i øvrigt en dag ved lejlighed undskylde for at jeg kom brasende på den måde. Hos min nye – og ukendte – lejer. Ikke at den ligefrem betaler husleje, men vi fik ikke ordentligt hilst på hverandre…

Min lejer sagde ikke så meget og nøjedes med at kigge, jeg derimod, skreg meget højt.

Det gør man nemlig, når man uforvarende skal til at sætte foden ned på en velvoksen husmår.

Hvorpå jeg smækkede døren i. Og fortsatte med at skrige.

Og ringede til First Man, som naturligvis ikke tog telefonen, hvorfor jeg skreg en noget usammenhængende besked på hans mobilsvarer.

Og ringede derpå til min mor, mens jeg stadig råbte. Og løb rundt om mig selv i affekt.

Og rundt om Blondinen der ligeledes var stærkt ophidset.

Om hun så var ophidset over de høje lyde der kom ud af min mund eller duften af mår, skal jeg ikke kunne sige.

Hvorom alting er, så ankom min mor for at redde sit højt skrigende barn. Som bliver 43 næste gang. Men jeg mener aldrig man bliver for gammel til et godt hysterisk anfald.

Krapylet havde flyttet sig fra dørtrinnet, og var ingensteder at se. Det var derimod dens efterladenskaber.

En radio blev tændt, meget højt, dørene blev hermetisk lukket, og jeg flygtede fejt fra hjemmet og overlod Blondinen til sin egen skæbne, såfremt uhyret skulle kaste sig over hende.

Jeg stillede først mine bevablede fødder på matriklen på ny, da det myldrede med andre mennesker, som eventuelt kunne redde mig ved et nyt angreb.

Redningen kom i form af Lenes ridder – som jeg fik lov til at låne i dagens anledning – og han ankom, medbringende en mårfælde.

Fælden blev sat op efter alle kunstens regler, med friske æg placeret på strategiske steder omkring fælden, men jeg tror ikke at vores husmår satte ret stor pris på den musik jeg havde spillet for den, for den viste sig ikke igen. Og æggene ligger stadig hvor de blev placerede.

Hvilket både er godt og skidt.

Godt, fordi der nu åbenbart ikke er nogen husmår mere, og hvad mere er, jeg behøver ikke bestille psykologhjælp til mine børn når jeg skal forklare dem hvorfor jeg har (fået folk til at) myrde et sødt og blødt lille dyr med en hale så lang som min underarm.

Skidt – faktisk rigtig skidt – at jeg nu ikke ved hvor den er, eller om den har lagt sig på lur for at bide mig i haserne bagfra, hvilket afstedkommer en ganske aparte gangart, når jeg er tvunget til at betræde udhusets gulv.

Til stor moro for resten af familien.

Så mens jeg storker med stive ben over gulvet, for i hast at gribe det jeg mangler, beder jeg inderligt til at mårer generelt er ligeså gode til at finde ud, som ind.

Tigre.. og mennesker.

Det er ikke for at vade i det.

Eller gøre mig morsom på bekostning af en stakkels mand og hans familie, men jeg kom til at tænke på en episode for en del år siden. Og så i øvrigt ingen anden sammenligning.

Vi var på familieudflugt. Som dengang kun talte tre børn, og Prinsessen var af samme årsag ganske lille, lige akkurat to år og et par måneder.

Vi tog til en fantastisk kattedyrspark. I Frankrig. Tæt på den landsby vi boede i, første gang. Ikke mindre end 37 forskellige kattedyr var repræsenteret i parken, og burene strakte sig over mange hektarer.  Der var også en del ænder, gæs og geder og den slags almindelige dyr, men de var ikke lukket inde.

Morsomt nok findes der en tilsvarende park, i Normandiet, som vi blev næsten naboer til da vi boede på Æblebakken. De to dyreparker er ejet af samme familie og Gårdmand Bjørn gik i klasse med en af drengene, så vi var skam tit i Zoo dernede i Normandiet!

Nå, det var oplevelsen jeg kom til at tænke på..

Vi gik sammen med en del andre mennesker på stier langs burenes yderste kant, og nåede til de sibirske tigre. Majestætiske dyr, store – kæmpestore – var de.

Og mens vi stod der, og helt stille betragtede disse store imponerende dyr, lød der pludselig et skrig, som fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på de fleste.

Nok mest mig, for det kom fra min Prinsesse som jeg af vanvare havde sluppet for at se på tigre.

Alle vendte sig, holdt vejret og ventede halvvejs at stå ansigt til ansigt med en løssluppen tiger, eller noget andet grumt..

Og så var hun bare blevet nappet i ærmet af en arrig gås. Hun blev angrebet, et helt bagholdsangreb, der på stien og så ER gæs altså ikke sådan at bide skeer med når man kun er to år.

Der var mere end én mor som trak sine børn tættere ind til sig da vi gik videre.. Man kunne jo aldrig vide!

Den der ko..

Hos Decathlon kan man få fleeceforede gummistøvler. De er skønne og varme. Måske ikke så kønne igen, men det er lige meget. Mine er i kemisk lilla.

IMG_0543

Jeg viser dem lige igen så kan I bedre forestille jer resten af historien! Hvis I mener at have set dem før så er det fordi jeg også havde dem på da Zorronaldo skulle til Italien midt om natten.

Nu er det bare kun Gårdmand Bjørn og jeg selv, som er de heldige indehavere af sådanne støvler, idet resten af familien ikke mente at deres gang i mudder, var så voldsom, at det ville berettige anskaffelsen af et par.

Men da Divaen skulle ud og lege med køer, spurgte hun om hun måtte låne sin lillebrors støvler. De er forresten sorte.

Det måtte hun godt, men måtte love – under ed – at der ikke kom ureglementeret snask på dem. Mudder ja, kolort nej. Gårdmand Bjørn er en anelse sart med den slags. Gad vide hvem han har det fra..

Hun lovede.

Men køer er åbenbart nogle utilregnelige størrelser, som nemt bliver nervøse. Og når de er nervøse – får de dårlig mave.. Det kender man jo godt fra sig selv, så de er vel lovligt undskyldte, men det viste sig at være et lille problem i forhold til hendes løfte.

Det er nu at det der med blodprøvesteddet spiller ind.

Blodprøve på en ko skal tages under halen…

Ja. Der..

Og her gik Divaen så i detaljer og sagde: ”Du ved godt, det der bløde sted under halen..” Her måtte jeg straks stoppe hende og sige: ”Nej, min skat, jeg ved ikke hvordan en ko ser ud under halen.. Det er der ikke ret mange almindelige mennesker der ved..”

Men altså, blodprøven tages under halen – lige over hullet.. På et blødt stykke hud uden pels.. GODT jeg ikke er en ko – for det må da gøre helt afsindigt ondt? ”#*%¤#gnnn..

Nå, tilbage til selve situationen.

Jeg opsummerer lige: blodprøve under hale, nervøs ko, dårlig mave. Hvorfor der naturligvis kom ureglementeret snask på Gårdmand Bjørns støvlers fleecekant.

Men det blev vasket af og ingen siger noget til ham – hører I – for så der rent faktisk er håb om at han vil have dem på igen!!

Til sidst vil jeg skynde mig at sige at ingen køer kom til skade i dette forløb – det var naturligvis ikke Divaen der stak nålen i dem – hun tog bare imod de små bøtter med blod i – og kolort – på, for at skrive koens nummer på den lille bøtte. Og derfor stod hun i upraktisk nærhed både af dyrlæge og nervøs ko, hvilket medførte føromtalte snask på fleecekant.

Jeg er heller ikke laborant og ved derfor ikke om de der bøtter har et finere og mere brugbart navn.

Men nu ved I også hvor man tager blodprøve på en ko!

Foreløbigt står der 3 – 2 til os

Første mus døde stille, helt uden drama, og familien samledes omkring skraldespanden, for med hastigt blinkende øjne, at tage afsked med det lille væsen.

Den daværende klump i halsen, blev dog hurtigt afløst af knurrende irritation over de åbenbart tiloversblevne mus. Der var dog stadig lidt tristesse over det da jeg så en bette mus liggende stille – uden spor af klapfælde – midt på gulvet.

Den var ikke helt død, og uanset hvad man så i øvrigt har imod mus, deres gerninger og alt deres væsen, så var det altså lidt synd for den. Den endte sine dage under en skovl, og fik sidste hvilested, ved siden af den første guldfisk. (Den anden lever beklageligvis endnu.)

I går morges var det onsdag og jeg kunne sove helt til kl. 7 og så derfor ikke det blodbad med tilhørende mus der var smurt ud over gulvet i går morges. Dens kumpan slap væk, men vi havde så den fordel at vi kendte til dens eksistens.

Det ville være synd at sige, at denne mus blev begrædt, idet den havde ædt kalenderchokoladen. Den var mildest talt noget upopulær.

Dette steg til uanede højder da jeg kunne konstatere, at det lille bæst havde gnasket i to pakker rugbrødsblanding og min muffinsform.

IMG_0146

Åndede dyr, altså.

Ydermere lettede taget i går aftes, ved et hyl som burde kunne høres, om ikke helt til øen, så da i hvert fald mindst til Bremen.

En mus i fælden. Hele familien stimlede sammen og kunne konstatere at en yndig Divamus på 46 kilo var gået i klapfælden.. Nøj, som hun skreg. Og neglen blev lidt blå.

Lidt positivt er der dog kommet ud af hele denne historie: Prinsesse Lyserød har fået nok af mus og slettede sporenstregs dyret fra sin ønskeseddel.

Hvorom alting er, der lever stadig i hvert fald én mus, og juleånd eller ej, den skal dø som de tre andre – så min muffinsform, mel og chokolade for slet ikke at tale om Divaens klemte finger kan blive hævnet.

Rigtig glædelig første december til jer alle.

Older posts