• ···

Madpakker

Af de positive ting jeg bare ikke skal i år, eller skulle sidste år, er blandt andet madpakker.

Jeg smører slet ikke madpakker mere – og det har jeg ikke gjort i 16 måneder!!

Okay, jeg har heller ikke smurt dem alle sammen selv i de senere år – firkløveret hjælper skam til – men jeg skal alligevel være der og tage stilling til en hel masse, som angår blandt andet pålæg, for slet ikke at tale om indkøb, og til sidst udførelsen af 4 daglige madpakker.

Så man kan sige, at jeg er sluppet for planlægning og udførelse af omkring 1160 madpakker. Sådan nogle oplysninger kan næsten få mig til nedlægge veto mod at flytte og forlange at blive, i dette madpakkefrie land.

De eneste tidspunkter jeg skal lave madpakker på, er når de skal på tur, iklædt feststemning og hygge. Så gider man til gengæld godt gøre noget ekstra ud af madpakken.

Men de der flade leverpostejmadder der bliver lunkne og grålige inden de er nået så langt som til spisefrikvarteret, det er ulækkert.

Det vil sige, at for at minimere madspild og undgå at madpakkens indhold lander i skraldespande rundt om på skolen eller i omkringliggende landsbyer, må man gerne være lidt innovativ og nytænkende.

Det er denne nytænken som er udmattende..

Naturligvis kunne jeg jo bare gøre som Amalies mor og fylde madkassen med krydderboller påført nutella, hver evige eneste dag. Det er bare sådan at firkløveret, selvom nogle af dem godt kan lide nutella, gerne vil have ordentlig mad som holder dem mætte lidt længere end 11 minutter og ikke giver dem sukkerchok som forhindrer dem i at tænke klart i timen.

Og ordentlig mad indebærer ofte noget hjemmebagt, og aftensmadrester.

Hvilket igen betyder at man skal have lavet nok frikadeller og må tilbringe aftenen som politibetjent, så ikke der går store mus i køleskabet, for uforvarende at fortære morgendagens madpakkeindhold.

Nej, madpakker er udmattende.

Og jeg vil inderligt savne den franske skolekantine med fire retter (forret, hovedret, ost + dessert) til den formidable pris af 35 kr, når jeg igen står med mine fire daglige madpakker.

Store Krone..

Så, nu har jeg skrevet dagens kapitel i julekrimien herovre.

Det var super sjovt at være med til. Men også ret grænseoverskridende, jeg endte jo med at få galopperende præstationsangst, når nu så mange andre også skriver – hvad hvis mit kapitel falder helt til jorden, fordi jeg er så kedelig som en klat våd maling?

Nå, det får være.

Jeg har nemlig endnu engang opnået status som ubeskrivelig pinlig, idet jeg har blameret mig i fuld offentlighed. Ydermere gik det ud over mit afkom, som skulle ses i selskab med mig. Og jeg er dermed blevet kategoriseret som aldeles uegnet som mor.

Fordi jeg således har trukket mine børns navn og gode rygte igennem skidtet. Offentligt.

Det der skete var nemlig, at jeg skulle hente Gårdmand Bjørn og hans to venner, en mild bulderbasse og en yndig ting med brune krøller, til frokost på Gårdmandens fødselsdag. Og ligeledes Prinsessen, Divaen og Zorronaldo. En fødselsdagstransport så at sige. Og generel opsamling.

Og derfor kom der da flag på kareten.. Man er vel royal – nå.

Og så var det simpelthen lige før de ikke engang ville ind i bilen og hellere ville hjem til fods.

Bare fordi jeg engang fik et meget fancy bilflag af Lene – dengang før vi forlod øen. Sådan et som sættes i klemme i en bilrude og så blafrer i bedste, og meget synlig, stil.

Ja, jeg syntes jo det var flot. Og lidt sjovt. Men mest flot, at blive hentet af sådan en bil. Den opfattelse delte Zorronaldo og Prinsessen bestemt ikke.

Divaen så det slet ikke, før en meget indigneret Zorronaldo henledte hendes opmærksomhed på de pinlige spejlbilleder i diverse butiksruder.

De kunne have gravet sig selv og hinanden ned.. Og mig med. Nok mig først.

Jeg blev, under trusler om vold og det der er værre, simpelthen tvunget til at tage flaget af, da vi nåede hjem – for at de kunne undgå den tort det var at blive transporteret tilbage til skolen i flagbesmykket bil. Og flaget var ikke engang i lagenstørrelse – det var virkelig kun et bitte Dannebrog i A4format.

Billeddokumentation var også forbudt.

Men børn er altså også så sarte.

Nu er byen så heller ikke større end at jeg samme aften, blev afkrævet en redegørelse for danske nationaldage, ovre på skolen til skole-hjemsamtaler.

Alle havde nået at se det danske flag veje blidt for kulingen, i de 11 minutter det tog mig at opsamle samtlige unger. Det synes jeg er ret godt klaret!

Jeg fik heldigvis medhold fra de andre voksne – at det var et yderst morsomt tiltag – og at det er en ganske retfærdig hævn for hængerøv og spyfluesolbriller.

Dansk jule (gede) marked

Er rimeligt mat i betrækket. Har netop overlevet endnu en af den slags weekends hvor man har brug for et par dage, for at komme sig ovenpå strabadserne.

Lørdag morgen stod vi op, før normal weekend stå-op-tid, vi skulle nemlig med toget til Paris. Vi – det var Gårdmand Bjørn, Prinsessen, Divaen og Vi selv – kongen.

Tænker altså nogle gange på hvis fremmede ved en fejltagelse kigger ind på min blog og ser de navne – de må jo tro jeg er retarderet.. Eller fortæller om tegneseriefigurer..

Nå, men altså, vi skulle med toget.

Og så med metroen. Det plejer gerne at være dagens højdepunkt ved den slags udflugter – for slet ikke at tale om alle de rulletrapper der er, Firkløveret synes i hvert fald det er vældigt mondænt at tage metroen. Jeg synes der er varmt og beskidt, og bliver samtidigt lettere paranoid af at holde styr på alle mine unger.. men lad det nu være..

Alle var udstyret med en rygsæk og jeg luftede endda min pensionistjaguar i dagens anledning. Min fine rullevogn – for ellers var vi nok aldrig kommet hjem igen.

Grunden til alt dette postyr, var at finde i Den Danske Kirkes julebasar 2011.

Det er simpelthen årets højdepunkt som dansker i Paris – at komme derind og få købt ind i mængder der kunne minde om hamstring til en større generalstrejke – subsidiært hungersnød.

Til fuldstændigt ublu ågerpriser. Men hvad pokker – det går til kirken fortæller jeg mig selv.

Det er endnu aldrig nogensinde lykkedes mig, at finde en siddeplads mens jeg, i selskab med min familie, fortærer min julehotdog, tre købeæbleskiver og et glas forkølet gløgg – hvis bedste egenskab er at den er varm. Okay – ungerne skal altid have dansk Faxe Kondi!!

Jule-hotdog

I år var ingen undtagelse – vi stod ved kanten af en bod og indtog dette udsøgte måltid, alt i mens vi spejdede rundt for at se om vi kendte nogen – eller det vil sige, det var nok mest mig der spejdede rundt.

Når man så har fortæret sin julehotdog, med den røde pølse – noget jeg aldrig ville sætte tænderne i hvis jeg var ved mine fulde fem – men stemningen ved årets julebasar er så forførende og julet, at al fornuft forsvinder – og det er skønt. Altså – når man har slikket de sidste krummer op fra servietten, er det tid at stå i kø til årets indkøb. Ihukommende stemningen og alt det der, sætter ens hjerne permanent ud.

IMG_0111

Man betaler nemlig glad og gerne 60 Kr. for et glas syltede rødbeder, og det – uden så meget som at blinke.

Der kan købes alt hvad hjertet begærer til afholdelse af en dansk jul, samt indtil flere andre vigtige begivenheder. Alting er syltet ind i Dannebrog, hjerter og røde sløjfer.

IMG_0108

Det eneste de ikke havde, var til min store fortrydelse, glanspapir. Men ellers kom jeg, nogenlunde helskindet og en hel del fattigere derfra, med:

3 frosne flæskestege, 2 dåser kødboller, 2 store glas sild, 1 stort glas rødbeder, 1 lille glas rødkål, 2 poser pebernødder, skildpadder, skolekridt, lakrids i lange baner, 3 pakker kransekage, stjernestrimler, udstansede hjerter, en engel, en hoppebold, et stykke rullepølse, 1 pose makroner, to DVD’er, en noget træt adventskrans, med bånd og lys til selvmontering, en julekalender, et stykke julepynt, samt en meget fin julestjerne, jeg var så heldig at vinde i tombolaen!

Og så fire pakker spunk som blev fortæret med det samme!

Så der var absolut brug for min rullevogn og alle rygsække! Vi lignede bedre posedamer M/K da vi med hotdogfulde maver, og en ret stor julestjerne i favnen, besteg metroen igen! Men det hele er fuldstændigt nødvendigt for at overleve en jul i Frankrig!

Og min rullevogn holdt mirakuløst. Jeg er vis på at der var ureglementeret overvægt på de hjul!

Men det allerbedste, var afgjort at gense Marianne, og Ulla som en ekstra præmie. Vi er jo ikke blevet en dag ældre – hvorimod vores børn er vokset helt abnormt. Mystisk!

Selvom det hele kan fås i Danmark og at jul i det hele taget er lidt nemmere at organisere, så er den årlige julebasar i Paris noget jeg virkeligt har savnet, de år vi har boet i Danmark.

Der er en helt særlig stemning hos danskere der er ude i den store verden. Et specielt fællesskab som jeg – hvis jeg skal være ærlig – har savnet i de år hjemme på øen.

Det er lidt som at være teenager, man er ”både og” og ”hverken enten eller” – og svært at forklare hvordan det kan være hyggeligt at være mast sammen med flere hundrede andre mennesker på et forholdsvis begrænset areal, lidt i stil med en påskelørdag i Bilka, hvad larm og mylder angår.

Men det er det.

– Hyggeligt altså!