• ···

Indtager Christiansborg

Jeg – og mit firkløver – er på vej til Christiansborg.

Jeg vil høre om jeg ikke kan få tjansen som præsident. For et eller andet.

Eller konge? Sådan en har vi jo slet ikke, jeg ville da være et oplagt emne!

Nej, det tror I ikke på alligevel, men jeg skal i hvert fald ind og besøge en minister.

Som jeg engang kom til at cykle en tur med. Før hun var minister. Fordi der i høj grad manglede en cykelsti. Og siden jeg nu fik den der cykelsti – selvom det var i stedet for en skole – så vil hun vise os rundt i de hellige gemakker og sige tak for sidst.

Og nu er det jo ulig mere spændende, da hun er blevet minister i mellemtiden.

Det bliver simpelthen samfundsfag på højeste plan, intet mindre!

Derfor har jeg egenhændigt – og politisk ukorrekt – hevet alle fire børn ud af deres respektive skoler hele dagen, for at de kan se hvor heldige de er at bo i et åbent demokrati, hvor man kan komme i kontakt med sine folkevalgte.

Uden at blive skudt på. Eller lukket inde.

At man kan blive hørt og set og alt det der.

Jeg har forresten også en høne at plukke med undervisningsministeren, mon ikke jeg kan finde hende derinde?

Men hvorom alting er, vi glæder os og jeg er sikker på vi får en spændende dag ud af det!

Jeg har endda taget mit kamera med!

Bare I så ikke forveksler os med den der demonstration derinde, som finder sted ca. samtidigt.

Jeg mener nemlig ikke at man nogensinde overhovedet, skal så meget som overveje forhandling med pirater eller terrorister eller andet slags djævelskab; de skal overmandes og bures inde. Færdig. Og skulle der, ved et frygteligt uheld, ryge en pirat i svinget, er det bare synd.

Det er min mening!

Og andre er velkomne til at mene noget andet, men jeg har vist haft pirater tættere på livet end de fleste og føler mig dermed fuldt ud berettiget til at have så krads en mening om dem.

Men altså Christiansborg, hold vejret, her kommer Kong Mor!

Hvad skal vi nu gøre?

Jeg har veninder som stadig er arbejdsløse. Veninder som desperat videreuddanner sig, tager kurser og gør alskens krumspring for at forbedre deres chancer for at få job.

Nogle af dem har også mænd der er arbejdsløse. Og som får udbetalt deres sidste dagpenge om 6 uger. Og hvad skal der så ske?

For dem?

Og for Danmark?

Deres hus kan ikke sælges her i udkantsdanmark. Det kan vel ikke engang lejes ud. Skolerne er jo blevet lukket, og selvom vi fik en cykelsti i stedet fører den mere væk herfra end noget andet..

Skal de så gå fra hus og hjem?

Tvangsauktion?

Børnehaven er også lukket.

Og står nu som et trist lille hus, med en forladt cykel midt på stien. Og en falmet dekoration i vinduet.

Hvad så nu?

Hvad skal vi gøre?

Synes faktisk mange menneskers tilværelse ser en anelse håbløs ud lige pt.

Undskyld mig, men

jeg har lige et spørgsmål.

Nu er det muligt at mine lyse striber, som dog efterhånden er ved at gro ud, har smittet af på min hjerne, men hvordan er det lige det går for PostDanmark?

Og hvilken del af hele det hurlumhej har jeg ikke forstået rigtigt?

For noget er kørt af sporet for mig.

Altså:

Der bliver lige nu i disse dage, nedlagt postkasser på stribe. Faktisk 1500 i hele landet. En del skulle jeg mene. Fint nok altså, vi skriver færre breve og de kommer langsommere frem, så der er nok ikke så meget behov for postkasser mere.

Det bliver dog lidt bøvlet for vores nabo Irene, hun har nemlig ingen bil, jeg tror ikke engang hun har kørekort, og hun forlader meget sjældent postnummeret, for slet ikke at tale om selve øen. Så hvis hun ikke kan komme hen til en postkasse uden at køre langt, er det ærligt talt lidt bøvlet.

Men hun skriver måske heller ikke så mange breve.

I hvert fald, det gik pludselig op for mig at Irenes – og mange andres – fremtidige muligheder for at sende breve hid og did, var væsentligt forringet.

Indtil jeg læste dette her:

Og samtidig tilbyder vi, at man også kan aflevere breve til sit postbud, der så kan tage dem med, siger Louis Lindholm. Louis Lindholm er chef for postområdet Fyn og Sønderjylland for Post Danmark. 

Og det er jo fornemt.

Men altså…

Var der ikke noget med at vi – indvånere i Dannevang – pr. 01.01.12. skulle have monteret postkasser i skel, såfremt vi fortsat ville have leveret post?

Fordi posten ikke længere måtte køre den lange vej ned af min indkørsel…

-altså det gør hun så alligevel, både fordi vi kender hende, og fordi vi bor på landet og herude er den slags petitesser ikke noget man hænger sig i, OG så fordi jeg bestikker både hende, og skraldemanden for øvrigt også, med is om sommeren. Det kunne forresten være jeg burde gå over til lune boller indtil bøgen springer ud igen…

…hmm.

Nå det var lige et sidespring, hvad det var jeg ville sige var, at hvis posten ikke må bevæge sig hen til de respektive dørtrin, endsige ud af sin bil, og hvordan havde man så tænkt sig at de skulle være i stand til at tage posten med tilbage for Irene og de andre?

Meget kan man sige om Irene, men telepatiske evner har hun ikke, så jeg spekulerer på om det er PostDanmarks mening at Irene skal stå udenfor, nede ved skellet og dermed ved siden af sin postkasse, i et uanet tidsrum, i al slags vejr, indtil posten kommer så Irene kan få sendt sit brev?

Næppe.

Det med post i al slags vejr, troede jeg forresten var postens motto, og ikke det brevskrivende/brevmodtagende folk.

Men så vil det sikkert sige at posten skal gå ind, for at høre om Irene har nogle breve der skal postes.

Var idéen ikke med dette “postkasse-i-skel” cirkus, oprindeligt at posten skulle undgå al menneskelig kontakt for at blive effektiviseret ligesom DSB? Okay dårlig sammenligning, men I ved hvad jeg mener.

Så vil jeg gerne vide hvordan disse to ting hænger sammen!

Lovens lange arm!

Da jeg snakkede om ild i pejsen og andre ting kom jeg i tanke om den nat jeg blev alarmcentralens forlængede arm!

Der var ild i landsbyen.

Simpelthen.

Ja ikke den hele, kun et stykke af den.

Prinsessens veninde havde lagt et billede ud på facebook og skrev: “uuuhh der er ild i byen” og Prinsessen som ellers var på vej i seng kom trampende ned for at fortælle dette!

Jeg skulle jo lige – nysgerrig som jeg er – ud og kigge på nattehimlen. Det kunne jo være det var naboen.

Heldigvis ikke!

Men ganske rigtigt klokken kvart i midnat var himlen lyserød og der lugtede brændt.

Og så overtog fornuften.

Mon nogen havde set det? Eller ville vi alle sammen brænde op uden nogen så det? Midt om natten, i en lille landsby.

Altså ringede jeg til alarmcentralen. For at spørge om andre havde fortalt dem at vi brændte.

Det var der ikke.

Øhhm nå. Men det gør vi altså.

“Hvor?” ville den venlige mand vide. “Ude bag ved” kunne jeg svare. Det kunne være hos så mange faktisk. Men da Prinsessens venindes hus ikke brændte måtte det jo være længere ude.

Der var stille lidt.

Så spurgte han om jeg havde mod på at køre ud og finde adressen, så ville han i mellemtiden finde ud af noget.

Og som sagt så gjort.

Da jeg kom nærmere kunne jeg se meget ild og lige før jeg gik i panik, fik jeg også øje på en brandbil.

Næsten samtidigt gik det op for mig at det ikke var et hus der var ild i, og at ingen mennesker tilsyneladende var i fare!

Så jeg kunne ånde lettet op og ringe til alarmcentralen og meddele at nogen var kommet så jeg ikke skulle ud med haveslangen.

Her ses en lokal ild som er noget mere under kontrol end den jeg blev sendt ud for at tjekke!

Ebeltoft

Når jeg nu laver reklame for selve Ebeltoft city og midtby, er det fordi de ikke er helt uden humor, deroppe på snotnæsen af Jylland.

Faktisk gik jeg højt grinende igennem hele byen.. Fra den ene ende til den anden. Nu er byens gågade ikke så lang, men alligevel.

Den lokale tandpleje for eksempel..

Og så et skilt foran en café.. Jeg kan gisne om caféejerens politiske præferencer!

Så alt i alt en yderst humoristisk by!

Molboerne har ikke levet forgæves. Det er sundt at kunne grine af sig selv!

Older posts