• ···

Hold i ryggen..

Forleden dag, sad jeg og og spillede Ruzzle med Lene, da jeg pludselig hørte det mest hjerteskærende hyl.. Fra Blondinen.

Jeg smed min ipad og drønede ud i haven, overbevist om at jeg ville finde min hund liggende under en sibirsk tiger eller i hvert fald mindst tre dræberhunde!

Subsidiært et par ruller pigtråd.

Ingenlunde.

Hun lå midt i haven og hylede. Om hjælp. På hundemåden.

Jeg fik hende ind i huset, og min blotte tilstedeværelse fik hendes hylen til at aftage. Men hun rystede og ørerne lå klistret ned af nakken på hende.

Hun havde ondt. Rigtigt ondt.

Hele familien samledes omkring dette drama, nogle – jeg nævner ikke at det var Divaen – endte med store varme tårer ned af kinderne, af skræk for at vores elskede Blondine ville forlade os allerede.

Vi andre var heller ikke meget værd, og glade var vi, da ekspeditionen til dyrehospitalet kunne aflægge rapport og denne var fuldt ud tilfredsstillende.

Gravøllet og mistanker om indre blødninger kunne aflyses!

Blondinen måtte have foretaget et forkert hop og havde nu særdeles ondt i ryggen. Hold i ryggen.

Det troede jeg ikke hunde kunne få.

Det vil nok få hende til at tænke sig om en ekstra gang, før hun hopper 1m30 op i luften i håb om at fange en due, der var så fræk at tro vores græsplæne var en landingsbane!

Men altså, nu får hun medicin, hvilket ikke kun er af det gode. Det fjerner nemlig smerterne lige akkurat så meget at hun kan fjumre omkring, og netop ikke holde sig i ro som doktoren foreskrev.

Ikke desto mindre kan hun ikke klø sig uden at jamre lidt, så noget kan hun stadig mærke!

Hvilket betyder at de kommende 14 dage vil være lidt roligere end normalt, og at vi – såfremt vi ikke vil opleve dette igen – bliver nødt til at agere fugleskræmsler, for ikke at duerne får for vane at lande her på ny.

For ellers kommer Blondinen på ekstra arbejde.

Og jeg tabte stort i ruzzle til Lene!

Generobring af territorium

Det er naturligvis ikke mit tilfælde. Jeg har både købt og betalt min matrikel på øen. Med hjælp fra Lise i banken, bevares, men procenter af møllen er da mine.

Vores have har altid været kattefri zone, til udelt glæde for alle i husstanden. Jeg er nemlig ikke den eneste som er stærkt allergisk overfor disse minitigre.

Blandt andet tåler Blondinen dem heller ikke ret godt.

Det har hidtil ikke været noget problem, men hjemvendt fra det store udland, har hun set sig nødsaget til at generobre haven med brask og bram, idet frække katte uretmæssigt har inddraget dele af haven som deres, i de to år vi har været væk.

Unødvendigt at påpege at Blondinen ikke er enig i kattenes dispositioner.

Hun farer rundt, råber op og spiller med musklerne, tidligt og silde, for at gøre opmærksom på sin status som naturlig ejer og diktatorisk enevældig hersker på grunden.

Blondinens patruljer har vist sig effektive. Der er allerede langt mindre trafik på matriklen end da vi ankom.

Og mon ikke hun snart får de sidste næsvise katte til at vælge en lidt anden rute fremover?

Ro

Så kom han hjem. Det var mere end almindeligt rart. Sover så dårligt når han ikke er der – og det er der flere der gør.

For første gang siden han tog afsted, sov Blondinen i sin kurv i stedet for at sove oppe på trappen mellem børneværelserne og mit soveværelse.

 

IMG_5464

En hund efter slik

Sådan en rolig søndag, efter en noget hektisk uge, for slet ikke at tale om lørdag, der om muligt var endnu mere optaget, er bare balsam for sjælen.

Vi lavede absolut intet.

En hyggelig brunch og ellers læsning, småsludren og bare være. At vejret så i tilgift er helt fantastisk, og vi mere eller mindre permanent har haft 16 grader de sidste to uger, gør heller ikke noget.

Dagens absolutte højdepunkt kom da First Man skulle strække ud og jeg besluttede mig for at hoppe på hans mave. Ganske blidt altså. Det var kun for at styrke hans mavemuskler og dermed for hans eget bedste.

Vi snakker slet ikke om at mit ballade gen var voldsomt understimuleret.

Sådanne sløve kedelige dage er bestemt sundt, men nogen gange må der bare ske noget.

Man skal helst være en hel del, for at kunne komme til at kilde First Man, så jeg fik ret hurtigt selskab af Divaen og Zorronaldo som også ville være med.

Sidst ankom Blondinen, der også gerne ville deltage i festlighederne.

På et tidspunkt i kampens hede, var First Mans ansigt ubeskyttet et kort øjeblik, og der så Blondinen sit snit til at komme med sit bidrag: hun gav ham et meget venligt slik midt på – eller skal vi sige “i” – hans halvåbne mund.

Desværre modtog han ikke denne kærlighedserklæring i samme ånd som den var givet og han gav sig til at sprutte og råbe meget højt. Vi var uheldigvis ikke i stand til at hjælpe ham, idet vi var ved at gå fuldstændigt omkuld af grin over hans råben.

Da Blondinen lige sendte et ekstra slik ud over hans øre, var målet fuldt.

Han rystede os alle af sig, som var vi Mariehøns og fór ud for at vaske sin mund med sæbe eller sådan noget, jeg ved det ikke med sikkerhed – vi var travlt optagede med at grine.

IMG_0091

Voldsomt skuffet over at have afstedkommet denne reaktion hos sin elskede herre, gik hun yderst fornærmet hen i sin plads ved vinduet og faldt i søvn.

Springtur

Ja, som titlen antyder, havde nogen forladt den trygge og lune arneplads på matriklen, for at flintre rundt på ukendte steder.

IMG_3878

Blondinen – ganske rigtigt.

Hun har taget et par smutture før, men er altid vendt hjem i løbet af en time eller to. Denne gang var det anderledes. 5 timer var hun væk.

FEM timer.

IMG_3553

Og vi var sikre på at hun enten var kidnappet – hun ER ret lækker, eller død eller såret. Der var simpelthen landesorg på Æblebakken, en stor del af familien småtudede i smug når ingen så det, og der var helt stille.

Der blev lavet et skilt, ringet til det lokale Politi og til centeret for herreløse hunde. Politiet lovede at holde udkig.

De herreløse hunde, altså damen, var rigtigt sød, småsludrede og fortalte at det var normalt – at hun bare var løbet en lille tur for at snuse lidt. De skulle nok ringe til os hvis de så hende.

Og så kunne vi pludselig høre First Man snakke med hende udenfor – og vi andre fløj derud. Og jeg skal ikke kunne forsværge at der ikke faldt en lille lettet glædeståre.

Vi fik ringet til Politi og herreløse hunde og afblæst alarmen.

Men vi vidste nu, at der var et sted for herreløse hunde. Det var triste historier de kunne fortælle. Faktisk bliver 200.000 hunde forladt i Frankrig – hvert eneste år. Folk får en hund og smider den så væk fordi de skal på ferie eller fordi det ikke lige passer ind i planerne mere.

I stedet for at gøre noget godt for hunden og få den afsat til andre mennesker, så den kan få et godt liv, så bindes den til et træ i en skov overladt til en mere end trist skæbne.

De heldige lander i et center for herreløse hunde, hvor der er nogen som vil passe på dem.

Vi snakkede meget om det center, efter Blondinen var kommet hjem igen, og vi blev enige om at vi gerne ville hjælpe til i centeret ind imellem – lege med hundene, gå ture med dem og bare være sammen med dem.

Og det er lige nemlig hvad vi skal i dag.

Older posts