Jeg siger ikke nej til gaver, især ikke hvis det indebærer et krus!

Da jeg heller ikke engang skulle gøre noget til gengæld, var det jo okay at give dem min adresse. Derfor kunne jeg fra TLC modtage følgende effekter som promotion for HoneyBooBoo som vil rulle over skærmen om onsdagen kl.22.

…

Jeg er lykkelig.

Især for de der briller som er Elton John værdig!

Here comes HoneyBooBoo

Jeg har haft besøg.

Og jeg har ikke sovet ret meget. Faktisk kun lige omkring 3 1/2 time. Zzzzzzzzzzzz

Men vi har snakket – og grinet!

Min hjerne føles nu sådan:

Jeg har undret mig en del over kommentarer på det sidste. Ikke bare hos mig selv, men også hos andre. Og det var faktisk Hanne som fik sat noget igang med sit indlæg om at kommentere.

Det er som om man – og “man” er jo så mig i dette tillfælde – bliver vant til at kommentere hos de samme og ikke rigtigt “tør” lægge en kommentar hos andre.

Og de få gange jeg vover pelsen og lægger en kommentar hos en hvor jeg ikke plejer at kommentere, så er det sjældent jeg får svar. Sådan er det naturligvis ikke hver gang, men meget ofte.

Men jeg kan se et tilsvarende mønster hos andre også. Man skriver altid hos de samme.

Og dybest set ved man ikke helt hvem det er der læser med, mest fordi de aldrig lægger en kommentar og giver sig til kende!

Så er der svarene. Mine svar til mine kommentarer altså. Jeg prøver så vidt muligt at svare alle hver især. Nogle gange er det lidt forsinket, men jeg svarer altså. Naturligvis kan det smutte.

Så er der spørgsmålet om hvorvidt I vender tilbage for at se svarene. For hvis ikke I læser mine svar, så kan det vel være bedøvende ligegyldigt om jeg svarer!

Jeg ved vi har været ude i hvorfor man blogger, og jeg vil nu holde på at selvom jeg skriver fordi jeg slet ikke kan lade være, så er det vidunderligt at nogen gider læse det, og endda gider sende et lille ord.

Så I år ønsker jeg mig kommentarer i fødselsdagsgave! Så ved I det!

Skønt ikke?

Jeg vil ikke høre noget brok i hjørnerne. November er en fantastisk måned!

Hyggen breder sig, vejret indbyder enten til lange friske gåture… okay indrømmet, det er ikke så tit det sker, men det hænder da.

Ellers indbyder det til hjemmebagt gulerodskage og boller og varm kakao. Og hvis det er rigtigt ulækkert i vejret så kommer der også flødeskum i. Og noget ild. I en pejs eller sådan…

Hvilket minder mig om, nej den historie kan I få en anden dag!

Nå, altså jeg kom fra november. Hvor hyggelig november er.

Og…

Hvilket nok er det allerbedste, så er det min fødselsdag lige om straks!

Hvilket skal fejres med en lille giw’wæk event.

Jeg skal bare lige finde ud af hvad præmien bliver. Måske jeg skulle udlove min hækklippende debile nabo, for ham vil jeg ærligt talt gerne af med, men det ville egentligt være lidt synd for vinderen.

Eller også skulle han sendes til taberen. Jeg tvivler dog på at jeg kan få ham mast ned i en papkasse uden han råber op.

Så jeg må hellere finde på noget andet.

I kunne jo eventuelt fortælle hvad I gerne ville vinde?

Det er jo ikke sikkert jeg efterkommer jeres ønsker, men man ved jo aldrig!

Jeg bør nok også hellere fintænke hvad jeres rolle skal være, for at I kan vinde dette her.

…

Faktisk en ret lam give-away når jeg nu selv skal sige det.

Sådan lidt spredt fægtning i mørke?

Nå men I kan starte med at meddele hvad I gerne vil vinde, og så kan jeg så finde på noget, I kan gøre for at gøre jer fortjent til det.

Altså.

…

Det kan nogle gange være en anelse upraktisk at “alle” læser ens blog. Og endnu mere upraktisk, at man selv bor midt i det hele.

Jeg kan tage mig selv i at tænke “iiiihhhh DET var vel nok morsomt” og “det må jeg skrive om i morgen”

…

Nååårh nej, det kan være at naboen ikke bliver så begejstret for at se sig selv omtalt som, nå ja.. noget ikke så pænt. Altså ikke Irene.. Men ham hæklipperbørge som er notorisk idiot.

Så det må jeg hellere lade være med. Tænker jeg så. Ikke fri for at være en ganske lille bitte smule skuffet.

For hvad skal jeg så skrive om.

Børnenes venner? Eller endnu bedre børnenes venners forældre! Det kan der vist komme meget sjov ud af.

Hvordan er det nu lige med det?

Jeg deler for det meste dagens indlæg på både på min private facebook og på Kong Mor eller også skifter jeg lidt, det kommer an på så meget.

Der er ikke ret mange af børnenes venner som følger med på Kong Mor, jeg selv er derimod venner med et par stykker. Det ville aldrig gå godt. Der er derimod et par af børnenes forældre som læser Kong Mor ind imellem.

Så jeg tror heller ikke at det skal gå ud over dem.

Familien… altså min egen, vil jeg overhovedet ikke komme ind på. Det ville da have konsekvenser som jeg ikke har fantasi til at forestille mig! Puuh, bliver helt svedt ved tanken. Matador er vand i forhold til.

Det er også til stadig overraskelse at blive mindet om, at mine børns lærere vist også læser med her.

Men så igen, det giver helt andre muligheder for kommunikation, så derfor vil jeg gribe chancen gribe chancen og bede dansklæreren om at rose Gårdmand Bjørns fine fine franske skråskrift. Han skriver så smukt, at man ikke skulle tro han var en dreng. Og selv pigerne fra klassen har beundret det! Bare ikke hans lærer.

De eneste som jeg er helt.. eller næsten sikker på, ikke læser med her, det er dem fra mit fancy-opvisnings-gymnastik-tortur-hold. Så dem ville jeg i teorien godt kunne skrive om.

Der er bare det ved det, at den eneste som er totalt til grin på det hold..

Det er mig.

Og så er det ligesom sket med at skrive morsomme ting om de andre. Jeg kunne selvfølgelig godt skrive noget om det tåbelige jeg gør, og sige det var en anden.

Det var lidt nemmere at skrive om sære franskmænd, faktisk. Og om danskere der sad langt væk.

Men alt dette blot for at sige at I faktisk går glip af en masse gode indlæg. Som min samvittighed trods alt forbyder mig at skrive.