• ···

Oh at få besøg!

Der findes mange rare ting i verden, og en af dem, er at få besøg. Besøg af mennesker som bare går lige ind og råber: “hej – gir’ du en kop te?”

Besøg af mennesker som gider køre en lang vej for at spise frokost i møllen. Helt ovre fra Jylland!

Eller folk som lige kører forbi sydfyn på vej fra Frankrig til Norge. Jeg må sige at vores by absolut ligger på vej til Skagen eller hvor man nu i øvrigt sejler fra!

Så er der også dem som kommer på besøg bare fordi, og også lidt fordi det er to år siden man sidst sås.

Det hyggeligtste er naturligvis at se de mennesker man holder af.

Men det næstbedste – og det som forlænger besøget i det uendelige – er de små ting der bliver hængende. Det som minder om at der har været et besøg, og som gør at man tænker på besøget længe efter det er slut og ugerne er fløjet forbi.

Også selvom man forlængst har spist de lækre kager og chokoladerne og drukket te til.

Men dåser, kopper og blomster består!

Rigtig glædelig mandag!

Bad timing… og lidt kemi

Nå, med vanlig sans for mindre smart timing, har mit liv endnu engang vist sig fra den rodede side.

Gad dog vide om det ikke er en genetisk fejl hos mig, der gør at jeg altid render ind i noget flak, i mit livs flytteperioder?

Jeg mener: da vi skulle flytte fra meget lille lejlighed til en lidt større – med en fyldt tepotte i en papkasse – fik vi besked om at vi sådan set godt måtte flytte omgående, mens vi sad i Danmark og skulle holde barnedåb for Prinsessen dagen efter. First Man skulle på øvelse og kunne ikke være der til selve flyttedagen.

En anden gang, skulle jeg flytte helt alene med fire børn, Gårdmand Bjørn var 3 måneder, og First Man var i USA.

Da vi forlod Frankrig første gang, kom Divaens danske sommerferie veninde forbi, dagen før vi skulle flytte. Forældrene, som jeg overhovedet ikke kendte, mente da sagtens at jeg kunne passe deres datter mens de selv slog sig løs i Paris. Jeg gjorde det da – bevares – jeg er jo et venligt menneske, men jeg havde måske andre planer.

Jeg havde egentligt også andre planer for den forgangne uge, men har måttet ommøblere og revidere en del. Zorronaldo var i Rom i januar og genbesøget var så fastlagt til nu.

Jeg har derfor også måttet moderere mine hysteriske antiflytteudbrud for ikke at skræmme vores italienske udveksling væk.

Og nu er jeg omsider fremme ved sagens kerne!

Vi har fået besøg af den sødeste dreng på 15. En venlig og glad italiener, ved navn Matteo, har sovet i Gårdmand Bjørns seng i en uge. Hvilket igen har medført indtil flere blå mærker på mine skinneben, idet jeg ikke kunne tænde lys når jeg skulle i seng; jeg skulle nemlig ikke gerne vække min yngste søn, som sov på en madras i vores soveværelse.

Og når der ikke er lys, så risikerer man at gå ind i ting. Flere gange. Under stille banden og lydløs humpen.

Men altså, Matteo kunne godt have været en mut teenager, det var han bare ikke. Det har været en fornøjelse at have ham på besøg! En glad dreng som roste min fantastiske – og legendariske – lasagne til skyerne. (Hvorved han selvfølgelig scorede toppoints)

Zorronaldos toppoints i Matteos familie, gik nok på at tage ud af bordet efter maden. Det var ikke noget de gjorde så meget i, dernede i Rom, det med at hjælpe til, kunne min søn berette, med misundelse i stemmen. (fjern selv overflødige kommaer)

Ikke desto mindre har Matteo hver eneste dag taget sin tallerken ud af bordet, ivrig efter at gøre som Firkløveret!

Det er langt fra alle den slags besøg, som går lige godt, og vi har været glædeligt overraskede over, hvor godt han faldt til og hvor nemt det har været at have ham på besøg.

Vi har faktisk været lige heldige, alle de tre gange det der med udveksling er overgået vores familie: Linnea fra Sverige, Martina fra Sicilien og nu Matteo fra Rom, har alle været vidunderlige unger at have på besøg.

Martina har vi stadig kontakt med, og hun kommer endda og besøger os til sommer i Danmark. Og vi glæder os!

(her vil jeg så – en passant – glæde mig over at jeg er så dårlig en fotograf, så jeg kunne lægge et billede af Martina på, uden at smøre hendes kontrafej ud over hele nettet. Jeg har i øvrigt fået lov!)

Matteos besøg havde nok bare været en anelse mere roligt – og mindre stresset – hvis ikke vi var midt i at flytte. Min glæde var derfor begrænset da min søn ringede hjem søndag klokken 16.37 og meddelte, okay – retfærdigvis skal det siges at han spurgte – om det var i orden at han tog fire kammerater med hjem til aftensmad.

Det var mere held end forstand – eller planlægning – som gjorde, at jeg da sagtens kunne servere hjemmelavede burgere, et bjerg af pommes frites og en skudefuld pavlova tre timer senere, til 6 sultne 15årige. Og resten af min familie naturligvis.

Men i dag skal Matteo hjem og det bliver nok godt at vi kun er seks tilbage på matriklen indtil vi flytter, ellers får jeg galopperende mavesår og blødende stress.

Eller var det omvendt?

Lene siger

man tager en kop.

Putter kogende vand og varmtvandskakaopulver i koppen.

Rører godt rundt.

Faktisk næsten pisker..

Og så sjasker man cognac i – efter behov.

IMG_0770

Men kunne også putte noget græsk noget i, som hed Med Taxa.. Men da vi lige holder vejret et øjeblik i forhold til Grækenland så blev det cognac. Man er vel i Frankrig.

Lene påstår at det – i en kold version – hedder Lumumba. Det kendte jeg ikke. Men Prinsessen har en klassekammerat som hedder Mulumba..

Hvorom alting er, min cognackakao smagte godt. Og afholdt mig fra at finde min seng i ordentlig tid.

Hvad kufferten gemte og et lille surt opstød.

Det er næsten som om det var jul igen. Lene kom og det gode ved hende er at det ikke føles som syv måneder siden jeg så hende sidst.

Vi snakker/skriver naturligvis også sammen hver dag på skype, men alligevel. Og så havde hun en masse gode sager med i kufferten.

IMG_0730

Bemærk “kongemandlerne”! Elsker bare besøg Lene!!

Der var også noget til Prinsesse Lyserød og Gårdmand Bjørn.

Lektier…

Fra den danske skole. Så bliver jeg godt nok lidt rørt. Lærere har nok at lave til daglig, der er mange elever i klasserne, også selvom det er en privatskole…

Eller måske snarere især fordi det er en privatskole og fordi tre lokale skoler lige pludselig lukkede fordi riget fattedes penge – men jeg siger jer: det er en falsk besparelse!

Af sparehensyn lukker man alt det som gjorde det attraktivt at bo på landet. Den lokale sladder er også nået til Normandiet og kan berette at den vidunderlige børnehave hvor Prinsessen og Gårdmand Bjørn slog deres folder, nu er lukket på grund af mangel på børn.

Ingen vil bo i vores landsbyer mere, der er ingen børnehaver, ingen skoler, ingen butikker og færre busser. Nu kan man heller ikke engang låne penge til at købe hus i udkantsdanmark mere.

Nå, det var lige et surt opstød. Men det var jo ikke ret stort!

I hvert fald – jeg blev rørt; børnenes lærere har fundet noget materiale frem som vi kan bruge. de tager sig tid til elever som ikke engang er på skolen endnu.

De har kopieret, samlet sammen og gjort ved og de glæder sig faktisk til at se os til sommer!

IMG_0727

Jeg sagde lidt usikkert til Gårdmanden mens jeg rakte ham en læs og forstå: “det er sådan noget I kan lave om onsdagen”.. (når de har skolefri)

Han svarede: “Hvorfor kun om onsdagen? Må jeg ikke lave noget nu?” og de gik begge straks igang.

IMG_0734

Lene og jeg smed os i sofaen, nu med ens hjemmesko – og mig iført ny kop!!

Har jeg sagt at jeg elsker besøg?

Older posts