• ···

En vranten mere i husstanden.

Mit yndige Prinsessebarn forsvinder ind imellem. Ikke så ofte, men det hænder. Og frem kommer en vranten furie. Gad vide hvem hun har det fra?

Nå.

Altså:

Jeg har i mange år ikke givet firkløveret lommepenge.

Ikke af nogen bestemt årsag, men de har bare stort set altid fået – ikke hvad de pegede på – men hvad de havde brug for!

Og de skal heller ikke lave noget for at få penge. Nej, de laver nemlig noget uanset hvad. I teorien. Det var planen i hvert fald.

Fordi seks mennesker, hund og et utal af venner ind og ud, kræver en daglig oprydning og hjælp i det daglige.

Det er klart at jeg laver lidt mere nu, som arbejdsløs, men de har alligevel deres maddage og deres vasketjans og de hjælper også til med rengøring. Sommetider.

For et par måneder siden fik Divaen og Zorronaldo job, og tjener dermed styrtende med penge, hvorpå Prinsessen og Gårdmand Bjørn blot kunne stå lidt skuffede ved sidelinjen og vente på at blive ældre.

Prinsessen har gjort meget for at få et job. Jeg er sikker på hun ville bestride et job flot. Med det ansvar som fulgte med. Men det er svært at overbevise en eventuel arbejdsgiver om når man kun er 13.

Efter lange og mange samtaler, blev det altså til at de to yngste fik udleveret lommepenge. Efter behov.

Min definition af behov. Ikke deres.

Men det var, mente jeg, ikke stort anderledes end det buskort og telefon som jeg betaler for de store.

Der er bare den hage ved det at 250 kr om måneden forsvinder som sne i Sahara. For nogen. Og nogen begyndte at opføre sig som om hun var millionær. Mindst.

Og så købte Divaen et par sko.

For sin egen løn.

– EFTER at hun havde sat en trediedel ind på opsparingen.

Og ligeledes efter hun havde købt alle de julegaver hun vil give i år.

De sko måtte Prinsessen også eje. Og det kunne ikke gå hurtigt nok.

Hun købte dem selv, skønt jeg lagde ud, men blev så efterfølgende en anelse muggen over at jeg krævede pengene.

“Jamen kan jeg ikke bare betale resten engang i… marts… eller efter sommerferien?” kom det håbefuldt.

Nej det kunne det ikke.

Og hendes lommepenge var således brugt, længe inden de overhovedet ramte hendes konto.

Derfor skal der nu andre boller på suppen kan jeg godt love jer, for jeg er ikke Nationalbanken – slet ikke med status som arbejdsløs hvor jeg faktisk kæmper lidt med at få alle ender til at række og pengene til at slå til – og jeg mener ikke det er usundt at lære at såfremt man bruger alle sine penge på pjat, så har man ikke penge til at købe en gave til Astrid.

Det er naturligvis lidt synd for Astrid, og jeg har også foreslået at Astrid kunne låne den ene sko, men Prinsessen svarede ved at trampe op ad trappen og lukke døren temmelig ublidt.

Hun smadrede den trods alt ikke i; hun er skam klog nok til at vide at døre kan forsvinde.

Døre som ikke er der, kan man nemlig ikke smække med.

Vranten eller ej.

Dogmebilleder

Om mandagen skal jeg til gymnastik.

Stadigvæk. Og vi laver serier og forbereder opvisninger. Stygge tanker jeg prøver at fortrænge. Ydermere jublede hele holdet – undtagen jeg – da der blev planlagt en FIRE timers lang trænings seance søndag d. 16.

Helt ærligt.

En søndag i december.

Jeg kan snildt finde på mindst en kvart million andre ting jeg hellere vil en søndag i december – eller faktisk hvilken som helst søndag året rundt – end at lave opvisningsgymnastik i fire timer.

Når man tænker på hvordan jeg har det til daglig. Eller altså om mandagen.

Vores instruktør er nært beslægtet med Mengele, og derfor er gymnastikken blevet udvidet. Fra halvanden time til to timer. Vi laver faktisk hele to timers gymnastik non-stop hver mandag.

Mit pulsur var i aftes flere gange ved at springe i luften.

Pulsen stod ofte på 96% og vaklede mellem 176 0g 178 hvorpå jeg spekulerede på hvad der ville ske hvis jeg ramte 100%.. Ville jeg så falde død om? Pulsen kunne vel ikke komme over 100%?

Skulle man mene.

Nå, men således fuldstændigt udmattet, kom jeg hjem sent, alle børn var i seng og jeg sad i ensom majestæt og spiste min ratatouille, alt imens jeg prøvede at komme ind på wordfeud – hvilket aldeles mislykkedes – og i mangel af bedre, så jeg på billeder.

Der var imidlertid kommet to nye portrætter på min ipad og man spørger undrende sig selv hvor de mon kom fra, velvidende at min ipad i teorien er forbudt område for alle pilfingre under 40.

Men jeg tror måske at denne æblegnaskende ungersvend har en idé om hvem der har haft fingrene for langt fremme.

– og hvis ikke han ved det, kan det måske være at denne varmefølsomme E.T.pige her, kunne give et bud..

Dødsyge skolekomedier!

Jeg forbeholder mig ret til at synes at skolekomedier hvori ens eget barn ikke deltager, simpelthen er dødsyge.

Jeg mener, det er jo ikke ligefrem fameskolen mine børn går på.

First Mans tilstedeværelse, til et eller andet sportstræning langt borte, var desuden af livsnødvendig karakter, så han var efter eget udsagn lovligt undskyldt.

Jeg regnede derfor med at den manglende bil ville være argument nok for at undgå skolekomedien udført af 6. klasse. En ære som først vil overgå Gårdmand Bjørn næste år.

Men altså nej. Min søn ville gerne med.

Han stirrede på mig med sine store øjne og, ja kødet er svagt. Så da han henrykt meddelte mig at Jørgen kunne køre os, mod at jeg også holdt styr på Nikolaj, så blev jeg nødt til at sige ja.

Og hvad skete der?

Så såre jeg havde betalt for indgangen – for man skal nemlig også betale for at se andres unger hoppe rundt på en scene – og vi kom ind, forsvandt min søn og hans tro væbner, sammen med vilde horder af andre feststemte drenge og jeg sad mutters alene tilbage på en bæbrun plastikstol, og følte mig ærligt talt en anelse snydt.

Heldigvis er der da i vore dage, mulighed for både at spille Quiz Battle og brokke mig på facebook under en skolekomedie.

Jeg måtte desværre lidt den tort at få skæld ud af Else Marie som brokkede sig over at hver gang hun havde set på mig havde jeg fingereret ved min mobil. Jeg prøvede at forsvare mig med at ingen af mine børn var på scenen, men det overbeviste hende ingenlunde.

Jeg kunne jo ikke så godt sige at jeg fik startet på et blogindlæg om dem alle sammen.

Ret skal være ret, de andres unger spillede ganske udmærket, men det er da bare overhovedet ikke spor spændende når ens eget afkom ikke er på scenen, så man med våde øjne kan mimre: “SE det er min søn” og filme hele seancen med håndholdt kamera, for derpå aldrig at se den igen.

Efter de teatralske udfoldelser var der – som hvert år – sodavandsdiskotek som sluttede kl 22, hvorfor skoledagen idag først starter kl 9 så alle burde have en chance for at være udhvilede.

Jeg havde dog på intet tidspunkt tænkt mig at blive siddende til den meget bitre ende, så efter jeg havde hyggesnakket med Charlotte, Lars og Marianne, samt slubret en meget dårlig, og lunken kop kaffe i mig og egentlig gerne bare ville hjem, så sad jeg først og funderede over hvilken rækkefølge jeg burde gøre tingene.

Finde min søn, med vedhæng, først eller ringe til min chauffør først.

Det er svære overvejelser kan jeg godt fortælle jer.

Hvis man finder sin søn først, skal man sikre sig at han bliver i nærheden når chaufføren ankommer, for ellers kan man storke rundt efter førstnævnte for at indfange ham igen inden sidstnævnte bliver muggen over at være blevet hidkaldt for tidligt.

Jeg har i forgangne år skullet indfange ikke mindre end fire unger efter sådanne aftner, hvor de – høje efter forestillingen samt at have nedsvælget en halv liter sodavand – minder mest om duracellkaniner på speed.

Det kræver sin kvinde at finde én, og gå på jagt efter de resterende, velvidende at finder den første noget bedre at tage sig til, fordamper løftet om at blive stående nagelfast på det punkt hvor jeg efterlod ham, hurtigere end dug i ørkenen.

Da det er svært at binde dem i fuld offentlighed, er det bedst at finde to på samme tid og så få dem til overvåge hinanden, hvilket de så gør med en nidkærhed som fortjener en medalje. Det var dog sjældent jeg var så heldig.

Gudskelov er det en forholdsvis lille skole og der er altid en af de 196 andre elever, der har set de resterende stykker af firkløveret, så man bliver ret hurtigt pejlet ind på deres opholdssted.

Men det var dengang.

Nu er de blevet store og hverken Divaen eller Zorronaldo kunne afse tid til noget så krampagtigt som en skolekomedie uden medvirkende søskende, og da Prinsessen ikke ville med – efter eget udsagn var hun for doven til at tage derover – havde jeg kun Gårdmand Bjørn og Nicolaj med.

Og da Gårdmanden stadig er meget glad for sin telefon, er det forholdsvist nemt at hidkalde ham med en sms eller tre, idet han rent faktisk kigger på sin telefon indimellem.

Men jeg fik sendt en sms til min chauffør og umiddelbart efter, en mere til drengene, som var så hensynsfulde at komme med det samme!

Jeg ved ikke med Nicolaj, men Gårdmand Bjørn gik omgående i seng da vi kom hjem.

Og han må være faldet i søvn med det samme, for da jeg kom op for at sige godnat lå han og sov tungt med et par ternede natbukser på armene og fyrvækeribriller på næsen.

Hvilket stunt han lige havde tænkt sig med den mundering forblev uopklaret.

Og nu har vi efterårsferie lige om lidt!

Love, regler og så lidt om ændringer.

Nå, i forbindelse med min bøvs i går, så har jeg tænkt videre.

Det handler jo ikke om at være enig i loven. Det er for så vidt underordnet om man er enig eller ej. Men loven skal bare følges.

For det har vi valgt at den skal.

Alt andet ville være anarki og det duer selvsagt ikke når vi har et demokrati. Så må de mere anarkistisk anlagte, købe sig en øde ø og være anarkister der, alene og for sig selv.

Vi andre, i dette forholdsvis civiliserede land, vi er altså nødt til at følge reglerne. Vi har et folkevalgt styre, vi har ret til at give vores mening til kende, ja jeg vil endda gå så langt som til at sige, at vi har pligt til at gøre det. Pligt til at stemme og være en del af fællesskabet.

Man melder sig vel heller ikke ud af landet hvis man er uenig med den vindende regering, uanset hvilken farve den har.

Selvom tanken godt nok er tillokkende..

Faktisk.

Nu sidder jeg ikke inde med den store forkromede sandhed, men da mine egne børn gentagne gange fik ballade for at parkere deres cykler bag ved skolen, i stedet for foran den, måtte jeg jo tage affære.

Jeg forklarede dem at der var en regel. Den regel var: “Alle cykler skal parkeres foran skolen.”

Færdig basta bom.

Mine børns argument for ikke at parkere hvor de skulle, var: “Når vi kommer fra vores landsby, skal vi op ad bakken for at komme hen til vejen som fører hen til skolen. Hvis vi derimod stopper halvvejs oppe på bakken, og drejer fra der, er vi ved bagindgangen. Og bakken er så streng at komme op ad, om morgenen. Derfor vil vi gerne have lov til at parkere cyklerne der.”

Så kunne jeg jo fortælle dem, at bare fordi der var en regel, betød det ikke at det var en fornuftig regel, endsige en gennemtænkt regel.

Men netop fordi det var en regel, så kunne man ikke bare lade være med at adlyde den, blot fordi man var uenig.

Derfor, skulle de gå en anden vej.

I stedet for at være lovløse og få ballade igen og igen for at parkere cyklerne et forbudt sted, skulle de jo allerførst snakke med dem der har bestemt reglen. Argumentere for hvorfor de gerne vil have den ændret. Og bruge fornuft. Og argumenter.

Hvis det ikke hjalp, så skulle de enten snakke med elevrådsrepresentanten i deres klasse, eller selv blive valgt til elevrådet og ad den vej få ændret reglen eller blødt den lidt op. Det ville tage tid, men det var jo op til dem om de syntes det var det værd.

Men indtil da, skulle de følge reglerne og parkere foran skolen.

Og så blandede jeg mig i øvrigt ikke mere i den sag.

Og jeg må med skam melde at jeg faktisk glemte alt om det. Indtil igår.

Det der skete – jeg forhørte mig nemlig – var en form for kompromis. For de børn der kom fra den anden side, fik lov til at stoppe halvvejs og trække igennem skolegården for at parkere det lovlige sted. Skolens argument for ikke at slække på reglen var nemlig at det var for farligt at parkere bagved. Der holdt skolebusser og maskiner og den slags.

Men der kom et kompromis.

Og sådan er det jo også med alt muligt andet. Hvis man vil have ændringer, må man have argumenterne og talegaverne i orden. Gode forbindelser er heller ikke at kimse af, men frem for alt skal man være tålmodig!

Det tager tid at ændre verden, men kan godt lade sig gøre!

Man skal bare gøre det på den rigtige måde!

Det arbejdende folk og objektivitet.

Når jeg nu ikke selv har et arbejde, så er det da godt at andre i familien både får lønsedler og indkomster.

Divaen og Zorronaldo er opvaskere på en slags kombineret restaurant, koncert-kultursted. Det var lidt et tilfælde de fik jobbet, via en bekendt der også arbejder der.

Da de skulle hilse på første gang var jeg med.

Ja, jeg tvang dem altså ikke.

Men jeg forpassede jo ikke chancen for at meddele deres kommende chef hvor fantastisk dygtige de begge var. I en sådan grad at damen til sidst så på både mig og mit afkom med mistroen malet i hele ansigtet. Da jeg endelig holdt min mund med mine børns fortræffeligheder, mumlede hun forbeholdent at det skulle da komme an på en prøve.

Og hvad siger hun nu – to måneder senere – når hun taler til sine to nye opvaskere? At de er fantastiske. De lærer hurtigt, er høflige, fornuftige og hjælpsomme.

Jamen altså!

Det er jo for pokker det jeg hele tiden har sagt!

Det er ikke altid så nemt at være objektiv når det handler om ens egne børn. Det sker jo indimellem at man tager fejl af deres opførsel. Okay ikke så tit igen faktisk.

Men jeg er skam ikke blind for deres fejl, for naturligvis har de fejl som alle andre.

Men det kan godt komme som et chok når ens søde lille dreng kommer og siger lige så stille: “Mor, jeg gav Laura en lussing idag.”

Hvorpå jeg svarede: “Nej DET gjorde du ikke!”

Hvilket nok var lidt dumt, for det havde han jo lige sagt, og han ville nok ikke lyve om den slags store ting.

Og han havde givet Laura en lussing, vel havde han så.

Og fået skæld ud.. Af klasselæreren og af Lauras far. Han havde også skullet høre på en meget lang smøre i den opdragelsesmæssige genre som banede sig vej ud af min mund.

Så var det ligesom nok.

Men en lussing.

Det havde jeg ikke regnet med, at han ville gøre.

Han havde sine grunde, som jeg ikke vil komme ind på her. Men man må jo ikke slå. Det vidste han godt, så jeg havde lidt svært ved at tro på det.

Men da han ikke samtidig løj, kunne vi bare nøjes med at tage den side i opdragelsesmanualen der omhandlede det med at slå, igen..

Og jeg tør godt sværge på at det aldrig har gentaget sig.

Derfor kunne jeg sagtens fremhæve Divaen og hans formidable fortrin ganske uden blusel, overfor en arbejdsgiver!

Helt uden at overdrive!

Ret meget i hvert fald..

Older posts