Nu da jeg har skiftet status fra en glad sej kvinde, med styr på tilværelsen, liv og arbejde, til en sur én uden noget som helst..kommer der til at ske visse ændringer.

En ting er det mentale. Det er svært at jeg ikke har bestemt selv. Det er den slags, jeg ikke er så god til, at andre bestemmer for mig.

Nå – det er hvad det er, det skal bare snakkes væk, men med så voldsomt og aldeles ufrivilligt et karriereskift, skal man også til at passe lidt på pengene.

En ting er at få bevilget et midlertidigt overtræk i banken, en anden ting er, at det jo skal bruges mindst muligt, så man ikke ender som mulig kandidat for luksusfælden.

Derfor rottede jeg mig sammen med Lene, og fik hende til at forklare mig hvordan hun køber ind. Hun kender kilopriser og sådan noget, nærmest udenad, og ved altid hvor der er tilbud på hårvoks og bananer.

Jeg fik en udførlig plan for hvordan jeg skulle læse tilbudsaviser. I ved, de der kulørte blade, jeg i Danmark skilte i to bunker, den ene, som skulle smides ud med det samme, indeholdt jem&fix, aldi, idemøbler, fleggard grænsehandel og den slags. Den anden bunke som blev smidt ud lidt senere, indeholdt dem med fancy vattæpper, urtepotteskjulere, bøger og økomad.

Men jeg har da aldrig rigtigt brugt dem til noget, eller det vil sige – indimellem har jeg da købt en kop eller et vattæppe – men det havde jeg nu nok købt alligevel.

Her i Frankrig, kan jeg umiddelbart kun komme på en eneste gang jeg har brugt en tilbudsavis – og det var da jeg i starten af juli – i år – skulle finde en skoletaske til Gårdmand Bjørn. Der stod en anden pris på skiltet, end i tilbudsavisen og så skulle jeg jo lige høre hvordan det kunne være. Skiltet var en fejl. Godt for alle parter vil jeg lige skynde mig at sige!!

Alle de andre tilbudsaviser her i Frankrig, har jeg bare smidt direkte i skraldespanden – som meget belejligt står ved siden af postkassen – så skulle jeg i det mindste ikke slæbe alt det papir så langt.

Nå, men således udstyret med helt nye vaner, og en mere end slunken pengetank, er jeg imidlertid helt klar til at indtage Lidl, Aldi, Leader Price og SuperU. Og madplaner er jeg også i færd med at udfærdige – og det skulle jo foregå i skøn forening med de hersens tilbudsaviser.

Og hvor er de så henne, må jeg spørge? For der er slet ikke nogen.

Strejker de?

Eller er det en form for hævn over at jeg aldrig har læst i dem – endsige brugt dem – før?

For jeg har, siden mandag morgen, ikke set en eneste lille sølle tilbudsavis, i min postkasse, så jeg kunne få afprøvet alle mine nye talenter.

Jeg storker op til postkassen flere gange dagligt, og det er faktisk en ret lang tur på 4-500 meter – og så skal jeg jo også tilbage igen. Er lige skuffet, hver gang der ikke er noget i. Sender også indimellem sure børn derop. De kommer ligeledes tomhændede tilbage.

Det er næsten som dengang i stenalderen, da jeg ventede på at posten skulle levere kærestebreve, okay det er så ikke sket så tit, men alligevel, situationen kan sagtens sammenlignes.

Så i stedet for at nyde at jeg kan holde fri med firkløveret, og prøve at finde noget alternativt at lave, går jeg nu derimod rundt med uforløste madplaner i hovedet, og får tvangstanker omkring franske tilbudsaviser..

Hvem sagde det var usundt at blive arbejdsløs og at man godt kan risikere at udvikle psykoser og den slags?

Det var der ingen der sagde? Nå – så hører jeg sgu nok også stemmer, og nu har jeg i øvrigt ikke tid til jer mere – jeg skal op til postkassen.