Velkommen til min blog – den handler om løst og fast – stort og småt. Mit yndlingscitat er fra Piet Hein:
Den, som kun tar spøg for spøg og alvor kun alvorligt, han og hun har faktisk fattet begge dele dårligt.
Derudover er det ret vigtigt at huske at overdrivelse fremmer forståelsen. Med disse to sætninger in mente, går man ikke helt galt i byen her på mine sider.
Jeg elsker at få kommentarer, og prøver så vidt muligt at svare på dem alle, så kom bare an!
Jeg er en lidt tosset mor med fire dejlige børn, en rigtig sød mand og en blondine med poter.
Jeg har en veludviklet fantasi og sans for skæve ting i livet. Elsker at lave ballade. Og hvis I nu endelig skal vide det, er jeg 42, og burde vel være mere moden og fornuftig. Men alder har ikke nødvendigvis noget at gøre med hvordan man ellers har det – ude i virkeligheden.
Jeg er heldigvis ikke blevet helt voksen endnu i alle kromosomer – ender desværre med at være pinlig indimellem – nogen gange meget med vilje! Jeg går sommetider ned og træner, så jeg kan spise noget mere chokolade. Håndarbejde er ikke min stærke side og når vi nu skal snakke om mine dårlige sider, så hader jeg inderligt at tabe.
Vi har boet to år i Frankrig i Eventyrhuset på Æblebakken, men er lige vendt hjem, tilbage til Møllen på øen i Danmark.
Det hed Eventyrhuset af flere grunde, først fordi det rummer det eventyr at vi midlertidigt skiftede Ø-mulden i Danmark ud med en bakke i Frankrig, og for det andet fordi det er et meget gammelt, hullet (pissehamrende afsindigt koldt om vinteren) og meget særpræget hus, som passer godt til vores familie.
Æblebakken hedder det, på grund af de 102 æbletræer vi med stort besvær har brugt en eftermiddag til at rende rundt og tælle.. Det er ret svært at tælle æbletræer vil jeg godt lige påpege. Men altså, vi deler bakke med 102 æbletræer. Derfor Æblebakken.
Møllen på øen hedder det, fordi… ja fordi det er en mølle der ligger på en ø. Forstå det hvem der kan.
Navnet “Kong Mor” fik jeg da jeg sagde godnat til Gårdmand Bjørn, en aften svarede han nemlig: “godnat prinsesse mor” – og jeg påpegede at der kun var en prinsesse på matriklen og det var ikke mig, samt at jeg gerne ville stige lidt i graderne – jeg var trods alt ældst – hvor på han sagde: “SÅ er du konge!” og så blev det til Kong Mor – den øverstbefalende! Det passer mig fint!
Jeg har det endda på skrift – et slags kongebrev ville jeg nok kalde det – jeg blev nemlig engang væltet af en mand i et jakkesæt der så ud som om det var lavet af samme stof som min mormors køkkengardiner, ingen ringere end Bubber, og jeg meddelte ham at den tackling ville koste en autograf – til Kong Mor fra Bubber!!

Og det er ganske vist!




ha ha ha ha ha … er du blevet tacklet af Bubber …. det er der vis ikke mange der kan prale med….
men hvorfor rendte han rundt med et jakkesæt “lavet af din mormors køkkengardiner????” …. det er immervæk nogle kreative køkkengardiner din mormor har … hvis de sådan kan lave jakkesæt!
tja.. Tacklet – men grebet på halvvejen. Og det kostede et kongebrev!!
Bubber har – til Langelandsfestival – et afsindigt grimt jakkesæt på. Og det er lavet af samme stof som min mormors køkkengardiner.
Arj hvor er det morsomt, for engang for mange herrens år siden, tegnede han samme slags sol på min skulder. Han syntes den lille tatoverede blomst jeg havde i forvejen manglede lidt solskin
Du fortjener i aller højeste grad titelen Kong Mor
Det lyder som en ønskedrøm at bo i eventyrhuset på æblebakken, og jeg håber I får mange gode oplevelser dér i de kommende år. Ikke noget med mavepine på grund af for mange æbler, uha – men man kan lave æblegrød m.v. i stedet!
shit – hvor er du god. Er simpelthen nødt til bare at ta’ hatten af, og vise min respekt! Godt skrevet, formuleret, intelligent formuleret uden at være højttravende, kærligt, direkte og ærligt. Det er jo ren fornøjelse!
kram
Pingback: Dagen i tal « Kong Mor