14 Kommentarer til Det handler ikke om kærlighed.

  1. Jeg har ikke set udsendelsen og kan derfor ikke kommentere på den, men jeg har læst rundt omkring i blogland og jeg så et enkelt glimt af forældrene i en nyhedsudsendelse. For mig virker det som om den mor slet ikke kan knytte bånd, og du har jo ret i at der er mange ting vi kan gøre selvom vi ikke elsker et menneske, vi kan stadig vise omsorg og empati. Og på jeres beskrivelser lyder det som om det i høj grad har manglet.
    Og så læste jeg hos en anden blogger tanker om hvorfor familien Danmark er så meget op af stolene i den her ulykkelige sag, så meget at adoptivforældrene må have politibeskyttelse, når vi ikke reagerer på et beruset forældrepar på gaden med et barn i hånden?
    Det sidste her var ikke en kritik af dit indlæg, for jeg synes, du har nogle rigtig gode tanker. Det var mere for at sat ord på nogle af mine tanker :-)

    • kongmor

      Jeg ved ikke om hun ikke kan knytte bånd, det synes jeg ikke udsendelsen var lang nok til at jeg kan vurdere.
      Jeg føler mig skam ikke ramt!! ;)
      Jeg ville også reagere – og har skam også gjort det – når biologiske forældre ikke magter at være deres opgave voksen.
      Naturligvis er det hyklerisk hvis vi kun råber op når vi får en enkelt sensationshistorie, men jeg kan som sagt kun tale for mig selv.

  2. Jeg så heller ikke udsendelsen – jeg kan simpelthen ikke bære at se børn have det elendigt, så jeg vælger oftest den slags fra. Lige så benhård jeg er på mange punkter, lige så blød er jeg, når det gælder børn.
    Men jeg kan da kun give dig ret i alle dine synspunkter – det var rigtig godt formuleret … man kan godt give god og kærlig omsorg uden kærlighed. Den skal nok komme, men jeg tror heller ikke på, at den nødvendigvis er der fra første minut, når der er tale om adoption – denne form for kærlighed kan jo ingen måde sammenlignes med en forelskelse …

    Hvorfor skal sådan en enkeltstående sag mon hives frem?
    Forhåbentlig fordi den er helt usædvanlig, og så er det vel eksemplets magt, der er i fokus her?
    Hjælper det så bare at boycotte Etiopien som adoptionsbarnsforsyner? Hvad med de etiopiske børn, der har det slemt dernede, men kunne få det godt i DK?
    Jeg synes vi er for meget til akutløsninger for at please offentligheden, i stedet for at gøre en indsats for at løse problemerne der, hvor de i virkeligheden ligger.

    • kongmor

      Jeg så den fordi der var så mange mennesker som råbte vagt i gevær. Selvom jeg var i tvivl til det sidste, jeg kan heller ikke tåle at børn bliver dårligt behandlet.
      Det du siger om akutløsninger, er jeg helt enig i.
      Jeg synes tit vores lovgivning bliver til nødløsninger for at redde enkeltsager, som opstår fordi der enten er et “hul”, eller fordi vores politikere er bange for at have et standpunkt, så vi ved hvor vi skal hen. Det bliver til noget vægelsindet leflen for stemmerne uden at markere klart og tydeligt.
      Og mand hvor er jeg træt af det.

  3. Jeg har ligesom du set dokumentaren og har tænkt meget på den efterfølgende. Jeg kan følge mange af dine pointer og lagde som dig også mærke til denne: “en kvinde valser tilbage ind til sit eget ventende og danske liv i lufthavnen, uden at holde sit tydeligvis skræmte og ulykkelige barn, helt tæt til hjertet og beskytte hende for de mange voldsomme nye indtryk.”

    Dog synes jeg også at jeg, særligt i starten af programmet ser en mor der prøver – der holder sine børn tæt, der nusser dem (måske lidt kejtet) på ryggen og prøver at sætte sig i deres sted/fortolke deres reaktioner. Jeg synes også at det er relevant at de har adopteret et barn som de stadig er forældre for på daglig basis; det er ikke nødvendigvis en succes/blåstempling af forældrekompetence i sig selv, men dog er det sansynligt at de har en udemærket kontakt til deres søn.

    Det jeg synes mangler i debatten omkring programmet hvor særligt moderen bliver kritiseret på det groveste, er en erkendelse af hvad det vil sige at tage imod et ældre barn gennem adoption og hvor lidt disse forældre 1. er forberedt 2. får af hjælp efterfølgende. Forskning på området peger jo netop på at der er en klar sammenhæng mellem succesraten på senadoptioner og hvorvidt forældrene har fået den støtte og rådgivning de har haft brug for. I mine øjne er det en mulighed, hvis forældrene havde fået den rette støtte i den helt ekstreme situation det er at være blevet forældre til et ældre tilknytningsforstyrret barn, helt uden erfaring, professionel støtte og information, at de kunne have dannet et tilknytningsbånd. For som du selv skriver, så tror jeg ikke på at “almindelig omsorg og varme” er nok eller på nogen måde tilstrækkeligt i en sådan situation.

    Det er mine tanker ovenpå de sidste dages skriverier.

    • kongmor

      Jeg vil medgive at hun prøvede. Set med mine øjne var det bare slet ikke nok eller godt nok. Men det er jo ikke kun hendes skyld, når man adopterer et barn som er så gammelt (måske endda 6 år siges det) så må det være meget meget svært at overkomme de svigt den lille pusling har følt.
      Noget andet er jo hvis de har boet på et børnehjem hele deres liv.

      Tankerne er mange og svære og der er ikke nogen entydig løsning. Men naturligvis skal adoptivforældrene ikke svines til eller være nødt til at søge politibeskyttelse, det er jo grotesk.

  4. Ja, det kan jeg også – huske Amy! Og nogen tænkte sikkert, at det var en undtagelse! Nu har vi “en undtagelse” mere.

    Et sted forstår jeg godt, at du siger, at deres live er tværet ud på nettet. Ja det er det. Og GUDSKELOV, hvis det kan forhindre, at dette sker for bare ET barn mindre. Jeg kan slet ikke sige dig, hvor meget kvalme jeg havde, da jeg havde set det. Jeg ved, at hvis det var mig (er adopteret) ville jeg ihvertfald foretrække debatten og mit liv på nettet, hvis det kunne redde andre. – Jeg har også skrevet lidt om det. Der er link til udsendelsen online, hvis nogen ikke har set, og ønsker at gøre det.

    • kongmor

      Præcis – en “undtagelse” mere.

      Min bemærkning om at deres liv er tværet ud på nettet gik mest på at det må være svært at en fremmed – med kamera – sidder i stuen fra tid til anden. Især når man får skæld ud eller når man til sidst bliver smidt væk.

      Men du har naturligvis ret, det er godt at det er filmet så vi har set det. Indtil en vis grænse.

      Når min ellers søde mand, fortæller mig hvad nogle fanatiske fundamentalister i nogle muslimske lande, gør ved børn, kvinder og udlændinge har jeg ikke behov for at se det også selvom det skam findes på film. Jeg ville aldrig nogensinde sove mere, hvis jeg skulle se det han har set i specialstyrkerne.

      Jeg vil straks over og læse hos dig!

      • Nej og det har jeg heller ikke – brug for at se alverdens elendighed. Vi får smidt så meget i hovedet, at man er ved at gå op i alle sømme nogengange. Men det her er i Danmark, hvor vi har en lille, omend dog en slags chance for at prøve at påvirke, så det ikke sker igen. At de har det dårligere andre steder, retfærdiggør jo slet, slet ikke dette!

        • kongmor

          Nej det er slet ikke brugbart det argument om at andre også sulter hvis du selv er sulten.

          Det er muligt hun ikke havde fået en uddannelse i Etiopien, eller eget værelse og PC. Men hun var måske blevet elsket..
          Nu er hun her og skal efter min mening bestemt ikke flyttes mere, hun skal have ro og hjælp.

  5. Pingback: Deborah's food and something

  6. Julia

    Jeg ville som barn have ønsket at nogen – bare en eller et eller andet, havde dokumenteret min adoptivmors fysiske og psykiske overgreb- og min flinke Adoptivfars manglende indgriben.

    Men igen opdagede noget, for jeg evnede at tilpasse mig lynhurtigt og vende ethvert angreb indad…ingen i familien eller samfundet anerkendte at der kunne ske omsorgssvigt i Adoptivfamilien. For man ville til enhver tid kalde den adopterede tilknytningsforstyrret – for forældrene er jo godkendt!

    Ingen ville lytte da jeg for 10 år siden forsøgte at fortælle sandheden. Til sidst var min sidste udvej, for at blive fri af familie og omverdens fordømmelse af mig som den adopterede = problematiske…at frasige mig de familiære bånd og ansøge om ophævelse af min adoption. Jeg har været slægtsløs siden.

    Den debat som dokumentaren har affødt, er for mange adopterede uhyre vigtig. For dén adfærd og kommunikation der blev fremstillet i Adoptivfamilien, er ikke særlig enestående – eller brutal i forhold til mange af de beretninger jeg har lagt øre til fra voksne adopterede. Desværre. De færreste tør sige det højt til nogen. For skamfølelsen er så stor.

    Jeg så den fulde længde både til forpremieren og gallapremieren, samt den korte version i TV2….til sidst havde jeg ikke flere tårer tilbage over erindringen om de forskellige variationer af afvisninger jeg huskede og genkendelsen af lille Mashos oogivelse…
    Jeg er dybt taknemmelig på vegne af de mange voksne adopterede, som hele livet har håbet nogen ville opdage hvad der faktisk foregik bag de pæne paracelhusvægge. At nogen turde sige højt at de faktisk blev gjort fortræd af de mennesker og det system som sagde de jo havde reddet dem og givet dem et godt liv.
    Så tak for at Kathrine W Kjær har brugt 5 år af deres liv til at skabe en dokumentarfilm hvor skelletterne i adoptionsmiljøets skygger vælter ud af skabene. Ikke bare de familiære – men i den grad de stukturelle, såvel nationalt som Internationalt. Vigtig film om vigtige livs- og samfundstemaer. Tak for det!

    • Julia

      ….har det meget meget fint i dag…indgår nyt slægtskab i næste uge 12.12.12…hvor min elskede og skal giftes. Vi har skabt vores eget helt nye smukke slægtsnavn, da min mand og jeg ønsker at skabe vores helt eget nye (navne)fundament. Det gir mening.

      Blev genforenet med min biologiske mor i Sporløs i 2007 – hun ankommer til DK for første gang i morgen tidlig – for at se sin datter stå brud:-)
      Fantastisk afrunding og ny begyndelse på et fantastisk liv.

      Så vær ikke bekymret på mine vegne Kong mor (tak for besked:-). Alt er såre godt i mit liv….mine opråb i offentligheden er på vegne af alle de adopterede, der stadig føler sig “fanget” og fremtidens generationer af Adoptivfamilier…at man er opmærksom og lærer af vores generationers erfaringer – også de triste tabubelagte livsfortællinger.
      Har bla. givet Alt for Damerne lov til at fortælle om den sværeste beslutning i mit liv, da jeg følte mig nødsaget til at ophæve min adoption:
      http://www.altfordamerne.dk/kultur/kendte/julia-brod-med-sin-adoptivfamilie/

      God Advents søndag. Kh. Julia

      • kongmor

        NU har jeg det straks meget bedre!!
        At være helt og aldeles slægtsløs stod for mig som meget skræmmende.
        Dejligt at du starter din egen slægt, med nyt navn og alt! Og skønt at du fandt din biologiske mor.
        Jeg fik selv kontakt med min biologiske far efter 40 år. Det bliver aldrig den far jeg savnede da jeg var lille, men det er godt at have i mit liv nu!

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>