• ···

Hemmelig klub

Det der med fodterapeuter. Og apropos terapeut… sig nu ikke terapØjt, vel?

Så er det på plads – altså fodterapeuter.

Det er da sådan lidt hemmeligt, er det ikke?

For det første: hvorfor skal man gå til andre mennesker, for at få klippet sine negle?

For det andet: … ej men se lige punkt et igen… Hvorfor?

Jeg fattede ikke meningen med en fodplejeperson. Okay, bevares, hvis man ikke kan nå sine egne fødder – og den slags kan vel ske – så er det nok meget smart at få lidt hjælp. Det er bare de færreste som har den slags motoriske problemer.

Og jo der er naturligvis mange undtagelser, men generelt set så er de fleste mennesker vel i stand til at klippe negle selv.. Eller?

Jeg havde selv svært ved at se mine egne fødder da jeg var gravid, altså i nogle stillinger, men jeg kunne altså godt klippe mine tånegle. Det var værre med intim-hår-trim-og-tæmningen.

Burde nok have brugt “bind-omvendt-på-metoden” til den del.

Men det er for sent nu og jeg skal heldigvis ikke være gravid mere nogensinde!

Nå, det var de fødder jeg kom fra.

I årevis har jeg som sagt, nysgerrigt gået rundt og tænkt “hvorfor“, og jeg endte faktisk også med at bestille tid hos en, en fodplejeperson altså, nede i Frankrig for mange år siden.

Eller det vil sige, dagen før kom jeg pludselig meget i tvivl om hvor jeg egentlig havde fået bestilt tid henne. Med alle de franske ord for diverse specialister.

Efter en mindre telefonisk spørgerunde, kunne jeg konstatere at jeg ganske rigtigt havde fået en tid hos en specialist. Ikke hos en fodplejeperson, men derimod hos en hudlæge. Som jeg så afbestilte igen.

Uden at komme et skridt nærmere fodplejepersonerne.

Nu hjemme i Danmark ville jeg faktisk gerne vide hvad det var med de der fødder og deres plejefolk.

Selv min mor gik til sådan en.

Jeg kviede mig dog ved at få en tid hos Lars, ikke et ondt ord om Lars, men han måtte godt bare nøjes med at forblive Sofies far og så i øvrigt ikke stifte nærmere bekendtskab med mine fødder.

Og det på trods af at mine fødder hver mandag til gymnastik, bliver maltrakteret på det groveste. Så jeg ville kun have godt af at nogen tog sig kærligt af mine pusselanker. Andre end sådan de nærmeste!

Som i øvrigt, en passant, er ved at være godt trætte af at høre mig plage om fodmassage og den slags.

Dette var altså status quo lige indtil for et par uger siden. Hvor jeg for første gang i over to år, mødte Anne henne ved købmanden.

Herligt!

Udover at det var rart at se hende igen, var der den åbenlyse fordel at Anne simpelthen  er blevet fodplejeperson i mellemtiden!

Så hun fik sporenstregs en ny klient!

ENDELIG skal jeg lukkes ind i den hemmelige klub for fodplejepatienter.

Fortsættelse følger!

 

Det handler ikke om kærlighed.

Jeg så fjernsyn, for en enkelt gangs skyld.

Det gør mig faktisk lidt trist at jeg kommer til at dømme et menneske, på grundlag af en meget kort dokumentar, men jeg kan kun sige at jeg virkelig mener at nogle mennesker ikke skulle have lov til at adoptere. Børn er fantastiske, ingen tvivl om det, men man kan godt overleve uden!

Jeg er klar over at jeg provokerer – men det er med vilje – jeg blev simpelthen så harm over at se, hvordan en kvinde valser tilbage ind til sit eget ventende og danske liv i lufthavnen, uden at holde sit tydeligvis skræmte og ulykkelige barn, helt tæt til hjertet og beskytte hende for de mange voldsomme nye indtryk.

Eklatant mangel på empati, og jeg gav mig til at tude.

Stakkels barn altså.

Jeg kunne mærke at der var uendeligt mange ting som jeg ville have gjort anderledes.

Meget anderledes.

Når man ikke har et fælles talt sprog, så må man finde andre måder at kommunikere på.

Og jeg kunne mærke igennem hele udsendelsen, hvad min krop ville have gjort i de forskellige situationer, som var så hjerteskærende at se på. Jeg havde reageret med varme, med omsorg, øjenkontakt og fysiske kærtegn. Måske havde “tegn til tale” været en løsning, når hun nu var så stor.

Jeg kan sagtens huske mine egne børns frustration over manglende talesprog. Og de adoptivforældre, de var da veluddannede og fornuftige på papire, så hvorfor kunne de ikke se det?

Eller se hende..

Ikke at kunne kommunikere og blive forstået, må da være helt forfærdeligt når man husker og savner sin mor! Og så kommer vi helt ind til der hvor kærligheden mangler.

Ikke alle kan elske et barn på kommando. Hvad enten det er ens eget eller at adopteret barn. Det er meget forskelligt. Og kommer an på hvem man er. Men det handler heller ikke om kærlighed. Det handler nemlig om omsorg. Og at turde give uden at få.

Og slet ikke om kærlighed.

Endnu.

Man kan vise gode, varme, sikre og trygge hensigter med sin krop og sin måde at være på.  Med øjenkontakt og så ikke så mange ord.

Så kan kærligheden sagtens komme hen ad vejen. For de fleste adoptivforældre elsker da heldigvis deres børn lige så godt, og meget, som de fleste biologiske forældre elsker deres børn.

Men det jeg så, fik mig til at tænke at de slet ikke skulle have haft børn; hvordan kan man alvorligt mene, at et barn ikke skal have det alt for sjovt andre steder? Endsige hos en selv. Jeg synes ikke det er pigen der er noget galt med i den situation.

Nej jeg kender ikke hele historien, men som udgangspunkt må det jo være forfærdeligt at miste sin mor og far på den måde. Det vil da slå mere end én ud af kurs, og kræve mere end almindelig omsorg og varme, før man kunne komme videre med sit liv.

Jeg kender mennesker som klarer det flot og får stærke, dejlige og hele mennesker ud af de børn de hentede, fra et liv så langt fra vores.

Sådan går det heldigvis også i de fleste tilfælde.

Men jeg kan bare huske Amys tvangsfjernelse, og nu Mashos liv smurt ud over hele nettet, og jeg synes at deres voksne omgangskreds har fejlet.

Også i den grad.

Hemmelig knapperslange!

ENDELIG et billede.

Og så er det en hemmelighed. Jeg bliver nødt til at slå jer ihjel når I har set det.

Vi var i Ree Dyrepark i efterårsferien. Og nogen kom forbi en edderkoppebamse. Og blev bange. Igen. På trods af næsten 11 år på bagen.

Og nogen blev sur og også trøstet af sin mor, og ville gerne have en slange. Sådan for at vise at dem var man ikke bange for. Men der var ingen slanger i grøn.

En anden – mig – kom til at love at jeg ville snakke med Sussie. Men jeg har haft for travlt, og Sussie har sikkert også travlt, så det blev ikke lige til noget.

Og så kunne jeg jo lige så godt lave den selv. En knapperslange! Grøn.

Fordi nogen bliver 11 om en uge.

Men schyyyy!!!

Og så vil jeg lige skynde mig at tage patent på navnet knapperslange, med copyright og det hele!

….gggnnnnnn

av.

av for ind i hede hule helvedes forgård.

Ja, og jeg undskylder på forhånd sarte sjæle der ikke kan klare slige detaljer. Og ja – dette er også et indlæg uden billeder.

Sagen er den, at det ikke alene er dumt at sætte et hygiejnebind omvendt på.

Med tapestriben opad.

Det gør også uforholdsmæssigt ondt.

I hvert fald når det skal af igen.

“Brasiliansk voksning” får en helt ny dimension.

Tosproget…

Undskyld mig lige et øjeblik!

Jeg skal lige af med noget. Og ja det bliver endnu en bøvs, og man kunne vel godt foranlediges til at tro at jeg faktisk var en sur citron, som ikke laver andet end at brokke sig over postvæsnet, dårlige tv-udsendelser, som jeg alligevel ikke ser, beboerforeninger som ikke vil være med til juletræer og så fremdeles.

Men der er virkelig også meget godt og spændende jeg kan brokke mig over, og det ville jo slet ikke være sjovt, hvis ikke jeg kunne få klemt en sur bøvs ud mellem sidebenene fra tid til anden.

Og I ville ikke have noget at skælde mig ud over! Tænk hvor ville det være kedsommeligt, hvis jeg holdt op med at bøvse!

Altså…

Nu bøvser jeg over en eller anden tåbelig og forældet vending, som viser at tiden i den grad er løbet fra nogen, selvom jeg ikke helt ved hvem.

Man snakker om tosprogede her og der og alle vegne.

Men hvem er de, de der tosprogede?

Og hvilke to sprog er det lige vi taler om?

For uanset den mængde gode vilje jeg lægger for dagen, har jeg ikke været i stand til at finde lighedspunkter med mine egne børn, når der fables om tosprogede.

Og alt andet lige, vil jeg godt vove pelsen og slå fast at mine børn i hvert fald er tosprogede. Men de kan sagtens læse. Og alle de andre tosprogede børn og unge de er sammen med på den internationale skole, de kan også sagtens læse dansk, hvis altså de har valgt faget dansk. Det er skam ikke alle der har valgt det.

Men tag nu politiken.dk  de ævler også løs om de der tosprogede.

Hvis det ikke er sådan nogle som mine børn de mener, så vil jeg gerne vide hvem de så hentyder til.

Det ligger ligesom i luften at der uanset hvilke andre sprog vi taler om, så er det børn som har problemer. Og langt fra alle tosprogede børn JEG kender har problemer. Mine egne har som sagt ikke!

Og igen, hvilke to sprog taler vi om?

Der kan jo som udgangspunkt ikke være tale om dansk som det ene sprog?

Eftersom det jo netop handler om at disse mennesker IKKE kan dansk. Og er man defineret som værende tosproget, ifølge min ydmyge terminologi, så er det fordi man, om ikke behersker, så i hvert fald ikke har nævneværdige problemer med et givent sprog.

Ergo kan de omtalte tosprogede mennesker, ikke dansk.

Så meget er vist klart, men hvilke to andre sprog handler det så om?

Jeg ville da synes det er overmåde flot at kunne tale to sprog, og at man så ikke lige mestrer læsning på dansk, er vel underordnet… Det kommer nok hen ad vejen med gode motiverede lærere.

Eller hvad?

Det er måske heller ikke det de mener?

Hvorfor siger de det så ikke bare?

Det er måske ikke politisk korrekt at sige i overskriften at en stor del af indvandrere fra ikkevestlige lande klarer sig skidt i Danmark og er funktionelle analfabeter?

Også selvom det er det de mener, for det siger de jo lidt længere nede i teksten.

Men humlen er at disse mennesker ikke kan klare sig på dansk og måske endda heller ikke på deres modersmål? Så er de da snarere at betegne som værende sprogmanglende.

Sådan hvis man spurgte mig. Men det har man ikke gjort endnu.

Older posts