Love, regler og så lidt om ændringer.

Nå, i forbindelse med min bøvs i går, så har jeg tænkt videre.

Det handler jo ikke om at være enig i loven. Det er for så vidt underordnet om man er enig eller ej. Men loven skal bare følges.

For det har vi valgt at den skal.

Alt andet ville være anarki og det duer selvsagt ikke når vi har et demokrati. Så må de mere anarkistisk anlagte, købe sig en øde ø og være anarkister der, alene og for sig selv.

Vi andre, i dette forholdsvis civiliserede land, vi er altså nødt til at følge reglerne. Vi har et folkevalgt styre, vi har ret til at give vores mening til kende, ja jeg vil endda gå så langt som til at sige, at vi har pligt til at gøre det. Pligt til at stemme og være en del af fællesskabet.

Man melder sig vel heller ikke ud af landet hvis man er uenig med den vindende regering, uanset hvilken farve den har.

Selvom tanken godt nok er tillokkende..

Faktisk.

…

Nu sidder jeg ikke inde med den store forkromede sandhed, men da mine egne børn gentagne gange fik ballade for at parkere deres cykler bag ved skolen, i stedet for foran den, måtte jeg jo tage affære.

Jeg forklarede dem at der var en regel. Den regel var: “Alle cykler skal parkeres foran skolen.”

Færdig basta bom.

Mine børns argument for ikke at parkere hvor de skulle, var: “NÃ¥r vi kommer fra vores landsby, skal vi op ad bakken for at komme hen til vejen som fører hen til skolen. Hvis vi derimod stopper halvvejs oppe pÃ¥ bakken, og drejer fra der, er vi ved bagindgangen. Og bakken er sÃ¥ streng at komme op ad, om morgenen. Derfor vil vi gerne have lov til at parkere cyklerne der.”

Så kunne jeg jo fortælle dem, at bare fordi der var en regel, betød det ikke at det var en fornuftig regel, endsige en gennemtænkt regel.

Men netop fordi det var en regel, så kunne man ikke bare lade være med at adlyde den, blot fordi man var uenig.

Derfor, skulle de gå en anden vej.

I stedet for at være lovløse og få ballade igen og igen for at parkere cyklerne et forbudt sted, skulle de jo allerførst snakke med dem der har bestemt reglen. Argumentere for hvorfor de gerne vil have den ændret. Og bruge fornuft. Og argumenter.

Hvis det ikke hjalp, så skulle de enten snakke med elevrådsrepresentanten i deres klasse, eller selv blive valgt til elevrådet og ad den vej få ændret reglen eller blødt den lidt op. Det ville tage tid, men det var jo op til dem om de syntes det var det værd.

Men indtil da, skulle de følge reglerne og parkere foran skolen.

Og så blandede jeg mig i øvrigt ikke mere i den sag.

Og jeg må med skam melde at jeg faktisk glemte alt om det. Indtil igår.

Det der skete – jeg forhørte mig nemlig – var en form for kompromis. For de børn der kom fra den anden side, fik lov til at stoppe halvvejs og trække igennem skolegÃ¥rden for at parkere det lovlige sted. Skolens argument for ikke at slække pÃ¥ reglen var nemlig at det var for farligt at parkere bagved. Der holdt skolebusser og maskiner og den slags.

Men der kom et kompromis.

Og sådan er det jo også med alt muligt andet. Hvis man vil have ændringer, må man have argumenterne og talegaverne i orden. Gode forbindelser er heller ikke at kimse af, men frem for alt skal man være tålmodig!

Det tager tid at ændre verden, men kan godt lade sig gøre!

Man skal bare gøre det på den rigtige måde!