• ···

Le corbeau.

Det betyder kragen.

På fransk – men det havde I jo godt set – I er ikke til at narre!

Jeg har ingen billeder af krager. Derfor et andet normansk dyr med fjer på..

Men altså, historien om kragen, er ikke en fabel af La Fontaine, men derimod en frygtelig – og sandfærdig – historie om anonyme breve, der blev sendt til en hel by i Frankrig fra 1917 og som først sluttede i 1922 da de endelig mente at have fundet den skyldige.

I de mellemliggende år gennemsyrede “le corbeau” denne by med mistro til alt og alle. Det var en grum historie og skete for længe siden, men faktisk er det ikke spor passé.

Der er nemlig opstået modbydelige sider i diverse sociale medier, senest her i nærheden, hvor børn og unge bliver hængt ud, med navns nævnelse, og beskyldt for det ene og det andet. Det er børn og unge i firkløverets omgangskreds det går ud over og – muligvis – endda også som har forfattet de anonyme skrivelser.

Da jeg hørte om det, samlede jeg mine tropper og fik fortalt dem, hvad jeg mente om den slags.

Det vidste de nu godt, men jeg syntes ikke de ville tage skade af en genopfriskelse.

Altså…

Der er mobbeofferet.

Så er der mobberne.

Og så er der den store grå masse, det umælende publikum, som stiltiende accepterer mobningen, ved intet at gøre.

At sige deres opførsel er forkert, vil falde for banalitetsgrænsen, men der er ikke desto mindre rigtigt mange mennesker, både børn og voksne, som ikke helt har fattet den fulde betydning af tavsheden.

På dette tidspunkt havde jeg nemlig, i hvert fald to teenagere, som en lille smule utålmodigt sukkede og sagde: “jajajajajaaaaaa det ved vi godt, hvorfor skal vi…”

Og jeg forspilte ikke chancen til at støve deres hjerner lidt af: At tage afstand fra andres dårlige opførsel betyder at man siger fra, at man åbent siger: “NEJ – dette vil jeg ikke være med til.”

I dette tilfælde betyder det, at man ikke “synes om” eller er “venner” med på facebook. At man ignorerer disse, så tydeligt mindre begavede, menneskers trang til sensation. Og ikke tager til genmæle på de anonyme sider.

Men derimod henvender sig til forældre, lærere, SSPkonsulenter, andre voksne man kan stole på og måske endda til politiet, for at stoppe det.

Der er nemlig stor forskel på ytringsfrihed og injurier.

Alle har lov til at have deres mening, samt give udtryk for den, sålænge det ikke skader andre. Verbalt eller fysisk.

Til spørgsmålet på hvorfor jeg nu fortalte dem det, når de godt vidste det, og i øvrigt hverken var nævnt eller havde deltaget i disse uhyrligheder, kunne jeg kun svare, at hvis de læste beskederne, videregav dem, eller trykkede “like” på facebook, så var de ikke et hak bedre, end de anonyme forfattere.

Og at ligesom vi har lært dem at sige “goddag-farvel” “tak for mad” og “be’ om” da de var små, så fortsætter vi med at vise dem hvordan man prøver at blive et socialt velfungerende menneske, et omsorgsfuldt menneske, et godt menneske om I vil, som kender forskel på godt og ondt.

Og det er blandt andet ved at turde stå frem, og sige fra.

Heldigvis fik jeg dagen efter også skolens – omend ufrivillige – opbakning, idet der på vores intranet – ligesom de andre skoler i området – blev udsendt en kraftig afstandtagen til hvad der foregår i den nærliggende stad på dette plan.

Det var skønt at se at skolen har taget stillling, at kunne vise vores unge at vi er flere der synes at DETTE her, det er forkert og ikke acceptabelt.

Dette indlæg kan nok ikke undgå at virke kvalmende helligt, og jeg beklager inderligt, men jeg kom helt op i det røde felt. Det er meget muligt at mine børn, eller jeg selv, ikke skal frelse verden, men hvis der var flere der turde tage ansvar generelt, så ville verden være et bedre sted at være, også for de svage.

Og her er det så at min sure bøvs kommer rullende: for hvor POKKER er deres forældre henne?

Hvorfor ved de børn ikke at det er forkert – for slet ikke at tale om det strafbare – at skrive anonyme, og mere eller mindre sandfærdige, ting om andre mennesker, uden deres samtykke?

Og hvis de ved det er forkert, hvorfor får de så ikke besked på at lukke og slukke omgående, samt overbringe en undskyldning til de forurettede?

Jeg fatter det ikke.

Det gør jeg ikke.

Ventetid

Der er forskellige slags ventetider.

Der er de søde ventetider. De tager som regel ni måneder, eller 24 dage – subsidiært et tilsvarende antal dage før en fødselsdag – og så kommer det fantastiske man har ventet på.

Så er der de der vente på afslag-ventetider. Eller vente på at få at vide du har tabt en konkurrence.

Men så er der en anden slags ventetid. Man skal vente på at få at vide om den knude der var lige der… om den nu var enten ikke eksisterende, bare dum eller helt ufattelig modbydelig.

Og det er en ganske forfærdelig ventetid.

Og så bliver man en anelse sær i knolden, og forestiller sig alt muligt. Og overdramatiserer en hel masse og kan slet ikke holde fokus.

Og så var der jo nogle kvinder ude i verden. Som gjorde hvad de kunne for at forsøde ventetiden… Og var der når man selv synes man er for meget. Og sende tanker og søde ord.

Ja, det er jer jeg snakker om:, Jessica, Trine, Helene, Mette, Athena, Laura, Jeanette, Lisbeth og Birgitte.

Uden jer havde jeg ikke overlevet mentalt indtil jeg fik min dom, som var bare en lille bitte smule dum, men slet ikke modbydelig!

Jeg blev båret igennem noget der lige var lidt svært, og lyttet til og opmuntret og bare holdt om og af af stærke og dejlige og søde kvinder.

Så TAK!!

Man burde faktisk kunne få veninder på recept. Sådan efter behov.

I hvert fald sådan nogle som mine!

 

Begrænsninger

Altså.

Det kan nogle gange være en anelse upraktisk at “alle” læser ens blog. Og endnu mere upraktisk, at man selv bor midt i det hele.

Jeg kan tage mig selv i at tænke “iiiihhhh DET var vel nok morsomt” og “det må jeg skrive om i morgen”

Nååårh nej, det kan være at naboen ikke bliver så begejstret for at se sig selv omtalt som, nå ja.. noget ikke så pænt. Altså ikke Irene.. Men ham hæklipperbørge som er notorisk idiot.

Så det må jeg hellere lade være med. Tænker jeg så. Ikke fri for at være en ganske lille bitte smule skuffet.

For hvad skal jeg så skrive om.

Børnenes venner? Eller endnu bedre børnenes venners forældre! Det kan der vist komme meget sjov ud af.

Hvordan er det nu lige med det?

Jeg deler for det meste dagens indlæg på både på min private facebook og på Kong Mor eller også skifter jeg lidt, det kommer an på så meget.

Der er ikke ret mange af børnenes venner som følger med på Kong Mor, jeg selv er derimod venner med et par stykker. Det ville aldrig gå godt. Der er derimod et par af børnenes forældre som læser Kong Mor ind imellem.

Så jeg tror heller ikke at det skal gå ud over dem.

Familien… altså min egen, vil jeg overhovedet ikke komme ind på. Det ville da have konsekvenser som jeg ikke har fantasi til at forestille mig! Puuh, bliver helt svedt ved tanken. Matador er vand i forhold til.

Det er også til stadig overraskelse at blive mindet om, at mine børns lærere vist også læser med her.

Men så igen, det giver helt andre muligheder for kommunikation, så derfor vil jeg gribe chancen gribe chancen og bede dansklæreren om at rose Gårdmand Bjørns fine fine franske skråskrift. Han skriver så smukt, at man ikke skulle tro han var en dreng. Og selv pigerne fra klassen har beundret det! Bare ikke hans lærer.

De eneste som jeg er helt.. eller næsten sikker på, ikke læser med her, det er dem fra mit fancy-opvisnings-gymnastik-tortur-hold. Så dem ville jeg i teorien godt kunne skrive om.

Der er bare det ved det, at den eneste som er totalt til grin på det hold..

Det er mig.

Og så er det ligesom sket med at skrive morsomme ting om de andre. Jeg kunne selvfølgelig godt skrive noget om det tåbelige jeg gør, og sige det var en anden.

Det var lidt nemmere at skrive om sære franskmænd, faktisk. Og om danskere der sad langt væk.

Men alt dette blot for at sige at I faktisk går glip af en masse gode indlæg. Som min samvittighed trods alt forbyder mig at skrive.

Ulækker mad

Lyder ikke i sig selv som nogen nydelse.

Men det smagte fint. Undtagen lige den grønne cremepynt.

Eiiirk altså.

Det havde smag af spearmint tyggegummi, bar præg af en fabrikation på noget kommunekemi og det smagte ganske aldeles rædselsfuldt. Vi skrabede det alle sammen af og direkte ned i skraldespanden!

Men de der blodkiks var gode. Smagte lidt som pleskner eller sådan nogle nemme småkageagtige ting. Og så bare med glasur på.

Menuen til et Halloweenarrangement på skolen, smagte også fint. Hver familie skulle tage mad med til en fælles buffet. Det var SÅ flot, siger jeg jer!

Jeg havde lavet fluesvampe af hårdkogte æg og udhulede tomater med mayonaiseklatter på.

Og et par pizzaer med forskelligt pynt på, og så til dessert, de allerbedste chokoladebidder med intens chokoladesmag og en fantastisk glasur på.

Og så naturligvis en plastikedderkop for uhyggens skyld.

Jeg skal lave nogle til næste fredag, så finder jeg opskriften frem igen! For de fortjener altså at blive lavet!

Græskar.

Det er – som altid – lidt tamt at holde Halloween når man ikke er i et Halloween land.

Men vi gør hvad vi kan, vi laver edderkoppepizzaer, grøn pasta og blodrøde kiks og pynter op. Og skærer græskar ud.

I år ligner de ikke de traditionelle som vi ellers hidtil har givet os i kast med. Og der var kun tre, det var alt det lokale opland havde at byde på.

Men ligemeget, der kom flotte græskar ud af det.

Nu står de udenfor.

Og kan byde velkommen…

Spørgsmålet er så om folk har lyst til at komme ind?

Older posts