• ···

Vintage modesjov – fortsættelsen!

Den eneste ulempe ved at tage til modesjov er at man får ondt i kinderne.

Af at grine.

Topmodeller fra Langelands bedste modelbureauer viste tøj fra dengang Momse var ung!

Landsdækkende TV og to større aviser havde deres udsendte på stedet. Og så mig naturligvis.

Det veloplagte publikum, og så mig, sørgede for applaus og jublende tilråb! Vi sang endda med på forgangne tiders hitlisters top 10!

Der var siddeplads hvor der lå æbler. De yndige papkrus blev fyldt med portvin, og både kransekagen og de lyserøde kys, fik hurtigt ben at gå på!

Snakken gik lystigt og da vi i tilgift måtte pille ved modellerne, var det en udsøgt fornøjelse at deltage!

Tøjet blev præsenteret sammen med flotte smykker og vidunderlige tasker – endda en taske som er blevet kåret til Årets Taske – alt i mens den befandt sig i Birthe Kjærs besiddelse! Og det er ganske vist!

Det sluttede med finere lingeri og nattøj – ingen brude her – på Øerne er man i stedet meget fornuftigt på vej i seng!

Alt i alt et bevis på at der er meget sjov og ballade her i udkanten af Danmark.

Jeg kan ikke finde ret mange ting jeg har mere lyst til, end til at tilbringe en regnvåd lørdag aftermiddag med at få rørt lattermusklerne til krampegrænsen – på en udkants-Ø!

Tusind tak til Lisbeth og Mormors Stuer for en fantastisk lørdag!

Vintage Modesjov!!

Det staves nu godt nok show – men det bliver en oplevelse som udelukkende kan katalogiseres som SJOV – derfor min alternative stavemåde.

Deres ydmyge – og udsendte – reporter, nemlig MIG, skal over vandene, forcere et par broer eller tre, samt en dæmning og så er jeg lige om lidt til Vintage Modeshow i Mormors stuer på Langeland!

Det bliver SÅ sjovt!

Opdateringer og eventuelt billeddokumentation kan forekomme i løbet af dagen!

 

Altid et valg

Man har altid et valg. Man kan vælge at gøre det ene eller noget andet.

Men kan vælge nu og vælge om senere. Tage en beslutning, og så tage en ny når man er kommet længere i sit liv og generelle overvejelser om dette og hint.

Der er altid flere muligheder. Også selvom det er “Pest eller Kolera” for begge.

Men.

Og NU skal I høre efter – vi er ude i guldkorn her:

Man kan vælge at gøre det man gør – hvadenten man gør det fordi man skal, eller fordi man simpelthen ikke har andre valg – med godt humør.

Eller i det mindste et positivt livssyn.

Det betyder ikke at man skal være lalleglad og useriøs.

Jeg kunne godt sætte mig i et hjørne og jamre – hvad jeg skam også gør indimellem – over at være arbejdsløs.

Men man kunne også bare tage det som en slags forlænget weekend!

Jeg vælger den sidste løsning!

Sig det med et smil.

Min salig Mormor sagde altid: “Tonen. Det er tonen det bliver sagt med.”

Det sagde hun gerne, når jeg havde vrisset af hende eller en anden, og på en lidet elegant måde, givet heftigt udtryk for min utilfredshed.

Og hun havde ret. Og heldigvis har jeg da lært lidt mere med årene. Man kan nemlig være vældig uforskammet med et stort venligt smil.

En disciplin jeg udøver fra tid til anden, når jeg mener at nogen fortjener det. Om jeg har ret, skal jeg lade være usagt.

Det sker efterhånden meget sjældent, men stærkt inspireret af damen i Ellens indlæg, eller nej – det var ikke damen som inspirerede mig – det var selve indlægget.

Jeg kom nemlig i tanke om en episode, som fandt sted for en del år siden. En ret pinlig episode faktisk. For jeg opførte mig bestemt ikke spor pænt.

Jeg havde været inde i en hyggelig lille butik, som ligger i en smal gade med parkeringspladser i den ene side, og kørebane i den anden.

Når man skal den ene vej, må man pænt vente på at der er fri bane før man giver sig i kast med at forcere det korte stykke vej, som faktisk ikke er helt så kort igen.

Vel inde i min bil, med de italienske specialiteter jeg havde købt, tjekkede jeg at der ikke var nogen modkørende biler, hvilket der ikke var, hvorpå jeg startede og kørte.

Omtrent fire bilers længde ind i gaden, kom der en modkørende oppe ved den anden ende. Jeg havde ikke andet valg end at fortsætte og så kunne jeg se en ledig plads længere oppe – cirka midt imellem min bil og den modkørende – hvor jeg regnede med at holde ind og lade den anden komme forbi.

Men dette krævede at den modkørende bil lige holdt tilbage i de 30 sekunder det ville tage mig at komme derop.

Det var den modkørende bilist ikke til sinds at lade mig gøre, så hun – for det var en bilist af hunkøn – fortsatte hidsigt ned mod min bil.

Så holdt hun meget provokerende og afventende. 25 cm. fra min kofanger. og ventede.

Jeg smilede venligt til hende og spekulerede på hvad i al verden hun havde tænkt sig.

Det var tydeligt at hun forventede at jeg bakkede ud for at lade hende komme forbi. Til trods for at hun var kommet ind i gaden, efter jeg var engageret.

Jeg var godt klar over at hun havde forkørselsret, men jeg kunne ikke se logikken i at jeg skulle bakke.

Hvis jeg skulle bakke ud igen hver gang der kom en bil, så ville jeg jo aldrig komme nogen vegne. Jeg ville naturligvis aldrig starte med at køre, hvis der var biler i forvejen, dummere er jeg trods alt ikke.

Men hendes aggressive blik fortalte en helt anden historie.

Og så var det at jeg blev lidt stædig…

Så jeg holdt.

Stille.

Og smilede.

Microsekundet før hun kørte ind i min bil, begyndte jeg at bakke.

Desværre bragte denne handling det største og mest veltilfredse grin jeg længe har set, frem på damens læber.

Og så..

Gik mit bakgear i stå. Centimeter for centimeter bakkede jeg med en hastighed der ville få mig af vejen i løbet af et kvarter. Mindst.

Damens grin var så flabet og uforskammet og indbød kun til at give tilbage af samme skuffe. Hvilket jeg gjorde. Barnligt og præcis lige så flabet, jeg ved det, men hold OP hvor var jeg gal og følte mig uretfærdigt behandlet. Men jeg smilede venligt, råbte ikke efter hende og mine fingre begyndte heller ikke at stritte i mærkelige retninger.

Damen var på dette tidspunkt rødglødende af raseri, jeg løftede beklagende skuldrene, og smilede endnu mere venligt!

Lene, som sad ved siden af, grinede nervøst til mig og vidste vist ikke helt hvad jeg havde tænkt mig.

Hvad jeg havde tænkt mig, gad damen øjensynligt heller ikke vente på, for hun kørte simpelthen op på fortovet og drønede forbi os.

Og jeg kom igennem gaden uden at blive forstyrret yderligere.

Jeg burde naturligvis have bakket med det samme, men hendes opførsel bragte det værste frem i mig og jeg må med skam melde at jeg opførte mig ligeså tåbeligt.

Men den slags mennesker får desværre det allerværste op i mig. Med et smil!

 

Mere nytænkning

Hvordan kan man være anderledes og bemærkelsesværdig i sin jobsøgning, hvis alle andre også får de samme gode råd på jobsøgningskurserne?

Det er umuligt for alle mennesker at være unikke, altså på samme måde. For vi kan sagtens blive enige om at alle er unikke hver især.

Men måden man søger på, så man kommer til samtale og ad den vej kan overbevise nogen om at de skal give jobbet til mig.

Okay, det kan så godt være at man ikke behøver tælle alle landets arbejdsløse med i det regnestykke, men kan nøjes med de 500 der har søgt den samme stilling.

Jeg mener, en tømrer og en revisor ligger unægteligt lidt langt fra hinanden. Uanset hvor ens unikke de er.

Men hvis bare 120 af de som har søgt samme job, er i samme A-kasse, og har været igennem samme “lær-at-tænke-helt-nyt-og-kreativt”- kursus, så er de jo ikke ret unikke i deres måde at præsentere sig selv på.

Så var det jeg tænkte på at lave noget andet.

Noget helt specielt.

Men fandt så i mellemtiden ud af, at det er der allerede nogen som har tænkt og gjort, så særligt specielt er det ikke.

Men jeg tror nu nok jeg vil overveje det alligevel.

At lave “Samtalen som ikke fandt sted”.

På film.

Sige alt det som jeg så gerne vil sige, men som fylder en anelse for meget i en ansøgning, som endelig ikke må være kedelig.

Men altså, filme migselv. Mens jeg siger det jeg gerne vil sige.

Og lægge det på youtube. OG servere et pænt lille link når man sender sin ansøgning.

Nogen mener også at jeg burde henvise til min blog. Men hvor relevant er min blog lige for en eventuel arbejdsgiver?

Jeg skal i hvert fald gøre noget, for jeg kan slet ikke holde ud ikke at lave noget. Det er helt forfærdeligt.

Det har også den fordel, at jeg bagefter måske kunne tilføje manuskript forfatter på CVet.

Older posts